Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

13

januar 2023

4

KOMMENTARER

japansk inspirerede kålruller i svampedashi

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, rejser

.

umami er japansk og betyder velsmag

Alle vi, der spiser plantemad ved, hvor skønt det smager. Men en af fordommene mod den grønne mad er desværre, at den er kedelig. Intet kunne være mere forkert.

I alle mine opskrifter bestræber jeg mig på at få en masse skønne smagsnuancer med, masser af umami (velsmag). Hvis vi skal have alle med om bord på den grønne supertanker, handler det nemlig ikke mindst om smag.

Derfor kigger jeg i øjeblikket mod Japan, som har et af verdens mest sofistikerede køkkener, både hvad angår smag og udseende.

Jeg vil gerne citere en hilsen fra en af bloggens læsere, Sara, som skriver sådan om de japanske pandekager:

“Det er så lækkert. I det hele taget er dine opskrifter en succes herhjemme da min mand er kødspiser men hver gang han smager noget fra dine opskrifter siger han det smager så godt.”

Det er en af de beskeder, som jeg er ekstra lykkelig for, fordi det ofte er mændene, der er skeptiske overfor den grønne mad. Heldigvis får jeg jævnligt sådan en hilsen. Der er SÅ skønt! Måske er der lys for enden af tunnellen?

.

japansk vs. dansk køkken

Skal man karakterisere det danske køkken i forhold til det japanske, kan det danske bedst beskrives som en væltet pølsevogn.

Meget af den japanske madtradition går århundreder tilbage til zenbuddhistiske munke, der udviklede og forfinede den såkaldte teceremoni. Her mærker man vingesuset fra en tusindårig gammel tradition.

Forud for selve teen serveres en række retter, som alle er forskelligt tilberedt, fx stegt, kogt, dampet, fritteret etc. – og anrettet på forskellige former for underlag: flettede kurve, stentøj, porcelæn, træ, årstidens blade etc. Alt er nøje gennemtænkt og afstemt efter retten og årstiden.

En af de mest berømte mestre, Sen no Rikyu (1522-1591) sagde: “at de, der dyrker teceremoni – og dermed søger væk fra verdslige bekymringer – i deres ensomhed kan finde et kreativt element, som fører til en afklaret nydelse af skønhed. Essensen af denne kreativitet ligger i den omhyggelige undgåelse af det banale, det åbenlyse og det kategoriske. Skønhed har sin største effekt, når den opstår ud fra antydninger og tilbageholdenhed.”

.

teceremonien

Den japanske teceremoni er en altomfattende spirituel oplevelse. Har man én gang siddet med krydsede ben på en sivmåtte på gulvet i et traditionelt japansk træhus og nydt rækken af små retter, ved man, at større gastronomisk oplevelse næppe er mulig.

Alt i rummet er naturmaterialer, træ, håndgjort papir, siv. Tiden trækker vejret gennem stilheden. Kun lyden af et blad, der daler mod jorden, lader sig ane.

En kimonoklædt tjener serverer lydløst de enkelte retter. Hver især en perle af fuldendt smag og udseende. Et lille kunstværk.

Omgivelserne, skønheden i det enkle, stilheden, giver ro i sjælen. Jeg vil næsten kalde teceremonien en hellig handling. Her træder kunsten i maden tydeligt frem. Æstetikken i rummet, stilheden og madkunsten går op i en højere enhed. Her er den ægte respekt for moder jords gaver.

Sammenligner man med en dansk støjende restaurant med høj musik, er forskellen afgrundsdyb.

Som det fremgår, er denne specielle japanske form for servering en slags meditation. Det vil næppe være gennemførligt for en moderne dansker, så det, jeg især vil trække på fra det japanske køkken, er de mange skønne smagsnuancer. Men opmærksomhed på og kærlighed til råvarerne skader ikke!

Jeg skal minde om, at de japanske retter, du finder her på bloggen, ikke nødvendigvis er nogen, der serveres på en japansk restaurant eller findes i en japansk kogebog. Jeg lader mig stort set kun inspirere af de japanske råvarer, tradition og smagsgivere.

.

japanske smagsgivere giver umami

Det japanske ord umami betyder velsmag. Umami kaldes også den femte smag, fordi den kompletterer de øvrige fire smagselementer: sødt, salt, bittert og  surt.

Hvis du vil give dig i kast med det smukke, unikke og delikate japanske køkken, er der en del produkter, som er gode at have ved hånden. Men jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde betyder, at du skal gå ud og bruge en formue.

