marinerede squash, bagte sesamgulerødder og labneh
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, hovedretter
.
squash og gulerødder i mellemøstlig udgave
Det er store høsttid! Grøntsager, frugter og bær bugner. Squashene leverer – som sædvanlig – næsten mere end vi kan nå at spise. Og de spæde gulerødder passer perfekt til de marinerede squash og den mellemøstlige “friskost”, labneh.
.
råmarinerede squash
Squash er en smagsmæssigt uhyre tilbageholdende frugt. Derfor kan man trylle med alverdens smagstilsætninger. Her har jeg blot marineret dem.
Skiverne til de marinerede squash skal skæres tyndt på et mandolinjern.
Nederst på billedet ovenfor ses den afdryppede yoghurt drysset med det mellemøstlige krydderi, sumac. Sumac har en let syrlig smag. Det kan evt. erstattes af lidt citronsaft eller helt udelades.
.
to lette sommerserveringer
..
labneh – friskost fra Mellemøsten
“Mælke”produktet labneh – her lavet af sojayoghurt – er standard på frokostbordene i Syrien og omegn. Den serveres ofte sammen med en masse småretter, mezze, og pitabrød.
Du kan tilsætte hakkede krydderurter og presset hvidløg til labneh – og bruge det som en slags smøreost eller en form for dip eller sovs til mange forskellige retter.
Labneh laves ganske enkelt af afdryppet yoghurt. Jeg har brugt den økologiske Alpro soja-yoghurt. Men du kan bruge alle typer yoghurt.
Som dip eller del af flere små retter kan labneh serveres med en koldpresset jomfruolivenolie på toppen – eller du kan drysse med det lidt syrlige krydderi, sumak – og/eller med krydderurter.
.
pitabrød
De marinerede squash og gulerødderne udgør kun et let sommermåltid. Måske en frokostret? Serveres der brød til, kan det bedre gå som en hovedret.
Se opskrift på pitabrød her.
.
gulerødderne er også lidt eksotiske
Gulerødderne er glaserede med en lidt spicy marinade og drysset med sesamfrø.
.
bagte, glaserede gulerødder med marinerede squash og labneh
(4 personer)
8-12 gulerødder
4 spsk sesamfrø
frisk koriander
glasering:
2 spsk olivenolie
1 fed presset hvidløg
1-2 spsk ahornsirup eller anden sirup
1 spsk riseddike eller anden eddike
1 spsk tamari
1 spsk reven ingefær
Skræl gulerødderne og vend dem i lidt olie.
Bag dem i en 200 grader varm ovn 10-15 minutter.
Rør glaseringen sammen og smag godt til.
Vend gulerødderne i glaseringen, straks de kommer ud af ovnen.
Drys med sesamfrø og frisk koriander.
Servér med marinerede squash og labneh.
marinerede squash
(4 personer)
1 stor grøn squash
1 stor gul squash
marinade:
1 dl estragoneddike eller frugteddike
½ dl vand
sukker, salt, friskkværnet peber
Høvl squashene i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.
Smag marinaden godt til. Den skal være tilpas sød/syrlig. Den må ikke være for syrlig.
Bring marinaden i kog og tilsæt squashskiverne.
Tag gryden af varmen og lad skiverne afkøle i marinaden. Vend rundt i dem et par gange. De marinerede skiver kan holde sig flere dage i køleskabet.
Afdryp skiverne og træk dem evt. på tynde træpinde.
Du kan bruge marinaden til syltede svampe – eller syltede rødløg.
.
.
.