Så nåede vi klimatopmødets sidste dag. Det ser ud, som om det bliver svært at enes om en brugbar aftale, der med tiden kunne lede frem til større retfærdighed mellem de rige og de fattige lande. MEN: det er fra klodens befolkning, forandringerne skal komme. Det er DIG og MIG, der skal skabe forandring. Det nytter ikke at sætte filtre i alverdens skorstene og udstødningsrør. Vi må sætte filtre i vores egne hjerner og hjerter. Det nemmeste og mest nærliggende er at ændre lidt på sine madvaner. Så er der nemlig mad til os alle på vores lille sårbare planet. Og vi skåner samtidig klimaet.
På topmødets sidste dag giver jeg ordet den den 82årige tidligere aktivist, Poul G. Andersson:
Digt fra en gammel aktivist
Jeg sidder og drømmer, jeg ville så gerne have været Greenpeace-aktivist,
men jeg er nok for gammel så det er trist.
I stedet for vil jeg se ud over denne planet og beskrive i digt hvad jeg har set
jeg drømmer jeg er en fugl, der kan flyve højt over skyerne og se ned på byerne,
hver jeg ser millioner af unge, der sidder i møget
og drømmer om at finde et sted i denne verden, hvor de kan hænge tøjet.
Jeg flyver over Grønland, hvor jeg ser den kælvende bræ,
en sulten isbjørn under et træ, det arme kræ
jeg flyver over en kæmpe by, hvor millioner af biler oser CO2 ud til en forurenet sky
jeg ser mennesker i sort og hvidt, dem der bestemmer hvad der er dit og mit …
de taler om millioner, vi skal have en renere luft.
Men hvordan kan de ikke enes om, de debatterer,
det hele ender i snak, og der sker ikke et hak.
Jeg flyver over Sydamerikas jungle, hvor jeg ser de brændende skove,
her respekterer de ikke naturens love.
Jeg flyver over Antarktis, men her vil mine vinger ikke bære,
der er et stort hul i den atmosfære.
Jeg flyver over havet, hvor jeg ser de legende delfiner og den jagtede hval,
ak ja denne verden er gal.
Jeg bliver lidt sulten og vil have en bid brød,
jeg lander i Afrika, men der er millioner af sorte, der lider
af sult og nød, de venter troligt på at hjælpen kommer,
men det gør den ikke, den havner i forkerte lommer.
Jeg flyver over Alperne, hvor jeg ser isen forsvinder fra de hvide tinder,
jeg flyver over ørknen, der bølger som haver af sand,
hvor olien springer op overalt hvor den kan,
jeg ser kvinder tilsløret i sort, mænd i hvidt, alt det med olie er noget skidt,
de borer stadig store huller i jorden, for at få olien op
men en skønne dag så siger det stop.
Hvorfor bruger man ikke noget mere af solens energi,
næh, for det er der ingen penge i.
Det siges, at der i wonderful Copenhagen skal holdes en stor miljøkonference,
kan mon tro den har en chance, for at bringe denne verden lidt mere i balance.
Det ender vel som sædvanlig med stor middag og sprut,
og så er det altsammen slut.
Jeg flyver og flyver, mine vinger begynder at baske,
jeg flyver over en stor by hvor jeg ser folk bære maske.
Jeg er træt og falder ned på jorden og verden forsvinder ud af mit syn,
en politimand vækker mig op,
Gå hjem mand; det er nat og du er for gammel til at være alene ude i by’n
(lånt fra Ældresagens blad)
