Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

4

november 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: mormormad, boller i karry

Skrevet af , Posted in hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken

.

ses vi i morgen, lørdag den 5. oktober?

Hvis du også synes, at valget burde have været mere grønt, kan du stemme grønt i dit eget køkken.

I morgen, lørdag den 5. november, kan du nemlig på den lille skala vælge grønt igen. Hele to steder i København!

Her handler det bl.a. om mine to seneste bøger, og de er superaktuelle i december måned: dels som bæredygtige julegaver, dels som idégivere til julefrokosten, hvor du i smørrebrødsbogen kan finde masser af ideer til plantesild, fuskefisk, “krabbe”kager, højtbelagt med selleri, jordskokker, svampe og mange andre lækkerier.

I “frikadellebogen” er der også masser af forslag til julefrokosten, men ikke mindst ideer til juleaftens postej eller paté.

bogforum, Bella Center:

På bogmessen i Bella Center på Amager kan du sikre dig min nye bog “Grønt smørrebrød” med messerabat, og du kan også nyde en smagsprøve fra bogen. Kl. 12 bliver jeg interviewet af Henrik Palle fra Politiken om forvandlingen af vores nationalklenodie, smørrebrødet, til en plantebaseret version. Det sker på alphaforlags stand C2-02 I.

organic plant based expo, Øksnehallen:

Eller måske ses vi kl. 15 til messen, Organic Plant Based Expo i Øksnehallen på Vesterbro. Her vil jeg signere både min nye smørrebrødsbog og “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer og postejer”. Også her kan du sikre dig bæredygtige julegaver til messepris.

På gensyn i morgen!

 

..

mormormad er både spare- og klimamad

Hvis der var nogen, der vidste, hvordan man strækker både pengene og råvarerne, var det vores formødre.

Langt op i 1960’erne var der mange mennesker, der var tvunget til at spare på både mad, el og brændsel. De vil synes, at det vi har gang i, er kriminelt – og det er det jo rent faktisk. Vi ødelægger og stjæler fra jorden, luften og vandet i vores tankeløshed.

Hvis dét, vi forbruger i Danmark, skulle være bæredygtigt, har vi brug for fire jordkloder. Faktisk har vi hvert år opbrugt vores årlige kvote af forbrug af jorden og dens ressourcer i marts måned.

Så lad os vende os mod de gamle dyder. Lad os tage mormor i hånden og øve os i sparsommelighed. Det er en af vejene ud af klimakrisen. Heldigvis behøver vi ikke at skære ned på hverken velsmag eller madglæde – tværtimod!

og .

plantebaserede boller i karry

Boller i karry er en gammel dansk klassiker. Retten blev tidligere lavet med kødboller, men mon ikke kød er ved at blive udfaset? I al fald er mine boller lavet af bønner.

.

vælg mellem flere slags bønneboller

Foruden opskriften nedenfor kan du vælge denne variation af boller i karry. Her er bollerne lavet på en helt anden måde.

Du kan roligt lave dobbelt portion af bollerne, for næste uges suppe er den vietnamesiske nudelsuppe, pho, og her bruges også “kød”boller.

Bollerne kan fryses.

.

valnøddeboller – en variation

Valnøddeboller er også lækre til karryretten, se opskriften her.

Endelig er der den absolut lynhurtige løsning: brug færdigkøbte falafler. Eller lav dem selv, se opskriften her.

.

boller i karry

(4 personer)

kødfrie boller:

1 spsk chiafrø eller hørfrø

30 g solsikkekerner

50 g grofthakkede hasselnødder

50 g løg

4 fed hvidløg

10 g smuldrede, tørrede svampe (kan udelades)

evt. 1 spsk spidskommenfrø

1 brik kidneybønner eller andre bønner (ca. 400 g)

ca. 50 g havregryn

2-3 spsk tamari

friskkværnet peber, citronsaft

oliven- eller kokosolie til stegning

evt. 1 æble og krydderurt 

sovs:

1 spsk karry afhængig af styrken

4 spsk olivenolie eller smørbar

4 spsk hvedemel eller glutenfrit havremel

ca. 4 dl plantemælk

ca. 1 dl plantefløde

salt, evt. sort salt til drys

 

Lav først bollerne (lav evt. dobblet portion, se ovenfor):

Hæld et par spsk kogende vand over frøene og lad dem stå 10-15 minutter.

