Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

27

december 2021

6

KOMMENTARER

nytårsmenu 2021 – fire opskrifter til en festlig aften

Skrevet af , Posted in festmad, nytår, nytårsmenu

.

grøn menu på årets sidste dag

Jeg håber, at alle har nydt nogle hyggelige juledage med masser af grønt og lækkert på tallerknerne.

Men knap har vi fordøjet julemaden, før vi skal til at tænke på nytårsmiddagen.

Mens det ligger temmelig fast, hvad vi spiser juleaften, afhængig af om man er kød- eller plantespiser, er det anderledes med nytårsaften. Her kan man servere hvad som helst, bare det er lækkert og festligt.

I år foreslår jeg at fejre nytåret med en opdateret udgave af det gamle koncept: suppe, steg og is. Det lyder gammeldags, men det er topmoderne: det er fremtidens mad. Det må være passende serveringer at gå ind i det nye år med.

Menuen lyder på en planterillette, en suppe, grillet glaskål – og  som dessert lakridsis med passionsfrugt.

.

suppe, steg og is …

En rillette er strimler af kød blendet til en slags grov postej med meget højt fedtindhold. En rilette laves traditionelt med strimler af ande-, kyllinge-, svinekød eller andet kød.

Men en rillette kan også være plantebaseret. Jeg har valgt jackfruit, som er en trevlet frugt, der egner sig fortrinligt til rillette.

Du kan servere rilletten med ristet brød til velkomstdrinken, måske nyde den til Dronningens nytårstale – eller du kan servere den som en forret før eller efter suppen.

.

festsuppe med mandler

Denne suppe er superenkel med få ingredienser, der tilsammen giver en skøn smag med de ristede mandler og de let syrlige pigeonæbler.

.

grillet grønt med lækkert på toppen

Som hovedret foreslår jeg grillede skiver af glaskål med svampe og fennikelslaw på toppen.

Du kan bytte skiverne af glaskål ud med skiver af selleri, men i så fald bør du finde på en anden forret, da to gange selleri i én middag er lidt rigeligt!

..

is til dessert

Isen er hjemmelavet, farvet med rødbede og med smag af lakrids. Den serveres med passionsfrugt.

.

planterillette

rillette af jackfruit

(4 personer)

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

1 dåse jackfruit, ca. 280 g netto

50 g kokosolie, evt. olivenolie

2 laurbærblade

salt, peber, ahornsirup eller anden sirup

citronsaft

1-2 spsk friske timianblade

ca. 1 spsk sennep

evt. 1-2 spsk cognac

2 spsk hakkede kapers

cornichoner

tynde skiver af ristet surdejsbrød

.

Hak de to slags løg.

Del jackfruiten i strimler. Hak de tykkere stykker.

Smelt olien og tilsæt laurbærbladene. Svits dem et øjeblik og tilsæt løgene. Lad løgene simre 3-4 minutter.

Kom jackfruiten på panden. Drys med lidt salt og peber og tilsæt ca. 1 spsk citronsaft.

Svits jackfruiten 4-5 minutter.

Blend 3/4 af jackfruiten og rør resten i.

du kan med fordel blende riletten lidt mere end den på billedet. Den skal være som en grov postej

 

Smag godt til med salt, peber, sirup, citron, timian, sennep, evt. cognac og kapers.

Servér rilletten med cornichoner og tynde skiver ristet brød.

.

nytårssuppe

sellerisuppe med ristede mandler og pigeonæbler

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

½ porre (det hvide)

olivenolie

400 g knoldselleri

150 g kartofler

ca. 7 dl grøntsagsbouillon

ca. 2 dl plantefløde

2 små pigeonæbler

1 økologisk citron

salt, peber, evt. ahornsirup eller anden sirup

25 g afskallede mandler

brøndkarse eller anden krydderurt

.

Hak løg og hvidløg. Snit porren.

Svits de tre ting i 2 spsk olivenolie, til løg og porrer er bløde.

Skær selleri og kartofler i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen.

Læg låg på gryden og lad suppen simre 8-10 minutter.

Blend suppen og tilsæt fløden. Hvis suppen er for tyk så, tilsæt mere bouillon og/eller fløde.

Skær æblerne i meget små terninger og kom de fleste i suppen.

Smag suppen godt til med salt, peber, citronsaft og lidt reven citronskal. Måske skal der også lidt sødt til. Varm suppen igennem.

Rist mandlerne gyldne på en tør pande eller i ovnen.

Servér suppen portionsvis med lidt olivenolie på toppen. Drys med mandler, pigeonæble og en krydderurt – og evt. lidt friskkværnet peber.

.

.

nytårets hovedret 

bagt og grillet glaskål med svampe og høvlet fennikel

2 glaskål, ca. 400 g

100 g skalotteløg

2 fed hvidløg

25 g valnøddekerner

2 spsk kokos- eller olivenolie

200 g svampe: kejserhatte, champignon, karljohan etc.

2 tsk tørret timian

1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 fennikel, ca. 200 g

2 spsk olivenolie

1 spsk citronsaft

krydderurter, fx frisk timian, rød skovsyre, tallerkensmækker etc.

sovs:

2 spsk hakket skalotteløg

1 spsk olivenolie

2 dl mandel- eller sojafløde

1 spsk citronsaft

1-2 spsk tamari

Sæt glaskålene i en 200 grader varm ovn og bag dem ca. 20 minutter. Afkøl dem og skær dem i fire skiver på ca. 1 1/2 cm’s tykkelse. Skær skiverne fra midten af kålen, så de bliver så store som muligt. Skær skallen af. Gem resten af glaskålen til en salat eller suppe.

Du kan grille skiverne på en meget varm grillpande, men du kan også bruge dem som de er.

Skær løgene i ringe og hak hvidløgene.

Rist valnødderne gyldne i olien og sæt dem til side. Kom løg og hvidløg på panden og svits dem et øjeblik.

Skær svampene i skiver og kom dem på panden. Steg dem gyldne ved rask varme. Tilsæt timian og citronsaft samt lidt salt og peber.

Du kan lave retten parat hertil i god tid, inden den skal serveres, evt. dagen før.

Høvl fennikelen i tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.

Rør 2 spsk olivenolie med lidt citronsaft og smag til med salt, peber og evt. et nip sukker. Vend fennikelen i dressingen.

Lav sovsen: svits løgene i olien, til de er let gyldne. Hæld fløden i gryden og bring den i kog. Tilsæt citronsaft og lad sovsen tykne lidt. Smag til med tamari. Sovsen kan også laves i forvejen.

Hvis du tilbereder retten i god tid, så grill skiverne af glaskål lige inden serveringen eller varm dem op i ovnen sammen med de stegte svampe.

Servér retten portionsvis: læg en skive glaskål på hver tallerken. Læg svampene ovenpå og fordel den høvlede fennikel øverst.

Drys med de ristede valnødder og krydderurter efter smag, gerne også grønt fra fennikelknolden.

Giv sovsen til separat og servér fx flute til.

 

tip

Hvis du får glaskål tilovers så prøv fx en salat med glaskål og sesamfrø.

 

.

lakridsis med passionsfrugt

En hjemmelavet is afslutter middagen.

Se opskriften her.

.

Share

6 Kommentarer

  1. Karina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.