Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

pålægArkiv

torsdag

15

december 2022

0

KOMMENTARER

den grønne julekalender, låge nr. 15, luk op for en lækker velkomst

Skrevet af , Posted in julemad, pålæg, småretter, vegansk julemad

.

velkommen til julens gæster

Julens mange små og store sammenkomster kalder på små hapsere, dips, chips etc. til velkomstdrinken.

Det er hyggeligt at byde gæsterne velkommen med et glas og små lækre ting, der vækker appetitten til frokosten eller middagen.

Her er tre forskellige dips, som er hurtigt lavet, og som smager skønt.

Dips’ene kan serveres blot med majs- eller kartoffelchips, eller man kan gå mere radikalt til værks og fx servere stykker af hjemmebagt knækbrød til – eller det kan være små stave af gulerod, agurk og/eller bladselleri, evt. også små radiser.

Opskrifterne her vil række til 4 personer, hvis de serveres samlet. Men det er nemt at gøre portionerne større eller mindre.

.

med hilsen fra Balkan

Ajvar stammer fra Serbien og Makedonien. Det er en grøntsagspuré, der kan spises som tilbehør, men den er også et lækkert dip til grøntsager, knækbrød eller brødpinde. Ajvar kaldes også grøntsagskaviar på grund af den ”chunky” konsistens.

Hovedingrediensen er røde peberfrugter, som det boomer med på Balkan i eftersommeren. Desuden indeholder ajvar auberginer og hvidløg – samt ikke mindst chili. Men man kan selv afpasse styrken. Ajvar kan være mild, stærk eller brændende – alt efter smag.

Grøntsagerne bages i ovnen til de er temmelig mørke. Derved får pureen en let røget smag.

Nogle tilsætter også squash til ajvar. I denne opskrift har jeg udeladt auberginerne og i stedet brugt tomater.

.

ajvar

2 røde peberfrugter

100 g løg

6 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

1/2 dåse flåede tomater

olivenolie

citronsaft

salt peber, ahornsirup eller anden sirup

 

Del peberfrugterne og chilien og fjern kernerne.

Skær løgene i skiver.

Læg peberfrugter, løg og hvidløg på en bageplade og pensl med olivenolie.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn ca. 30 minutter, til overfladen på peberfrugterne bobler op. Overfladen må gerne være lidt brændt. Fjern hvidløgsfeddne efter ca. 10 minutter.

Lad grøntsagerne afkøle. Flå peberfrugterne. Afdryp tomaterne. Hak grøntsagerne fint eller purér dem i blenderen.

Jeg purerer halvdelen og hakker halvdelen. Så synes jeg konsistensen bliver bedst.

Tilsæt et par spsk olivenolie og et par spsk citronsaft, evt. lidt sirup

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

tip

Hvis du vil undgå at tænde ovnen, så hak peberfrugter, løg og hvidløg og svits dem på en pande, til de er møre.

.

hvidt som sne

artiskokdip

6 artiskokhjerter i olie

1 spsk hakket skalotteløg

2 dl havrecremefraiche

2 spsk hakkede oliven (kan erstattes af tørrede tomater)

evt. 1-2 spsk olivenolie

1-2 spsk tamari

citronsaft

friskkværnet peber

krydderurt som timian eller basilikum – eller tallerkensmækker

 

Hak artiskokkerne. Rør dem i cremefraichen sammen med løget og de hakkede oliven. Bland det hele til en glat masse.

Tilsæt evt. lidt olie og smag til med tamari, citronsaft og peber.

Rør den valgte krydderurt i og smag til igen.

Dippet kan også tilsættes 25 g hakkede cashewnødder eller valnødder.

,

knækbrød fra Sverige

Dette supertynde knækbrød fra en Michelin restaurant i Gøteborg passer fint til dips.

.

gulerødder med orkanstyrke

gulerodsdip med harissa og granatæblekerner

200 g gulerødder

1-2 tsk harissa

1-2 spsk plantefløde

1 økologik citron

2 spsk olivenolie

25 g valnødder

1/2 granatæble

evt. koriander

 

Skær gulerødderne i små terninger. Kom dem i kogende vand og lad dem simre 5 minutter – eller endnu bedre: læg dem på en kogerist, så de kun dampes. Lad dem blive møre.

Afdryp gulerødderne og blend dem med 1 tsk harissa, fløde, 1 spsk citronsaft, olivenolie og et drys salt. Tilsæt et par tsk reven citronskal.

