spansk inspireret bønnesuppe – ugens suppe
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, supper
.
grøntsagslækker suppe med masser af energi
Denne bønnesuppe er inspireret af den spanske menestrasuppe, der minder om den italienske minestrone. Kort sagt: en enkel suppe med masser af grøntsager og sunde proteiner fra de store hvide limabønner.
Og suppen kan laves med de grøntsager, du har på lager.
.
mere eller mindre luksus
Hvis du ligesom jeg køber safran med hjem fra Sydeuropa eller fjernere destinationer og egentlig ikke nænner at bruge det eksklusive og dyre krydderi, kan du passende komme et nip i denne suppe. Det er ærgerligt at lade safran stå på hylden og miste sin kraft.
Et lille nip safran knuses bedst sammen med en lille smule salt i en morter. Man kan derefter røre det ud i lidt kogende vand eller komme det direkte i suppen.
Men safran kan sagtens udelades. Det samme gælder artiskokkerne, hvis budgettet er stramt.
.
bønner eller ej?
Limabønnerne tilfører protein til suppen. Du kan bruge enten tørrede bønner, der udblødes, eller bønner fra dåse.
Du kan også erstatte limabønnerne med andre slags bønner, kikærter eller linser.
.
kan man sørge over en butik?
Ja, det kan man! Det kan man, når det forlyder, at noget så ikonisk som Irma-butikkerne skal lukke.
Jeg har kendt og elsket Irma det meste af mit liv. Faktisk søgte jeg læreplads i Irma som ganske ung, men kvalifikationerne slog ikke til, så jeg endte som forlægger og madskribent. Skæbnens veje er uransagelige!
Med hvad er det med Irma? For mit vedkommende er Irma nærmest mit forrådskammer. Irma er en god ven, der altid står parat med de varer, jeg behøver for at lave kvalitetsmad. Irma sælger produkter, hvor det laveste ikke er fællesnævneren.
Mange af vi danskere (der har råd) har tendens til at vælge de billigste varer. Bare fordi de er billige. Kvalitet spiller en mindre rolle. Men verden bliver simpelt hen fattigere uden denne butik, der holder kvalitets-fanen højt.
Irma er et enestående brand. Ingen andre dagligvarebutikker er i nærheden af Irmas ikoniske status. I en Irma-butik finder man ikke blot kvalitet og masser af økologi, man finder også personlighed, skønne medarbejdere og en æstetisk indretning.
Mange begræder med mig lukningen af Irma. Hvem ville sørge, hvis Bilka, Rema eller Lidl lukkede? Ingen! De er bare metervare-butikker. Irma er en stor personlighed med en kæmpeværdi for kunderne. Tænk at stå med så gigantisk et brand – og så smide det ud.
Jeg håber inderligt, at der kommer en Joakim von And med en stor pose penge og redder min yndlingsbutik.
.
spansk inspireret bønnesuppe
(4 personer)
75 g limabønner (store hvide bønner), evt. 1 dåse
100 g løg
6 fed hvidløg
3 spsk olivenolie
1 spsk spidskommenfrø
8-10 dl grøntsagsbouillon
200 g kartofler
200 g gulerødder
300 g kål: blomkål, spidskål, broccoli, rosenkål etc.
1 håndfuld spinat eller 2-3 grønkålsblade
1 glas eller dåse artiskokhjerter (ca. 200 g afdryppet vægt)
2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika), evt. et nip safran
citronsaft
salt, friskkværnet peber, evt. tamari
timian, persille eller andre krydderurter
.
Læg bønnerne i blød i rigeligt vand ca. 8 timer. Forkog bønnerne i nyt vand 25 minutter. Lad dem afkøle i vandet og afdryp dem.
Hak løg og hvidløg og svits dem i olien sammen med frøene, til løgene er bløde.
Tilsæt bouillonen.
Skær kartoflerne i terninger og kom dem i gryden sammen med de forkogte limabønner.
Kog suppen 5 minutter.
Skær gulerødderne i diagonale skiver og kom dem i suppen. Kog den endnu et par minutter.
Skær den valgte form for kål i mindre stykker. Rosenkål skæres i kvarte. Kom kålen i suppen.
Riv spinat eller grønkål i små stykker og tilsæt dem.
Skær artiskokhjerterne i kvarte og kom dem i suppen.
Tilsæt paprika og evt. safran. Hvis du bruger safran så knus den i en morter sammen med lidt salt.
Tjek om bønnerne er møre.
Smag suppen godt til med citronsaft salt, peber, paprika og evt. en smule tamari.
Drys suppen med en krydderurt ved serveringen og dryp evt. med lidt god olivenolie.
.
.
Vi har ingen Irma her på Fyn, bortset fra Odense, men der står på nettet, at vi kommer til at kunne købe Irmavarer i de nye butikker Coop og Brugsen på Fyn, det vil jeg da glæde mig til, ellers har vi jo måttet nøjes med dine omtalte butikker 🙂
KH Dorit
Hi igen Dorit,
Jeg ved godt, at Irma en en hovedsagelig Sjællands-luksus.
Det er desværre ikke kun varerne, vi Irma-fans kommer til at savne. Det er selve ånden, indretningen og betjeningen i butikkerne. Irma er det sidste supermarked med personlighed. Det er især det vi sørger over.
Kh Kirsten