julekalenderen 2025, låge nr. 2: kartofler og kål bagt med mandler
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter, hovedretter, julemad
.
mandelbagt kål og kartofler

Jul og mandler hører uløseligt sammen. Og mandler hører ikke kun hjemme i det søde køkken. Her er de drysset med løs hånd på en ovnret med kartofler, løg, blomkål og broccoli. Det er en god gedigen hverdagsret, men falder den i smag, kan den måske snige sig ind på en af julens frokostborde.
.
kål og kartofler – et match made in heaven

Kål og kartofler er dejlig hverdagsmad. Kartofler og løg udgør bunden. Øverst kommer kål og tofucreme. Der kan naturligvis tilføjes kogte bønner, linser eller kikærter.
.

kartofler og kål bagt med mandler
(4 personer)
200 g løg
½ kg kartofler
olivenolie
3/4 kg blomkål og broccoli
300 g silketofu
4 spsk gærflager (kan udelades)
ca. 1 spsk dijonsennep
2 spsk citronsaft
salt, friskkværnet peber
estragon eller anden krydderurt
80 g mandler
.
Skær løgene i ringe og høvl kartoflerne i tynde skiver på et mandolinjern.
Steg hurtigt begge dele gyldne i lidt olie i en stor pande.
Læg kartofler og løg i et lavt ovnfast fad.
Del begge slags kål i små buketter. Skær stokkene i små terninger. Fordel kålen over kartoflerne.


Pisk tofuen helt glat med 2 spsk gærflager, sennep og citronsaft.
Smag til med salt, peber og sennep samt evt. lidt fintklippet estragon.
Bred tofuen ud over grøntsagerne.
Skær mandlerne i flager og drys dem på. Dryp med olivenolie og de sidste 2 spsk gærflager.
Sæt fadet i en 200 grader varm ovn og bag grøntsagerne, til overfladen er gylden, 20-25 minutter. Dæk formen, hvis mandlerne ser ud til at blive for mørke.
.

.









Kære Kirsten Skaarup
Tak for alle dine dejlige opskrifter gennem mange år!
Et spørgsmål: kan tofumassen i dagens opskrift erstattes med en gl.-dags ægge- og mælkeblanding? (Jeg er stået helt af på tofu).
Allervenligst Pia
Kære Pia,
Selv tak. Det er udelukkende en fornøjelse.
Ja, du kan sagtens erstatte tofuen med den sædvanlige æggemasse. Rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten