Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

17

december 2021

4

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 17 i julekalenderen – tatar af jordskokker, æbler og valnødder

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

forfriskende forret til jule- eller nytårsmiddagen

Mon ikke de fleste af os serverer en forret både til julemiddagen og til middagen nytårsaften? Her er et godt bud: en plantetatar.

Tataren er en lækker lille knasende sag med en frisk smag, nemlig en tatar af jordskokker og æbler.

Tataren er en rigtig god starter med sin let syrlige og nøddeagtige smag kombineret med den sødlige blåbærsovs. Og så har den en knasende dejlig sprødhed.

.

jordskokken er gaven til maven på overarbejde

Hvad den lille sprøde knold mangler i ydre skønhed, besidder den så rigeligt i indre værdier.

Jordskokken er simpelt hen en gave til blodsukkerbalancen, fordøjelsen og tarmbakterierne. Stoffet inulin styrker tarmbakterierne, og når vi tænker på, hvad vores mave bydes her i december, er der god grund til at gribe til jordskokkerne, både rå som her, i salater og i kogte retter, fx. i en suppe.

Det kunne være denne festlige jordskokkesuppe, som også er en lækker forret til en middag her i december.

.

julens bedste jordskokkesuppe med mandler og chips

Du finder opskrift på jordskokkesuppen med ristede mandler og chips her.

.

flere valgmuligheder

Jeg har fået ideen til denne tatar på Restaurant Tian i München – (jeg har skrevet om restauranten her). Der blev den serveret med vindruesovs og vindruer på toppen, og det var rigtig lækkert. Men når jeg har valgt blåbær er det, fordi det er vanskeligt at finde usprøjtede vindruer, og de konventionelle er ofte stærkt forurenede.

Men: blåbær kan byttes ud med økologiske vindruer.

Det er heller ingen ulykke for tataren, hvis du udelader den tynde skive af gul bede. Den pynter pænt og “samler” tataren lidt, men har du ikke lige en “bede” på lager, går det fint uden. Man kunne også bruge en rødbedeskive, men den vil hurtigt farve de smukke hvide jordskokker og æbler røde.

.

en gulerodstatar er også en god løsning

En tatar af gulerod og rødbede er også en delikat forret. Den har meget kraftigere smagsnuancer end de fine toner i jordskokke/æbletataren.

Se opskriften her. Du skal scrolle helt ned i bunden af indlægget.

.

tatar af jordskokker, æbler og valnødder med blåbærsovs

(4 personer)

½ citron

200 g æble

200 g jordskokker + 1 ekstra til chips

1 spsk kokos- eller olivenolie

30 g valnøddekerner

2 spsk havre creme fraiche eller tyk planteyoghurt

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. 1 gul eller stribet bede

frisk timian eller mynte

sovs:

100 g blåbær

2 spsk valnøddeolie eller anden olie

ca. 2 spsk blåbærsirup

 

Pres citronsaften ud i en skål.

Skær æbler og jordskokker i meget små terninger.

Skær den hele jordskok i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Du kan enten stege skiverne af jordskok i 1 spsk olie på panden – eller du kan bage dem i en 180 grader varm ovn 5-6 minutter. Hold øje med dem, de får hurtigt for meget. Sæt chipsene til side.

Hak valnødderne mellemfint. Gem lidt til pynt.

Smag creme fraiche eller yoghurt til med salt, peber og sukker.

Vend jordskokker og æble i creme fraichen sammen med valnødderne.

Skær 4 meget tynde skiver af beden. Brug et mandolinjern. Du kan evt. udelade beden.

Blend blåbærrene (tag lidt fra til pynt) med olie og blåbærsirup.

Smag sovsen til med salt, peber og sirup.

Fordel sovsen i fire dybe tallerkner.

Pres tatarfyldet godt sammen i en metalring på hver tallerken.

Læg en bedeskive på hver tatar og pynt med blåbær, valnødder og jordskokkechips. Læg først chipsene på til allersidst, da de hurtigt bliver bløde.

Drys med den valgte krydderurt.

.

.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

4 Kommentarer

  1. Annie von der Heide
  2. Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.