Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

inulin i jordskokkerArkiv

fredag

30

januar 2026

6

KOMMENTARER

bagte jordskokker og marineret selleri i sennepssovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

forkæl dine smagsløg i en kold tid

Når to gamle rødder som selleri og jordskokker går sammen, bliver det nemt til et lille festmåltid.

Og hvis der er noget, vi har brug for, er det lidt fest her i den kolde og mørke tid. Det blæser koldt fra både øst og vest. Men som bekendt: hjemme bedst. Når det stormer ude i verden, kan vi i al fald samles om et lækkert måltid mad. Lad os lave hverdagsmiddagen om til en fest. Verdensfreden starter faktisk på vores tallerken.

.

selleri i fettuccine-format

Jeg har sagt det før: Der er ingen ende på selleriens anvendelsesmuligheder. Her er roden blevet til tynde pasta-lignende strimler, som jeg har marineret i hyldeblomstsaft (det dufter da lidt af sommer!).

.

jordskokker – blodsukkerets bedste venner

Man kan roligt kalde jordskokker for “powerfood”. De knudrede knolde er geniale på flere punkter: Bl.a. indeholder de stoffet inulin, der er med til at holde blodsukkeret stabilt. Derfor er jordskokker især gode for folk med diabetes.

Men ikke nok med det. Inulin er ufordøjelige fibre med en præbiotisk effekt på vores tarmes mikrobiota (dvs. de stimulerer væksten af gavnlige bakterier) . Bakterierne er vilde med mad, der indeholder inulin, fordi de bruger inulinen som energikilde, og det styrker vores helbred.

.

når helt enkelt bliver temmelig festligt

.

grøn gæstemad

Hvis du slet ikke kan få nok af lækker, bæredygtig mad, kan du gøre et godt køb i disse dage.

Interntboghandlen Saxo.com har min bog, “Grøn gæstemad”, på tilbud med 40% rabat indtil den 11. februar.

Bogens normalpris er kr. 214,95, men kan nu erhverves til kr. 129,00.

Gå ind på Saxo.com. Her kan du bestille “Grøn gæstemad”.

.

bagte jordskokker og marineret selleri i sennepssovs

(4 personer)

50 g hasselnødder

300 g jordskokker

olivenolie

400 g selleri

1 dl hyldeblomstsaft

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

timian eller basilikum

sovs:

½ dl af kogelagen med hyldeblomst

2 dl plantefløde

ca. 1 spsk grov dijonsennep

.

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær jordskokkerne igennem på langs, og læg dem på en smurt bageplade med skærefladen nedad. Pensl overfladerne med olie.

Bag jordskokkerne i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter. Hold øje med, når skærefladerne er gyldne. Vend jordskokkerne, hvis de ikke er næsten gennembagte, og lad dem stå endnu nogle minutter i ovnen.

Du kan også stege jordskokkerne på en pande.

Hold jordskokkerne varme.

Skær sellerien i meget tynde skiver på et mandolinjern. Skær skiverne i strimler.

Bring hyldeblomst- og citronsaft i kog med et drys salt og peber.

Læg selleristrimlerne i væden og lad den koge op. Fjern gryden fra varmen og lad sellerien afkøle i væden.

Sovsen: Bland hyldeblomstsaft og fløde og bring det i kog. Kog sovsen lidt ind og smag til med sennep, salt og peber.

Kom selleristrimlerne i sovsen og varm dem igennem.

Servér retten med sovs og selleri i bunden, og arrangér de bagte jordskokker udenom.

Drys med timian eller basilikum og de ristede nødder.

 .

.

Share

fredag

31

januar 2025

2

KOMMENTARER

stegte jordskokker og chilisvampe på bønnecreme – og et rigtig godt tilbud

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

grønt smørrebrød på tilbud

I denne uge er min bog, Grønt smørrebrød, på tilbud hos Saxo. Bogen indeholder forslag til mere end 100 forskellige slags smørrebrød, altsammen 100% plantebaseret. Her er plantesild og -laks og mange slags højtbelagt. Her er postej- og “makrel”madder samt forskelligt tilbehør som fx plantebacon.

Grønt smørrebrød er netop solgt til udgivelse i Tyskland.

Grønt smørrebrød koster normalt kr. 249,-, men i denne uge (indtil søndag den 2. februar) kan du købe bogen til kr. 119,-. Du finder bogen her.

.

middagsret eller et flot stykke smørrebrød 

Denne ret er tænkt som en hovedret, men a propos smørrebrød, så vil de stegte jordskokker og chilimarinerede svampe udgøre et lækkert og smukt stykke smørrebrød. Så lav evt. ekstra af retten og brug noget til et stykke højtbelagt smørrebrød.

.

sprøde jordskokker og bløde svampe

Hvis jordskokkerne steges lidt hårdt på panden, bliver de sprøde i kanten, og det giver dejligt modspil til de bløde svampe. I bunden findes proteinerne i form af en urte/bønnecreme.

.

masser af umami

Retten har masser af smag fra de chilimarinerede svampe, fra ristet sesamolie, saltsyltet citron og kapers. Så hvem var det lige, der sagde, at plantemad ikke smager?

Servér denne ret for de skeptiske. Den burde kunne omvende selv de største modstandere af grøn mad.

.

guf for blodsukkerbalancen og tarmbakterierne

Generelt elsker tarmbakterier grøntsager på grund af deres store fiberindhold. Men nogle grøntsager og produkter er bedre end andre. Fx er jordskokker, som i denne ret, guf for bakterierne.