Byg dit japanske smagsbibliotek op lidt ad gangen. Det vigtigste er den mælkesyregærede soja, tamari eller shoyu, der giver umami til retten (jaemon tamari er glutenfri).

Mirin er en sød risvin, som kun bruges til madlavning. Den kan evt. erstattes af lidt sukker eller hyldeblomstsaft.

Riseddike er en mild eddike. Den kan erstattes af en frugteddike.

Ume Su blommeedikke er en traditionel japansk smagsgiver, som kan spores tilbage til Edo-perioden i 1600-tallet. Eddiken har en koncentreret saltsmag.

.

flere smagsgivere

Her er andre gode smagsgivere som sød chilisovs, vegansk worchestersovs, miso etc.

Især miso er et af de produkter, som det er godt at have med fra starten. Det er et mælkesyregæret produkt, som bruges i små mængder. Et glas holder derfor meget længe, og det kan give umami til en masse andre retter, fx sovse og dressinger.

Miso har været spist i århundreder i Japan på grund af sine ernærings- og smagsmæssige egenskaber. Miso er mælkesyregærede bønner, korn, kikærter eller boghvede, som tarmfloraen holder rigtig meget af. Og mere og mere forskning fortæller, at netop tarmfloraen er meget vigtig for vores immunsystem. Miso fås lys eller mørk.

Produkterne her er fra firmaet NatureSource, som har et meget stort udvalg af japanske produkter.

.

japansk inspireret fra Amsterdam

Disse japansk inspirerede kålruller er en fri fortolkning af en meget lækker ret, som jeg for nylig smagte i Amsterdam.

Efter dage nydt i selskab med van Gogh, Rembrandt, Vermeer og andre gamle drenge, var det vederkvægende at sætte sig til bordet i den hyggelige og venlige restaurant “De Waaghals”, som jeg varmt vil anbefale alle, der er i Amsterdam. Navnet betyder vovehals på dansk. De serverer både en vegetarisk og en vegansk menu, og de retter, jeg og mine venner fik, var en stor oplevelse.

.

dashi, en uundværlig bouillon

En af grundstenene i det japanske køkken er den milde bouillon, dashi. For mig er den simpelt hen smagen af Japan!

Dashi består af tørret tang og normalt tørret fisk. Fisken kan nemt udelades, og i denne dashi er brugt shiitakesvampe, som giver en fin umamismag.

.

japanske kålruller i svampedashi

(4 personer)

4 forårsløg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

3-4 spsk reven ingefær

300 g svampe: champignon, østershatte eller en blanding

150 g jordskokker

citron- eller ponzusaft  (ponzu fås også i butikker, der sælger orientalske varer. Den giver en mild citrussmag)

50 g pankorasp eller alm. rasp

12-16  stykker spidskål eller savoykål, ca. 12×16 cm

1 dl mayo

wasabicreme eller -pulver (kan erstattes af peberrod) (wasabi fås også i  butikker, der sælger orientalske varer) 

4-5 spsk sesamfrø

svampedashi:

et stykke kombutang

4-5 tørrede shiitakesvampe (kan erstattes af Karljohan)

4-5 dl vand

2 spsk ristet sesamolie

Lav først dashien: bræk tang og svampe i små stykker. Kom dem i vandet og bring det langsomt i kog.

Fjern gryden fra varmen, så snart kogepunktet er nået. Lad bouillonen afkøle en times tid – eller lad den stå til næste dag.

Hæld bouillonen gennem en si, så tang og svampe sies fra. Gem svampene til fyldet i kålrullerne.

Snit forårsløgene (gem lidt grøn top) og hvidløgene og svits dem i olien et par minutter sammen med ingefæren.

Hak svampene fint (også shiitakesvampene fra dashien) og tilsæt dem. Svits til svampene har afgivet væde.

Skær jordskokkerne i meget små terninger og tilsæt dem. Fjern panden fra varmen.

Kom fyldet i en skål og tilsæt lidt citron- eller ponzusaft samt raspen.

Smag godt til med citrussaft, salt, peber og evt. mere ingefær.

Vurdér konsistensen. Farsen skal hænge sammen, så tilsæt om nødvendigt mere rasp. Sæt farsen til side en halv times tid.

Skær kålbladene ud i den nævnte størrelse. Du kan naturligvis også lave dem større.

Læg kålbladene i kogende vand et øjeblik, til de er bløde. Afdryp dem.

Fordel fyldet på kålstykkerne og rul dem sammen (enderne skal være åbne).

Hvis der er fyld til overs, så kom det i en ovnfast form og bag det i ovnen sammen med rullerne.

