Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salaterArkiv

onsdag

16

december 2020

0

KOMMENTARER

frokostsalat med artiskokker og gomasovs – låge nr. 16 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad, salater

.

en saliggørende salat

December i år ligner ikke nogle andre julemåneder. De overdådige frokostborde er skrumpet ind til små sammenkomster med få mennesker.

Det behøver vi ikke at være kede af. Små selskaber er ofte meget hyggeligere, og man kan kræse mere om maden.

.

tag hvad du har

Skulle der dumpe uventede gæster ind ad døren, kan en mættende salat være redningen på en hurtig frokost.

.

tag hvad du har

Denne salat er lidt festlig på grund af de grillede artiskokker fra glas, som næsten alle kan lide.

Da jeg skulle lave denne hurtige salat, havde jeg også den let bitre radicchiosalat, en squash og noget blomkål. Og det viste sig, at de fire ting passer rigtig godt sammen.

Jeg har vendt salaten i en helt almindelig olie/citronmarinade, men foruden denne synes jeg, at den lækre gomasovs af sesamfrø passer godt som ekstra sovs.

Men kniber det med tiden, kan gomaen sagtens udelades. Smag i givet fald dressingen til med lidt sennep og knust hvidløg.

.

gomasovs

Se opskrift på gomasovsen her.

.

frokostsalat med artiskokker og radicchio med gomasovs

(4 personer)

1 squash

olivenolie

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

1 stor radicchiosalat (kan erstattes af andre typer salat)

1 glas grillede artiskokker

½ lille blomkål

4 spsk sesamfrø

1 portion gomasovs

.

Skær squashen i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Bland et par spsk olivenolie med lidt citronsaft og et drys salt og peber. Hæld det over squashstrimlerne og lad dem marinere 1-2 timer.

Snit salaten i mindre stykker.

Skær artiskokkerne i mindre stykker.

Skær blomkålen i meget små stykker.

Bland alle grøntsagerne og vend dem i 3 spsk olivenolie, 2 spsk citronsaft, lidt reven citronskal og et drys salt og peber. Smag godt til.

Læg grøntsagerne på et fad.

Rist evt. sesamfrøene på en tør pande. Drys dem på salaten.

Lav gomasovsen og servér den til salaten separat.

.

.

Share

mandag

7

december 2020

0

KOMMENTARER

jule-powersalat med korn, bønner, spidskål og valnøddedressing – låge nr. 7 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad, salater, vegansk julemad

.

tank op med powersalat

Vi kan dårligt få for mange gode nærigsstoffer her i den mørke og travle tid. Kroppen har brug for masser af antioxidanter, proteiner, vitaminer, mineraler etc. Denne salat har et godt indhold af det hele. Og så er den dejligt mættende. Den kan serveres både som frokostsalat og tilbehør.

Proteinerne kommer fra edamamebønner og det frø, der hedder sorghum. Sorghum ligner et korn, men er et frø og indeholder derfor ikke gluten som rug, hvede og byg. Men har du det fint med gluten, kan du sagtens vælge en af de nævnte kornsorter i stedet for sorghum.

.

et lille frø fra Afrika

Sorghum er det latinske navn for durra, som er en græsart med mere end 20 forskellige arter.

Den tørkeresistente plante stammer fra det sydlige Asien og Afrika, hvor planten har været dyrket siden yngre stenalder. I dag er græsset udbredt til Indien, Mellem- og Sydamerika.

Sorghum fås som hele frø og som mel. Melet er velegnet til glutenfri bagning sammen med fx boghvedemel, rismel og/eller havremel.

De hele frø kan spises som tilbehør i stedet for hele korn eller ris, de kan koges med i supper, og de er fine i salater.

Sorghum-produkterne fås i helsekostbutikker og hos Bageriet Aurion i Hjørring.

.

et sundt frø

Sorghum indeholder 8-11 g protein pr. 100 g. Desuden en del B-vitaminer og mange mineraler, især jern, kobber, zink og magnesium, der er vigtigt for knoglerne.

.

.

powersalat med sorghum, bønner, spidskål og valnøddedressing

(4 personer)

100 g sorghum eller hel perlespelt, perlebyg eller hvedekerner

200 g rød spidskål

100 g bælgede edamamebønner

100 g bælgede ærter

2 pærer

masser af krydderurter som persille, timian, koriander, mynte, basilikum, brøndkarse etc.

50 g valnødder

dressing:

½ dl valnøddeolie eller olivenolie

1 økologisk limefrugt

ca. 1/2 spsk sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

.

Lav først en dressing til spidskålen: rør 3 spsk olie sammen med 2 spsk limesaft plus 1-2 tsk reven limeskal. Smag godt til med salt, peber og sirup.

