det er bryllupssæson i Uzbekistan

Vi har nu rejst et par uger i Uzbekistan, og det er tydeligt i bybilledet, at foråret er den store bryllupssæson. Landet står klædt i lysende lysegrønt, alt spirer og gror. Også kærligheden. Men der er stor forskel på, hvordan man fejrer den skelsættende begivenhed, som et bryllup er, i byen og på landet. En ting synes dog at være fælles, nemlig at de unge i dag selv vælger hinanden af kærlighed og ikke fordi forældrene arrangerer ægteskabet.

Billedet ovenfor er taget i byen Bukhara med en mosaikbeklædt moské som dekorativ baggrund. Det viser et sofistikeret par med en helt anden baggrund end unge brudepar på landet. Vi ser masser af brudepar i byerne posere foran blitzende kameraer og åbent vise deres forelskelse overfor omverdenen. Helt anderledes opfører man sig på landet. Her er en helt anden moralkodeks.

til bryllup i landsbyen

Rejsekammeraten og jeg er så heldige at blive inviteret til en stort bryllup i landsbyen Jartepa 40 km udenfor Samarkand. Først hører vi, at der kommer 300 mennesker. Det synes vi er temmelig mange. Men da vi ankommer, viser det sig at være 600 gæster, der er bænket i en gigantisk bygning til samme formål. Men det forslår heller ikke, for på grund af pladsmangel fortsætter brylluppet dagen efter med de 200 gæster, som der ikke var plads til i bryllupshallen den første dag. Og det er så kun de nærmeste!

Brudeparrene er to søstre, der er blevet viet til to brødre. Vi undrer os over, at de ikke ser forelskede, glade og lykkelige ud. Men sådan flasher man ikke sine følelser på landet. Det er ikke som med parret i byen ovenfor. Herude på landet med bomulds- og rismarker så langt øjet rækker, er det vigtigt at være ærbar. En brud skal altid vise sig bly og genert, helst med nedslåede øjne. Ellers kan man ikke vide, om hun er en letlevende pige, der måske kunne finde på at være sin mand utro. Også de nygifte mænd skal udstråle, at det her er en alvorlig sag!

40 nye kjoler

Vi er nysgerrige efter at høre lidt om økonomien i et bryllup her i Centralasien. I Indien kræver man f.eks., at brudens familie giver en stor medgift og afholder brylluppet. Har en fattig familie i Indien 2-3 døtre, kan det fuldstændig ruinere familien og sætte dem fra hus og hjem, når pigerne skal giftes. For giftes SKAL de. Enlige kvinder over 25 år er en ulykke og et mislykket liv på disse kanter. Også i Uzbekistan.

I forhold til Indien forholder det sig dog nærmest modsat i Uzbekistan med hensyn til medgift. Brudgommen skal inden brylluppet levere smukke brudekister med 40 forskellige kjoler. Disse kjoler skal bruden bære de kommende 40 dage efter brylluppet. Desuden betaler gommens familie for selve brylluppet, som kan koste en mindre formue. Til gengæld sørger brudens familie for møbler, tæpper, hvidevarer og andre fornødenheder til det nye hjem. I gamle dage krævedes det, at bruden også forsynede det nye bo med klassisk broderede duge, sengetøj, tæpper etc. På den måde kunne man se, om det drejede sig om en dygtig kone, der kunne håndtere nål og tråd. I dag køber man dette udstyr i bazaren. Både før og nu er det de klassiske suzanis-broderier, der er populære.

hvor der er hjerterum …

I den store bryllupshal er bordene stillet op i to afdelinger: i den ene ende er kvinderne bænket, i den anden sidder mændene og kigger dybt i vodkaflaskerne. Vi bliver budt op på balkonen, hvor vi kan se hele sceneriet udfolde sig. Musikken drøner øresønderrivende gennem lokalet, så al samtale er umulig. En smuk og veldrejet ung kvinde i stram guldkjole danser midt på gulvet og samler penge ind til de nygifte. Kvinderne rundt om ved bordene diskuterer livligt  – så vidt det er muligt for musikken – brudenes kyskhed og smukke kjoler, og mon ikke også der er en del lokal sladder ind imellem? Mændene er mere optaget af den seneste fodboldkamp og af hvem, der kan konsumere mest vodka uden at falde ned af stolen. Jeg tror, de store bryllupsfester fungerer som ventil for en hård og reguleret hverdag med strenge moralkrav.

Her er masser af mad og drikke. Bordene bugner af det helt uundværlige brød, af 25 forskellige slags slik, af flødeskumskager med giftigt udseende glasur. Her er rå grøntsager og krydderurter, ost, frisk og tørret frugt, mange slags saltede nødder og mandler, og så er der sød sodavand ad libitum til at skylle vodkaen ned med.

Efter nogen tid bliver suppen serveret. 15-20 unge drenge løber med 4-5 suppeskåle ad gangen, og senere kommer den klassiske festret, pilaf, i rigelige mængder. Ingen fest uden pilaf.

guld og glimmer

Herude på landet er livet hårdt og nøjsomt. Her er ikke megen underholdning og adspredelse fra det hårde arbejde i markerne. Derfor er alle mand (og kvinde) af huse, når et bryllup skal fejres. Det er et samfund med gamle normer og regler, der kræver at man opfører sig anstændigt. Men når de store bryllupsfester løber af stabelen, kan man for en stund sætte normerne til side, iklæde sig sit stiveste puds og slå sig løs. Damerne er i deres fineste kjoler med masser af glimtende stene og guld-plinge-ling. Ofte er det et specielt smukt tørklæde, der sætter prikken over i’et. Og disse tørklæder bæres ikke af religiøse grunde, men fordi det er gammel tradition at kvinder altid har noget på hovedet.

med svigermor i midten

Vi er næppe kommet indenfor døren, før vi stjæler billedet fra brudeparrene. Alle vil fotograferes sammen med os. Her er det svigermor. Vi føler os som to prinsesser af Danmark. Der fotograferes og videofilmes på livet løs, og kvinderne diskuterer enhver detalje i vores påklædning, og især er de nysgerrige efter hvor gamle vi er, om vi er gift og om vi har børn. Det er vigtige ting på disse kanter.

svigerfar er i rigtig godt vodka-humør

Svigerfar, nr. to fra venstre med sort hat, er så glad for at have bortgiftet sine døtre, at han slet ikke kan styre begejstringen, som er godt hjulpet på vej med ikke så lidt vodka. Han danser og snakker og griner og er helt ude af sig selv af glæde.

jeg er populær her på egnen

Her er ingen smålig distance eller reservation overfor en fremmed. Jeg er ved at blive spist af søde skønne damer, der kysser på mig i ét væk. Begejstringen over at møde en ny ven er helt ustyrlig.

og så skal der danses

Intet bryllup uden dans, masser af dans. Danseglæden er stor – og igen er kønnene delt i to: mændene danser i ring for sig selv, og kvinderne danser med hinanden. Bente og jeg må vise, hvad vi formår på et dansegulv, mens alle omkring os klapper begejstret. Musikken buldrer løs, og livsglæden får frit løb. Imens cirkulerer masser af pengesedler rundt mellem de dansende. Det er en del af bryllupsgaven, som efter dansen overrækkes parrene på podiet.

tak for i dag

Efter nogle timer er vi møre og øre af al den virak – og lidt halvdøve af musikken. Vi siger tak for i dag. Og det blev en dag, vi aldrig glemmer. Men jeg tror også, det betød noget for de gæstfrie mennesker på landet, at vi kom og delte deres glæde. Uzbekistan er endnu ikke noget stort turistland, og dem der rejser i landet, kommer sjældent ud til de små landsbyer. Derfor tror jeg, vi var særligt velkomne som en sjælden og eksotisk art fra en anden del af verden.

bryllupssuppen var med bønner og ris

En bryllupssuppe er naturligvis noget ganske særligt. Suppen til bryllupsfesten var med mungbønner og ris, grøntsager og krydderurter. Heldigvis er der to af mine yndlingsurter, der går igen og igen i uzbekisk mad: dild og koriander.

