efterårssalat med grønkål, svampe, bønner og misodressing
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in salater
.
tank vitaminer til vinterens udfordringer
I denne salat får du en masse af de næringsstoffer, du har brug for til at styrke immunforsvaret til den kolde og mørke vintersæson.
Bønnerne indeholder mange proteiner, og grønkål, gulerødder og svampe er fulde af vitaminer, mineraler og antioxidanter.
Miso, som bruges i dressingen, er en pasta af fermenterede sojabønner eller korn. Miso stammer fra Japan er rig på gode enzymer og er, foruden at være lækker i dressingen, også en rigtig opkvikker.
Jeg har brugt forskellige farver gulerødder, men du kan sagtens nøjes med den traditionelle orange.
.
gulerødder i nye farver
Det giver lidt mere spræl i salatskålen at bruge gulerødder i forskellige farver. Her er en lilla rod, men gulerødder fås desuden i farverne hvid, gul, den klassiske orange og en mellemting mellem orange og rød.
Jeg har brugt kejserhatte i salaten, men du kan også vælge østershatte eller champignon.
.
efterårssalat med misodressing
(4 personer)
50 g sorte bønner eller andre bønner
200 g kejserhatte eller andre svampe
1 spsk kokos- eller olivenolie
200 g gulerødder, røde, gule og orange
150 g grønkål
1 granatæble
25 g tørrede tranebær
25 g ristede græskarkerner
15 g ristede sesamfrø
dressing:
1/2-1 spsk miso
1/2 dl varmt vand
1-2 fed presset hvidløg
1-2 spsk reven ingefær
1-2 spsk tamari
1 spsk limesaft
1 spsk ristet sesamolie
1 tsk agavesirup
friskkværnet peber
.
Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter.
Afdryp og afkøl bønnerne.
Skær svampene i skiver og rist dem gyldne ved rask varme i olien. Skær dem derefter i tykke strimler.
Skær gulerødderne i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.
Hak grønkålen superfint.
Skær granatæblet i to halvdele. Bank kernerne ud med en grydeske. Hvis du ikke vil have saft over hele køkkenet, så læg halvdelene i en plasticpose.
Bland bønner, svampe, gulerødder, grønkål, kernerne fra granatæblet plus evt. saft, tranebærrene og græskarkernerne.
Rør dressingen sammen. Sørg for at misoen er helt opløst. Smag den godt til med ingefær, tamari, limesaft, sesamolie, sirup og peber. Det er vigtigt, at dressingen har en markant smag.
Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt. Drys med sesamfrøene.
Servér evt. foccacia-brød til salaten.
.
Vi har altid et problem når sesam er i retten. Min mand er hyperallergisk overfor sesam. Nu vil jeg spørge hvad du vil foreslå at bruge istedet? Jeg har prøvet med peanuts men det er ikke det samme.
Kære Helle,
Ja, en ægte sesamsmag får du desværre kun fra sesamfrøene. Hvis det handler om drys på en suppe eller salat, så rist pinjekerner eller kogte kikærter i lidt tamari (soja). Du kan også bruge ristede græskarkerner eller solsikkefrø. Det er vist det bedste, jeg kan tilbyde!
Kh Kirsten
Tak for dit svar. Nej, man får aldrig sesamsmagen, men jeg har aldrig tænkt på pinjekerner (ristede). Det lyder som en mulighed. 👌🏽
🤓