Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

indisk curryArkiv

mandag

15

februar 2021

12

KOMMENTARER

spicy indisk blomkåls- og kartoffelret – aloo gobi

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

enkelt og eksotisk

Denne krydrede indiske ret er superenkel. Den består af kartofler, blomkål og løg. Og så er den billig. Når man lever plantebaseret, er der mange penge at spare på husholdningsbudgettet, men ikke mindst i sundhedsudgifter og i det store klimaregnskab, se nedenfor.

Retten hedder aloo gobi og er en indisk klassiker. Her kan selv de fattigste indere få et måltid mad, da ingredienserne i Indien ikke vil koste meget over 5-10 kr.

..

tilbehør af linser og yoghurt

For at udgøre et helt måltid med alle næringsstoffer, foreslår jeg linser og yoghurt som tilbehør til aloo gobi’en, evt. også ris.

.

bagt eller simret?

Du kan  tilberede aloo gobi på to forskellige måder. Den ene er lynhurtig, den anden tager lidt længere tid.

..

er du også sparsommelig?

Mange danskere er meget prisbevidste og sparsommelige, især når det handler om madvarer. Det kan den enkelte husholdning glæde sig over, og det er fint nok, så længe man vælger økologisk og klimakærligt.

Men vi kan også glæde os over, at vi kan spare i den helt store målestok, når vi vælger grønt: en ny beregning fra forskere ved Københavns Universitet viser, at Danmark kan hente en sundhedsøkonomisk gevinst på 20 milliarder kroner årligt ved at følge de nye kostråd – især ved at spise mindre kød, mættet fedt og salt. Hvis samtlige danskere ville spise efter de nye kostråd, ville vi  kunne spare samfundet for helt op mod 38 millliarder om året.

”Der er enorme sundhedsøkonomiske gevinster, hvis vi spiser mere plantebaseret. Det kan finansiere en stor del af den grønne omstilling af samfundet, så vi når klimamålet”, siger DVF’s generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

Det er nemlig ikke kun penge og CO2, vi sparer, når vi spiser hovedsagelig plantebaseret. Det er også liv. En animalsk baseret kost medfører forøget risiko for de kendte velfærdssygdomme, kræft, hjerte-karsygdomme, diabetes og ikke mindst overvægt.

Beregningerne viser, at vi kan forebygge op mod 1.000 for tidlige dødsfald årligt, hvis vi spiser efter de nye kostråd. Nu venter vi bare på, at beregningerne kommer for en ren plantebaseret kost. Det rykker nemlig endnu meget mere.

Så er det, man godt kan gå hen og blive helt grøn i hovedet af glæde.

.

.

indisk blomkåls- og kartoffelret – aloo gobi

(4 personer)

400 g kartofler

1 stort blomkålshoved

150 g løg

6-8 fed hvidløg

kokos- eller olivenolie

1 spsk spidskommenfrø

1 karton eller dåse hakkede tomater med væde

½-1 spsk kanel

frisk eller tørret chili efter smag

1 tsk stødt kardemomme

2 tsk gurkemeje

1-2 dl kokosmælk eller havrefløde

1 limefrugt eller citron

salt, rørsukker

1 bdt frisk koriander

.

Du kan lave retten på to måder: enten bage kartofler, blomkål og løg i ovnen ­– eller lade grøntsagerne simre med i sovsen. Det sidste er det hurtigste. Til gengæld får grøntsagerne en mere intens smag, når de bages gyldne.

Skær kartoflerne i små både eller terninger. Del blomkålshovedet i små buketter. Skær løgene i både. Del hvidløgene.

Hvis du bager i ovnen, så læg kartoflerne i en ovnfast form og vend dem i lidt olie. Drys med salt.

Sæt kartoflene i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Vend rundt i dem.

Læg blomkål, løg og hvidløg i en anden form og sæt dem i ovnen til kartoflerne. Bag begge dele endnu ca. 15 minutter. Hvis du ønsker blomkålen mere gylden, så tænd for grillen et øjeblik.

Sovsen: knus spidskommenfrøene let i en morter. Rist dem i en tør gryde, til de dufter.

Hæld tomaterne i gryden og tilsæt kanel, chili, kardemomme og gurkemeje. Lad sovsen simre 5-10 minutter. Tilsæt kokosmælk eller fløde.

Tilsæt de bagte grøntsager og smag godt til med citronsaft, salt, sukker.

Hvis du ikke bager grøntsagerne, så kom dem straks i gryden og lad dem simre i tomatsovsen 15-20 minutter eller til kartoflerne er møre. Smag godt til.

Drys med frisk koriander ved serveringen.

Du kan give yoghurt, kogte linser og/eller ris til retten:

.

ris eller ej?

Ris er traditionelt tilbehør til al mad i Indien. Men ris er klimabelastende, så kig på din “klimakonto”, og vurdér, om der er plads til ris. Hvis der er, giver det mest mening af vælge ris dyrket i Europa. Du kan også vælge hele kogte hvede- eller havrekerner.

Den flettede kurv er en “madkasse”, som jeg engang købte i Laos. Når bønderne går i marken om morgenen, medbringer de altid en portion ris til frokosten.

De små skeer er udskåret af bambus og har i mange år hængt i deres kogger over et tilrøget ildsted i Burma (nu Myanmar).

.

tilbehør

150 g sorte eller brune/grønne linser

150 g ris

2 dl planteyoghurt

 

Kog linserne i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Kog hvide ris i dobbelt mængde vand ca. 10 minutter. Brune ris koges 20-30 minutter. Det samme gælder for hele hvede- og havrekerner.

.

.

Share

fredag

13

november 2020

10

KOMMENTARER

indisk grøn curry med sprøde løgfritter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

varmt og krydret i november

Når kulden er rå og diset eller regnfuld, er der ikke noget som en indisk curry. Den varmende chili går gennem marv og ben. Og så er en curryret tilmed noget af det hurtigste og billigste, man kan tilberede. Denne curry er med to slags kål, gulerødder, kartofler og ærter. Gode gamle danske grøntsager, der får et ordentligt spark på smagssiden.

.

løgfritter som tilbehør

Jeg anbefaler disse små løgfritter som tilbehør til curryretten, men de er også lækre som en lille snack til et glas vin. Hvis du serverer dem som snack, så giv gerne et dip af sød chilisovs til (købes på flaske i supermarkedet).

Du kan tilsætte krydderier og krydderurter til dejen efter smag. Og så skal fritterne serveres kort tid efter, de er bagt, da de hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme fritterne op i ovnen, hvis du har bagt dem i god tid. Så bliver de sprøde igen.

Fritterne hedder på indisk bhajia, og i Indien steger man dem i fritureolie. Jeg foreslår bagning i ovnen. Så sparer du en del fedtstof.

Du kan yderligere servere løskogte ris til curryretten – eller både løgfritter og ris.

.

lille ret med stor smag

I en curryret indgår de stærke ingredienser en skøn alliance med den bløde kokosmælk. Du kan selvfølgelig selv bestemme styrken af retten. Men det er værd at vide, at chili er en kraftig antioxidant, og den øger forbrændingen. Derfor er chili ekstra god at huske på, hvis man skal tabe sig.

Jeg har brugt færdigkøbt currypasta (købes i butikker med asiatiske varer), men du kan også lave din egen currypasta. Min ven Henrik har en meget fin opskrift. Du kan finde den her.

.

17 millioner mink – rest in peace

Efter at en hel del af os har skrevet under på borgererklæringen om at afvikle dansk minkavl, kom redningen for de plagede dyr fra en hel anden kant. Nu er alle danske mink på vej mod den evige hvile, og det har de i den grad fortjent. Få danske fabriksdyr er så mishandlede som minken. Dyrene lever på en plads svarende til nogle få A4 ark. Deres naturlige revir er to kvadratkilometer. Det er rendyrket grusomhed.

I stenalderen kunne der være et vist behov for at klæde sig i skind, men vi lever i 2020, og i dag findes der utallige fine materialer til beklædning.

Måske må folk med hang til pels gå over til svineskind. Det kan man da kalde en rigtig svinepels!

At det er en verdensomspændende pandemi, der tager livet af minkene, kan ikke overraske. Pandemier har deres udspring i dyr, og dyr der holdes i noget, der kun kan betegnes som dyrenes koncentrationslejre, er naturligvis meget udsatte. Nu slår dyrene så igen, men hvornår begynder vi at forstå, at det er en kosmisk forbrydelse at placere dyr, levende væsener, i de fabrikker, vi gør i øjeblikket?

Desværre sender vi ikke minkene til himmels på grund af medfølelse. Nej, vi er bange for vores eget SKIND.

.

empati som vejen til kødfrie dage

Vi har ikke empati for hverken mink, svin, køer eller andre produktionsdyr. De er ikke levende, følende væsener men “ting”, vi kan behandle som vi vil. Nøjagtig den samme indstilling havde slavehandlerne i forhold til slaverne.

At regeringens forslag om to kødfrie dage om ugen i offentlige kantiner kun holdt 3 døgn, siger en del om, hvor langt vi har til målet. De mennesker, der gik i selvsving over manglen på kød i kantinens frokosttilbud, spiser formentlig kød derhjemme om aftenen. Det er svært at stoppe kød-vanviddet, hvis alle forlanger to kødmåltider om dagen.

Hvis vi virkelig skal hjælpe dyrene og klimaet, kommer vi til at yde langt større “afsavn” end to kødfrie frokoster om ugen. Og den politiske vilje mangler.

I 2010 spiste 3,9% af danskerne plantebaseret mindst halvdelen af ugen. I 2019 var tallet steget til 10% (COOP analyse). I samme periode er antallet af mennesker, der aldrig spiser plantebaseret steget fra 23,8% til 29%.

Så er det, man godt kan blive lidt modløs på dyrenes vegne. Også  fordi dem, der vælger den grønne vej, gør det af hensynet til helbredet (de ældre) og klimaet (de unge). Stort set ingen har medfølelse med dyrenes lidelser.

.

der er altid lys i mørket

Efter disse triste betragtninger, glæder jeg mig over nyheden, at den største landbrugsorganisation i Danmark, Landbrug & Fødevarer, vil arbejde for, at Danmark kan blive en frontløber indenfor plantebaserede fødevarer.

Denne beslutning er taget i samarbejde med Tænketanken Frej og Dansk Vegetarisk Forening. Du kan læse mere om de gode nyheder i Information.

Vegetarisk Forening gør et kæmpearbejde for den grønne omstilling. Hvis du ikke allerede er medlem, kan jeg varmt anbefale det.

.

indisk grøn curry med løgfritter

(4 personer)

2 tsk grøn currypasta (kan erstattes af rød)

2 spsk kokosolie

150 g løg

4 fed hvidløg

300 g kartofler

4 dl kokosmælk

1 spsk urtebouillonpasta (evt. Harbamare)

400 g blomkål

200 g gulerødder

200 g broccoli

100 g ærter (friske eller frosne)

2 spsk citron- eller limesaft

salt, agavesirup eller rørsukker

frisk koriander

.

Svits currypastaen i olien et øjeblik.

Skær løgene i både og hak hvidløgene. Tilsæt dem og lad dem simre i olien 5-6 minutter.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med kokosmælken og bouillonpastaen.

Lad curryen simre 7-8 minutter.

Skær blomkål og broccoli i små buketter. Skær stokkene i små terninger.

Skær gulerødderne i skiver eller stave.

Kom blomkål og gulerødder i gryden og lad curryen simre endnu 4-5 minutter.

Tilsæt broccoli, ærter og citronsaft og kog retten endnu et par minutter.

Smag til med salt og sirup, evt. også mere citronsaft.

Servér curryen drysset med frisk koriander og giv løgfritter til.

.

tip

Hvis du vil have en mere proteinrig ret, så tilsæt 100-150 g kikærter eller bønner. Udblød kikærter/bønner 6-8 timer og kog dem møre i nyt vand. Se om kogning af bønner her.

.

sprøde indiske løgfritter (bhajia)

(10-12 stk.)

200 g løg

1 ½ dl vand

75 g kikærtemel (heraf evt. 25 g rismel)

2 spsk citron- eller limesaft

1-3 tsk stødte krydderier som spidskommen, koriander, gurkemeje, kardemomme

hakket frisk chili eller tørrede chiliflager

frisk reven ingefær, evt. frisk koriander

salt, friskkværnet peber

 

Snit løgene i tynde ringe eller både.

Rør vand, kikærtemel og citronsaft sammen. Dejen skal være som en tyk pandekagedej.

Tilsæt krydderier, chili og ingefær efter smag. Hvis du bruger kardemomme, skal du højst bruge 1 tsk stødt.

Smag til med salt og peber.

Lad gerne dejen hvile en times tid.

Tilsæt løgene og vend godt rundt, så du er sikker på, at alle løg er dækket med dejen.

Brug en ske og sæt skefulde af løgdejen på bagepapir på en bageplade.

Bag løgfritterne gyldne i en 190 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Servér fritterne straks, da de forholdsvis hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme dem op i ovnen, så de igen bliver sprøde.

.

.

Share

mandag

5

februar 2018

18

KOMMENTARER

blomkålscurry med kartofler, bønner, ristet kokos og chapati

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

curry på den milde måde

Her er en forholdsvis mild curry med inspiration fra Indien. Den er ikke så brændende som en klassisk indisk curry, men den indeholder tre af de billigste grøntsager, man kan finde i Indien, blomkål, løg og kartofler. De tre grøntsager bugner overalt på markeder og hos gadehandlere i det store land. Det er noget af den billigste mad, man kan købe, og grøntsager som millioner af indere spiser hver dag.

.

grøntsager købes da’ på et marked

I Indien køber man stadig ikke plasticindpakkede grøntsager i supermarkedet, hvis det kan undgås. Nej, her vil man føle og mærke efter, hvordan kvaliteten er. Grøntsager spiller en kæmperolle i maden, og de skal være førsteklasses! m

.an på marke

bæredygtige og billige proteiner

I landet med millioner af fattige og sultende mennesker, er det også vigtigt at spise billige proteiner. De fås hovedsagelig fra linser, bønner, korn og ris. I denne curry har jeg brugt borlottibønner, men alle andre bønner kan bruges, fx kidneybønner.

Hvis vi alle spiste som inderne, ville verden se anderledes ud. Historisk er halvdelen af inderne vegetarer, men i dag hvor middelklassen vokser, stiger desværre også kødforbruget. Det giver status. Men det bør endnu mere anspore os andre til at skifte de animalske proteiner ud med planteproteiner.

.

der er altid transport ved hånden i Indien

.

spis brød til

Hvede er en anden proteinkilde i Indien. Men desværre er det oftest – på samme måde som med risene – af den hvide afskallede slags.

De flade pandebrød, chapati, serveres til næsten alle indiske måltider. Chapati er formentlig verdens enkleste brød. Det indeholder kun vand, mel og salt – og så behøver man ikke en energikrævende ovn, for brødene steges på en pande.

Du kan også vælge de lidt tykkere kokosdosaer.

De danske fødevarermyndigheder havde ikke været forbi, den dag jeg var i bageriet!

.

chapati – verdens enkleste brød

chapati – indiske pandebrød

125 g hvedemel

75 g fuldkornshvedemel (grahamsmel)

1 tsk salt

ca. 1 1/2 dl vand

.

Bland de to slags mel med saltet (du kan også nøjes med kun hvidt hvedemel).

Tilsæt vandet lidt ad gangen, indtil dejen er fast nok til at ælte. Ælt dejen til den er glat og elastisk.

Lad dejen hvile tildækket en halv times tid.

Del dejen i 5-10 stykker, afhængig af, hvor store du vil have dine chapatis (eller afhængig af din pande).

Tril stykkerne til kugler og rul dem tyndt ud på et godt melet bord.

Steg brødene et ad gangen på en godt varm pande. Dejen puster sig op, så tryk den ned i panden med en spatel. Vend brødet og steg det på den anden side. Chapatierne er færdige, når de har brune pletter.

Læg et fugtigt klæde over de stegte brød, så de bevarer blødheden.

 .

blomkålscurry med kartofler, bønner og ristet kokos

(4 personer)

100 g kidneybønner, borlettibønner eller andre bønner eller kikærter (evt. fra dåse)

1 spsk sennepsfrø

1 spsk spidskommenfrø

150 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

1 spsk frisk reven gurkemeje eller 2 tsk tørret

1-2 spsk reven ingefær

1 tsk friskkværnet peber

2 1/2 dl grøntsagsbouillon

400 g kartofler

600 g blomkål

2 dl kokosmælk

1-2 spsk citronsaft

salt, rørsukker

et lille stykke frisk kokosnød (kan udelades)

4 spsk sesamfrø

frisk koriander eller persille

Sæt tørrede bønner eller kikærter i blød mindst 8 timer. Kog bønnerne møre i nyt vand, 30-40 minutter, 15-20 minutter for kikærter. Afdryp bønnerne.

Rist sennepsfrø og spidskommenfrø i en tør gryde, indtil de dufter.

Skær løgene i tynde både, hak hvidløgene. Kom dem i gryden sammen med olien og svits løgene. Lad dem simre under låg 5-6 minutter.

Tilsæt gurkemeje, peber, ingefær og bouillon.

Skær kartoflerne i små terninger og tilsæt dem. Lad retten simre 10 minutter.

Del blomkålen i små buketter og skær stokken i terninger. Brug også de pæneste af bladene. Kom blomkålen i gryden og tilsæt kokosmælk og citronsaft.

Læg låg på gryden og lad curryen simre 6-8 minutter. Tilsæt de kogte bønner.

Smag til med salt, ingefær og citronsaft, evt. et nip sukker.

Skær kokoskødet i smalle strimler og rist dem gyldne på en tør pande sammen med sesamfrøene.

Servér curryen med kokosstrimlerne og sesamfrøene på toppen. Drys med koriander eller persille.

Servér evt. chapatis til curryen.

 

 

Share