indisk grøn curry med sprøde løgfritter
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
varmt og krydret i november
Når kulden er rå og diset eller regnfuld, er der ikke noget som en indisk curry. Den varmende chili går gennem marv og ben. Og så er en curryret tilmed noget af det hurtigste og billigste, man kan tilberede. Denne curry er med to slags kål, gulerødder, kartofler og ærter. Gode gamle danske grøntsager, der får et ordentligt spark på smagssiden.
.
løgfritter som tilbehør
Jeg anbefaler disse små løgfritter som tilbehør til curryretten, men de er også lækre som en lille snack til et glas vin. Hvis du serverer dem som snack, så giv gerne et dip af sød chilisovs til (købes på flaske i supermarkedet).
Du kan tilsætte krydderier og krydderurter til dejen efter smag. Og så skal fritterne serveres kort tid efter, de er bagt, da de hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme fritterne op i ovnen, hvis du har bagt dem i god tid. Så bliver de sprøde igen.
Fritterne hedder på indisk bhajia, og i Indien steger man dem i fritureolie. Jeg foreslår bagning i ovnen. Så sparer du en del fedtstof.
Du kan yderligere servere løskogte ris til curryretten – eller både løgfritter og ris.
.
lille ret med stor smag
I en curryret indgår de stærke ingredienser en skøn alliance med den bløde kokosmælk. Du kan selvfølgelig selv bestemme styrken af retten. Men det er værd at vide, at chili er en kraftig antioxidant, og den øger forbrændingen. Derfor er chili ekstra god at huske på, hvis man skal tabe sig.
Jeg har brugt færdigkøbt currypasta (købes i butikker med asiatiske varer), men du kan også lave din egen currypasta. Min ven Henrik har en meget fin opskrift. Du kan finde den her.
.
17 millioner mink – rest in peace
Efter at en hel del af os har skrevet under på borgererklæringen om at afvikle dansk minkavl, kom redningen for de plagede dyr fra en hel anden kant. Nu er alle danske mink på vej mod den evige hvile, og det har de i den grad fortjent. Få danske fabriksdyr er så mishandlede som minken. Dyrene lever på en plads svarende til nogle få A4 ark. Deres naturlige revir er to kvadratkilometer. Det er rendyrket grusomhed.
I stenalderen kunne der være et vist behov for at klæde sig i skind, men vi lever i 2020, og i dag findes der utallige fine materialer til beklædning.
Måske må folk med hang til pels gå over til svineskind. Det kan man da kalde en rigtig svinepels!
At det er en verdensomspændende pandemi, der tager livet af minkene, kan ikke overraske. Pandemier har deres udspring i dyr, og dyr der holdes i noget, der kun kan betegnes som dyrenes koncentrationslejre, er naturligvis meget udsatte. Nu slår dyrene så igen, men hvornår begynder vi at forstå, at det er en kosmisk forbrydelse at placere dyr, levende væsener, i de fabrikker, vi gør i øjeblikket?
Desværre sender vi ikke minkene til himmels på grund af medfølelse. Nej, vi er bange for vores eget SKIND.
.
empati som vejen til kødfrie dage
Vi har ikke empati for hverken mink, svin, køer eller andre produktionsdyr. De er ikke levende, følende væsener men “ting”, vi kan behandle som vi vil. Nøjagtig den samme indstilling havde slavehandlerne i forhold til slaverne.
At regeringens forslag om to kødfrie dage om ugen i offentlige kantiner kun holdt 3 døgn, siger en del om, hvor langt vi har til målet. De mennesker, der gik i selvsving over manglen på kød i kantinens frokosttilbud, spiser formentlig kød derhjemme om aftenen. Det er svært at stoppe kød-vanviddet, hvis alle forlanger to kødmåltider om dagen.
Hvis vi virkelig skal hjælpe dyrene og klimaet, kommer vi til at yde langt større “afsavn” end to kødfrie frokoster om ugen. Og den politiske vilje mangler.
I 2010 spiste 3,9% af danskerne plantebaseret mindst halvdelen af ugen. I 2019 var tallet steget til 10% (COOP analyse). I samme periode er antallet af mennesker, der aldrig spiser plantebaseret steget fra 23,8% til 29%.
Så er det, man godt kan blive lidt modløs på dyrenes vegne. Også fordi dem, der vælger den grønne vej, gør det af hensynet til helbredet (de ældre) og klimaet (de unge). Stort set ingen har medfølelse med dyrenes lidelser.
.
der er altid lys i mørket
Efter disse triste betragtninger, glæder jeg mig over nyheden, at den største landbrugsorganisation i Danmark, Landbrug & Fødevarer, vil arbejde for, at Danmark kan blive en frontløber indenfor plantebaserede fødevarer.
Denne beslutning er taget i samarbejde med Tænketanken Frej og Dansk Vegetarisk Forening. Du kan læse mere om de gode nyheder i Information.
Vegetarisk Forening gør et kæmpearbejde for den grønne omstilling. Hvis du ikke allerede er medlem, kan jeg varmt anbefale det.
