Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

28

oktober 2016

16

KOMMENTARER

græskarsuppe med æbler og kardemommefløde

Skrevet af , Posted in supper

 

28. oktober 2016

 

en uhyyyyyggelig hyggelig halloweensuppe

graeskarsuppe-2016-3

Halloween er lige om hjørnet, og denne nye tradition, der er kommet til os fra USA, kræver en græskarsuppe. Mindst – for halloween er meget mere end græskarsuppe.

Halloween er en ekstra fastelavn, der betyder udhulede græskar, græskarmænd og -kvinder med lys i øjnene, skramlende skeletter, spøgelser, skæg og udklædning – og børnenes insisteren på “slik eller ballade”.

Ikke alle synes om den nye tradition, men jeg tror, vi kan blive enige om, at en varm og krydret græskarsuppe hører efteråret til.

.

graeskarcartoon

 

den store græskarkone er kommet

kirsten-græskar-Sakskøbing

Jeg har sat mig på et større parti græskar på Torvet i Sakskøbing. Interessen for græskar, både som græskarlygter og som mad er eksploderet i de seneste par år. Især græskarsuppe er blevet en yndet ret. Jeg har tidligere år lagt opskrifter på græskarsupper på bloggen. Kig fx på denne her:

 

græskarsuppe med knas og kerner

græskarsuppe.1

 

et supersundt bær

græskar.-Stubbek

Græskar er slet ikke en grøntsag men et bær. Somme tider et gigantisk bær! Verdens største græskar vejer 900 kg og er dyrket i Californien. I Danmark er vi “kun” oppe på godt 300 kg.

Mindre kan sagtens gøre det, og cirka et halvt græskar er nok til denne spicy suppe. Græskar er kalorielet og super-sund. Se om næringsstofferne i græskar her. På samme side finder du opskriften på et græskarbrød, der passer fint til suppen. Det er et æltefrit grydebrød bagt i gryde, så det er nemt at bage dette sprøde brød med en luftig krumme.

 

halloweenbrød

græskarbrød.1

 

en græskarsuppe med æbler

graeskarsuppe-2016-1

I år bugner det med æbler, så hvorfor et komme et par stykker i græskarsuppen? Det giver en frisk og let syrlig smag.

Man fornærmer næppe det sunde græskar ved at sige, at det ikke leverer alverdens smagsnuancer. Derfor kommer æblerne til hjælp med flere smagsnuancer, men ikke mindst chili, ingefær og kardemomme sætter deres smagsmæssige stempel på suppen.

 

efterårets bedste suppe

graeskarsuppe-2016

Du kan pynte suppen med kardemommefløde og græskarkerner – eller som her med rød skovsyre og græskarkerner. Rør i så fald ekstra kardemomme i suppen.

.

græskarsuppe med æbler og kardemommefløde

100 g løg

4 fed hvidløg

1 chili eller et nip chiliflager

2 spsk kokos- eller olivenolie

800 g græskar, fx hokkaido

2 søde æbler, ca. 300 g

8 dl grøntsagsbouillon

1 økologisk citron

2 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

2-3 spsk reven ingefær

2 dl kokosmælk

1-2 spsk agavesirup

1 tsk stødte kardemommefrø

3-4 spsk græskarkerner

 

Hak løg, hvidløg og evt. chili. Svits de tre ting i olien, til løgene er bløde.

Skær græskar og æbler i terninger og kom dem i gryden. Hverken æbler eller græskar skal skrælles, men fjern kerner og kernehuse.

Tilsæt bouillon, 2 spsk citronsaft, gurkemeje og peber. Læg låg på gryden og lad suppen simre 8-10 minutter. Fjern gryden fra varmen og lad suppen afkøle lidt.

Purér suppen i blenderen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt reven ingefær og godt 1 dl kokosmælk. Hvis suppen er for tyk, tilsættes lidt mere bouillon.

Smag suppen til med salt, peber, citronsaft og agavesirup, evt. også mere ingefær.

Skær 2 spsk tynde strimler af citronskallen.

Smag ca. 1/2 dl kokosmælk til med lidt salt og stødte kardemommefrø.

Varm suppen igennem og servér den i fire tallerkener eller små skåle. Sæt lidt kokosfløde på suppen med en ske og drys med lidt mere kardemomme, citronstrimler og græskarkerner.

.

graeskarsuppe-2016-2

Share

16 Kommentarer

  1. Jette Toft Møller
  2. Signe Hyld
  3. Dina Grevelund
  4. Mona
  5. dorit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.