Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

festmadArkiv

onsdag

9

december 2020

18

KOMMENTARER

løvemad med avocado – festlig forret

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad, nytår, vegansk julemad

.

en plante-tatar – lækker som forret eller til julefrokosten

Denne lille lækre servering kan bruges både som forret og som en ret på frokostbordet. Selv om julefesterne i år virkelig skaleres ned – eller netop derfor – er der grund til at nyde noget ekstra lækkert sammen med sine kære.

Og her er både smag, bid og bløde nuancer. Når rødbeden marineres med noget stærkt, sødt og syrligt, passer den perfekt til den milde cremede avocado.

.

en lille lækkerbid er serveret

Jeg har valgt at servere løvemadderne med en skive brød i bunden, men du kan nøjes med blot avocado og rødbede.

Serveringen får ekstra smag af en gul “blomme” af mangofrugt, der passer fint til både rødbede og avocado.

Øverst er lidt caviart og frisk koriander. Caviart er lavet af tang, og har en behagelig salt smag.

Du kan købe caviart på nettet eller i en af Dansk Supermarkeds butikker, fx Føtex. SuperBrugsen har også caviart i nogle butikker.

.

med tangkaviar på toppen

løvemad med avocado

(4 personer)

marinade:

2 spsk olivenolie

1 økologisk citron

1 spsk hakkede kapers

1 spsk finthakkede cornichoner eller andre syltede agurker

½ spsk sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

grøntsager:

300 g rødbeder

2 faste avocadoer

1 lille mangofrugt

evt. 4 skiver brød

2 spsk sort caviart (kan udelades)

små metalforme

frisk koriander

Lav først marinaden: rør olie, 2 spsk citronsaft, 1-2 tsk reven citronskal, kapers, cornichoner og sennep sammen.

Smag godt til med salt, peber, sirup eller sukker og evt. mere sennep. Sæt marinaden til side.

Kog rødbederne møre, 25-35 minutter afhængig af størrelsen.

Lad rødbederne afkøle og smut skindet af.

Skær rødbederne i meget små terninger og vend dem i marinaden. Lad dem ligge nogle timer eller til næste dag.

Skær avocadoerne i meget små terninger og vend dem straks i lidt citronsaft. Drys med lidt salt og peber.

Skræl mangoen og form fire ” blommer” med en ske. En isske er bedst egnet.

Skær fire skiver brød ud med en metalform. Lad brødet sidde i bunden af formen, mens du bygger resten op.

Læg først et lag avocado på brødet. Pres det sammen.

Afdryp rødbederne helt og læg dem ovenpå. Pres rødbeder og avocado godt sammen med en ske.

Du skal lægge rødbederne på avocadoen lige før serveringen, da den røde saft eller trænger ned i den grønne avocado.

Lav fire løvemadder og fjern forsigtigt formene.

Læg en mango-”blomme” ovenpå. Pynt med lidt caviart og drys med frisk koriander, kapers samt lidt frisk kværnet peber.

.

.

Share

tirsdag

8

december 2020

18

KOMMENTARER

hasselback selleri med grønlangkål

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

en UFO er landet – selleri spækket med julekrydderier

Denne skønne juleret opfandt jeg allerede til sidste jul. Men jeg synes, den er så god og “julet”, at den skal præsenteres igen i år. Den tager nemlig kegler, både som hovedret med brun sovs og brunede kartofler – og som pålæg.

Hvis du synes UFO’en på billedet ligner et pindsvin, der rækker tunge, må jeg give dig ret. Men faktisk er det en helt ny tolkning af en selleri. Denne velsignede knold fuld af velsmag og utallige anvendelsesmuligheder. Her har jeg skåret den i tynde skiver, som man gør med Hasselback-kartofler. Og her viser sellerien sig så fra sin allermest velsmagende side. Og så tager det ingen tid at tilberede den.

Brugen af selleri har i sandhed undergået en fantastisk udvikling de senere år. Fra at være udskammet som selleribøf (hvilket jo rent faktisk smager dejligt) og spist som små ulækre, udkogte terninger i en klar suppe, er sellerien steget til nye gastronomiske højder. Tænk på tynde grillede skiver af selleri lagt sammen med svampe eller en lasagne med selleriskiver som lasagne”plader” eller selleri-karrygratin – eller små kræmmerhuse af selleri med valnøddecreme og, og, og ….

.

med smag af jul … eller?

I anledning af julen har jeg spækket sellerien med julekrydderier, men da denne selleri vil være lækker at sætte på menuen året rundt, kan man udenfor juletiden bruge krydring som chili, spidskommen og korianderfrø samt frisk koriander. Og så vil en sovs af drænet yoghurt smagt til med presset hvidløg være fin som tilbehør.

.

grønlangkål som juletilbehør

Grønlangkål har i mange familier status som julemad, og i andre familier er det den klassiske nytårsmad. Hvad du end vælger, passer grønlangkål godt til den bagte selleri. En salat med fx perlerug vil fuldende måltidet – eller du kan servere groft, ristet rugbrød til. Endelig er også brunede kartofler en mulighed.

.

selleri på frokostbordet

Skulle der mod forventning blive levnet nogle skiver selleri, udgør de et lækkert pålæg.

Her har jeg toppet selleri-smørrebrødet med hårdt stegte skiver af champignon og en blanding af meget fintsnittet rød spidskål og brøndkarse vendt i lidt olie-eddikedressing.

En rest af julerødkålen vil også være fint at placere på toppen – eller syltede agurker. Der er masser af muligheder.

.

selleri bagt a la Hasselback

(4 personer)

1 selleri, ca. 3/4 kg

marinade:

4 spsk olivenolie

2 spsk tamari (soja)

2 spsk ahorn- eller anden sirup

½ dl sød chilisovs

2 spsk citronsaft

1 tsk stødt allehånde

1 tsk stødt stjerneanis

salt, friskkværnet peber

en håndfuld hele nelliker (kan udelades)

3-4 laurbærblade

2-3 spsk rørsukker

 

Lav først marinaden: rør alle ingredienserne sammen undtagen nelliker, laurbærblade og sukker.

Smag godt til med sødt, salt og surt samt krydderierne. Marinaden må gerne smage af jul.

Skær selleriknolden over i to dele midt på den brede del. Skræl sellerien.

Skær ”skiver” ned i begge halvdele. Skær dem kun ¾ ned i sellerien. Skiverne skal hænge sammen i bunden. De skal være ca. 3 mm brede.

Sæt de halve selleri i en smurt bageform med skærefladen nedad. Pensl dem godt med marinaden. Stik så mange nelliker mellem skiverne, som du har lyst til. Sæt også laurbærbladene ned imellem et par skiver.

Bag sellerien i en 200 grader varm ovn 50-60 minutter. Pensl med marinaden ca. hvert kvarter. Når sellerien er lidt mør, og skiverne begynder at kunne skilles lidt ad, så pensl også ned mellem skiverne.

Når sellerien er ved at være mør (stik i den med en kniv), kan du drysse med sukker og sætte formen under grillen, til overfladen er helt gylden.

.

grønlangkål

(4 personer)

400 g frisk grønkål eller 200 g frossen

3 dl grøntsagsbouillon

3 spsk raps- eller olivenolie

3 spsk hvedemel eller boghvedemel

ca. 3 dl plantemælk + kogevand fra kålen

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. kerner af granatæble

 

Fjern midterribberne på grønkålen, hvis du bruger frisk kål (riv dem fint og kom dem i en salat eller suppe). Tø frossen kål op. Hak kålen meget fint.

Bring bouillonen i kog og tilsæt grønkålen. Lad den simre 3-4 minutter. Pres al væden ud gennem en si og gem væden.

Varm olien op og tilsæt melet. Bag op med mælk og kogevandet fra kålen. Det skal være en forholdsvis tyk sovs. Lad den simre 4-5 minutter.

Tilsæt kålen og lad grønlangkålen simre endnu ca. 5 minutter.

Smag godt til med salt, peber og sukker. Drys evt. med kerner af granatæble.

.

 

.

Share

lørdag

5

december 2020

2

KOMMENTARER

i år er julefrokosten grøn – luk op for låge nr. 5 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, julemad, pålæg

.

grønt og godt til julefrokosten

Det højtbelagte smørrebrød her er en plantebaseret udgave af klassikeren, stjerneskud. En ægte stjerne på frokostbordet.

Se opskriften her.

🌟 🌟🌟

.

skal vi ikke lade julen være grøn i år?

Julefrokosterne er en af decembers og julens højdepunkter. I år bliver det i mindre forsamlinger. Til gengæld bliver frokosterne sikkert bredt ud over hele december. Derfor kommer jeg allerede i dag med forslag til frokostbordet.

Jeg kan varmt anbefale “silden” af aubergine og/eller østershatte. Og også krabbekagerne tror jeg, vil vække begejstring.

Og så er der de klassiske “fiske”fileter af pastinak. De kan spises med remoulade – eller serveres som et højt belagt stykke smørrebrød.

