Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

8

december 2025

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 8: comfort food i december

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

eksotisk jul med hilsen fra Mellemøsten

Hu hej, hvor det går! Det er med at holde tungen lige i munden, og forkølelser og influenza fra kroppen. Det kan man være heldig at gøre, hvis man følger et par gamle husråd og spiser masser af hvidløg og ingefær.

Hvidløg virker stærkt antibakterielt og antiinflammatorisk. Og desuden er det kolesterolsænkende og regulerende for blodtrykket.

Ingefær er antiinflammatorisk og antioxidant, roden styrker immunforsvaret, øger stofskiftet, og er virksom ved visse former for gigt.

Hvidløg og ingefær er simpelt hen nogle af vores bedste venner her i decembers travlhed.

……..

yoghurt kan skiftes ud med hummus

Hvis du ikke er til yoghurt, så vælg i stedet en hummus som “bund” i retten, se nederst i indlægget.

Det nemmeste er at servere brød til retten, men løskogte ris eller hele hvedekerner, perlespelt eller lignende går også fint.

.

auberginer med mandler og granatæblekerner i  hvidløgsyoghurt 

(4 personer)

50 g mandler

1 kg auberginer

2 spsk spidskommenfrø

4 spsk olivenolie

50 g rosiner

1 granatæble

4  fed hvidløg

4-5 dl planteyoghurt naturel

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, tamari

1 bdt frisk koriander

.

Skær mandlerne i flager og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær auberginerne i små både.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande. Tilsæt olien og derefter auberginerne.

Steg auberginerne gyldne på alle sider. Steg dem ved rask varme, da de ellers suger alt for meget olie. Tilsæt rosinerne og drys med lidt salt og peber.

Tag kernerne ud af granatæblet og bland dem ligeledes i. Du kan se her, hvordan du undgår saft i hele køkkenet.

Du kan vælge at hakke hvidløgene fint, eller du kan blende dem med yoghurten. Ellers rører du bare de hakkede hvidløg i yoghurten.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber, evt. lidt tamari.

Læg yoghurten (eller hummus’en) i en cirkel på et rundt fad. Læg auberginerne i midten og drys med de ristede mandler, granatæblekerner og koriander.

I stedet for yoghurtsovsen kan du vælge hummus.

.

Du kan vælge en hummus som ovenstående som bund i aubergineretten – eller hummus med rødbede eller en mandel- og broccolihummus. Se de to opskrifter her.

.

Share

søndag

7

december 2025

14

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 7: den ultimative leve(r)postej med pære/nøddesalat

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

.

julekonen anbefaler: den ultimative postej

Postej hører til danskernes livretter.

Her i juletiden er det for os plantespisere især julepostejen, det handler om, altså postejen til middagen juleaften. Er du på jagt efter årets julepostej, ligger der rigtig mange opskrifter her på bloggen. Hvis du søger på postej, får du en masse ideer.

Denne postej er mere beregnet som pålæg og som deltager på julens frokostborde. Den kan serveres lun med ristede svampe, se også nederst på siden.

.

en vinderpostej

Denne postej med plantestykker (PlantMate’s produkter kan købes i supermarkeder og helsekostbutikker) har en struktur, der minder om en kødbaseret leverpostej. Mange nye plantespisere vil gerne spise noget, der minder om det, de er vant til. Det er der mulighed for med denne opskrift.

Postejen fungerer både som frokostret og som pålæg.

.

bemærk postejens overflade

Se lige postejens overflade. Den er blevet “opfundet”, fordi en af bloggens læsere spurgte, om jeg havde idé til, hvordan hans plantepostej kunne få en overflade som en leverpostej.

Det havde jeg ikke, så jeg måtte i gang med nogle forsøg. De resulterede i denne “topping” af plantefløde, tamari, olie og maizenamel. Den fungerer ret godt, synes jeg.

.

spidskål/pæresalat

En salat af snittet rød spidskål (eller rødkål) med pærer, ristede hasselnødder og rosiner eller tranebær passer fint til postejen. Vælg en almindelig olie/eddikedressing, evt. med hasselnøddeolie.

.

leve(r)postej 

(4 personer)

50 g plantestykker fra PlantMate

75 g hasselnødder (eller andre nødder/mandler)

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g champignon

1 spsk citronsaft

50 g havregryn

1-1 ½ dl plantefløde + ½ dl olivenolie

2-3 spsk tamari

evt. 1 tsk flydende røg

ca. 1 spsk smuldret tørret salvie

salt, friskkværnet peber

topping:

1 spsk plantefløde

1 spsk tamari

1 spsk olivenolie

2 tsk maizenamel

salaten består af snittet rød spidskål, pærer, rosiner og hasselnødder

.

Sæt plantestykkerne i blød i vand, der dækker, 20-30 minutter.

Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Blend nødderne i en foodprocessor. Sæt dem til side.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien 4-5 minutter.

Hak svampene og tilsæt dem sammen med citronsaften. Svits til svampene er bløde.

Pres al væden ud af plantestykkerne og findel dem i foodprocessoren sammen med løg/svampe.

Tag farsen over i en skål og rør de ristede nødder og havregrynene i sammen med 1 dl fløde og ½ dl olivenolie.

Smag godt til med tamari, evt. flydende røg, salvie, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid.

Smag til igen og vurdér konsistensen. Farsen skal være tilpas fast. Tilsæt om nødvendigt mere væde eller flere havregryn og evt. salvie.

Pres farsen godt sammen i en ovnfast form.

