syrisk linsesuppe med krydrede fladbrød – ugens suppe
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, frokostretter, supper
.
når lidt er meget, meget mere

Her er en virkelig enkel suppe, der beviser sandheden i udtrykket “less is more”.
Men du bliver nødt til at smage suppen for at tro mig. Med de få ingredienser og et udseende, der ikke vinder nogen skønhedskonkurrence, er det måske svært at forstå, hvor meget velsmag denne enkle suppe gemmer på. Men løg, linser, spinat og citroner er en fornem kvartet.
.
mellemøstlig mad er fuld af smag

Jeg bliver ofte spurgt om min livret. Faktisk har jeg ingen. Jeg er vild med al mad, der smager godt. Men skulle jeg komme med et bud, er mad fra Mellemøsten altid en fryd for mine smagsløg.
Det er ikke uden grund, at den israelsk-engelske kok Ottolenghi er uhyre populær med ideer til mange velsmagende retter fra Mellemøsten. Det mellemøstlige køkken er et udpræget grøntsagskøkken, og forstår man krydringen, kan man lave store retter med få elementer.
.
linser kommer med gode og billige proteiner

Linser leverer rigtig mange gode proteiner, langsomme kulhydrater, som stabiliserer blodsukkeret – og tarmbakteriernes livret, fibre. Linser indeholder især B-vitaminer og mange mineraler som kalk og magnesium (til knoglerne) samt fosfor, zink og selen.
Linser har flere fordele frem for bønner: de skal ikke udblødes i mange timer, og de er kogt på 15-20 minutter.
I denne suppe fra Syrien spiller linserne hovedrollen sammen med Skipper Skræks livret, spinat. Det er en enkel, meget nærende og hurtigt lavet suppe.
Spinat indeholder bl.a. K-vitamin, der ifølge flere forskere at spiller en positiv rolle i forbindelse med Covid19. Se evt. mere her.
.
spis brød til

I Syrien vil man servere brød til suppen – og det kan fx være disse fladbrød drysset med sumac eller za’atar.
.
syrisk linsesuppe
(4 personer)
1-2 spsk spidskommen efter smag
2 spsk kokos- eller olivenolie
100 g løg
4 fed hvidløg
150 g røde linser
3/4 l grøntsagsbouillon
200 g frossen spinat eller 400 g frisk
1-2 citroner
salt, friskkværnet peber
fladbrød
Knus spidskommenfrøene let i en morter. Svits dem i olien til de begynder at dufte.
Hak løg og hvidløg og tilsæt dem. Svits til løgene er klare.
Skyl linserne og kom dem i gryden sammen med bouillonen.
Kog suppen under låg ca. 15 minutter.
Tilsæt spinatbladene og lad dem koge med i suppen 4-5 minutter.
Smag godt til med citronsaft, salt og peber.
Servér suppen med både af citron.
som hovedret:
Lav godt og vel dobbelt portion og spis syriske fladbrød til.
.
fladbrød med krydring

Brød er basismad i Mellemøsten, og der findes utallige slags. Ofte er brødene bagt i en såkaldt tandoorovn, som i dette område kaldes for taboon.
En tandoorovn er lavet af ler, og brødene bages enten ved at dejen klaskes op på siderne af ovnen eller de lægges i bunden, hvor et bål forinden har opvarmet ovnen til en meget høj temperatur.
De syriske fladbrød spises som tilbehør til de små forretter, mezze, til supper og til hovedretter. Store fladbrød rulles sammen om fyld, og sådan er brød helt uundværlig til alle dagens måltider i Mellemøsten.
Jeg har drysset brødene med det røde krydderi, sumac. Sumac er et mellemøstligt krydderi med en syrlig smag. Krydderiet er de tørrede og malede frugter af sumacbusken. Hvis du ikke kan skaffe sumac, så drys brødene med tørret citrontimian.
Du kan også bruge krydderiblandingen za’atar. I min opskrift med bl.a. spidskommen og sesamfrø er der også sumac. Se opskriften her.
Hvis du vælger za’atar, kan du pensle brødene med lidt kartoffelmel rørt ud i vand for at binde frøene til brødene.
.

syriske fladbrød
(8 brød)
10 g gær
3 dl lunkent vand
2 tsk rørsukker
1 tsk salt
2 spsk olivenolie + lidt ekstra
50 g grahamsmel
350-400 g hvedemel
1 spsk sumac eller 2 spsk za’atar

