Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

16

oktober 2026

0

KOMMENTARER

kartoffelpaté med quinoa og opgraderet bønnesalat

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

hvad spiser man i kartoffelferien?

Man spiser selvfølgelig kartofler!

I denne uge, hvor vi holder efterårsferie, vil jeg gerne fejre kartoflen. I gamle dage hed efterårsferien kartoffelferie, men for masser af børn var det slet ikke nogen ferie. Kartoflerne skulle op, inden frosten satte ind. Og det var hårdt arbejde, hvor man liggende på knæene i den våde jord og med stivfrosne fingre fiskede de jordede knolde op – ofte i rusk og regn.

Enhver barndom har sin udfordring. I gamle dage var det hårdt arbejde. I dag er det druknedøden i et bundløst informationshav.

Men i dag kan vi lave en masse sjove aktiviteter eller hygge os inden døre – og med denne kartoffelpaté og en salat med friske bønner – sende en venlig tanke til kartoffelhøsterne i forrige århundrede.

Vi kan også glæde os over, at kartofler er en af de få grøntsager, hvor vi er selvforsynende. Ja, faktisk eksporterer vi over en halv million kg kartofler om året.

alt i ét fad

Til denne paté er kartofler og gulerødder høvlet i tynde skiver på et mandolinjern og lagt lag-på-lag afvekslende med quinoa – det lille frø fra Sydamerika, som nu dyrkes i Danmark. Quinoa er en af de få planter, der indeholder alle de essentielle aminosyrer.

Du kan udelade gulerødderne og udelukkende lave pateen med kartofler.

.

kartoffelpaté med quinoa

(4 personer)

100 g sort quinoa

600 g kartofler

200 g gulerødder

6 fed hvidløg

3 dl plantefløde

3 spsk kikærte- eller rismel

1 spsk knust rosenpeber eller knuste frø fra 5-6 kardemommekapsler

2 spsk friske timianblade

salt, friskkværnet peber

olivenolie

Skold quinoaen og kog den i vand, der godt og vel dækker frøene, ca. 20 minutter. Hold øje med, at quinoaen ikke koger tør. Tilsæt om nødvendigt mere vand. Når den er kogt, skal vandet være fordampet.

Høvl kartofler og gulerødder i tynde skiver på et mandolinjern (du kan evt. nøjes med kartofler alene).

Skær hvidløgene i tynde skiver.

Rør melet helt ud i fløden.

Knus enten rosenpeberen eller kardemommefrøene i en morter.

Rør dem i fløden sammen med quinoaen og timianbladene.

Smag godt til med salt og peber, og evt. mere af det valgte krydderi.

Læg kartoffel- og gulerodsskiver lagvis i en smurt bageform med flødeblandingen (beklæd formen med bagepapir).

Pres grøntsagerne godt sammen og bag pateen i en 200 grader varm ovn til overfladen er gylden, 30-40 minutter. Stik i pateen med en kniv for at mærke, om den er gennembagt.

Læg pres på pateen nogle timer, før den serveres. Eller lad den gerne stå til næste dag.

Servér pateen med en ”sovs” af mayo og plantefløde. Du kan smage til med tomatpuré – eller for mere smag: med piment de espelette eller reven peberrod.

Servér fx en bønnesalat til. Der kan endnu fås friske danske bønner..

danske bønner er bare bedst

Enhver, der har en køkkenhave ved, at der især er to grøntsager, som giver så stor en høst, at en lille familie dårligt kan nå at nyde alle herlighederne selv.

Jeg tænker selvfølgelig på bønner og squash, der som regel belønner deres gartner mere end rigeligt. Ingen af de to grøntsager gør dog meget væsen af sig selv rent smagsmæssigt. Derfor er der mulighed for utallige smagskombinationer og basis for nye spændende sammensætninger.

.

bønner trænger til ekstra omsorg

Især bønner trænger til en smagsmæssig opgradering. Her er jeg blevet udfordret med en gave bestående af bønner i tre farver: grønne, lilla og gule (de gule er min favorit).

back up til bønnerne

Noget af det, jeg holder allermest af ved at udvikle opskrifter, er at få et benspænd som dette her med en gave bestående af bønner, ærter, en agurk og et stort bundt frisk estragon. Så er det bare om at komme i gang.

Til at kvikke bønnerne op har jeg valgt at lave en mayo med masser af estragon (du kan også vælge en anden krydderurt). Som syre og knas har jeg skåret agurken i små terninger og marineret dem i en olie/citrondressing – og drysset med flager af saltede mandler. De sorte oliven giver ekstra smag til retten.

Da der er en cremet sovs til kartoffelpateen, kan du i dette tilfælde med fordel vælge en olie/eddikedressing med snittet estragon og knust hvidløg til salaten.

.

Desværre bliver de smukke lilla bønner mørkegrønne, når de koges. Og koges skal de! Friske bønner skal koges ca. 3 minutter for at fjerne proteinet lektin, der kan give maveproblemer..

opgraderet bønnesalat med estragoncreme

(4 personer)

350 g friske bønner, evt. forskellige farver

½ salatagurk

2 spsk citronsaft eller mild frugteddike

rørsukker, salt, peber

25 g saltede mandler

50 g oliven uden sten (kalamata eller taggiasca)

50 g bælgede ærter (kan udelades)

estragoncreme:

2 dl planteyoghurt

½ dl havrefløde eller anden fløde

3-4 spsk fintsnittet estragon (eller anden krydderurt)

 

Læg bønnerne i kogende vand og kog dem 3 minutter. Overhæld dem med koldt vand. Afdryp og afkøl dem.

Skær agurken i terninger.

Rør citronsaft eller eddike med 3 spsk vand. Lad sukkeret opløse, og smag til med  sukker, salt og peber. Marinaden skal være tilpas syrlig/sød.

Hæld marinaden over agurkerne. Lad dem gerne stå nogle timer eller til dagen efter.

Skær mandlerne i flager.

Skær store oliven i to dele.

Sæt yoghurten til afdrypning i et kaffefilter en halv times tid. Rør fløden i.

Rør estragonen i yoghurten og smag godt til med salt og peber. Tilsæt evt. mere estragon.

Arrangér bønnerne på et fad og drys med de marinerede agurker, mandler, oliven og evt. friske ærter.

Dryp med lidt af mayo’en og giv resten til separat.

 

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.