Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salaterArkiv

mandag

24

august 2020

12

KOMMENTARER

tomatsalat med semitørrede rødbeder og  friske brombær 

Skrevet af , Posted in salater

.

det er tomat- og brombærtid

Når jeg rækker hånden ud af køkkenvinduet, kan jeg plukke store, søde brombær i øjeblikket. Det er en af naturens mange gratis glæder, som kan findes mange steder i landet.

Da jeg havde spist mig mæt i de sunde bær – og tilmed i år har held med mine egne tomater – var det oplagt at forene de to frugter i en salat med semitørrede rødbeder. De nye rødbeder er nemlig også på vej nu. Og de tre produkter indgår en velsmagende alliance mellem sødt og syrligt.

.

plukkemoden sundhed

Brombær er supersunde. De indeholder A-, C-, E- og K-vitaminer, forskellige mineraler og virker stærkt antioxidante og antiinflammatoriske. Og allervigtigst er måske det plantenæringsstof, der hedder anthocyanin, som giver bærrene deres smukke blåsorte farve. Stoffet ser ud til at beskytte hjernen mod demens og Alzheimers samt at forebygge hjerte-karsygdomme. Så her er et godt skud lilla energi til de små grå.

Disse plantenæringsstoffer (flavonoider) findes også i andre lilla/blå frugter og grøntsager. I rødbeder, der indgår i denne salat, findes stoffet betalainer.

.

semitørrede rødbeder 

Hvad er det nu for et påfund at tørre rødbeder, tænker du måske. Tjaaa, det er  sådan, at på denne måde bliver rødderne rigtig søde!

Faktisk tager det lidt tid og bruger en del energi, må jeg indrømme. Og du kan sagtens udelade rødbederne i denne salat – eller du kan bruge dem blot kogte. Jeg har lavet salaten både med og uden rødbederne.

MEN: de semitørrede rødbeder bliver til små guldklumper af koncentreret, sød energi. De skal dog først koges og derefter tørres i ovnen, og det kræver en del strøm. Et tørreskab, hvor rødbederne kan tørre langsomt i flere timer, vil være en god løsning.

Vær opmærksom på, at rødbederne “krymper” temmelig meget, når de tørres. Så lav ikke portionen for lille.

Men du må gøre op med dig selv, om du vil belaste klimaet med denne tørreproces. Tør evt. rødbederne, når du alligevel har ovnen tændt. Det sparer en del energi. Og lav i givet fald en stor portion. Rødbederne kan holde sig flere dage i køleskabet og vil være en gevinst i alt fra biksemad, frittata og omelet til en marokkansk tagine.

.

tomatsalat uden dikkedarer 

Her en den enkle udgave af salaten med kun tomater, brombær og krydderurter. Det er også en velsmagende løsning.

Nogle af tomaterne, bl.a. de små ribstomater, har jeg selv dyrket, andre er store solmodne, kødfulde basser fra Stensbølgaard, udenfor Kirke Hyllinge, som dyrker skønne økologiske grøntsager.

Jeg synes sjældent, at danske tomater har smagt så skønt som i år: fulde af solvarme og utallige fine smagsnuancer.

.

problemer med vampyrer?

Det er også Stensbølgaard du skal besøge, hvis du har brug for at holde vampyrerne på afstand – eller blot elsker hvidløg.

Under taget på gårdens port hænger mange hundrede bundter hvidløg til tørre. Jeg mødte ikke én eneste vampyr, så jeg tror, det virker.

.

vælg den bedste olivenolie og balsamico

For den bedste smagsoplevelse af salaten er det vigtigt at bruge en rigtig god koldpresset olivenolie og en vellagret balsamico. Har man disse to ting til en dressing, behøver man kun salt og peber også. De fire ting tilsammen løfter salaten til et meget velsmagende niveau.

