shepherds pie – skøn comfortfood
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
dagens ret: lækker og billig “resteret”

Restemad, sparemad, hverdagsmad. Måske får du ikke lige stjerner i øjnene, og jeg er heller ikke vild med udtrykket “hverdagsmad”, for jeg synes, der skal være kræset om al mad, hvadenten det er til hverdag eller fest.
Denne ret, shepherds pie, er både en spare- og en hverdagsret, og du kan bruge de grøntsager, der er ved at “løbe ud” – men shepherds pie behøver ikke at skamme sig. Den smager skønt!
I sin originale udgave laves shepherds pie med kød, ofte lammekød, dækket af et lag kartoffelmos.
.
en gammel klassiker

Kært barn har mange navne: pien her kaldes foruden shepherds pie og cottage pie også hachis Parmentier. Det indikerer, at den kan laves på mange forskellige måder.
Shepherds pie er en gammel klassiker. Retten kendes tilbage til sidst i 1700-tallet, hvor det begyndte at blive almindeligt at spise kartofler ude i Europa. Pien blev dengang lavet med en kartoffelmos, både i bund, sider og på overfladen.
I moderne versioner af shepherds pie er det kun “låget”, der er lavet af kartoffelmos. Egentlig indeholdt pien kød, men i dag er det langt klogere at få proteinerne fra bønner eller linser. Jeg har valgt linser i denne udgave, men du kan også bruge en hvilken som helst slags tørrede bønner eller kikærter. Eller de plantestykker, jeg skrev om her.
Og så er der nogenlunde frit valg med hensyn til resten af fyldet. Jeg har til mosen anvendt søde kartofler i stedet for hvide. Men begge dele er lige fint.
Af grøntsager til fyldet kan du vælge forskellige rodfrugter, fx selleri, pastinakker og/eller blomkål eller broccoli. Du kan også bruge ærter og/eller majs. Det eneste obligatoriske er den bagte rodfrugtmos på toppen. Og så synes jeg, at svampene er vigtige.
Faktisk laves retten i mange lande verden rundt. Det betyder selvfølgelig utallige variationer.
Det er en dejlig ret, hvis der er lavvande i husholdningsbudgettet, fordi man tager, hvad man har.
.

shepherds pie
(4 personer)
rodfrugtmos:
650 g søde kartofler (evt. hvide)
350 g renset selleri
½ dl olivenolie
salt, friskkværnet peber, reven muskatnød
fyld:
150 g linser (evt. 1 dåse)
150 g løg
6 fed hvidløg
2 spsk kokos- eller olivenolie
250 g champignon
2 spsk citronsaft
300 g gulerødder eller andre rodfrugter
2 stilke bladselleri
1 karton hakkede tomater (ca. 400 g)
2-3 spsk snittet rosmarin
1 spsk Herbamare bouillonpasta eller lign.
tamari, rørsukker
.

Skær kartofler og selleri i terninger og kog dem møre i vand, der dækker, ca. 10 minutter. Afdryp dem og gem kogevandet.
Mos kartofler og selleri og rør mosen med olivenolie og lidt af kogevandet (drik endelig resten af kogevandet eller brug det i en suppe).
Smag mosen godt til med salt, peber og reven muskatnød.
Hvis du bruger tørrede linser så kog dem i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.
Skær løg og hvidløg i både og svits dem i olien, til de er let gyldne.
Skær svampene i skiver og tilsæt dem. Svits endnu nogle minutter. Tilsæt citronsaften.
Skær gulerødder og bladselleri i skiver og kom dem på panden. Hæld tomater, rosmarin, bouillonpasta og et drys salt og peber i fyldet.
Lad fyldet simre under låg 10-15 minutter. Tilsæt de afdryppede linser.
Smag godt til med tamari, sukker og evt. citronsaft.

Læg fyldet i et stort ovnfast fad eller pande og bred kartoffelmosen ud over fyldet. Lav evt. et mønster med en gaffel og dryp med lidt olivenolie.
Sæt fadet i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter, til overfladen er gylden. Sæt evt. fadet/panden under grillen et øjeblik.
Drys gerne med frisk rosmarin ved serveringen.
.

.

Tak, Kirsten.
Inspirerende, og det ser godt ud.
Pub-stemningen breder sig!
Fest i hverdagen – det kommer der i hvert fald med dine billeder.
“1 spsk Herbamare bouillonpasta eller lign.”
Jeg kan læse om det på nettet, men kan ikke komme ud for tiden.
Okay med en grønsagsbouillonterning?
Kære Helle,
Selv tak. Og tusind tak for den fine ros. Den glæder og varmer! – Og pub-stemning – det kan man sandelig bruge i disse kolde tider.
Og ja, du kan sagtens bruge enhver slags bouillonterning/pasta. Rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten
Tak for endnu en skøn opskrift, som jeg glæder mig til at lave en af de nærmeste dage. Dejligt med flere ideer til restemad i disse anti-madspildstider. 🙂 Hilsen Annelise
Kære Annelise,
Selv tak.
Ja, det er med at få brugt alle resterne. En suppe er også altid en god løsning på det problem.
Rigtig god fornøjelse med pien.
Kh Kirsten
Jeg lavede den i går med det, der nu var i køleskabet. Den smagte virkelig dejligt, og der var til to dage 🙂
Kære Annelise,
Hvor er det dejligt at høre. Det glæder mig rigtig meget – og somme tider er mine opskrifter måske lige i overkanten, men folk skal jo nødigt sulte!
Kh Kirsten
Jeg vil lave en god portion chili sin carne imorgen. Resten kunne omdannes til en gang Sherperds pie a la Skaarup. Så er der lidt variation på samme ret. 👍🏼👍🏼
Kære Jette,
Det er da en supergod idé. Rigtig god fornøjelse!
Kh Kirsten
Tusind tak for endnu en skøn grøn opskrift.
Lavede den her til aften, og den var SÅ lækker!
Kære Louise,
Selv tak. Det glæder mig meget, at opskriften faldt i smag – tusind tak for din hilsen.
Kh Kirsten
Udsøgt og lækkert. Virkelig en dejlig ret. Tak Kirsten, det var rigtig sjovt at lave denne pie, og den kommer helt sikkert ind i vores faste menu. Det tager lidt tid, men den er det værd. 😀
Kære Jan,
Mange tak. Det er jeg rigtig glad for at høre.
Glædelig jul og godt grønt nytår.
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing