Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

22

august 2016

0

KOMMENTARER

salat af grønne og gule bønner med orientalsk dressing

Skrevet af , Posted in salater

 .
bønner når de er bedst

salat-gule-og-grønne-bønner.2

Ligesom spuash vrimler både de grønne og de gule voksbønner frem her i august. Så nu gælder det om at få fantasien på gled, hvis man rigtig skal nyde denne farverige og nærende overflod.

 

voksbønner-og-grønne-bønner

Men det kan være svært at få både de grønne og de gule bønner til at smage sådan rigtig “uuuhhhmmm … mere af det!”

Jeg har derfor lavet en dressing, der rusker lidt op i de smagesvage bønner. Spidskommen og chili sammen med miso giver en dejlig orientalsk-agtig dressing, der giver liv til bønnerne (og smagsløgene!). Og mandlerne ristet i tamari tilfører ekstra fylde og knas.

Miso er en mælkesyregæret pasta af sojabønner eller korn (ris, byg eller boghvede), som er særdeles velkommen hos tarmbakterierne. Og så er miso meget vitamin- og mineralrig. Stofferne lecitin og linolsyre ser ud til at være gode for kolesterolbalancen.

Miso købes i helsekostbutikker eller i orientalske forretninger. Det sælges i en bøtte, et glas eller en plasticpose. Pastaen holder længe i køleskabet og er meget drøj og salt! Miso fås dog også i en udgave med mindre salt, se fx hos NatureSource.

.

Hvis man rører 1 tsk miso ud i en kop knap kogende vand, har man en dejlig opkvikkende bouillon (miso må IKKE koge, da vigtige enzymer så ødelægges). Eller se opskriften på misosuppe, som ofte serveres sammen med sushi.

Læs mere om friske bønner her.

 

grønne-og-gule-bønner-salat

salat af grønne og gule bønner med orientalsk dressing

dressing:

1/2-1 spsk miso

2 spsk olivenolie

2 spsk finthakket skalotteløg

1 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

evt. et lille drys chiliflager

1 spsk citronsaft

salat:

50 g mandler, evt. både smuttede og med skal

2 spsk tamari

50 g tranebær

350 g grønne og/eller gule bønner

basilikum, gerne den thailandske hellig basilikum

 

misodressing

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Misodressingen får fint modspil af de søde tranebær i salaten

 

Lav først dressingen: rør misoen lind med et par spsk kogende vand. Tilsæt olie, løg, presset hvidløg, spidskommen og evt. lidt chili.

Kom evt. et par spsk vand i dressingen og måske lidt mere miso. Smag dressingen til med citronsaft og evt. et nip sukker.

Rist mandlerne på panden i lidt tamari. Lad dem simre i sojaen, til den er kogt væk. Læg mandlerne på et stykke køkkenrulle. Hvis du vil have dem helt sprøde, må de lige en gang i ovnen ved 200 grader i nogle minutter.

Hæld kogende vand på tranebærrene og lad dem trække et kvarters tid.

Læg bønnerne i kogende vand og kog dem 4-5 minutter.

Overhæld dem med koldt vand og afdryp dem.

Vend straks bønnerne i dressingen sammen med afdryppede tranebær og ristede mandler.

Servér salaten drysset med den foretrukne krydderurt.

 

salat-gule-og-grønne-bønner

Share

tirsdag

16

august 2016

6

KOMMENTARER

hybensuppe – et hit som sensommerdessert

Skrevet af , Posted in desserter

.

WWF: spis planter for planeten

grøntsager

en kærlig opfordring fra WWF Verdensnaturfonden

I dag har jeg en speciel hilsen fra WWF, som jeg er både glad for og stolt over at bringe videre! Glad fordi WWF Verdensnaturfonden har startet en ny kampagne for at få danskerne til at indføre flere kødfrie dage. Stolt fordi WWF har bedt mig – sammen med to grønne kolleger, Mia Sommer og Mia Skøtt Møbjerg.  – om at levere det materiale og de opskrifter, der gerne skulle lokke meget mere grønt på tallerknerne i Danmark.

Hver gang vi tager en bid mad i munden – især kød – har det effekt på den anden side af kloden. Og jo mere kød vi spiser, desto større effekt for klimaet – negativ! Derfor er det nødvendigt, at alle gode kræfter går sammen om at opfordre til mindre kødspisning. Det gavner ikke blot klimaet, det betyder også, at færre dyr skal lide, og det forebygger mange af de velfærdssygdomme, som mange mennesker lider af.

Jeg er temmelig sikker på, at henvendelsen fra WWF ikke retter sig personligt til dig, der følger med her på bloggen. Men du kender sikkert nogen i familie- eller vennekreds, der kunne trænge til et kærligt skub i den grønne retning.

 

ko.Svanholm

WWF udfordrer kødspiserne

WWF spørger: “kan du leve som vegetar i en uge? Eller hvis du har mod på det – flere uger?

Tag udfordringen op nu.

I én eller flere uger spiser du hver dag på en måde, der skåner klimaet. Du skal leve som vegetar, hvilket vil sige, at du hverken spiser kød fra fisk, fjerkræ eller andre dyr.

Bed dine venner og din familie om at støtte op om din indsats for naturen og klimaet. Opfordr dem til at donere et beløb til din indsamling og fortæl, at pengene går til WWF´s arbejde for naturen. Når dine venner og din familie donerer et beløb viser de, at de støtter op om din indsats.

Du kan også udfordre dine venner til at spise planter for planeten. Hvem kan klare sig længst? Vil din storebror helst spise vegetarisk i en uge eller donere 100 kr. til din indsamling og dermed beholde sin røde bøf?

Vi støtter dig gennem hele udfordringen og sender dig en indsamlingspakke på email. Den indeholder tips til indsamlingen og fantastisk lækre opskrifter fra de tre dygtige mad-bloggere Mia Sommer, Kirsten Skaarup og Mia Skøtt Møbjerg”.

Læs mere om indsamlingen her og se hvordan du kommer i gang.

Se mere om hvad WWF ellers arbejder for.

 

det er hybentid

hybenrose

Det er på høje tid at samle de sunde hyben. Skallerne må ikke blive for bløde, så er det svært at fjerne de små “kløfrø”. Brug de gratis frugter i en liflig sommersuppe.

 

tank C-vitaminer op lige nu

hybensuppe

Vi bliver i den vilde natur, som er WWF’s område. Og vi fejrer WWF’s indsats for flere kødfrie dage med en lækker dessert. Den er oven i købet næsten gratis, for hyben kan plukkes i naturen lige nu. Planten er ganske vist på dødslisten over arter, der skal udryddes. Det beklager jeg på grund af de sunde hyben og de smukke roser, der med sin duft for mig er indbegrebet af dansk sommer.

 

dagens høst

hyben nødder brombær

Hyben indeholder mange C-vitaminer, så det er god fornuft at lave denne suppe, der kan serveres varm eller kold, eller lave marmelade. Har man høstet store mængder hyben, kan de renses, og skallerne kan lægges i fryseren. Så er det nemt at lave frisk marmelade vinteren igennem. Det er nok at søde hybenmarmeladen med dadler.

Hvis du har et lager, kan du også servere suppen om vinteren, hvor C-vitaminerne har trange kår. Så skal suppen selvfølgelig serveres varm.

 

ingredienser til en lækker sommersuppe

hyben-på-bakke

Der er ganske få ingredienser i den lækre suppe: hyben, mandler, vanilje og citronsaft.

Da det er en næsten gratis dessert, anbefaler jeg, at du bruger en rigtig god vanilje. Det er dén, der sætter prikken over i’et i suppen.

Jeg har brugt den thailandske basilikum, der også hedder hellig basilikum. Den har en let lakridsagtig smag, men du kan også bruge almindelig basilikum.

Du kan sætte en skefuld is på suppen.

 

hybensuppe.1

hybensuppe med vanilje og mandelsplitter

200 g rensede hyben

ca. 6 dl vand

1-2 spsk rørsukker eller efter smag

1 stang vanilje

1-2 dl sød dessertvin eller mousserende vin

1-2 spsk maizenamel

citronsaft

4 blade thaibasilikum eller alm. basilikum

2 spsk mandelsplitter

 

Del de rensede hybenskaller i lidt mindre stykker. Kom dem i en gryde med vand og sukker efter smag.

