pizza med nye kartofler og asparges
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter, hovedretter
.
en pizza til sommerens fester

Der findes retter, som alle holder af. Det er især italienerne, der scorer på den målestok. Pizza og pasta er elsket jorden rundt.
Pizza: stor eller lille? Pizza kan serveres som en hovedret, men i lidt mindre format end det klassiske “møllehjul” er pizzaer selvskrevne til sommerens fester på terrassen eller i haven.
.
med nye kartofler og sæsonens allersidste asparges

Aspargessæsonen slutter til Sct. Hans, men ofte kan man finde dem i butikkerne indtil udgangen af juni. Hvis det ikke skulle lykkes, er pizzaerne også lækre blot med kartofler og gerne med ens foretrukne krydderurt, måske også med lidt løgringe. Her har jeg drysset med snittet purløg og radiser.
.
lommepizzaer

Disse små pizzaer kalder jeg lommepizzaer. De kan spises som “fingermad” og passer perfekt til en sommerfest, hvor man tit har et glas i den anden hånd. De er også praktiske til udflugtskurven eller madpakken.
Disse små pizzaer er med kun kartofler og estragon.
.
med friske ærter

En sommerpizza kan være en hyldest til de råvarer, der er i sæson lige nu. Her er der tilføjet friske ærter.
Til denne pizza er bundene bagt, før toppingen af kogte kartofler, asparges, ærter og radiser er fordelt på bundene. Smør evt. bundene med cashewcreme eller silketofu rørt glat og smagt til med en smule presset hvidløg og ens foretrukne krydderurter.
.

pizza med nye kartofler og asparges
(4 personer)
pizzabunde:
5 g gær
2 ½ dl lunkent vand
½ dl olivenolie
1 tsk salt
ca. 400 g hvedemel, ¼ kan være grahamsmel
fyld:
½ kg nye kartofler
300 g hvide/grønne asparges
1 dl olivenolie (olie og gærflager kan erstattes af pesto)
4 spsk gærflager
2 fed presset hvidløg
flagesalt, friskkværnet peber
.
Det anbefales at starte dejen dagen før bagningen.
Rør gæren ud i det lune vand. Tilsæt olie og salt.
Rør så meget mel i væden, som den kan tage. Ælt dejen glat og elastisk.
Lad gerne dejen hæve natten over i køleskabet – alternativt tildækket et lunt sted 3-4 timer.
Høvl kartoflerne til tynde skiver på et mandolinjern.
Skræl hvide asparges. Skræl grønne asparges nederst på stænglerne.
Rør olien med gærflager og presset hvidløg. Smag til med salt og peber.
Rul dejen ud, så den passer i fire smurte bageforme. Eller lav flere mindre pizzaer. Du kan lægge dem direkte på bagepapir på en bageplade.
Smør pesto eller gærflage-blandingen på pizzaerne og læg kartofler og asparges ovenpå i et pænt mønster. Drys med lidt salt og peber.
Dryp med olivenolie og sæt pizzaerne i en 225 grader varm ovn 20-25 minutter.
.

.









Så lækkert Kirsten. Nemt at lave i god tid og tage med fx på stranden.
Ved tidsnød bruger jeg pitabrød som pizzabund – varmer dem kort, så de ‘åbner sig , så jeg nemmere kan skære dem igennem. Så bliver der 2 minipizzabunde pr pitabrød!
Kære Lena,
Det glæder mig. Tusind tak.
Også mange tak for tippet med pitabrød som bund. Det er en nem og oplagt måde at lave en hurtig pizza på.
Kh Kirsten