Rist solsikkefrø og nødder på en tør pande, til de er gyldne.

Findel de udblødte frø, løg, hvidløg, svampe, evt. spidskommen, bønner og havregryn. Brug en stavblender eller foodprocessor.

Tilsæt de ristede nødder og frø.

Smag farsen til med tamari, peber og citronsaft.

Pres farsen sammen i skålen og sæt den i køleskabet en halv times tid. Du kan også lade den stå til dagen efter.

Vurdér konsistensen af farsen og tilsæt evt. flere havregryn, hvis den ikke er fast nok.

Tril små boller med hænderne og steg dem gyldne i godt varm olie. Vend rundt i bollerne, til de er gyldne på alle sider.

.

Sovsen:

Brænd karryen af i fedtstoffet.

Drys melet i gryden og bag sovsen op med plantemælk.

Lad sovsen koge igennem og tilsæt fløden. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Tilsæt mere væde, evt. grøntsagsbouillon, hvis sovsen er for tyk.

Servér bollerne i sovsen og giv kogte ris eller hele korn til.

Du kan pynte retten med en krydderurt og små terninger af frisk æble – eller du kan røre æbleterningerne i sovsen.

.

med æbledrys på toppen

Æbler og karry passer ualmindelig godt sammen, så du kan drysse retten med små terninger af æble vendt i lidt citronsaft. Eller du kan komme æblerne i sovsen.

.

Share

mandag

31

oktober 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: gruuuuelig god Halloweensuppe

Skrevet af , Posted in hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken, supper

.

kom til messe og få et godt bogtilbud 

❤️

ugens suppe er med græskar, knas og kerner – hovedret

græskar og løg

græskarsuppe er et must til Halloween

Her på bloggen serveres udelukkende fedt- og kødfrit valgflæsk. Jeg ønsker er godt og GRØNT valg. Det er godt for dig og mig og hele den jord, der er vores allesammens hjem.

Sparekøkkenet fortsætter med alt i én gryde. Det er simpelt hen den billigste måde at tilberede mad på, hvis det ikke lige skal være råkost.

Græskarsuppe er en klassisk efterårsret. De gyldne farver afspejler nuancerne på det faldende efterårsløv. Desuden er det Halloween. Og så SKAL der serveres græskarsuppe!

.

græskarsuppe.4

en sund og mættende suppe

Suppen er kogt med gule flækærter og drysset med græskarkerner, hvilket gør den ekstra sund. Giv gerne et godt stykke rugbrød til – eller græskarbrød.

.

ses vi på lørdag den 5.?

I den kommende weekend er der hele to spændende messer i København: Bogforum i Bella Centret på Amager (den 4.-6. november) og Organic Plantbased Expo (den 5. og 6. november) i Øksnehallen i København.

Jeg vil selvfølgelig kigge forbi begge messer. Det bliver om lørdagen den 5. november.

Bogforum Bellacentret:

Lørdag den 5. kl. 12.00 bliver jeg interviewet af Henrik Palle fra Politiken. Det sker på Forlaget Alphas stand C2-021.

Du vil få lejlighed til at smage på en lille hapser fra min nye bog, “Grønt smørrebrød” – og der er også mulighed for at købe bogen til en speciel god messepris. Så måske kan julegaverne klares samtidig? Aldrig har der været mere brug for grønne gaver under juletræet end I ÅR.

🎄 🎄 🎄

Organic Plantbased Expo i Øksnehallen:

Lørdag den 5. kl. 15 vil jeg signere mine bøger, “Grønt smørrebrød” og “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer og postejer”. Du er også velkommen til bare at kigge forbi Vegetarisk Forenings stand og få en snak.

Begge bøger vil kunne købes til rigtig gode messepriser.

