Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salaterArkiv

fredag

8

december 2017

0

KOMMENTARER

rød og krydret salat til julemiddagen

Skrevet af , Posted in julemad, salater

.

salaten til jul skal være rød

Her er en rød og julet salat til alle dem, der ikke vil servere kogt rødkål juleaften.

Salaten er frisk og julekrydret, og den kan laves med enten den klassiske rødkål eller den røde spidskål.

.

salaten til årets paté

Du kan fx servere salaten til dette års julepaté med rosmarin.

.

rød  og julet salat 

(4 personer)

25 g solsikkefrø

1/2 lille rødkål eller rød spidskål

4 stilke bladselleri

1 granatæble

25 g gojibær eller 50 g rosiner

dressing:

4 spsk valnøde- eller olivenolie

2 spsk frugteddike eller citronsaft

1 tsk stødt kanel

1 tsk stødte nelliker

1/2-1 tsk stødte kardemommefrø

ahornsirup

salt, friskkværnet peber

.

Rist solsikkefrøene gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Snit kålen meget fint. Brug gerne et mandolinjern. Skær bladsellerien i tynde skiver.

Del granatæblet og tag kernerne ud. Det gøres bedst ved at lægge en halvdel ad gangen ned i en plasticpose og banke på skallen med en grydeske. Så undgår du saft i hele køkkenet!

Rør olie og eddike sammen og smag til med krydderierne, sirup, salt og peber. Tilsæt evt. saft fra granatæblet.

Bland grøntsagerne med de ristede frø og gojibær eller rosiner.

Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt.

.

 

 

 

Share

lørdag

18

november 2017

4

KOMMENTARER

efterårssalat med grønkål, svampe, bønner og misodressing

Skrevet af , Posted in salater

.

tank vitaminer til vinterens udfordringer

I denne salat får du en masse af de næringsstoffer, du har brug for til at styrke immunforsvaret til den kolde og mørke vintersæson.

Bønnerne indeholder mange proteiner, og grønkål, gulerødder og svampe er fulde af vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Miso, som bruges i dressingen, er en pasta af fermenterede sojabønner eller korn. Miso stammer fra Japan er rig på gode enzymer og er, foruden at være lækker i dressingen, også en rigtig opkvikker.

Jeg har brugt forskellige farver gulerødder, men du kan sagtens nøjes med den traditionelle orange.

.

gulerødder i nye farver

Det giver lidt mere spræl i salatskålen at bruge gulerødder i forskellige farver. Her er en lilla rod, men gulerødder fås desuden i farverne hvid, gul, den klassiske orange og en mellemting mellem orange og rød.

Jeg har brugt kejserhatte i salaten, men du kan også vælge østershatte eller champignon.

.

efterårssalat med misodressing

(4 personer)

50 g sorte bønner eller andre bønner

200 g kejserhatte eller andre svampe

1 spsk kokos- eller olivenolie

200 g gulerødder, røde, gule og orange

150 g grønkål

1 granatæble

25 g tørrede tranebær

25 g ristede græskarkerner

15 g ristede sesamfrø

dressing:

1/2-1 spsk miso

1/2 dl varmt vand

1-2 fed presset hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

1-2 spsk tamari

1 spsk limesaft

1 spsk ristet sesamolie

1 tsk agavesirup

friskkværnet peber

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter.

Afdryp og afkøl bønnerne.

Skær svampene i skiver og rist dem gyldne ved rask varme i olien. Skær dem derefter i tykke strimler.

Skær gulerødderne i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Hak grønkålen superfint.

Skær granatæblet i to halvdele. Bank kernerne ud med en grydeske. Hvis du ikke vil have saft over hele køkkenet, så læg halvdelene i en plasticpose.

Bland bønner, svampe, gulerødder, grønkål, kernerne fra granatæblet plus evt. saft, tranebærrene og græskarkernerne.

Rør dressingen sammen. Sørg for at misoen er helt opløst. Smag den godt til med ingefær, tamari, limesaft, sesamolie, sirup og peber. Det er vigtigt, at dressingen har en markant smag.

Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt. Drys med sesamfrøene.

Servér evt. foccacia-brød til salaten.

.