.
indisk grøn curry med løgfritter
(4 personer)
2 tsk grøn currypasta (kan erstattes af rød)
2 spsk kokosolie
150 g løg
4 fed hvidløg
300 g kartofler
4 dl kokosmælk
1 spsk urtebouillonpasta (evt. Harbamare)
400 g blomkål
200 g gulerødder
200 g broccoli
100 g ærter (friske eller frosne)
2 spsk citron- eller limesaft
salt, agavesirup eller rørsukker
frisk koriander
.
Svits currypastaen i olien et øjeblik.
Skær løgene i både og hak hvidløgene. Tilsæt dem og lad dem simre i olien 5-6 minutter.
Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med kokosmælken og bouillonpastaen.
Lad curryen simre 7-8 minutter.
Skær blomkål og broccoli i små buketter. Skær stokkene i små terninger.
Skær gulerødderne i skiver eller stave.
Kom blomkål og gulerødder i gryden og lad curryen simre endnu 4-5 minutter.
Tilsæt broccoli, ærter og citronsaft og kog retten endnu et par minutter.
Smag til med salt og sirup, evt. også mere citronsaft.
Servér curryen drysset med frisk koriander og giv løgfritter til.
.
tip
Hvis du vil have en mere proteinrig ret, så tilsæt 100-150 g kikærter eller bønner. Udblød kikærter/bønner 6-8 timer og kog dem møre i nyt vand. Se om kogning af bønner her.
.
sprøde indiske løgfritter (bhajia)
(10-12 stk.)
200 g løg
1 ½ dl vand
75 g kikærtemel (heraf evt. 25 g rismel)
2 spsk citron- eller limesaft
1-3 tsk stødte krydderier som spidskommen, koriander, gurkemeje, kardemomme
hakket frisk chili eller tørrede chiliflager
frisk reven ingefær, evt. frisk koriander
salt, friskkværnet peber
Snit løgene i tynde ringe eller både.
Rør vand, kikærtemel og citronsaft sammen. Dejen skal være som en tyk pandekagedej.
Tilsæt krydderier, chili og ingefær efter smag. Hvis du bruger kardemomme, skal du højst bruge 1 tsk stødt.
Smag til med salt og peber.
Lad gerne dejen hvile en times tid.
Tilsæt løgene og vend godt rundt, så du er sikker på, at alle løg er dækket med dejen.
Brug en ske og sæt skefulde af løgdejen på bagepapir på en bageplade.
Bag løgfritterne gyldne i en 190 grader varm ovn ca. 20 minutter.
Servér fritterne straks, da de forholdsvis hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme dem op i ovnen, så de igen bliver sprøde.
.
.
Hej Kirsten
Hvor godt at læse dine kommentarer og ja, hensynet til dyrene har stort set været
fraværende i debatten om minkforløbet hvilket er sørgeligt. Dog er det nu godkendte
parti Veganerpartiet et lys i mørket og jeg ser frem til at de sætter det her lands vanvittige
“dyreproduktion”, det gælder i høj grad svin på dagsordenen, og udfordrer lobbyvirksomheden
fra organisationen Landbrug og fødevarer.
Tak for dit vedvarende engagement og gode og inspirerende opskrifter og tillykke med den for nylig
tildelte pris.
De bedste hilsner fra Grete Liv
Kære Grete,
Ja, du har ret. Vi må sætte vores lid til Veganerpartiet, for det er beskæmmende at så få mennesker har empati for andre levende væsener.
Vi må håbe at svinene er de næste, der bliver “befriet”. Og vi andre må arbejde for dyrenes sag på hver vores front.
Og så siger jeg mange tak – og selv tak!
Kh Kirsten
Hej Kirsten,
Det ser meget lækkert ud, men jeg skriver fordi jeg synes, det er så godt, det du skriver om minkene og dyrenes forhold, at det burde sendes på facebook i sig selv. Jeg har det lige som dig, men bliver skuffet igen og igen over folks ligegyldighed over dyrs lidelser. Jeg har været veganer i 15 år, dog med undtagelse af æg, som jeg spiste indtil jeg læste Den Medicinske Seer i 2016, og som du sikkert kender. Jeg glæder mig over de små tiltag som dig, som fx Gaia hvor man kan bestille færdiglavet vegansk mad til fem dage. Mange mennesker forbinder nemlig vegansk mad med meget arbejde, og det er jo heller ikke helt forkert. Men tak for dit skriv om dyrene.
Kærlige hilsner fra Ellen
Kære Ellen,
Ja, det er svært at opleve den manglende forståelse for dyr og deres behov. Der er dog små glimt i mørket, og jeg vælger at tro, at det går fremad, men det går langsomt, meget langsomt!
Jeg hører ofte, ligesom du, at det er besværligt at leve plantebaseret. Jeg mener nu, det er en dårlig undskyldning. At ændre madvaner kræver tilvænning, men når man er inde i den nye verden, er det jo ikke særlig arbejdskrævende. Ikke desto mindre er det glædeligt at det er muligt at få den færdiglavede veganske mad.