Snit spidskålen i papirtynde skiver på et mandolinjern. Vend spidskålen i dressingen og sæt den til side.

Kog de valgte korn eller frø i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter. Bid i et korn for at tjekke, om de er møre. Afdryp korn eller frø godt og vend 2-3 spsk olie smagt til med sennep og lidt limesaft i frøene sammen med et drys salt og lidt friskkværnet peber.

Tilsæt bønner og ærter.

Skær pærerne i fileter og vend dem i lidt limesaft og derefter i kornene.

Hak de valgte krydderurter og valnødder og tilsæt dem.

Læg korn eller frø, bønner etc. på et fad og top spidskålen op øverst.

Drys med hakkede valnødder og flere krydderurter.

Du kan også vende spidskålen i frøene, men så bliver hele salaten lidt rød: det kan du undgå ved at bruge grøn spidskål.

 

.

Share

fredag

18

september 2020

2

KOMMENTARER

radicchiosalat med figner, rødbeder og misodressing

Skrevet af , Posted in forretter, salater

.

eftersommer-salat

Det er eftersommer og høsttid, og med det mildere klima, vi har i Danmark, er der mange, som har en pæn høst af figner.

Det er også sæson for blåbær, og de to frugter passer fint til den lidt bitre radicchiosalat.

.

skindet bedrager

Der er absolut delte meninger om figner. Jeg synes godt om det bløde, søde indre med de let knasende små kerner.

Første gang, jeg smagte en frisk figen, var lidt af en åbenbaring. Jeg kendte naturligvis de tørrede, som man fik til jul, men i 1978 rejste jeg rundt i Sydeuropa med min rygsæk i nogle måneder. Jeg havde arbejdet et halvt år på et forlag i München, og så benyttede jeg lejligheden til efterfølgende at rejse i Italien, Grækenland og det daværende Jugoslavien. Det var en tur, der bragte flere nye, fantastiske smagsoplevelser, bl.a. stødte jeg på radicchio i Italien. Den let bitre salat var dengang ikke nået nordpå.

Men det bløde chok fik jeg i Grækenland. Under skyggefulde træer på en plads i Athen solgte en mand friske figner. Jeg vidste ikke hvad det var, men den utilnærmelige frugt vækkede min nysgerrighed, og så … wwwhauuugh … Da jeg tog en bid, var det en sød og blød oplevelse, som jeg aldrig havde prøvet før. Efter den gang er jeg altid en “tur” i Grækenland, når jeg spiser friske figner.

.

tilbehør eller forret

Salaten passer fint som en lille forret, en frokostret sammen med andre småretter – eller som tilbehør til frikadeller eller postej.

.

misodressing eller vaniljedressing

Det var min idé at lave en dressing med lidt reven tonkabønne, som jeg for nylig har fået forærende af min næsten-nabo, Signe, som tit kommer forbi med små overraskelser.

Da jeg tjekkede bønnen, der stammer fra Sydamerika, fandt jeg imidlertid ud af, at den indeholder kumarin  og derfor er lettere giftig (kumarin findes bl.a. også i kanel og skovmærke). Faktisk er den helt forbudt i fødevarer i nogle lande, men brugt i så lille en mængde som i en dressing, er der ingen fare.

Du kan læse mere om kumarin her.

.

tonkabønner – erstatning for vanilje

Tonkabønner er små rynkede bønner, der bruges som erstatning for vanilje. Bønnerne har en parfumeret duft og let smag af vanilje, som passer fint til denne lidt bitre salat. Så vil du forsøge dig med tonkabønnen så tilsæt en lille smule revet bønne til misodressingen. Bønnerne her er fra ASA Spice i Torvehallerne i København.

Hvis du vil lave en ægte vaniljedressing, så kig under carpaccio af vandmelon med vaniljedressing.

.

radicchiosalat med figner, rødbeder og misodressing

(4 personer)

250 g rødbeder

1 stor radicchiosalat

3-4 friske figner

en stor håndfuld blåbær

tallerkensmækker eller mynte

25 g pistacienødder

dressing:

1 spsk lys miso

1 spsk vand

2 spsk olivenolie

1 ½ spsk rigtig god balsamico

evt. 1/2 tsk reven tonkabønne, se ovenfor

1-2 spsk agave- eller blåbærsirup

1-2 spsk tamari

friskkværnet peber

.

Kog rødbederne møre, 30-35 minutter. Afkøl og flå dem.

Skær rødbederne i små terninger.

Skær salaten i strimler. Skær fignerne i både.

Bland rødbeder, salat, figner, blåbær, krydderurt og nødder.

Rør dressingen sammen og smag godt til, evt. med reven tonkabønne eller vanilje (kan udelades), tamari (eller salt) og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

.

Share