Rør ingredienserne til toppingen sammen og smør det på postejens overflade.

Sæt postejen i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter. Sluk for varmen og lad postejen stå endnu et kvarters tid i ovnen. Hold øje med at overfladen ikke bliver for mørk.

Postejen kan serveres lun eller kold med ristede svampe og “bacon”.

.

postejen er velegnet som pålæg 

Postejen kan bruges til en almindelig flad postejmad – eller den kan serveres som et flot stykke smørrebrød – måske pyntet med ristede svampe og sprød “bacon”. Her er det “bacon” af kinaradise.

.

sprød “bacon”

sprød daikon”bacon”

½ kinaradise

½ spsk salt

2 spsk tamari

2 spsk ahornsirup eller anden sirup

3 spsk olivenolie

½ tsk flydende røg

rapsolie til stegning

 

Skær det ønskede antal skiver af kinaradisen på den lange led. Drys dem med en smule salt og lad dem stå en halv times tid.

Skyl saltet godt af. Det er vigtigt, da ”baconen” ellers kan blive for salt.

Rør tamari, sirup, olie og røg sammen. Smag til.

Læg skiverne i marinaden og vend godt rundt.

Steg skiverne i rigelig, godt varm rapsolie.

Læg skiverne på fedtsugende papir. Brug dem straks, da ”baconen” ellers bliver blød.

Man kan lave “bacon” af andre produkter, bl.a. tang. Se opskrift på tangbacon her.

.

flere ideer til julefrokosten

Hvis du mangler ideer til julens frokostborde, finder du en masse opskrifter i min bog, “Grønt smørrebrød”. Her er ideer til plantesild, postejer, smørepålæg og meget meget mere.

Bogen koster ca. 215,- kr. og kan købes hos din lokale boghandler eller hos Saxo.com

Se evt. mere om bogen her.

.

sølvmedalje til den tyske udgave

“Grønt smørrebrød” udkom i Tyskland i efteråret, og den tyske udgave har netop modtaget sølvmedalje som en af de bedste udenlandske kogebøger på det tyske marked i 2025.

.

Share

lørdag

6

december 2025

3

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 6: tre lækre forretter til jule- eller nytårmiddagen

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, julemad

.

godt begyndt er halvt fuldendt

Der er mange måder at servere jule- eller nytårsmenuen på. Det kan være forskellige små retter, men mange foretrækker stadig til disse to festlige middage en forret, en hovedret og en dessert. I al fald kommer her tre forslag til lette og lækre forretter.

rødebede og æble, rødt og hvidt, passer godt sammen

Denne lille forret består af tyndt høvlede skiver af rødbede og æble.

Rødbedeskiverne er marinerede og bagt i ovnen i en frugtmarinade, der giver rødbederne en syrlig/sød smag. Sammen med macadamianødder, kapers og en syrlig cremesovs, er det en fin symfoni af smage.

.

rødbede/æble forret med hvidløgscreme

(4 personer)

2 runde rødbeder, ca. 300 g

2 æbler, samme størrelse som rødbederne

marinade:

1 dl appelsinsaft

½ dl hyldeblomstsaft

1 spsk olivenolie

salt, friskkværnet peber, rørsukker

topping:

50 g rødløg

2 spsk kapers

4 spsk hakkede macadamianødder eller andre nødder, fx ristede cashewkerner

frisk timian eller sprødstegte salvieblade

cremesovs:

2 dl havre cremefraiche eller -yoghurt

plantefløde

1 fed hvidløg

1 økologisk citron

.

Du kan tilberede rødbederne på to måder: Enten kan du koge rødbederne møre, skære dem i meget tynde skiver på et mandolinjern og lægge dem i en dressing af appelsinsaft, hyldeblomstsaft og olie smagt til med salt, peber og sukker. Lad rødbederne marinere 6-8 timer eller til næste dag.

Du kan også høvle de rå rødbeder i meget tynde skiver, lægge dem i en bageform og vende dem i dressingen. Dæk formen (det er vigtigt) og sæt den i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Vend rødbederne og bag dem ca. 10 minutter mere. Denne form for tilberedning giver en mere smagstæt rødbede. Men hold øje med, at de ikke bliver for tørre.

Du kan bage rødbederne dagen før de skal bruges.

Fjern kernehusene fra æblerne og høvl dem i tynde skiver på samme måde som rødbederne. Vend dem straks i citronsaft.

Del rødbede- og æbleskiver i fire portioner og læg dem sammen skiftevis til en lille stabel. Læg stablerne på fire tallerkener.

Hak løget fint og svits det i 1 spsk olie sammen med kapers’ene. Svits til kapers’ene er sprøde.

Smag cremefraiche eller yoghurt til med salt, peber, presset hvidløg, citronsaft og reven citronskal, evt. også et nip sukker.

Fordel cremen over rødbederne, drys med løg/kapers, hakkede macadamianødder og timian eller sprød salvie.

.

grillede peberfrugter med “feta”

Her ligger peberfrugterne som små nissehuer. Denne servering med grillede og flåede peberfrugter drysset med plantebaseret feta er også lidt af en vinder.

Du kan grille og flå peberfrugterne, dagen før retten skal serveres. Så er forretten lynhurtig at tilberede.

Se opskriften her.

.

selleritatar med druer

Selleri er en af vores mest taknemmelige rodfrugter at kokkerere med. Her er den serveret rå som tatar med spirer og søde druer. Også den forret kan tilberedes dagen i forvejen og stå i en lukket beholder i køleskabet.

Se opskriften her.

.

Share