Smag dippet godt til med alle ingredienserne.

Hak valnødderne og tilsæt dem.

Del granatæblet (du kan evt. fryse den anden halvdel) og tag forsigtigt kernerne ud. Pas på – saften sprøjter en del. Læg evt. frugten i en plasticpose, mens du banker kernerne ud med en grydeske.

Fjern alle hvide hinder og rør granatæblerne i dippen.

Drys evt. med frisk koriander.

Servér fx de sprøde lavashbrød til dippen.

.

tip

Hvis du ikke har eller kan skaffe harissa (købes på dåse eller tube i indvandrerbutikker) så brug i stedet den chilipasta, der bruges i orientalske retter (købes i bøtter i butikker, der sælger orientalske produkter).

Du kan også helt simpelt smage til med finthakket, frisk chili eller tørrede chiliflager. Det vigtigste er, at dippet er godt krydret.

Du kan bage guleroden i ovnen i stedet for at dampe den. Det er især en god idé, hvis ovnen alligevel er i gang.

Hvis guleroden bages i stedet for dampes, bliver dippet mere “fast”.

.

hvor kommer skålene fra?

Jeg bliver tit spurgt om, hvor mine skåle, fade eller tallerkner er købt. Det kan jeg sjældent svare på, fordi de er hjembragt fra alverdens lande – eller fundet på loppemarkeder, i genbrugsbutikker etc.

Men lige netop med disse små smukke, rød-hvide skåle kan jeg heldigvis fortælle, at de kan købes i Danmark. Jeg har selv hjembragt skålene fra Uzbekistan, men du kan købe dem hos skønne Mutte Storm i Helsingør.

.

udvalg af skåle hos Mutte Storm

På billedet ses de asiatiske skåle i flere størrelser og farver. De skønne tekander kommer også langsvejsfra. Disse ting finder man ikke andre steder.

Skålene koster fra kr. 130-525. Tekanderne koster kr. 495.

Kig ind på Mutte Storms hjemmeside.

.

Aladdins hule

 

 

 

 

 

 

 

 

.

Mutte Storms butik i Strandgade i Helsingør er i det hele taget en ren slikbutik for folk, der holder af kelims og andre smukke ting til hjemmet. Jeg kan kun anbefale at gå på opdagelse i det farvestrålende univers.

.

Share

fredag

20

maj 2022

8

KOMMENTARER

svampe/mandelfrikadeller med bagte nye kartofler, asparges og hvidløg

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, madpakke, pålæg, smørrebrød

.

de nye kartofler er festlig sommermad

De lyse nætter har holdt deres indtog, sommeren er ved at indfinde sig – og det samme er de nye kartofler og aspargesene. Det er årets mest smagfulde måneder, vi har foran os.

Nu skal vi nyde årets kulinariske højdepunkter i sommerhuset, på terrassen eller altanen. Mad smager ekstra godt i fri luft.

Her er forslag til en middag fuld af sommersmag.

.

små pakker med overraskelser

Jeg foreslår, at de nye lækre grøntsager serveres i små pakker af pergament.

Men det behøver du ikke at tage bogstaveligt. Det er mest en idé, hvis du vil lave en festlig servering til gæster.

Grøntsagerne smager nøjagtig lige så godt, hvis de blot er dampede, til de er netop møre. Husk, at asparges kun skal have få minutter i kogende vand – og at kartoflerne bør få lov at mørne færdige i kogevandet. Så sluk i god tid.

Du kan servere alle slags frikadeller, bøffer eller postejer til grøntsagerne. Her er det svampe/mandelfrikadeller.

Frikadellerne er også fine at bruge som pålæg eller fyld i en burger, som er praktisk at have med på skovturen eller udflugten til det grønne.

.

frikadeller rørt med omhu 

svampe/mandelfrikadeller 

(ca. 10 frikadeller)

100 g løg

2 fed hvidløg

250 g champignon

2 spsk raps- eller olivenolie

1/2 spsk tørret timian eller anden krydderurt

2 spsk citronsaft

75 g mandler

1 spsk loppefrøskaller

1/2 dl grøntsagsbouillon

ca. 100 g havregryn

2 spsk kikærte- eller hvedemel

ca. 1/2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

.

Hak løg og hvidløg. Hak begge dele forholdsvis fint. Hak også svampene fint.

Svits løgene til de er let gyldne. Tilsæt svampene og svits ved god varme et par minutter. Tilsæt den valgte krydderurt, citronsaft samt et drys salt og peber.