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem i suppen sammen med stangen.

Lad suppen simre 7-8 minutter.

Tilsæt den valgte vin og jævn suppen med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag suppen til med sukker og citronsaft og servér den portionsvis med et basilikumblad og mandelsplitter på toppen.

Suppen kan nydes varm eller kold.

 

hybensuppe.2

 

Share

fredag

12

august 2016

0

KOMMENTARER

pizza med hummus – rund madpakke med mening

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

 

mere lækkert til madpakken

pizza-m-hummus.3

Disse små “lommepizzaer” burde blive en vinder. De består at to ting, som næsten alle elsker, børn som voksne: pizza og hummus.

Pizza er som  bekendt ikke verdens sundeste mad, men det dårlige ry skyldes mere dét, der er på toppen, end selve bunden. Men selvfølgelig skal vi ikke spise for meget hvidt hvedemel, og jeg har derfor bagt disse pizzabunde med både fint og groft mel, så man kan spise dem med nogenlunde god samvittighed.

På toppen af pizzabundene er en god hummus, som er både velsmagende og proteinrig. Tilsammen udgør hummus-pizzaerne en god og praktisk frokostret, som er nem at medbringe i skoletasken eller i dokumentmappen. Og glem ikke krydderurterne!

 

pizza-m-hummus.2

Opskriften på hummus nedenfor er den helt klassiske, men der findes utallige former for hummus.

Noget, der ligner hummus, kan laves med alle slags bønner, fx edamamebønner, og der kan tilsættes avocado, kogte rødbeder, broccoli, græskar, grøn eller rød pesto etc. – eller laves med edamamebønner.

 

forskellige slags hummus

hummus

kornhummus-2

 hummus.spicy.2hummus.rødbede


.

pizza med hummus

hummus:

200 g kikærter eller Ingridærter

4 spsk citronsaft

2 spsk tahin

1/2 dl olivenolie

2 fed hvidløg

evt. 1 spsk spidskommenfrø

krydderurter efter smag

oliven

pizzadej:

1/2 tsk gær

4 dl vand

1/2 tsk rørsukker

1 tsk salt

2 spsk olivenolie

150 g fuldkornshvedemel

300-350 g hvedemel

 

pizza-m-hummus.4

hummus

Du kan med fordel både sætte kikærterne i blød og lave pizzadejen aftenen før, du vil lave pizzaerne.

Læg kikærterne i blød ca. 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 15-20 minutter. Afdryp dem.

Blend kikærterne sammen med citronsaft, tahin, olivenolie, presset hvidløg og evt. spidskommenfrø. Tilsæt også et lille drys salt og peber.

Blend til massen er pureret. Det er muligvis nødvendigt at tilsætte lidt vand, for at hummus’en ikke skal være for fast.

Smag hummus’en til med salt, peber og citronsaft.

 

pizza-m-hummjus.1

pizzabunde

Jeg synes, det er en god idé at lade pizzadejen hæve natten over – eller i al fald 8 timer, for det kan jo også foregå om dagen!

Hvis du vælger den lange hævetid, så rør gæren ud i koldt vand. Hvis du blot vil lade dejen hæve 1-2 timer, så brug ca. 37 grader varmt vand.

Rør gæren helt ud i vandet og tilsæt sukker, salt, olie og fuldkornsmel. Rør 300 g hvedemel i dejen. Dejen skal røres grundigt sammen men ikke æltes.

Lad dejen hæve det ønskede tidsrum.

Tag dejen ud på et bord og vend så meget mel i, at den kan rulles ud med en kagerulle.

Rul dejen tyndt ud og læg den i fire runde forme med en diameter på 20-22 cm. Eller lav 12-14 små ”lomme”pizzaer.

Bag pizzaerne i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, 15-20 minutter. Små pizzaer bages lidt kortere tid end store pizzaer. Pas på at dejen ikke bliver for tør.

Hvis du vil servere pizzaerne med det samme så smør hummus’en på og drys med masser af krydderurter og oliven.

Hvis pizzaerne skal bruges som madpakke så afkøl dem og smør hummus’en på, når madpakken skal smøres. Eller medbring hummus’en separat.

 

pizza-m-hummus

 

Share