.

græskarsuppe.1

græskarsuppe med knas og kerner

(4 personer – hovedret)

6-8 kapsler af kardemomme

100 g løg

4-5 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

125 g gule ærter (kan erstattes af røde linser)

1/2 spsk gurkemeje

evt. chili

ca. 1,5 l grøntsagsbouillon

3/4 kg hokkaidogræskar

1 økologisk appelsin

3-4 spsk reven ingefær

ca. 2 dl havrefløde eller anden fløde

1 limefrugt

2-3 spsk ahornsirup eller anden sirup

2 spsk tamari

brødcroutoner:

2 skiver daggammelt, lyst brød

50 g græskarkerner

2 spsk olivenolie

evt. friske krydderurter

 

græskarsuppe.3

Tag frøene ud af kardemommekapslerne og stød dem i en morter. Rist dem i en tør gryde. Du kan også bruge ca. 1 tsk stødt kardemomme.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med olien og kardemommen. Svits løgene 3-4 minutter.

Tilsæt de gule ærter, gurkemeje og evt. lidt hakket frisk chili eller chiliflager. Hæld bouillonen i gryden og lad ærterne koge 10 minutter.

Skær imens græskarret i terninger. Du behøver ikke at skrælle græskarret, hvis det er økologisk. Fjern blot evt. nobret skal.

Kom græskarret i gryden, når ærterne har kogt 10 minutter. Lad suppen koge endnu 10 minutter.

Riv 2 spsk skal af appelsinen og pres saften ud. Kom begge dele i suppen sammen med reven ingefær, fløde og saft af ca. 1/2 limefrugt. Tilsæt lidt mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Smag suppen til med citrussaft, ahornsirup, tamari og evt. chili eller friskkværnet peber. Det er vigtigt, at suppen har den rigtige smagsbalance og at den er tilpas krydret med ingefær, kardemomme og chili eller peber.

Skær brødet i ganske små terninger og rist dem gyldne i 1 spsk olie på en pande. Tag dem af panden og rist græskarkernerne i den sidste spsk olie.

Servér suppen portionsvis drysset med de knasende brødcroutoner, kernerne og evt. en krydderurt.

græskar i sigte.blog

.

Share

fredag

28

oktober 2022

4

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: Halloween med fyldt græskar

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

det er uuuhhhyyyggeeligt – det er Halloween!

Nu nærmer Halloween sig: den uuuhyggelige amerikanske græskarfest, som også har fået tag i danskerne. Så ingen Halloween uden græskar, selv om det også handler om slik og en masse hårrejsende løjer.

Halloween har udviklet sig fra en mere end 2000 år gammel keltisk religiøs fest med dødsritualer og fejring af frugtbarhed. Det er disse ritualer, der er blevet til en slags fastelavn, som vi ser i dag.

Her er mit bud på årets Halloween-middag. Retten består af en bønneret, der minder om chili sin carne. Altså den chilistærke bønneret, der stammer fra Mexico. Og det er meget passende med en mexicansk ret, for ingen fejrer de dødes dag (día de los muertos) så intenst som netop mexicanerne. Traditionen går tilbage til indianerkulturerne, aztekerne og mayaerne. Og det er det samme, det handler om: festen for de døde.

Så omkring den 1. november er det svært at komme rundt i Mexico uden at støde ind i kranier og dinglende skeletter. Man kan gå med i optog med masser af musik eller besøge kirkegården om natten for at traktere de døde med deres livret. Det er lidt uuuhyggeligt, men de dødes dag er faktisk en livsbekræftende fest, hvor man mindes sine kære, som har forladt denne verden. Så denne ret er en hilsen fra både USA og Mexico.

.

læssevis af græskar

Det kræver læssevis af græskar at fejre Halloween. Denne vognfuld har jeg fotograferet i souken i Marrakech.

.

alle slags græskar du’r

Hvis du vil skære græskarlygter, skal der specielle runde græskar til. Men til madlavning kan du bruge alle sorter spiselige græskar.

.

Hos os mindes vi også de døde på dette tidspunkt af året. Den første søndag i november er det Allehelgensdag. Egentlig fejrede man i kirken de kristne helgener og martyrer på denne dag.

I dag mindes vi også i Danmark vores kære afdøde på denne dag, fx ved at tænde lys på gravene.

