Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

1

december 2025

12

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, 1. låge: start december med at styrke immunforsvaret

Skrevet af , Posted in hovedretter, supper

.

start julemåneden med at forkæle dig selv

Traditionen tro kan du i december måned, indtil jul, lukke op for en ny “låge” med ideer til små og store retter, festmad til alle julens og nytårets arrangementer – og også til de almindelige dage i december, hvor vi bare skal have hverdagsmad, men stadig lækker og nærende.

Vi starter december med en antioxidant og styrkende suppe spækket med næringsstoffer, der styrker immunforsvaret, så vi forhåbentlig holder os på benene i den travle julemåned.

Du vil finde helt nye retter, men også tidligere ideer, som med tiden er blevet klassiske juleretter.

.

“stærke” ingredienser

Både hvidløg, ingefær, chili og gurkemeje styrker kroppen. Det er en god idé at spise alle fire ting hver eneste dag, enten som her i en suppe, men det kan også være i salater eller andre hovedretter. Det er nogle af naturens stærke midler.

Hvidløg, ingefær, chili og gurkemeje kan også være med til at forebygge lidelser som  gigt, hjerte-karsygdomme etc., og de virker kolesterolregulerende. Men man kan også nyde ingredienserne alene for smagens skyld.

Både quinoa og de store lækre smørbønner (limabønner) leverer proteiner.

.

vælg de grøntsager, du har på lager

Suppen er stærk og styrkende. Den er lynhurtig og en god idé til en enkel hovedret på en dag, hvor du ikke synes, du har tid til at lave mad. Det hele bliver tilberedt i én gryde, og retten er færdig på under 30 minutter. Og så strutter den som sagt af sundhed!

Jo flere forskellige farver grøntsager, du vælger, desto flere næringsstoffer får du.

Du vælger de grøntsager, du har på lager. Det eneste, du ellers behøver, er krydderurter, quinoa og kogte bønner: hvide, sorte eller brune bønner, evt. kikærter.

Hvis du ikke har kogte bønner liggende i fryseren – eller vælger bønner fra dåse eller brik, så sæt tørrede bønner (ca. 150 g) i blød mindst 8 timer, og kog dem 20-40 minutter afhængig af typen. Se om kogning af bønner her.

Du kan også lave en endnu større portion af suppen, og fryse noget ned til en anden dag. Efter optøning anbefaler jeg, at du purerer suppen, da nogle af grøntsagerne ikke er helt glade for at blive frosset.

.

variationer

Du kan servere brød til suppen.

Suppen kan også opgraderes med skiver af avocado og en skefuld yoghurt.

.

immunstyrkende suppe (hovedret)

(4 personer – hovedret)

100 g løg

6-8 fed hvidløg 

1 chili eller efter smag

4 spsk olivenolie

100 g quinoa

10-12 dl grøntsagsbouillon (brug fx Herbamare bouillonpulver)

1/2 spsk stødt gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

2 spsk tørret krydderurt: fx timian, oregano, basilikum eller merian

400 g kartofler

ca. 1 kg grøntsager (vælg fx gulerødder, pastinakker, hvidkål, spidskål, blomkål, broccoli, rosenkål, grønkål, græskar, fennikel, svampe – eller hvad du har på lager)

225 g kogte limabønner, sorte bønner eller andre kogte bønner, evt. kikærter

3-4 spsk reven ingefær

lime- eller citronsaft, tamari

en stor håndfuld friske krydderurter, fx timian, basilikum, mynte, estragon, salvie

evt. 1-2 avocadoer

evt. planteyoghurt

.

Hak løg, hvidløg og chili. Svits de tre ting i olien, indtil løgene er klare.

Skold quinoaen og kom den i gryden. Hæld bouillonen ved. Tilsæt gurkemeje og peber samt den valgte, tørrede krydderurt. Læg låg på gryden. Lad suppen simre 10 minutter.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden. Kog suppen endnu 5 minutter.

Skær de valgte grøntsager i skiver, buketter eller terninger. Kom dem i gryden – og tilsæt evt. mere bouillon. Lad suppen simre endnu 6-8 minutter.

Tilsæt de valgte bønner og ingefæren.

Smag suppen til med citrussaft, ingefær og tamari.

Drys med den valgte friske krydderurt og giv grovboller eller fladbrød til suppen – evt. ristet rugbrød.

.

.

Share

12 Kommentarer

  1. Lillian Algren Eriksen
  2. Anne mette nordentoft
  3. Jytte Linder-Madsen
  4. Anja
  5. lisbeth jørnvil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.