Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

festmadArkiv

tirsdag

21

december 2021

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 21 i julekalenderen – ingen jul uden tarteletter

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad

.

de gamle klassikere skal nydes i julen

Mens vi venter her på årets korteste dag …

… kan vi passende hygge os med at bage tarteletter. Disse glutenfrie og sprøde skaller kan nemlig nemt holde sig i en lufttæt kagedåse indtil jul og nytår.

Tarteletter hører til mormor-maden. De gode gamle retter har fået en renaissance, og det er forståeligt, for nogle af dem er virkelig god og velsmagende mad. Andet er tungt og helt ude af trit med tiden.

Tarteletter er i den lettere ende af de gamle klassikere og er egnet som forret eller som frokostret.

Der er frit slag med hensyn til fyldet i tarteletterne. Man vælger det, man holder allermest af. Hvis du vil følge årstiden, kan disse tarteletter med karamelliserede skalotteløg og cashewcreme anbefales. De kan evt. udbygges med rosenkål, så du simpelt hen laver et fyld som i den varme salat nedenfor: karamelliserede rosenkål og skalotteløg.

.

karamelliserede rosenkål og skalotteløg

Se opskriften på de karamelliserede rosenkål og skalotteløg her.

.

sprøde tarteletskaller

Disse tarteletskaller er hjemmebagte og sprøde (og glutenfrie). Men vil du komme nemmere om ved bagningen, kan du bruge færdigkøbt frossen butterdej. Hvis du vælger den udvej, har du en virkelig hurtig og lækker forret/frokostret til julebordet.

.

små sprøde tarteletter med bagte skalotteløg og cashewcreme

(4 personer)

tarteletter:

50 g havremel

50 g teff-mel eller boghvedemel

4 spsk tahin (sesampasta)

1-1 1/2 dl vand

fyld:

350 g små skalotteløg

8 spsk blåbær- eller ahornsirup

4 spsk olivenolie

1 portion cashewcreme, se nedenfor – eller 2 dl havre creme fraiche + lidt plantefløde

salt, friskkværnet peber

2 spsk friske timianblade

 

Bland de to slags mel og ælt dem sammen med tahin og så meget vand, at dejen bliver sammenhængende og blød. Den må ikke være for tør. Lad dejen hvile en halv times tid.

Rul dejen ud. Den hænger ikke særlig godt sammen, så du må presse den sammen i de oliesmurte, små forme, du har valgt. Rul evt. dejen ud i hvedemel (så er tarteletterne ganske vist ikke mere glutenfrie).

Prik dejen med en gaffel og sæt formene i en 200 grader varm ovn. Bag dem 15-25 minutter, afhængig af, hvor tykt du har rullet dejen ud.

Tag skallerne forsigtigt ud af formene. Dejen er temmelig sprød og skør.

.

du kan vælge runde eller aflange forme

 

Bag løgene samtidig med tarteletskallerne: skær små løg igennem, del større løg i kvarte. Læg dem i en bageform og hæld olie og sirup over. Vend godt rundt.

Bag løgene i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. De skal være gyldne og gennembagte.

Læg cashewkernerne i blød i vand, der dækker, gerne 8-10 timer. Blend kernerne med vandet og evt. en smule plantefløde.

Smag cashewcremen godt til med eddike eller citronsaft samt salt og peber. Rør timianbladene i.

I stedet for cashewcremen kan du vælge en nemmere genvej ved at smage havre creme fraiche til med salt, peber og timian. Tilsæt evt. også lidt plantefløde.

Fordel løgene i tarteletterne lige inden serveringen og varm dem i en 200 grader varm ovn 6-8 minutter.

Fordel cashewcremen eller creme fraichen over løgene og drys med lidt mere timian.

.

cashewcreme

100 g cashewnødder

1 dl vand

evt. plantefløde

salt, friskkværnet peber

 

Hæld kogende vand over cashewnødderne og lad dem udbløde 10-12 timer.

Blend nødderne sammen med ca. 1 dl vand, til de er helt findelte og massen er cremeagtig. Tilsæt evt. lidt plantefløde.

Smag til med salt og peber.

Hvis du skal bruge cremen i en sød ret, så smag til med ahornsirup eller rørsukker i stedet for salt og peber.

.

Share

fredag

17

december 2021

4

KOMMENTARER

tatar af jordskokker, æbler og valnødder

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

forfriskende forret til jule- eller nytårsmiddagen

Mon ikke de fleste af os serverer en forret både til julemiddagen og til middagen nytårsaften? Her er et godt bud: en plantetatar.

Tataren er en lækker lille knasende sag med en frisk smag, nemlig en tatar af jordskokker og æbler.

Tataren er en rigtig god starter med sin let syrlige og nøddeagtige smag kombineret med den sødlige blåbærsovs. Og så har den en knasende dejlig sprødhed.

.

jordskokken er gaven til maven på overarbejde

Hvad den lille sprøde knold mangler i ydre skønhed, besidder den så rigeligt i indre værdier.

Jordskokken er simpelt hen en gave til blodsukkerbalancen, fordøjelsen og tarmbakterierne. Stoffet inulin styrker tarmbakterierne, og når vi tænker på, hvad vores mave bydes her i december, er der god grund til at gribe til jordskokkerne, både rå som her, i salater og i kogte retter, fx. i en suppe.

Det kunne være denne festlige jordskokkesuppe, som også er en lækker forret til en middag her i december.

.

julens bedste jordskokkesuppe med mandler og chips

Du finder opskrift på jordskokkesuppen med ristede mandler og chips her.