I sækkene på markedet ses bl.a. mungbønner og knækkede og hele majs, der spises en del af på disse kanter. Fuglene synes også korn, bønner og kerner smager dejligt.

mungbønner sælges i sækkevis

Her er ikke noget med 1/2 kg bønner i en forseglet plasticpose. Nej, her sælges bønnerne fra store sække. Bortset fra at være en proteinrig og lækker bønne, har mungbønnen den fordel, at den ikke som andre bønner skal udblødes 8-10 timer. Bønnerne skal blot koges 20-25 minutter.

 .

duftende krydderier

Ingen suppe uden krydderier. Og noget af det dejlige ved at rejse i lande, hvor krydderierne endnu ikke er vakkumpakket og lagt i poser og flere lag emballage, er at man kan se, smage og dufte, hvad man køber. Det er tilladt at snuppe nogle små smagsprøver og tjekke, om spidskommen, chili, gurkemeje eller koriander nu også er helt friske.

det er også sæson for hvidløg

På markedet i Samarkand er de første nye hvidløg fremme. De frister overalt i opsatser, i bundter eller som hele bunker på æseltrukne kærrer. Det er en stor fornøjelse at se sådan et overflod for en hvidløgselsker som mig.

krydderurter må der til

Mængden af krydderurter imponerer. Mens vi i Danmark ofte drysser lidt persille på maden, hvis det skal være rigtig festligt, så spiser uzbekerne urter i rå mængder. På restauranterne – selv på morgenbordet – står store skåle proppet med persille, koriander, purløg, dild og andre urter. Og det er en rigtig god idé at tage for sig af urterne, for krydderurter indeholder mange gode plantenæringsstoffer og virker både antiinflammatoriske og antioxidante.

og glem ikke radiserne

Radiser nydes lige så meget som krydderurter. De spises enten som det ekstra grønne sammen med krydderurterne, eller de bruges i salater. Prøv f.eks. radisesalaten, som jeg blev inspireret til for et par år siden i Iran.

mobilen tjekkes på en travl dag i bazaren

Det er i Uzbekistan som de fleste andre steder i verden: mobilen er den tro følgesvend, også her mellem kartofler og gulerødder, to grundingredienser i mange uzbekiske retter.

I bryllupssuppen kan du således bruge gulerødder i stedet for glaskål.

bryllupssuppe med mange gode bønner

Jeg har valgt at purere suppen, men den kan også spises “klar”.

mungbønnesuppe fra Uzbekistan

200 g løg

4 fed hvidløg

3 spsk kokos- eller olivenolie

100 g mungbønner

1 liter grøntsagsbouillon

1/2 spsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

1/2 kg glaskål eller kålrabi (kan erstattes af gulerødder)

50 g ris

4 spsk klippet dild

1/2 dl klippet purløg eller top af forårsløg

1/2 dl snittet koriander

2-3 spsk riseddike eller citronsaft

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien 4-5 minutter.

Tilsæt bønnerne og det meste af bouillonen. Kog suppen under låg 10 minutter.

Tilsæt gurkemeje og peber.

Skær den valgte grøntsag i små terninger og kom dem i suppen sammen med risene. Kog suppen yderligere ca. 10 minutter. Bønner og ris skal være helt møre. Hvis du bruger brune ris, skal suppen koge ca. 20 minutter længere.

Tilsæt krydderurterne (gem lidt til pynt) og lad suppen koge op. Sluk for varmen og lad suppen afkøle lidt, inden du purerer den. Tilsæt eddike eller citronsaft – og mere bouillon hvis suppen er for tyk.

Smag suppen til med salt, peber, eddike, et nip sukker og evt. flere krydderurter.

Servér suppen portionsvis drysset med lidt flere krydderurter.

Hvis du bruger gulerødder i stedet for glaskål, bliver suppen mere gul.