Sæt rullerne på bagepapir på en bageplade. Pensl dem med olie og bag dem i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, ca. 15 minutter.

.

Smag mayoen til med wasabi eller reven peberrod.

Rist sesamfrøene.

Varm dashien op og rør sesamolien i. Fordel dashien i fire tallerkner.

Læg to eller tre kålruller (afhængig af størrelsen) pr. person i bouillonen. Sæt ”dutter” af wasabicreme på toppen og drys med sasamfrø og fintsníttet top af forårsløg.

Jeg havde lidt stråsvampe liggende, så de blev svitset lynhurtigt og lagt på toppen af rullerne.

Du kan servere kogte ris eller andre korn til rullerne, evt. quinoa eller perlespelt.

.

.

Share

mandag

9

januar 2023

9

KOMMENTARER

japanske pandekager – okonomiyaki

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

japansk betyder masser af smag

Hen over jul og nytår har jeg fået lyst til at gå lidt mere på opdagelse i det japanske køkken. Måske prøvede du de japansk inspirerede sellerischnitzler, som jeg har fået enorm megen positiv respons på.

Det japanske køkken er simpelt hen en eksplosion af elegante smagsnuancer, nogle fnuglette, andre hårdtslående. Tænk bare på wasabi! (den stærke rod der minder om vores peberrod).

Det japanske køkken er også meget plantebaseret og dermed kalorielet.

.

tynde pandekager med fyld – eller små buttede

De klassiske japanske pandekager, okonomiyaki, kan laves i to versioner: små buttede, nærmest “kager”,  eller de tynde pandekager, som vi bedst kender dem. Forskellen er mest, at der en kål i de japanske pandekager. Og kål kan man som bekendt ikke få for meget af!

Ovenfor er det en tynd pandekage med fyld af rødløg og bønnespirer. Men du kan selvfølgelig vælge ethvert andet fyld.

.

æstetik og stor smag går hånd i hånd i Japan

Japansk mad tilberedes med vægt på stor æstetik, sirlighed og akkuratesse, og man spiser efter årstiderne.

.

misosuppe som forret

En lynhurtig misosuppe er en god idé som forret til pandekagerne.

Se opskriften her.

.

japanske pandekager (okonomiyaki) – glutenfrie

(4 personer)

100 g boghvedemel

100 g majsmel

4 dl vand

1/2 tsk salt

1 spsk misopasta

2 spsk reven ingefær

100 g spidskål eller hvidkål

1 tsk bagepulver

topping til tykke pandekager:

1 dl sød chilisovs

ca. 1 dl mayo smagt til med reven ingefær eller wasabi (stærk pasta eller pulver – købes i supermarkeder eller butikker med asiatiske varer)

1 rød chili (kan udelades)

1 bdt purløg

fyld til tynde pandekager:

200 g rødløg

2 spsk olivenolie 

200 g bønnespirer

ca. 1 dl mayo smagt til med reven ingefær eller wasabi

fintsnittet forårsløg eller purløg, evt. mynte

Rør de to slags mel sammen med vand, salt, misopasta og ingefær. Tilsæt så meget vand, at dejen bliver som en almindelig pandekagedej. Vær sikker på at misoen er helt opløst.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Snit kålen meget fint. Brug gerne et mandolinjern. Rør kålen i dejen sammen med bagepulveret. Tilsæt om nødvendigt lidt mere vand eller mel. Dejen må ikke være for tynd.

Du kan stege små høje, buttede pandekager, eller du kan stege almindelige tynde pandekager. Til de tykke har jeg hældt dejen i en rund metalform på panden.

Steg 8-12 pandekager gyldne på begge sider. Antallet afhænger af tykkelsen.

De buttede pandekager:

Smør chilisovs på pandekagerne lige inden serveringen og sprøjt mayoen på i et pænt mønster.

Drys med klippet purløg og evt. fine ringe af chili.

De flade pandekager: 

Snit løgene og svits dem i olie, til de er bløde. Tilsæt bønnespirerne og vend rundt, til spirerne er gennemvarme.

Drys med salt og evt. en smule chili.

Læg fyldet i pandekagerne, fold dem sammen og kom lidt mayo på toppen.

Drys med fintsnittet top af forårsløg eller klippet purløg.

.

.

Share

fredag

6

januar 2023

6

KOMMENTARER

dildsuppe med blomkål og kartofler

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

januar er suppemåned

Supper varmer i en kold tid. Supper er supernemme at tilberede, de er billige, og de kan laves med alle mulige ingredienser. Og mange rester kan finde anvendelse.