I mange år brød jeg mig ikke om balsamico, indtil jeg fandt en flaske bagerst i skabet, som havde lagret i adskillige år. Så måtte jeg overgive mig. Det er nemlig med god balsamico som med god vin: årelang lagring lukker op for et rigt smagsregister.

.

tomatsalat med semitørrede rødbeder og friske brombær 

(4 personer)

400 g rødbeder

400 g tomater, gerne store solmodne bøftomater i forskellige farver og små ribstomater

et par håndfulde brombær

evt. 75 g smuldret plantebaseret feta

koriander eller timian/løvstikke/basilikum

dressing:

4-5 spsk ekstragod jomfru olivenolie

2-3 spsk ekstragod balsamico

salt, friskkværnet peber

 

Tilbered gerne rødbederne i god tid, så de kan nå at afkøle.

Kog rødbederne møre, 30-45 minutter afhængig af størrelsen.

Pil rødbederne og skær dem i både. Læg dem på en bageplade og sæt dem i en 125 grader varm ovn ca. 1 time. Lad ovnlågen stå ganske lidt åben halvdelen af tiden. Afkøl rødbederne.

Skær tomaterne i skiver og læg dem på et fad sammen med rødbederne og brombærrene.

Drys evt. med smuldret feta og hakket koriander eller en blanding af timian, løvstikke og basilikum – eller blot en af urterne.

Dryp med olie og balsamico og drys med salt og peber.

.

.

Share

torsdag

7

maj 2020

2

KOMMENTARER

ramsløgsalat med avocado, ærter og radiser

Skrevet af , Posted in salater

.

godt og grønt fra skovbunden – næstsidste udkald

Jeg fremturer lidt med ramsløg, fordi sæsonen er så kort – og fordi den snart slutter.

Men fortvivl ikke. Hvis du ikke bor i nærheden af et ramsløg-“sted” – eller hvis du ser opskriften udenfor sæsonen – kan du bruge alle mulige almindelige salatblade til denne salat. Du kan også tilføje andre planter fra naturen som skvalderkål eller mælkebøtteblade. Og de friske ærter kan byttes ud med frosne, optøede.

.

forårssalat

Salaten med ramsløg er et friskt forårspust med nye radiser og ærter. Du kan evt. også tilsætte små nye danske kartofler – og salaten kan også optimeres med lidt knas, fx kan du med fordel tilsætte ristede boghvedekerner eller ristede mandelflager.

Jeg har også drysset med lidt ramsløgblomster og blomster af løgkarse. Her kan du også bruge de grønne blade.

.

dressing med let røget smag

Jeg har brugt ristet sesamolie i dressingen. Det giver en let røget smag, men har du ikke lige olien stående, kan du sagtens nøjes med rapsolie.

Ristet sesamolie er dog en god olie at investere i. Den giver fin smag til retter, hvor man vil have en let røget aroma ind. Og olien holder sig længe i køleskabet.

.

ramsløgsalat med avocado, ærter og radiser

(4 personer)

et par store håndfulde ramsløgblade, evt. også lidt skvalderkål og/eller mælkebøtteblade

2-3 faste avocadoer

1 økologisk citron

1 bdt radiser

100 g bælgede ærter

25 g sesamfrø eller nødder/mandler

sesamdressing:

2 spsk ristet sesamolie

2 spsk rapsolie

2-3 spsk citronsaft

ca. ½ spsk reven citronskal

ca. 1 spsk sennep, fx tangsennep eller anden mild sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

 

Du kan bevare ramsløgbladene hele eller snitte dem.

Skær avocadokødet i små terninger. Vend dem straks i citronsaft.

Skær radiserne i skiver.

Bland ramsløgblade, avocadoer, radiser og ærter.

Rist sesamfrø eller nødder/mandler gyldne på en tør pande.

Rør de to slags olie sammen med citronsaft, citronskal, sennep, et par spsk vand samt et drys salt og peber.

Pisk dressingen godt sammen og smag til, evt. også med lidt sirup.