Blend blandingen let med en stavblender.

Hak mandlerne fint og rør dem i farsen.

Pisk loppefrøskallerne grundigt i bouillonen.

Tilsæt dem sammen med havregryn og mel. Tilsæt havregrynene lidt ad gangen.

Rør så meget fløde i farsen, at den bliver så tilpas fast, at den kan formes til frikadeller. Smag til med salt og peber.

Pres farsen sammen i skålen og sæt den i køleskabet en halv times tid. Den kan også stå i køleskabet til dagen efter.

Vurdér konsistensen. Hvis farsen er meget fast, røres lidt mere fløde i.

Brug en ske til at forme ca. 10 frikadeller med. Dyp skeen i koldt vand for hver frikadelle. Sæt frikadellerne i godt varm olie på en pande og steg dem gyldne på begge sider.

Se opskrift på burgerboller her, hvis du vil bruge frikadellerne i en burger.

..

.

nyd smagen af sommer

kartofler i pergament.1

De små pakker med årets første “guld” er en festlig servering.

.

pakkerne kan serveres med ærtepuré 

kartofler i pergament.3

bagte nye kartofler, asparges og hvidløg

(4 personer)

¾ kg små nye kartofler

12 hvide og/eller grønne asparges

2 hele hvidløg

olivenolie

pergamentpapir og snor

12 grønne oliven

50 g bælgede ærter

frisk estragon

 

Kog kartoflerne i vand tilsat et godt drys salt. Kog dem halvmøre, ca. 5 minutter afhængig af størrelsen. Afdryp kartoflerne.

Skræl hvide asparges (grønne skal ikke skrælles) og skær dem i 4-5 stykker.

Skær de to hvidløg igennem på midten.

Riv fire store stykker af pergamentrullen.

Sæt ½ hvidløg på hvert stykke papir.

hvidløg.bagt

Fordel kartofler, asparges, oliven og ærter sammen med hvidløgene. Drys med lidt estragon, salt og peber.

Hæld lidt olivenolie på hver portion. Saml papiret i midten og bind en snor omkring.

.

kartofler i pergament.2

Sæt pakkerne i en 200 grader varm ovn og bag dem ca. 20 minutter. Stik med en kniv gennem papiret i en kartoffel for at mærke, om de er møre.

Du kan servere ærtepuré til frikadellerne og de bagte grøntsager.

Se opskrift på ærtepureen her.

 .

ærtepuré

ærtepuré.2ærtepuré.

tip

Du kan komme andre grøntsager i pakkerne som fx svampe, broccoli, squash eller peberfrugt.

.

flyvende start for grønt smørrebrød

Min nye bog “Grønt smørrebrød” udkom i tirsdags og er blevet båret frem af masser af roser og positiv omtale. Det er SÅ glædeligt, at danskerne tilsyneladende er parate til at nyde min nytolkning af det ikoniske danske smørrebrød.

Som jeg skriver i indledningen: “Plantebaseret mad er en kærlighedserklæring, ikke blot til dem, den serveres for, men en hyldest til livet i hele dets grønne mangfoldighed.”

.

følg med i de nyeste grønne nyheder

For kort tid siden gik det nye netmedie Magasinet i Morgen i luften. De har netop udgivet en omtale af “Grønt smørrebrød”. Den kan du læse her.

Jeg kan varmt anbefale at tegne abonnement på mediets nyhedsbrev. Så er du altid opdateret på grønne nyheder.

.

Share

mandag

20

september 2021

21

KOMMENTARER

nu må det være slut med æg – helt slut!

Skrevet af , Posted in frokostretter, klima og mad, morgenmad, pålæg

.

hvornår siger vi stop?

Indtil nu har vi vidst, at en meget stor del af de 125 millioner slagtekyllinger, der årligt lander på danskernes middagsborde, i deres sidste tid lever med brækkede ben, fordi de opdrættes så hurtigt, at benene ikke kan bære den tunge krop. Den eneste trøst er, at de går så tæt sammen, ofte i stalde med 40.000 individer, at de slet ikke kan falde omkuld! Når kyllingen vejer 2 kg har den 0,05 m2 plads.

Selv om billedet nedenfor er fra 2008 er det stadig retvisende, bortset fra at kyllingerne nu opdrættes endnu hurtigere. Man har fremavlet en race, der vokser fra 40 g til 2 kg på 35 dage.