Kh Kirsten
Tak for dine gode kommentarer om minkenes endeligt. Det er blevet meget tydeligt, at dyrene kun er til for vores fornøjelse som produkter.
Det glæder mig at vi i det mindste slipper for at skulle holde disse vilde dyr i fængsel længere.
Glæder mig til at prøve din nye opskrift.
Kærlig hilsen Aase
Kære Aase,
Selv tak. Dyrenes lidelser kan desværre ikke nævnes ofte nok. Og som du skriver, er det blevet tydeligt, hvordan vi har behandlet de vilde mink. Folk har virkelig fået serveret dokumentation direkte på deres sofabord – så at sige! Må empatien flytte sig de andre forpinte produktionsdyr.
Jeg håber, du bliver glad for curry-retten.
Kh Kirsten
Tak fordi du også skriver om de stakkels mink. Personligt blev jeg totalt chokeret over at der rent faktisk var 17 millioner forpinte små minksjæle i dette lille land. Jeg har valg at give udtryk for min holdning på Twitter om statsautoriseret grov dyremishandling i dk og mit ønske om at det bliver forbudt , det resulterede i at jeg blev kaldt for nazist og andre charmerende ting. Hvor er empatien for dyr i dk ?
Kære Pia,
Det er vigtigt, at så mange af os som muligt siger fra overfor den ekstreme dyremishandling af produktionsdyr. Tak fordi du er med i koret. Men jeg synes, det er groft, at du skal kaldes nazist. Det må være affødt af afsenderens gigantiske dårlige samvittighed. For der er jo ingen tænkende væsener, der ikke ved, hvad der foregår.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Endnu engang tak for en fantastisk opskrift. Jeg glæder mig til at prøve den. Hvor er jeg enig med dig i dine betragtninger om de stakkels mink. Jeg håber, at situationen vil få folks øjne op for de forfærdelige forhold vores produktionsdyr lever under. Hvor mange var egentlig klar over, at der i Danmark levede knap 17 millioner mink i små bure. Hele ideen om at masseproducere dyr giver grobund for nye vira, bakterier og sygdomme. Nu er der igen opstået fugleinfluenza og masser af høns skal slåes ned. Hos grisene er der hele tiden problemer med MRSA . Fremtiden er plantebaseret . Jo flere der spiser plantebaseret, jo bedre er det for klimaet, miljøet, for dyrene og for mennesker sundhed.
God dag til dig Kirsten og 1000 tak fordi du så fordomsfrit er med til at sprede det grønne budskab
KH Ole
Kære Ole,
Mange tak for din hilsen. Der er vist ikke ret meget, vi to kan blive uenige om! I al fald ikke, når det handler om produktionsdyr. Det er over al forstand ubegribeligt. Og det er unødvendigt og ødelæggende for alt og alle, incl. vores eget eksistensgrundlag. Jeg kan kun bede til, at empatien indfinder sig. Måske har de mange millioner forpinte mink i små bure – små fødder i evig løben over hårde trådnet – fået nogle menneskers øjne op for, hvad vi har gang i. For hvor mange mennesker har desperat brug for en minkpels?
Og nu skal 25.000 kyllinger så gasses efter bedste koncentrationslejr-manér.
Jeg sætter min lid til, at der gribes ind med flere ting “ovenfra”, som gør, at vi er nødt til at opgive den ubarmhjertige produktion af levende væsener.
Tak for dine smukke ord og din altid livgivende indstilling.
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Ny bog om dansk nationalklenodie
Klimakærlige opskrifter med plantefars
Supper & Co.– superfood supper
powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi – netop solgt til udgivelse i Tyskland
det æltefri grydebrød
den lille grønne for madpakkespisere
Supper
Text 0
Text 0
Text 1
Text 0
Text 0
Salater
Hovedretter
Brød
Text 0
Text 1
Text 2
Text 3
gulerodsbøffer
indisk curry med auberginer og cashewnødder
bagt blomkål m quinoa og svampe
simregryde med svampe, æbler og rosmarin
ovnbagt rodfrugtmos med linser
majsbøffer med svampe
spidskålsruller med linsefyld og sennepssovs
squash- og tomattærte med jordnøddebund
burgerbøffer af squash m kantareller
grillet polenta m kulørte tomater og “oste”sovs
spidskålssalat med mango og blåbær
grønt-i-grønt squash-lasagne
sommerens hit: hot “chicken” wings – BBQ på den kloge måde!
romerske broccolikarbonader
spidskålssalat med fersken og dild
romersk bønnesalat
gulerods- og bønnepaté
mandelfrikadeller
porrepaté med valnødder
valnøddefalafler i tomatsovs
nøddefrikadeller med lilla spidskålssalat
boller i karry anno 2016
squashfrikadeller med tilbehør
indisk curry med kokosbrød
spidskålssalat med brombær og valnødder
kartoffelsalat med valnødder og dild
tagine med fennikel, oliven og dukkah
glutenfri kerne-knækbrød
spinatlasagne med svampe
Tilmeld
To find out more, including how to control cookies, see here: Cookie Policy