Hæld dressingen over salaten lige inden serveringen og drys med sesamfrø eller nødder/mandler.

.

.

Share

onsdag

1

april 2020

12

KOMMENTARER

rødbede- og applesin-carpaccio – mere immunmad

Skrevet af , Posted in salater

.

tynde skiver sundhed

Som annonceret udsender jeg lidt flere sundhedsmættede opskrifter i denne tid, hvor vi alle sammen skal passe ekstra godt på vores helbred. Og det gør vi ikke mindst ved at spise super-sunde råvarer. Nogle af opskrifterne vil være på enkle supper eller salater som denne – andre vil være hovedretter.

I gamle dage, dvs. indtil nu – betød carpaccio tynde skiver råt kalve- eller oksekød. Men nu har vi brug for den næring, der vokser i jorden eller hænger på træerne. En ny tid kalder på nye madvaner, og set i min krystalkugle bliver kød en af de ting, der stort set forsvinder fra tallerknen i de kommende år – ikke mindst råt kød. Det vil vi lade  rovdyrene på savannen om at fortære.

Men alverdens lækre og sundhedsstruttende grøntsager og frugter, nødder, korn og bønner er parate til at erstatte den animalske mad.

De fleste grøntsager er egnede til carpaccio. Jeg har her valgt rødbede og appelsin, to sundheds-boostere.

Carpaccio kan serveres som forret, som en lille frokostret eller som tilbehør til en hovedret.

.

masser af smag

En carpaccio dryppes som regel med olivenolie (vælg endelig en god koldpresset økologisk af slagsen) og citronsaft. Jeg har yderligere drysset med en hvid ost, kapers, ærteskud og persille.

.

blodappelsiner

Jeg synes blodappelsiner er specielt lækre, men du kan også bruge almindelige appelsiner. Appelsiner har et meget højt indhold af C-vitamin.

Den røde farve i blodappelsin skyldes et højt indhold af de stærkt antioxidante antocyaniner. Disse stoffer virker antiinflammatoriske  og beskytter mod hjerte-karsygdomme, ældning og livsstilssygdomme i al almindelighed.

Rødbeden kommer med så mange gode næringsstoffer, at vi burde spise den i mængder, også antocyaniner, ligesom i blodappelsinerne.

Rødbeden indeholder derudover især K- og B-vitaminer men også C- og A-vitaminer (betakaroten). Desuden mineraler som jern, kalk, magnesium og zink. Ja, rødbeden er virkelig et sandt sundheds-depot.

.

rødbede- og appelsin-carpaccio

(4 personer)

250 g rødbeder

4 økologiske appelsiner, gerne blodappelsiner + 1/2 til dressingen

evt. 100 g tofarvet gulerod

plantebaseret fetaost eller anden tør, hvid ost

2 spsk kapers

ærteskud, mynte eller timian

dressing:

5 spsk olivenolie

4 spsk appelsinsaft

2 spsk citronsaft

ca. 1/2 spsk reven appelsinskal

ca. 1 spsk dijon- eller tangsennep

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

 

.

Du kan bruge rødbederne rå eller kogte. Jeg har kogt mine. Det tager 35-40 minutter for store rødbeder.

Afkøl og flå rødbederne. Skær dem i meget tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.

Skær også appelsinerne i tynde skiver. Hvis du har skrubbet dem godt, kan du bevare skallen på (men så skal du være HELT sikker på, at de er økologiske).

Jeg har yderligere brugt en tofarvet gulerod, men den kan evt. udelades.

Læg rødbede- og appelsinskiverne i et pænt mønster på et fad. Drys med smuldret ost og hakkede kapers.

Rør en dressing af olie, appelsin- og citronsaft, reven skal, sennep samt salt og peber.

Smag godt til, evt. også med lidt sukker.

Dryp dressingen over carpaccioen og pynt med ærteskud og/eller en krydderurt.

.

 

.

Share