Stor eller lille forsamling: lad os fejre julen med ekstra meget grønt på frokostbordet. Ulykken, der lagde verden ned i marts, kom fra dyr. Vi har lidt under coronaen siden – og gør det stadig. Skal vi ikke, én gang for alle lade dyrene være i fred og nyde den lækre plantebaserede mad? Jeg håber, de følgende opskrifter vil inspirere dig til lækre frokoster. En del af forslagene vil du også kunne finde i min nye bog om plantebaseret smørrebrød: “Et par flade eller højt belagt”, som udkommer i løbet af foråret.

Rigtig god julefrokost!

.

crab cakes uden krabber

se opskrift på krabbefri krabbekager her

.

grøn julefrokost

Hvis du ikke allerede kender det klassiske smørrebrød, nu fortolket med planter, har du noget at glæde dig til. Måske ved du slet ikke, at fileter af fisk snildt kan erstattes af panerede  pastinakskiver, at silden kan byttes ud med aubergine eller østershatte, at “laksen” har groet i jorden og er en gulerod – eller at “makrel”salat kan laves med jackfruit?

Kartoffel-, tomat- og avocadomadder kender de fleste, så jeg vil her præsentere en del andre muligheder.

.

karry”sild”

Sild, øl og snaps er ærke-danske “gæster” på frokostbordet. Jeg har eksperimenteret med flere forskellige slags plante”sild”. Her er nogle eksempler.

Se opskrift på karry”sildene” her.

.

“sild” af østershatte

Se opskrift på “sild” af østershatte her.

.

“sild” med løgskaller og rosenpeber

Se opskrift på “sild” med løgskaller og rosenpeber her.

.

krydder”sild” og “silde”salat

Se opskrift på “silde”salat (den røde) her.

..

“fiske”filet af pastinak

Se opskrift på “fiske”fileter med remoulade her.

.

“fiske”filet med mayo, spirer, rød spidskål og brøndkarse

Panerede skiver af pastinak kan pyntes på mange måder. Her er fileterne pyntet med mayo smagt til med sennep samt spirer, marineret fintsnittet spidskål og brøndkarse.

Du kan evt. panere fileterne med mandler og rasp. Se opskriften her.

.

faux lax

 

Gulerods”laksen” nydes bl.a. på et stjerneskud, se ovenfor. Eller den lægges på ristet brød smurt med cashewcreme (udblødte cashewkerner blendet med plantefløde og gærflager), evt. sammen med skiver af avocado dryppet med rævesovs.

Se opskrift på “laksen” her.

.

grønkålstatar

grønkålstatar med kapers og rå mangoblomme

(4 personer)

6-8 blade grønkål afhængig af størrelsen, evt. både grøn og lilla

1 dl afdryppet planteyoghurt eller- creme fraiche

1-2 tsk tangsennep eller dijonsennep

salt, frikkværnet peber, ahornsirup

1 skalotteløg

2 spsk kapers

4 skiver rugbrød

1/2 mangofrugt

 

Hak grønkålen fint.

Smag yoghurt eller creme fraiche til med sennep, salt, peber og sirup.

Skær ringe af halvdelen af skalotteløget. Hak resten fint og rør det i grønkålen sammen med yoghurt eller creme fraiche.

Sæt de fire stykker rugbrød på fire tallerkener og fordel grønkålen på brødet.

Skræl mangofrugten og skær fire ”kugler” ud af mangokødet. Brug en ske, en isske giver det bedste resultat.

Pynt med løgringene og drys med kapers.

.

små lune nøddefrikadeller

De små lune nøddefrikadeller serveres med råmarineret agurk og kaperscreme.

Se opskriften her.

..

en rød avocadomad

En avocadomad er altid en sikker vinder.

Her har avocadoen fået et underlag af radicchiosalat og skivede radiser. På toppen er hakkede sorte oliven og ærteskud.

.

lun postej med svampe og tang”bacon”

Se opskrift på postej med svampe og bacon her.

.

makrelfri salat

makrelfri salat

1 glas eller karton flåede tomater

1 spsk finthakket skalotteløg

1 spsk olivenolie

1 spsk tangolie (kan udelades)

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 dåse jackfruit (400 g), købes i butikker m orientalske varer

4 spsk mayo

citron, dild

 

Afdryp tomaterne og skær dem i små stykker. Gem væden.

Svits løgene et par minutter i olien. Tilsæt tomaterne og lad dem simre ved svag varme, til de er kogt ind til halvdelen, 15-20 minutter.

Tilsæt tangolien og smag til med salt, peber, sukker og citronsaft. Hvis sovsen er meget fast, kan du tilsætte lidt mere væde fra tomaterne.

Afdryp jackfruiten godt og skær den i små strimler. Rør dem i tomatsovsen og smag til igen.

Fordel den makrelfrie salat på skiver af rugbrød.

Pynt smørrebrødet med mayo og dild – og giv evt. en citronbåd til.

.

Share