At denne suppe endte med at blive med dild, skyldes udelukkende at min dildpusher kom med et stort bundt duftende dild.

Er du ikke så heldig som mig at have denne skønne dild, kan jeg som krydderurt i suppen i stedet anbefale frisk koriander.

Suppen kan laves mild, blot med dild (eller koriander), men du kan også lave en mere krydret suppe med knust kardemomme.

.

hvor blev smagen af?

Tænk: duftende dild! Det sker ikke hver dag. De små potter, man kan købe i supermarkederne, hverken smager eller dufter af dild. Gad vide, om de er dyrket natten over, siden kvaliteten er så dårlig?

Rigtig dild er gudernes gave til gourmeten.

.

brug hvad du har i grøntsagsskuffen

Til denne enkle suppe kan du tilføje fx gulerødder og/eller hvidkål. I det hele taget er suppe en fremragende måde at få brugt sine grøntsagsrester på.

Selvfølgelig kan man ikke blande hvad som helst sammen, men har man en smule erfaring, er det nemt at fremtrylle en duftende, velsmagende suppe på et kvarters tid med det, man har på lager.

.

husk proteinerne

Denne suppe er tænkt som forret, derfor er den ikke særlig proteinrig. Men vil du have den mere fyldig så tilsæt kogte linser, bønner, quinoa eller kikærter.

Hvis du også fordobler ingredienserne, har du en billig og lækker hovedret.

.

a propos proteiner

Når det handler om proteiner, er eksperterne enige: fremtidens proteiner kommer fra planternes verden.

Hvis vi stadig vil bo på denne klode, er vi nemlig tvunget til at skære drastisk ned for proteiner fra forpinte dyr. Produktion af dyr er ødelæggende for hele vores livsgrundlag.

Jeg så lige et slogan på en T-shirt med teksten: “go vegan or die”.

Men hvordan går det så med at bytte de animalske proteiner ud med planteproteiner? På gode dage fortæller jeg mig selv, at det går så småt i den rigtige retning, eller i al fald fremad. Og så er det, jeg bliver slået tilbage til start, når jeg læser at Fødevareinstituttet har beregnet, at vi danskere i 2021 spiste under 10 g spiseklare bælgfrugter om dagen!

Du kender garanteret mange, der siger, at de spiser mindre kød. Meeeeen, er det nu helt rigtigt?

Ganske vist er salget af plantefars, -bøffer etc. mere end tredoblet inden for de seneste 6-7 år, men sammenlignet med salget af kød er det som et forhold mellem en ært og en elefant.

Hvad gør vi???

En ting kunne være at invitere alle vi kender, venner, familie, naboer til lækre middage med bælgplanter og anden plantebaseret mad. Jeg tror trægheden i høj grad kommer af magelighed og manglende kendskab til de små power-protein-kugler, og hvad de kan udrette af undere på en tallerken, når de mikses med krydderier, krydderurter og umami-givende produkter som miso, tamari, shiitakesvampe og andre skønne smagsgivere.

Jeg tror, store smagsoplevelser kan flytte madvaner.

.

lidt fløde er altid godt

Jeg har lavet den helt skrabede januar-model af suppen. Som sagt kan du tilføje flere ingredienser og proteiner – men lidt fløde giver også ekstra smagsoplevelse.

Fedtstoffer er med til at give en tilfredsstillende madoplevelse, så tilsæt gerne plantefløde eller -mælk til suppen.

.

dildsuppe med blomkål og kartofler

(4 personer)

200 g porre (eller løg)

6 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

evt. knuste frø af 4-5 kardemommekapsler

300 g kartofler

ca. 3/4 l grøntsagsbouillon

400 g blomkål

evt. 2 dl plantefløde

masser af frisk dild (kan erstattes af koriander)

citronsaft, salt, friskkværnet peber

4 spsk sorte sesamfrø (kan udelades)

evt. lidt grøn top af forårsløg

 

Snit porren og hvidløgene. Svits dem i olien, til de er bløde.

Hvis du bruger kardemomme, så svits den sammen med porren.

Skær kartoflerne i små terninger og tilsæt dem sammen med bouillonen.

Kog suppen 4-5 minutter.

Del blomkålen i små buketter og tilsæt dem.

Kog suppen yderligere 2-3 minutter.

Tilsæt om ønsket lidt fløde.

Klip så meget dild (eller koriander) i suppen, som du ønsker.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Servér suppen med et drys af sesamfrø og evt. lidt snittet top af forårsløg.

.

Share