Kyllingerne lever det meste af deres korte liv i kunstigt lys, så de kan spise mest muligt. De ser aldrig dagslys eller indånder frisk luft, og der er ikke krav om siddepinde eller udskiftning af strøelse. Gad vide, hvilken smag, det giver i munden, at spise sådan et forpint dyr?

.

men hvad med de æglæggende høns?

Det faktum at en vild høne lægger ca. 20 æg om året i modsætning til en æglæggende produktionshøne, som lægger ca. 320 æg om året, er jo mere end bevis nok for, at vi er faret fuldstændig vild i forhold til, hvad vi byder dyr.

Det er der ikke rigtig nogen, der har taget notits af. Måske kan det sidste nye indenfor dyremishandling kaste lys – også på slagtekyllingernes lidelsesfulde liv.

Det er nemlig kommet frem, at de allerfleste æglæggende høner lever med et brækket brystben – desværre også de økologiske. Det har heldigvis skabt forarget omtale. Jeg håber, at empatien med de æglæggende høner med brækkede brystben vil omfatte slagtekyllingerne med de brækkede ben.

Det er på høje tid, vi nægter at støtte disse grufulde former for dyremishandling. Begge slags tortur skyldes kun én ting: grådighed. Det kan vi med rette bebrejde opdrætterne, men spiser man kylling eller æg, må man også gribe i egen barm. Forbrugerne vægter pris alt for højt, og hvis man ikke er parat til at betale for dyrevelfærd, bør man overveje at spise plantebaseret. Det er der heldigvis flere, der gør for hver dag.

For det tager op mod 30 år af “tilbageavle” hønsene til en krop, der kan lægge æg uden at tage alvorligt skade. Det kan vi ikke vente på.

Hvad gør man så? Man finder alternativer. Her er en oversigt over, hvad man kan bruge i stedet for æg i bagning – og nedenfor er der flere forslag til mad, der ligner noget, der har sagt kyki-li-kyeee.

.

.

fornuftige kyllingevinger

De mange, der i øjebkikket skifter madvaner i en grønnere retning, gør det ikke nødvendigvis, fordi de ikke kan lide smagen af animalske produkter, men fordi de siger stop for dyremishandling og ødelæggelse af natur og klima. Mange vil derfor gerne spise noget, der ligner det, de er vant til.

Her kommer de såkaldte “hot chicken wings” af blomkål ind i billedet. De er så lækre, at de altid bliver revet væk fra fadet.

Se opskriften her.

.

plantemayo

Vi er vant til at tænke, at vi ikke kan lave mayonnaise uden æg, men det kan vi sagtens!

Se opskrift på plantebaseret mayonnaise her.

.

hvad med morgenægget?

Mange mennesker sætter pris på et blødkogt æg til morgenmad. Men det går ikke mere, og jeg vil gerne i stedet anbefale denne lækre scrambled tofu, der kan nydes på et godt stykke rugbrød med forskelligt tilbehør, se nedenfor.

Vælg fast tofu til denne scramble og pres al væden ud, inden du smuldrer den. Den gule farve kommer fra gurkemeje, der sammen med peber virker stærkt antiinflammatorisk og regulerer kolesterol. Det kan man ikke lige sige om æg!

På fotoet er der faux lax på toppen, se opskriften her.

.

scrambled tofu med tomater og kørvel

 

Tomater og kørvel topper denne portion scrambled tofu. Du kan også tilføje terninger af agurk.

.

scrambled tofu med krydderurter og oliven

Her er drysset med mange slags krydderurter, og oliven giver ekstra smag.

.

scrambled tofu med radiser og bladselleri

Radiser og høvlet bladselleri drysset med sort salt er også en god kombi. Andre muligheder er ristede svampe.

.

scrambled tofu 

(4 personer)

200 g fast tofu

1 lille skalotteløg

1 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

½ spsk gurkemeje

½-1 tsk salt (gerne kala namak som har en æggeagtig smag)

friskkværnet peber

2-3 spsk planteyoghurt

tomater, radiser, krydderurter, svampe etc.

 

Læg tofuen i pres, så al vandet kommer ud.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Smulder tofuen fint og tilsæt den sammen med gurkemeje, salt og peber.

Vend scramb’len på panden 4-5 minutter.

Rør yoghurten i og smag godt til med salt og peber.

Arrangér scramb’len på rugbrød og læg den topping på, du foretrækker. Drys gerne  rigeligt med krydderurter.

.

scrambled tofu med faux lax

Vil du have faux lax på toppen, findes opskriften her.

.

Share