 

Share

fredag

20

oktober 2017

6

KOMMENTARER

salat af bagte rodfrugter med friske hasselnødder og sennepsdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

nu er rødderne parate

Det er efterårsferie – eller kartoffelferie som det hed i gamle dage – i denne uge. Det indikerer, at sæsonen for rodfrugter er skudt i gang. Og bagte rodfrugter er noget af det bedste, der findes. Smagen bliver ligesom samlet og fortættet, når rødderne bages i modsætning til fx kogning.

Ligesom kål har danskerne taget rodfrugter til sig i de senere år. Det er en fantastisk dejlig udvikling, for begge slags grøntsager, både de underjordiske og de overjordiske, er smækfyldte med gode næringsstoffer. Her er masser af vitaminer, mineraler og antioxidanter til at holde os gående vinteren igennem.

.

og så er de smukke …

Jeg fik for nylig denne kasse smukke og lækre rodfrugter. Så var det med at få gang i fantasien, så nye lækre retter kan komme på menuen.

De fleste rodfrugter, måske lige med undtagelse af kartoflen, kan nydes rå. Men med de kølige og klamme dage, der venter, synes jeg, det er dejligt at bage rodfrugterne. Her foreslår jeg en salat, men man kan fx også nyde dem i en bagt rodfrugtmos med selleri og kartofler – eller denne med mange slags rodfrugter.

.

salat med proteinforstærkning

For også at dække proteinbehovet har jeg tilføjet de grønne edamamebønner til salaten – samt nye friske hasselnødder. Har du ikke de friske, kan du sagtens bruge tørrede nødder. Du kan også bytte nødderne ud med mandler.

En sennepsdressing (se om den lækre tangsennep nederst) og rigeligt med krydderurter sætter prikken over i’et. Jeg har valgt estragon, timian og merian.

.

brug evt. rester

Hvis du har bagt en større portion rodfrugter til en hovedret og har noget til overs, kan det passende bruges i en salat dagen efter. Det er en af bloggens læsere, Dorit, der lige er har mindet om det. Tak for det, Dorit.

.

salat af bagte rodfrugter med hasselnødder og sennepsdressing

 

3/4 kg rodfrugter: rødbeder, kartofler, selleri, gulerødder i forskellige farver, pastinak, persillerod, jordskokker etc.

200 g løg

1 helt hvidløg

1 spsk tørret timian

4 spsk olivenolie

100 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)

1 hoved hjertesalat

friske krydderurter

50 g afskallede friske hasselnødder

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk lime- eller citronsaft

ca. 1 spsk dijon- eller tangsennep, se nedenfor

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær de valgte rodfrugter ud i små bjælker. Skær løgene i kvarte. Del hvidløget og tag skallerne af.

Læg grøntsagerne på en bageplade. Hold hvidløgene for sig. Drys med timian og hæld olien over. Vend rundt i grøntsagerne og sæt dem i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Vend rundt i grøntsagerne igen og tag hvidløgsfeddene ud. Tilsæt edamamebønnerne.

Bag grøntsagerne endnu 5-10 minutter. Stik i dem for at mærke om de de møre.

Afkøl grøntsagerne.

Rør dressingen sammen og smag godt til med sennep, salt, peber og sukker.

Skær salaten i strimler, hak krydderurterne og skær nødderne i halve.

Bland den grønne salat og nødderne i de bagte grøntsager og bønner. Hæld dressingen over og vend rundt.

Drys med friske krydderurter.

.

.

tangsennep

Der er kommet mange nye tangprodukter på markedet, og det er enormt glædeligt, for tang er et fantastisk næringsmiddel. Det indeholder proteiner og masser af mineraler. Hvis vi brugte tang i langt højere grad, ville verdens sultproblemer i høj grad kunne afhjælpes. Og så er tang en uudtømmelig kilde. Det kan høstes igen og igen og igen. Det er gratis, og det belaster ikke klimaet.

Foruden den tang, der bruges til sushi, og som mange kender, er der kommet danske produkter som tangsalt, tangolie, tangpesto og tørret tang, der egner sig som vegansk “bacon”. Læs mere om tangprodukterne her, Dansktang.dk.

Jeg vil især gerne gøre opmærksom på et meget lækkert nyt produkt med tang, nemlig denne tangsennep, der fås i to udgaver, almindelig og røget. Du kan købe senneppen her.

Tangpestoen kommer jeg tilbage til. Den er også god!

.

 

Share