Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

onsdag

15

november 2017

12

KOMMENTARER

sprødbagt blomkål med BBQ-sovs og svampe

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

bagt blomkål med sprød overflade

Hvis du synes, der er lidt rigeligt med ideer til brug af blomkål, er det ikke helt forkert. Det skyldes dels, at jeg er rigtig glad for blomkål og dels at jeg har lavet denne ret med kantareller, som nu synger på sidste vers. Heldigvis kan du også – hvis kantarellerne skulle være sluppet op – bruge mange andre svampe, fx kejserhatte, østershatte eller de helt almindelige champignon.

Det er ikke så længe siden jeg præsenterede en udgave af bagt blomkål med mandler og granatæble, som jeg smagte i Restaurant Sumac i Reykjavik. Denne udgave er helt anderledes. Jeg har “beklædt” blomkålen med en jævning af kikærtemel, og det betyder, at overfladen bliver sprød, når kålen bages.

.

en kål med mange slags smag

Blomkål er en af de grøntsager, der virkelig skifter karakter alt efter, hvordan den behandles. Hvis rå blomkål rives fint som “sne”, får den en speciel nøddeagtig smag. Hvis den høvles til tynde skiver på et mandolinjern, får du en anden smagsoplevelse – og bages kålen, smager den helt anderledes end rå kål. Denne udgave giver en dejlig fortættet smag, som får et yderligere “spark” med den spicy BBQ-sovs. Den passer perfekt til blomkål, synes jeg.

Kogt blomkål vil jeg slet ikke tænke på (med mindre der er tale om en suppe). Den blev jeg nemlig vaccineret imod, da jeg var barn. Min mor kogte nemlig aldrig blomkål under 2 timer!

.

indbagt blomkål med BBQ-sovs og svampe

(4 personer)

BBQ/barbecuesovs:

2 spsk tamari

2 spsk ahornsirup

1/2 dl sød chilisovs

1/2 dl tomatketchup

2 spsk citronsaft

2 spsk rørsukker

1-2 tsk røget paprika

salt, friskkværnet peber

blomkål med dej:

100 g kikærtemel

1 1/2 dl vand

1 tsk salt

1 stort blomkålshoved eller 2 mindre

frisk timian

svampe:

250 g kantareller og/eller champignon

100 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk oliven- eller rapsolie

1-2 dl plantefløde

1-2 spsk lime- eller citronsaft

.

Rør sovsen sammen og smag godt til.

Rør kikærtemelet med vand og salt. Dejen skal være så tyk, at den ikke løber ned ad blomkålen.

Del blomkålshovedet i to dele. Læg dem i en lav ovnfast form med den runde side opad. Pensl med sovsen.

Sæt blomkålen i en 200 grader varm ovn 20 minutter.

Tag blomkålen ud af ovnen og dæk de to halvdele med kikærtedejen på ydersiden.

Sæt kålen i ovnen igen og bag den til dejen er let gylden, 20-25 minutter. Stik i kålen for at mærke om den er blød nok. Giv den evt. lidt mere tid i ovnen, men det er vigtigt, at blomkålen ikke bliver overbagt.

Pensl med lidt af sovsen og servér resten til separat.

Servér kålen drysset med frisk timian.

Tilbered svampene, mens kålen er i ovnen:

Del store svampe eller skær dem i skiver. Hak løg og hvidløg.

Svits løg og hvidløg i olien til de er let gyldne. Tilsæt svampene og rist dem ved rask varme.

Hæld fløden på panden og bring den i kog. Tilsæt citrussaften og smag til med salt og peber.

Servér svampene til kålen separat sammen med resten af sovsen.

.

.

quinoasalat som tilbehør

En quinoasalat passer fint til blomkålen. Her er det én med stribede beder, bladselleri og dild.

 

 

Share

12 Kommentarer

  1. Anni
  2. Torben Jungsberg
  3. Gunhild Skytt Haastrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.