.

spar ikke på krydderierne

I mange lande sælger man ikke krydderier i små glas eller breve som hos os. Her er det salg fra store sække! Og der er ingen grund til at holde sig tilbage med krydderierne i denne bønneret. Dels er bønnerne milde, dels spiser man græskarkødet med, og det har heller ikke så meget smag i sig selv.

.

sparemad?

Hvis du vil spare ekstra på denne opskrift, kan du udelade bagning af græskarret. Så sparer du strøm til ovnen. Du kan så i stedet komme terninger af græskar i retten. De skal blot simre med 8-10 minutter.

I stedet for brune ris kan du servere kogte rug- eller speltkerner til retten. Kornene er dyrket i Danmark, og de giver en rigtig dejlig mæthedsfølelse.

.

hvor langt er vi egentlig nået?

tak til Politikens Philip Ytournel for tegningen

Når jeg hører politikerne i valgkampen, bliver jeg deprimeret på dyrenes, klimaets og naturens vegne. Hos de fleste partier er der ingen reel vilje til omstilling fra animalsk til plantebaseret mad – eller andre radikale klimaløsninger, der kan komme til at gøre den mindste smule ondt.

Jeg har sagt det tusind gange: vi som forbrugere er nødt til selv at drive den nye måde at leve på. Vælg grønt: det er billigst, og det er bedst.

Men nemt er det ikke. Forleden læste jeg om en veluddannet kvinde, der udtalte, at på grund af de stigende priser var hun begyndt at cykle og havde købt en blender til supper. Og det er jo rigtig gode tiltag.

Dét, der chokerede mig var, at hun omtalte grøntsagerne som en sump, man altid har i køleskabet, og som man aldrig får brugt! Det viser i en nøddeskal, at vi ser på grøntsager som noget ligegyldigt, noget man bare kan smide ud. Det er manglende forståelse for den natur, der har frembragt grøntsagerne, og foragt for de råvarer, man bare smider ud. Det er rent faktisk den mad, der holder os i live.

Vi er nødt til at udvikle empati for naturen og dyrene – og taknemmelighed over de fødevarer, som nærer os. Hvis det ikke er hjertet men økonomien, der bestemmer, kommer vi ikke i mål med at redde planeten.

.

luk “låget” op til noget lækkert

 

bagt græskar med chili sin carne

(4 personer)

1 græskar, ca. 600 g

100 g løg

6 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk kokos- eller olivenolie

1 mellemstærk chili

250 g champignon eller andre svampe

2 peberfrugter

2 spsk citron- eller limesaft

1 karton eller dåse hakkede tomater med væde (400 g)

evt. 2 tsk stødt kanel

1 karton eller dåse kidneybønner (400 g)

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

1 bdt koriander

evt. 200 g brune ris eller hele korn

evt. planteyoghurt smagt til med hvidløg, salt og peber

.

.

Skær græskarret over på midten og fjern kernerne. Pensl med lidt olie og bag græskarret i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Hak løg og hvidløg og svits dem sammen med spidskommenfrøene i olien.

Hak chilien. Skær svampe og peberfrugter i små stykker og tilsæt dem sammen med citrussaften. Svits alle grøntsagerne i alt 6-8 minutter.

Tilsæt tomaterne med væde og evt. kanel. Lad retten simre 5 minutter.

Afdryp bønnerne og tilsæt dem. Lad retten simre endnu et par minutter. Du kan også bruge tørrede bønner. Sæt i så fald 200 g kidneybønner eller brune bønner i blød mindst 8 timer. Se om kogning af bønner her.

Smag godt til med salt, peber, sirup og evt. mere citrussaft og/eller chili.

Kog risen eller kornene efter anvisningen på pakken.

Hæld retten i de to halve græskar og drys med hakket koriander. Servér risene til separat.

Tag et par spsk græskarkød med, når du tager af chilien.

Hvis der er græskar tilovers, så blend det til et lækkert pålæg. Klik her: så får du opskrift på både pålægget og et grueligt god græskarbrød.

Brødet kan du selvfølgelig servere til retten i stedet for ris eller korn.

Share