brændende kærlighed med rugbrød og rødbeder
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
mere comfort food, mere mormor-mad
Her er endnu en ret, der nærer både krop og sjæl. Hvem elsker ikke en blød kartoffelmos med ristede løg og sprøde proteiner på toppen?
Der er selvfølgelig tale om brændende kærlighed, og rettens navn siger jo det hele! Her bliver alle glade og omfavnede. Det er god gammeldags mormor-mad.
.
kartofler og rug – et match made in heaven
Brændende kærlighed ville man i gamle dage have kaldt fattigmandskost. I retten optræder kartofler og rugbrød. To ting, som var basismad for mange mindre bemidlede før i tiden. Det var heldigt for dem, for de to produkter er supersunde næringsmidler, og så supplerer proteinerne i kartofler og kornprodukter hinanden. Det er mad med sund fornuft.
I verden af i går ristede man bacon sammen med løgene. Det har jeg her udfaset og erstattet med røgede plantestykker.
.
variationer
Man kan også bruge tofu som proteinkilde. Tynde skiver tofu marineres på samme måde som plantestykkerne. Hvis du ikke spiser tofu, kan du vælge bønner, kikærter eller linser. Du kan også tilsætte små hele, stegte champignon.
Syltede rødbeder hører med til brændende kærlighed. Hvis du ikke har et glas almindelige syltede rødbeder stående, kan du hurtigt marinere tynde skiver af rå rødbede, se nedenfor.
..
brændende kærlighed med rødbeder og rugbrød
(4 personer)
kartoffelmos:
1 kg kartofler
½ dl plantemælk eller kogevand fra kartoflerne
2 fed hvidløg
½ dl god olivenolie
salt, friskkværnet peber
topping:
100 g plantestykker (vælg selv størrelsen), eller bønner/linser, evt. 200 g tofu
grøn top af forårsløg, purløg eller persille
400 g løg
glasering til plantestykker, tofu eller bønner:
2 spsk olivenolie
1 spsk ristet sesamolie
1 tsk flydende røg
1 spsk tamari
1 dl sød chilisovs
ristet rugbrød
råmarinerede rødbeder, se nedenfor
Sæt plantestykkerne i blød i rigeligt vand en halv times tid.
Lav kartoffelmosen: skær kartoflerne i terninger og kog dem møre i vand uden salt. Hæld vandet fra og ”damp” kartoflerne helt tørre.
Purér kartoflerne og tilsæt så meget mælk og olie, at konsistensen er passende.
Rør presset hvidløg i og smag godt til med salt og peber.
Rør glaseringen til plantestykkerne sammen og smag den godt til.
Pres al væde ud af plantestykkerne og steg dem gyldne og sprøde i rigeligt olie. Vend plantestykkerne i glaseringen, lige før retten skal serveres.
Skær løgene i ringe og steg dem gyldne i olie.
Servér kartoffelmosen med løg og plantestykker på toppen. Drys med snittet forårsløg eller andet grønt.
Servér gerne ristet rugbrød og rødbeder til den brændende kærlighed.
.
.
sprøde rødbeder
Mon ikke de fleste danskere kender syltede rødbeder. Ja, nogle tror nærmest, at de er “født” på supermarkedets hylder.
Disse klassiske syltede rødbeder er fine som tilbehør til den brændende kærlighed. Men du kan også lave en anden version. Her høvler du tynde skiver af rødbede, som marineres. Disse rødbeder forbliver lidt “sprøde”. Agurker kan behandles på samme måde.
.
råmarinerede rødbeder
1-2 runde eller aflange rødbeder
marinade:
½ dl ris- eller kryddereddike
2 spsk vand
3-4 spsk sukker
salt, friskkværnet peber
Høvl 20-30 meget tynde skiver af rødbeden. Brug et mandolinjern.
Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal ikke være for syrlig. Bring marinaden i kog og læg rødbedeskiverne i. Lad det koge op.
Tag gryden af varmen og lad skiverne afkøle i marinaden. Du kan lave de marinerede rødbeder flere dage, før de skal bruges.
.