Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

24

januar 2025

4

KOMMENTARER

stegt spidskål og butterbeans på urte-tomatbund

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

bønner er bare bedst – og spidskål naturligvis!

Hverdagsmaden skal være både mættende, lækker og fuld af smag. Det skal være mad, der giver energi og gør os glade.

I den grønne omstilling er bælgfrugter den proteinkilde, vi skal have mange flere af på vores tallerken. I denne ret har jeg brugt de store hvide butterbeans, også kaldet limabønner. Men du kan bruge alle former for bønner.

Vores daglige valg af mad er et af de områder, hvor vi kan bidrage allermest til et bedre klima, en renere jord og en bedre dyrevelfærd. For at bruge det slidte udtryk: her hjælper kun bønner! Men selv bønner har brug for hjælp: hjælp til at smage guddommeligt. Det får de i denne ret.

.

smørblød spidskål

Af alle kålsorter er spidskålen den allermest populære. I de senere år er der dukket mange nye tilberedningsmåder op. Jeg holder selv rigtig meget af stegt eller bagt spidskål.

Når spidskål steges langsomt på en pande, bliver den smørblød – og sammen med “underlaget” af bønner med masser af smag, bliver det til ren spiselykke!

.

masser af umami

Bønner har den fordel, at de ikke har så meget smag i sig selv, så der er masser af muligheder for at tilføre velsmag og nydelse til en bønneret.

I denne opskrift kommer den eftertragtede umamismag fra tørrede tomater, oliven, saltsyltede citroner og østerssovs.

Prøv denne bønneret, og du vil ikke forstå, hvorfor danskerne ikke skriger på bønner, masser af bønner. Men det gør vi ikke. Det anbefales, at vi alle spiser 100 g bælgfrugter om dagen. I øjeblikket er det 2 g.

.

kan tilberedes dagen før servering

Retten kan tilberedes dagen før serveringen: Kog bønnerne og lav urte/tomatbunden. Sæt det i køleskabet.

Steg spidskålen på panden og lad den småstege, til den er næsten mør. Læg kålen i et ovnfast fad og sæt det i køleskabet. Sæt fadet i en 180 grader varm ovn 15-20 minutter inden serveringen.

Varm urte/tomaterne op samtidig i ovnen, ca. 10 minutter. Tilsæt evt. lidt mere væde.

.

stegt spidskål og limabønner på urte/tomatbund 

(4 personer)

150 g tørrede limabønner (butterbeans) eller dobbelt mængde fra dåse/brik, evt. andre bønner

1 stor spidskål

olivenolie til stegning

urte/tomatbund:

50 g skalotteløg

4-6 fed hvidløg

2 spsk mirin (eller 1 spsk agavesirup eller anden sirup)

4 spsk plantebaseret østerssovs (fås bl.a. hos NatureSource under navnet Noyster – eller i butikker med orientalske varer

1-2 spsk tamari

1-2 spsk citronsaft

4 spsk olivenolie

4 tørrede tomater i olie

1 1/2-2 dl grøntsagsbouillon

4 friske tomater

evt. et nip chiliflager

2 spsk finthakket saltet citronskal (kan udelades eller erstattes af 1-2 spsk reven skal af en økologisk citron)

50 g små sorte oliven uden sten (fx taggiasca)

et par håndfulde hakkede krydderurter

.

Sæt bønnerne i blød ca. 8 timer og kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter. Afdryp dem – eller afdryp bønner fra brik/dåse.

Del spidskålen i kvarte. Steg stykkerne gyldne på alle sider ved rask varme. Skru ned for varmen og lad kålen mørne langsomt ved lav varme. Den skal helst være smørblød inden i.

Sæt kålen til side. Hold den evt. varm. Hvis du dækker kålen, kan du sætte den i en 170 grader varm ovn og lade den mørne færdig dér ca. 15 minutter.

Hak løget og skær hvidløgene i skiver. Svits begge dele i 1 spsk olivenolie, til løgene er bløde.

Rør mirin, østerssovs, tamari, citronsaft og olie sammen med ca. 1 1/2 dl bouillon. Smag til.

Kom blandingen på panden sammen med strimlede, tørrede tomater og friske tomater i både.

Tilsæt evt. et nip chili samt syltet citronskal eller frisk reven skal.

Svits blandingen, til tomaterne er bløde, og tilsæt oliven og de afdryppede bønner.

Hak de valgte urter og bland dem i.

Smag til med tamari og friskkværnet peber.

Fordel urte/tomatsovsen på fire tallerkener og læg den stegte spidskål øverst.

Du kan yderligere servere brune ris eller quinoa til bønneretten.

.

.

Share

4 Kommentarer

  1. Karen Christensen
  2. Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.