grillede gulerødder
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in tilbehør
grill rødderne …
Findes der noget mere humørdræbende end kogte gulerødder? Det skulle da lige være udkogt blomkål. Jeg er vokset op med begge dele og derfor stærkt allergisk over for alle former for voldtægt på grøntsager.
Jeg foretrækker rå gulerødder eller let svitsede i en panderet. Men allerbedst synes jeg gulerødderne kommer til deres ret, hvis de grilles. Så er de søde men stadig sprøde.
Vi er midt i grill-sæsonen, så læg rødderne på grillen eller gør som jeg har gjort her: steg rødderne på en grillpande.
ny høst af vitaminer i stænger
Gulerødder er smækfulde af A-vitamin (betacaroten) og indeholder også B- og C-vitaminer. Spis gerne masser af rå gulerødder. Det er godt for synet, og rødderne holder blodsukkeret i balance.
.
grillede gulerødder med nøddedrys
8-10 gulerødder, evt. med top
olivenolie
dressing:
3 spsk olivenolie
2 spsk mild frugteddike
1/2 portion dukkah
Skær gulerødderne igennem på langs. Pensl dem med olivenolie og grill dem gyldne på begge sider på en grillpande. Læg gulerødderne på et fad.
Rør dressingen sammen og smag til med salt, peber og et nip sukker.
Lav dukkahen.
Dryp dressingen på gulerødderne inden serveringen og drys med nøddeblandingen.
dukkah – mellemøstligt nøddedrys
Jeg har serveret gulerødderne med det mellemøstlige nøddedrys, der hedder dukkah.
Du kan dog sagtens udelade drysset. Gulerødderne klarer sig fint uden, men du kan også drysse med en lidt nemmere løsning: ristede mandelflager.
Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.
Kære Kirsten
Tak for dine forslag til anvendelsen af min stikkelsbærsauce; jeg lavede frikadeller af sortøjebønner, løg, lidt quinoa, havregryn, æg, krydderurter, dertil helstegt blomkål med krydderiblanding (meget lækkert) og opdagede herefter at saucen kan spises til næsten alt!
I aften har jeg lavet farsen til falafler, og disse grillede gulerødder skal helt sikkert prøves til, hvor ser det lækkert ud!
Bedste hilsner
Dorthe
Kære Dorthe,
Tak for din hilsen. Ja, du har ret, det lyder som om den sovs passer til det meste. Tak også for “opskriften” på frikadellerne. Den kommer nu andre af bloggens læsere til nytte. Og det lyder rigtig lækkert.
Så nu håber jeg bare, at du også bliver glad for de grillede gulerødder. God fornøjelse!
Kh Kirsten
Du skriver: “Findes der noget mere humørdræbende end kogte gulerødder? Det skulle da lige være udkogt blomkål. ” Jeg føler ubehaget – og vil tilføje udkogt porre – denne har nemlig gjort at jeg ikke kan udstå kogt porre, og alt der minder om det. Ville gerne have ideer til hvad man kan gøre ved dem – kogte forårsløg giver mig samme fornemmelse.. Skal have prøvet de grillede gulerødder og grillet blomkål 🙂 Har prøvet grillet spidskål – og det var en lækkerbidsken..
Kh fra udkanstdanmark
arne
Kære Arne,
Mange tak for din hilsen. Hvor er det dejligt at møde en lidelsesfælle! Måske tilhører du samme årgang som mig, hvor man jo rent faktisk skamkogte alle grøntager. Med hensyn til porrerne giver jeg dig ret. Men det ER muligt at lave dejlig mad med porrer. Prøv fx denne porrepaté med valnødder: http://wp.me/p5bjYH-IY. Jeg synes også, det går fint at svitse strimlede porrer på panden sammen med andre grøntsager. Og i en suppe er de også gode.
Kh Kirsten
Hej Kirsten
Tusind for smukke billeder og inspirerende opskrifter.
Pragtfuldt sted du har og sikken en udsigt.
Kærlig hilsen
Lis 😍
Selv tak, Lis. Det er en fornøjelse at byde “indenfor”. Og ja, jeg føler mig endog MEGET priviligeret!
Kærlige hilsener fra Kirsten