Desuden er jordskokker en gave til både blodsukkerbalancen og fordøjelsen.  Stoffet inulin i jordskokker holder blodsukkeret i ro og styrker tarmbakterierne – det gør den ikke mindst egnet for diabetikere. Når vi tænker på, hvad vi somme tider byder vores mave, er der god grund til at gribe til jordskokkerne, både rå og bagte, stegte, i salater og i kogte retter, fx. i en suppe.

..

stegte jordskokker og chilisvampe på bønnecreme

(4 personer)

bønnecreme:

150 g frosne edamamebønner (købes i supermarkedet)

1 håndfud friske krydderurter: persille, purløg, timian etc.

2 spsk tahin (sesampasta)

ca. 1 dl plantefløde eller -yoghurt, kan udelades

1-2 spsk ristet sesamolie

salt, friskkværnet peber

grøntsager:

200 g østershatte

olivenolie

2 spsk sød chilisovs

1 spsk tamari

1 spsk ristet sesamolie

600 g jordskokker

2 spsk finthakket syltet citronskal (kan erstattes af lidt frisk reven citronskal)

4 spsk kapers

frisk timian

 .

Lav først bønnecremen:

Tø bønnerne op, og hak krydderurterne fint. Blend bønner og urter.

Rør tahinen blød med lidt varmt vand, og tilsæt plantefløde eller -yoghurt til en passende konsistens.

Rør sesamolien og bønnemosen i, og smag til med salt, peber og tamari. Sæt cremen til side.

Skrab jordskokkerne helt rene. Du behøver ikke at skrælle dem. Skær dem igennem på langs.

Du kan bage jordskokkerne i ovnen: Læg dem på en smurt bageplade med skærefladen nedad. Dryp med olivenolie.

Bag jordskokkerne ca. 10 minutter i en 200 grader varm ovn. Du kan vende jordskokkerne og sætte dem under grillen, hvis de ikke er gyldne nok.

Du kan også stege jordskokkerne ved rask varme på en pande i rigeligt olie.

Skær østershattene i strimler og steg dem gyldne i godt varm olie. Drys med lidt salt og peber.

Rør chilisovs, tamari og sesamolie sammen i en skål. Vend de stegte svampe i blandingen.

Du kan servere retten portionsvis med bønnecremen i bunden (hold den evt. varm i ovnen) og jordskokker og svampe fordelt ovenpå.

Drys med finthakket syltet citron eller reven citronskal og kapers – eller servér retten i et fad og giv cremen til separat.

Giv gerne brød til.

.

.

Share

mandag

28

februar 2022

2

KOMMENTARER

jordskokkesuppe med sprøde chips og ristede hasselnødder

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, supper

.

ugens supersunde suppe

En suppe med jordskokker og andre rodfrugter som kartofler og gulerødder er en dejlig cremet og varmende ret.

Jeg har lidt af en jordskokke-dille i øjeblikket. Jeg er ret vild med de små knudrede knolde, som er hurtige at tilberede, de har en fin, delikat smag – og så er de sunde.

.

en lille knold med stor virkning

Hvad den lille sprøde jordskok mangler i ydre skønhed, besidder den så rigeligt i indre værdier.

Jordskokken er simpelt hen en gave til blodsukkerbalancen, fordøjelsen og tarmbakterierne. Stoffet inulin styrker tarmbakterierne, og når vi tænker på, hvad vi somme tider byder vores mave, er der god grund til at gribe til jordskokkerne, både rå og bagte, i salater og i kogte retter, fx. i en suppe som her.

Jordskokker indeholder først og fremmest stoffet inulin, som holder blodsukkeret stabilt, hvilket er gavnligt for os alle men især for diabetikere.

Inulin er også af stor betydning for vores tarmflora, idet de ufordøjelige fibre har en præbiotisk effekt på vores tarmslimhinder, og den rigtige type bakterier er grundlaget for en levende og velfungerende tarm.

Men hvad er præbiotika? det er kort fortalt den eller de ingredienser i vores mad, ofte plantefibre, som vores fordøjelse ikke selv kan nedbryde. Til gengæld fungerer de som superføde for de bakterier, der lever i tyktarmen. Se evt. mere om præbiotika og bakterierne i dit liv her.

Jordskokker har stort set kun én bagdel: de giver luft i maven hos mange mennesker. Så det er klogt lige at tænke over til hvem og hvornår, du serverer jordskokker. Måske skal du ikke gøre det på din første date!

Hvis du får jordskokker til overs, så prøv en anden lækker jordskokkesuppe.

.

jordskokkesuppe med sprøde chips og ristede hasselnødder

30 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

300 g jordskokker

200 g kartofler

125 g gulerod (gerne hvid eller gul)

2 tsk tørret timian

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

evt. 1 dl plantefløde

citronsaft

4 spsk hasselnødder i flager

evt. 4 spsk ærter (evt. frosne)

frisk timian

 

Hak de to slags løg og svits dem i olien til de er let gyldne.

Skær 16 skiver på langs af en lille jordskok og sæt dem til side.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med timian og bouillon.

Læg låg på gryden og lad suppen koge ca. 10 minutter. Afkøl den lidt og purér den.

Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt evt. lidt fløde eller mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Svits de 16 skiver jordskok i lidt olie på panden, til de er gyldne og sprøde. Rist nøddeflagerne let gyldne på en tør pande.

Du kan riste de to ting i god tid, inden suppen skal serveres.

Servér suppen portionsvis og pynt med skiverne og nødderne. Drys evt. med ærter samt lidt frisk timian.

 .

Jeg ved godt, at det ikke er sæson for ærter endnu, men de pynter så pænt på suppen. Du kan dog sagtens udelade dem – eller bruge ærter fra fryseren.

.

Share