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt og olie. Rør grahamsmelet i og lad dejen stå ca. 10 minutter.
Tilsæt så meget hvedemel at dejen kan æltes. Ælt den blank og elastisk og vend den i lidt olie i hæveskålen.
Dæk skålen med et klæde og lad dejen hæve et par timer eller til dobbelt størrelse.
Ælt dejen igennem igen og del den i 8 kugler.
Rul dejkuglerne ud i cirkler på ca. 18 cm og en tykkelse på et par millimeter. Så kan der være fire brød på en bageplade. Læg dejen på bagepapir på pladen.
I Mellemøsten ville man lave brødene meget større, men jeg synes denne størrelse er passende.
Lad brødene hæve en halv times tid.
Tænd ovnen på 250 grader og sæt en plade i ovnen.
Pensl dejcirklerne med vand og drys med sumac eller za’atar.
Tag den varme plade ud af ovnen, når de 250 grader er nået. Træk bagepapiret med brødene over på den varme plade og sæt den straks i ovnen igen.
Bag brødene 5-8 minutter. Brødene skal være gyldne og puffet lidt op.
Bag den næste portion på samme måde.
.

Kære Kirsten. Vi har fået suppen her til aften. Og du overdriver ikke! Suppen smager bare fantastisk! Også med bagerens ølands hvedebrød til! Suppen er – som du skriver- tilmed nem og hurtig at lave, så den vil blive et fast indslag i fremtidige middage hos os.
Og tak for dine mange forslag til skøn mad.
Kærlig hilsen Mona.
Kære Mona,
Hvor er jeg glad for at høre, at suppen også faldt i smag hos jer. For man tror jo næppe, at en så enkel suppe kan smage så godt.
Det er dejligt at høre, at suppen er kommet på menuen.
Og så siger jeg selv tak. Det er en stor fornøjelse at levere opskrifter!
Kh Kirsten
Jeg kan ikke lige se hvor mange det er til. Er det til 2 eller 4 personer?
Kære Iver,
Desværre fik jeg i første omgang ikke antal personer med i opskriften. Men portionen er beregnet til 4 personer.
God fornøjelse.
Kh Kirsten
Helt fantastik!
Enkel og velsmagende som alle dine opskrifter!
Tak for dig.
Vh Louise
Kære Louise,
Ih, hvor skønt! Tusind tak. Og selv tak ❤️.
Kh Kirsten
En dejlig velsmagende suppe, og samtidig så enkel. Thumbs up herfra 👍
Kære Anne Miam,
Det glæder mig at høre. Tusind tak for tommeltotten!
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Den suppe smager forrygende – vildt når man tænker på hvor få ingredienser der er i.
Den er herned på repertoiret.
Tusinde tak for din inspiration🙏🏼
Vi så You are what You eat på Netflix i går. En serie hvor de undersøger hvad der sker på flere planer når en-æggede tvillinger spiser vegansk eller altædende.
Slut med kød for good!!!
Godt Nytår fra Sanne
Kære Sanne,
Det er dejligt at høre. Tusind tak.
Og jeg er enig i, at det er forbavsende med al den velsmag fra få ingredienser.
Det lyder interessant med den film. Desværre er jeg ikke på Netflix – men jeg tilslutter mig af hele mit hjerte ønsket om, at kødspisning må blive udfaset så hurtigt som muligt.
Rigtig godt og grønt nytår.
Kh Kirsten
Lyder simpelthen lækkert og dejligt enkelt- elsker sådanne opskrifter og må prøves. Tror du at grønne linser kan bruges istedet for de røde?
Kære Anne-Mette,
Tusind tak. Det glæder mig. Jeg synes faktisk, at den ER lækker – og så er det en af de enkleste supper, der findes.
Og ja, du kan bruge alle slags linser.
Kh Kirsten
Vil det ændre smagen “meget forkert” at udskifte spinat med ramsløg ?🌞
Kære Bettina,
Du kan sagtens bruge ramsløg. Det er en rigtig god idé lige nu, hvor bladene vælter op af jorden.
Rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Du er kæmpe inspiration og forbillede! Tak for at du så gavmildt deler ❤️
Jeg har masser af spidskommen, men ikke frø! Kan jeg bare bruge almindelig knust spidskommen i samme mængde?
Ja, du kan jo nok regne ud, at jeg ikke er den store kok 😆.
Mange hilsner
Kristin
Kære Kristin,
Tusind, tusind tak. Det glæder mig enormt, at du kan lide mine ideer.
Jo, du kan sagtens bruge stødt spidskommen. Når jeg altid bruger frøene, er det fordi, jeg synes, de får mere smag, når de ristes. Du skal bruge lidt mindre knust spidskommen end hele frø, men du må smage dig frem.
Og husk: små kokke kan godt lave stor mad!
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing