Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Dansk Vegetarisk ForeningArkiv

fredag

13

november 2020

10

KOMMENTARER

indisk grøn curry med sprøde løgfritter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

varmt og krydret i november

Når kulden er rå og diset eller regnfuld, er der ikke noget som en indisk curry. Den varmende chili går gennem marv og ben. Og så er en curryret tilmed noget af det hurtigste og billigste, man kan tilberede. Denne curry er med to slags kål, gulerødder, kartofler og ærter. Gode gamle danske grøntsager, der får et ordentligt spark på smagssiden.

.

løgfritter som tilbehør

Jeg anbefaler disse små løgfritter som tilbehør til curryretten, men de er også lækre som en lille snack til et glas vin. Hvis du serverer dem som snack, så giv gerne et dip af sød chilisovs til (købes på flaske i supermarkedet).

Du kan tilsætte krydderier og krydderurter til dejen efter smag. Og så skal fritterne serveres kort tid efter, de er bagt, da de hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme fritterne op i ovnen, hvis du har bagt dem i god tid. Så bliver de sprøde igen.

Fritterne hedder på indisk bhajia, og i Indien steger man dem i fritureolie. Jeg foreslår bagning i ovnen. Så sparer du en del fedtstof.

Du kan yderligere servere løskogte ris til curryretten – eller både løgfritter og ris.

.

lille ret med stor smag

I en curryret indgår de stærke ingredienser en skøn alliance med den bløde kokosmælk. Du kan selvfølgelig selv bestemme styrken af retten. Men det er værd at vide, at chili er en kraftig antioxidant, og den øger forbrændingen. Derfor er chili ekstra god at huske på, hvis man skal tabe sig.

Jeg har brugt færdigkøbt currypasta (købes i butikker med asiatiske varer), men du kan også lave din egen currypasta. Min ven Henrik har en meget fin opskrift. Du kan finde den her.

.

17 millioner mink – rest in peace

Efter at en hel del af os har skrevet under på borgererklæringen om at afvikle dansk minkavl, kom redningen for de plagede dyr fra en hel anden kant. Nu er alle danske mink på vej mod den evige hvile, og det har de i den grad fortjent. Få danske fabriksdyr er så mishandlede som minken. Dyrene lever på en plads svarende til nogle få A4 ark. Deres naturlige revir er to kvadratkilometer. Det er rendyrket grusomhed.

I stenalderen kunne der være et vist behov for at klæde sig i skind, men vi lever i 2020, og i dag findes der utallige fine materialer til beklædning.

Måske må folk med hang til pels gå over til svineskind. Det kan man da kalde en rigtig svinepels!

At det er en verdensomspændende pandemi, der tager livet af minkene, kan ikke overraske. Pandemier har deres udspring i dyr, og dyr der holdes i noget, der kun kan betegnes som dyrenes koncentrationslejre, er naturligvis meget udsatte. Nu slår dyrene så igen, men hvornår begynder vi at forstå, at det er en kosmisk forbrydelse at placere dyr, levende væsener, i de fabrikker, vi gør i øjeblikket?

Desværre sender vi ikke minkene til himmels på grund af medfølelse. Nej, vi er bange for vores eget SKIND.

.

empati som vejen til kødfrie dage

Vi har ikke empati for hverken mink, svin, køer eller andre produktionsdyr. De er ikke levende, følende væsener men “ting”, vi kan behandle som vi vil. Nøjagtig den samme indstilling havde slavehandlerne i forhold til slaverne.

At regeringens forslag om to kødfrie dage om ugen i offentlige kantiner kun holdt 3 døgn, siger en del om, hvor langt vi har til målet. De mennesker, der gik i selvsving over manglen på kød i kantinens frokosttilbud, spiser formentlig kød derhjemme om aftenen. Det er svært at stoppe kød-vanviddet, hvis alle forlanger to kødmåltider om dagen.

Hvis vi virkelig skal hjælpe dyrene og klimaet, kommer vi til at yde langt større “afsavn” end to kødfrie frokoster om ugen. Og den politiske vilje mangler.

I 2010 spiste 3,9% af danskerne plantebaseret mindst halvdelen af ugen. I 2019 var tallet steget til 10% (COOP analyse). I samme periode er antallet af mennesker, der aldrig spiser plantebaseret steget fra 23,8% til 29%.

Så er det, man godt kan blive lidt modløs på dyrenes vegne. Også  fordi dem, der vælger den grønne vej, gør det af hensynet til helbredet (de ældre) og klimaet (de unge). Stort set ingen har medfølelse med dyrenes lidelser.

.

der er altid lys i mørket

Efter disse triste betragtninger, glæder jeg mig over nyheden, at den største landbrugsorganisation i Danmark, Landbrug & Fødevarer, vil arbejde for, at Danmark kan blive en frontløber indenfor plantebaserede fødevarer.

Denne beslutning er taget i samarbejde med Tænketanken Frej og Dansk Vegetarisk Forening. Du kan læse mere om de gode nyheder i Information.

Vegetarisk Forening gør et kæmpearbejde for den grønne omstilling. Hvis du ikke allerede er medlem, kan jeg varmt anbefale det.

.

indisk grøn curry med løgfritter

(4 personer)

2 tsk grøn currypasta (kan erstattes af rød)

2 spsk kokosolie

150 g løg

4 fed hvidløg

300 g kartofler

4 dl kokosmælk

1 spsk urtebouillonpasta (evt. Harbamare)

400 g blomkål

200 g gulerødder

200 g broccoli

100 g ærter (friske eller frosne)

2 spsk citron- eller limesaft

salt, agavesirup eller rørsukker

frisk koriander

.

Svits currypastaen i olien et øjeblik.

Skær løgene i både og hak hvidløgene. Tilsæt dem og lad dem simre i olien 5-6 minutter.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med kokosmælken og bouillonpastaen.

Lad curryen simre 7-8 minutter.

Skær blomkål og broccoli i små buketter. Skær stokkene i små terninger.

Skær gulerødderne i skiver eller stave.

Kom blomkål og gulerødder i gryden og lad curryen simre endnu 4-5 minutter.

Tilsæt broccoli, ærter og citronsaft og kog retten endnu et par minutter.

Smag til med salt og sirup, evt. også mere citronsaft.

Servér curryen drysset med frisk koriander og giv løgfritter til.

.

tip

Hvis du vil have en mere proteinrig ret, så tilsæt 100-150 g kikærter eller bønner. Udblød kikærter/bønner 6-8 timer og kog dem møre i nyt vand. Se om kogning af bønner her.

.

sprøde indiske løgfritter (bhajia)

(10-12 stk.)

200 g løg

1 ½ dl vand

75 g kikærtemel (heraf evt. 25 g rismel)

2 spsk citron- eller limesaft

1-3 tsk stødte krydderier som spidskommen, koriander, gurkemeje, kardemomme

hakket frisk chili eller tørrede chiliflager

frisk reven ingefær, evt. frisk koriander

salt, friskkværnet peber

 

Snit løgene i tynde ringe eller både.

Rør vand, kikærtemel og citronsaft sammen. Dejen skal være som en tyk pandekagedej.

Tilsæt krydderier, chili og ingefær efter smag. Hvis du bruger kardemomme, skal du højst bruge 1 tsk stødt.

Smag til med salt og peber.

Lad gerne dejen hvile en times tid.

Tilsæt løgene og vend godt rundt, så du er sikker på, at alle løg er dækket med dejen.

Brug en ske og sæt skefulde af løgdejen på bagepapir på en bageplade.

Bag løgfritterne gyldne i en 190 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Servér fritterne straks, da de forholdsvis hurtigt bliver bløde. Du kan dog varme dem op i ovnen, så de igen bliver sprøde.

.

.

Share