.

flere valgmuligheder

Jeg har fået ideen til denne tatar på Restaurant Tian i München – (jeg har skrevet om restauranten her). Der blev den serveret med vindruesovs og vindruer på toppen, og det var rigtig lækkert. Men når jeg har valgt blåbær er det, fordi det er vanskeligt at finde usprøjtede vindruer, og de konventionelle er ofte stærkt forurenede.

Men: blåbær kan byttes ud med økologiske vindruer.

Det er heller ingen ulykke for tataren, hvis du udelader den tynde skive af gul bede. Den pynter pænt og “samler” tataren lidt, men har du ikke lige en “bede” på lager, går det fint uden. Man kunne også bruge en rødbedeskive, men den vil hurtigt farve de smukke hvide jordskokker og æbler røde.

.

en gulerodstatar er også en god løsning

En tatar af gulerod og rødbede er også en delikat forret. Den har meget kraftigere smagsnuancer end de fine toner i jordskokke/æbletataren.

Se opskriften her. Du skal scrolle helt ned i bunden af indlægget.

.

tatar af jordskokker, æbler og valnødder med blåbærsovs

(4 personer)

½ citron

200 g æble

200 g jordskokker + 1 ekstra til chips

1 spsk kokos- eller olivenolie

30 g valnøddekerner

2 spsk havre creme fraiche eller tyk planteyoghurt

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. 1 gul eller stribet bede

frisk timian eller mynte

sovs:

100 g blåbær

2 spsk valnøddeolie eller anden olie

ca. 2 spsk blåbærsirup

 

Pres citronsaften ud i en skål.

Skær æbler og jordskokker i meget små terninger.

Skær den hele jordskok i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Du kan enten stege skiverne af jordskok i 1 spsk olie på panden – eller du kan bage dem i en 180 grader varm ovn 5-6 minutter. Hold øje med dem, de får hurtigt for meget. Sæt chipsene til side.

Hak valnødderne mellemfint. Gem lidt til pynt.

Smag creme fraiche eller yoghurt til med salt, peber og sukker.

Vend jordskokker og æble i creme fraichen sammen med valnødderne.

Skær 4 meget tynde skiver af beden. Brug et mandolinjern. Du kan evt. udelade beden.

Blend blåbærrene (tag lidt fra til pynt) med olie og blåbærsirup.

Smag sovsen til med salt, peber og sirup.

Fordel sovsen i fire dybe tallerkner.

Pres tatarfyldet godt sammen i en metalring på hver tallerken.

Læg en bedeskive på hver tatar og pynt med blåbær, valnødder og jordskokkechips. Læg først chipsene på til allersidst, da de hurtigt bliver bløde.

Drys med den valgte krydderurt.

.

.

 

Share

mandag

13

december 2021

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 16 i julekalenderen – jul uden sul

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

potpourri over plantebaserede postejer, pateer og andet guf til juleaften

Se opskrift på pateen her.

.

Julemiddagen er årets højdepunkt i mange familier. Traditionerne er nagelfaste: and, gås eller flæskesteg. Og dog: i disse år vil der i mange familier være gæster, som er blevet vegetarer eller veganere. Ofte vil det være en søn eller datter eller deres kærester, som tager klimakampen alvorligt og dropper kødet. Andre har indset, at man ikke kan pine og plage dyr for at spise dem.

Det kan være en udfordring, hvis man altid har spist traditionelt. Men netop juleaften bør maden ikke udgøre et problem, og det kan man undgå med at servere (eller måske selv medbringe) noget, der ligner det, resten af selskabet spiser.

Det kan være en plantepostej, en -paté – eller måske en bagt selleri a la Hasselback. Husk at lave rigeligt. Det er min erfaring, at alle gerne vil smage plantemaden, og det kan være med at vise de traditionelt spisende, at disse lækre sager ikke er farlige men særdeles velsmagende!

Her er et lille udvalg af postejer og pateer, der er velegnede som julemad.

.

mandelpostej 1

Jeg har gennem årene udviklet mange forslag til julemiddagen. Ikke mindst hovedretter med mandler, som jeg synes er rigtig julede. Her er en af mandelpostejerne.

Se opskriften på postejen her.

.

julepaté med rosmarin

Rosmarin giver en helt speciel og lidt julet smag til denne paté.

Se opskriften på pateen her.

.

postej med tangbacon og svampe

Denne postej er nok mest velegnet til julens frokostbord. Dér vil den til gengæld vække glæde, tror jeg. Og kender du ikke tangbacon, er her en god lejlighed til at stifte bekendtskab med den sprøde, let røgede “bacon”.

Se opskriften på postejen her.

.

Jan Oskars julepostej

Denne postej har jeg fået opskrift på fra Jan Oskar, som derfor har givet navn til retten. Det er faktisk blevet en af mine egne yndlinge. Postejen er velegnet både til middagen juleaften og til julens frokostbord.

Se opskriften på postejen her.

.

gulerods- og bønnepaté

Denne paté skiller sig lidt ud fra de øvrige med sin orange farve.

Se opskriften på pateen her.

.

mandelpostej 2

Her er en af mine ældste opskrifter på mandelpostej. Den er med tiden blevet lidt af en klassiker.

Se opskriften på postejen her.

.

Hasselbackselleri

Denne bagte selleri  med sprød overflade og masser af julesmag opfandt jeg for et par år siden. Og den er virkelig blevet en succes hos mange. Nogle af mine kolleger har sågar taget den på deres repertoire, og større kompliment kan man ikke få.

Se opskriften på sellerien her.

.

hvis du mangler flere ideer til jule”stegen”

Hvis du stadig synes, du mangler inspiration til julemiddagen, er der masser af opskrifter på “hakkemad” i min seneste bog, som også er en god julegave til den, der gerne vil leve dyre- og klimakærligt.

Læs mere om bogen her.

Bogen fås hos boghandleren eller hos internetboghandlen Saxo.

.

Share