Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hokkaidogræskarArkiv

mandag

8

januar 2018

12

KOMMENTARER

bagt græskar med kulørt quinoa

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

gult er godt for øjnene

.

Der er stadigvæk hokkaidogræskar i butikkerne, så jeg greb chancen til at lave en hurtig ret, mens de forvoksede “vitaminpiller” endnu kan fås.

Græskar er speciel rig på beta-caroten (A-vitamin), der virker kraftigt antioxidant og er med til at forebygge forkalkning i øjet og aldring af huden. Kalk og magnesium styrker knoglerne, og stoffet beta-sitosterol virker kolesterolregulerende.

Hertil kommer, at græskar kun indeholder 24 kalorier pr. 100 g græskar. Det er der sikkert nogle, der vil sætte pris på her i januar.

Så man må sige, at der bliver sat meget ind på sundhedskontoen for meget få penge, når man spiser græskar.

.

græskar og quinoa er et lækkert par

Quinoa er en af de vegetabilske fødevarer, der indeholder meget protein. De små letfordøjelige frø indeholder mere end 13 g protein pr. 100 g.

Quinoa virker desuden stærkt antiinflammatorisk og er således en kraftfuld variant til tilbehør som linser eller ris.

.

mange slags græskar

Der findes mange sorter græskar, og du kan bruge alle slags til denne ret. Disse store basser er fra markedet i Samarkand i Uzbekistan. Det er sjældent, vi ser så store græskar i Danmark.

.

servér med yoghurtdip

Lidt sovs af yoghurt sætter prikken over i’et i denne ret. Jeg har brugt sojayoghurt naturel smagt til med lidt chilisovs, men du kan også bruge frisk hakket chili – eller smage yoghurten til med andre af dine smagsfavoritter. Det kan være presset hvidløg, reven ingefær, finthakkede cornichoner (små syltede agurker), hakkede kapers, tørrede, hakkede tomater etc.

..

bagt græskar med kulørt quinoa

(4 personer)

150 g sort eller rød quinoa

1/2 l vand

1 hokkaido græskar eller andet græskar, ca. 1 kg

200 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

2 spsk tørret oregano

1 rød peberfrugt, ca. 200 g

4 stilke bladselleri

salt, friskkværnet peber

1 bdt koriander

4 dl sojayoghurt naturel eller anden yoghurt

citronsaft

evt. chilisovs eller frisk chili

.

Skyl quinoaen og kog den i vandet ca. 20 minutter. Hæld evt. overskydende vand bort. Drys med lidt salt.

Del græskarret i 8 både. Fjern kernerne men bevar skallen.

Pensl stykkerne med olivenolie og læg dem i en bageform. Bag dem i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Vend stykkerne og bag dem endnu 10 minutter. Stik i dem for at mærke om de er bløde. Hvis ikke, bages de endnu 5-10 minutter.

Lav imens fyldet: hak løg og hvidløg. Svits dem 4-5 minutter i olien. Tilsæt oregano.

Skær peberfrugten i små terninger. Skær bladsellerien i tynde skiver. Snit bladene. Tilsæt begge dele.

Svits til grøntsagerne er bløde. Hak korianderen og tilsæt halvdelen. Bland den kogte quinoa i grøntsagerne.

Smag til med salt og peber.

Du kan nøjes med at smage yoghurten til med salt, peber og citronsaft. Men du kan også smage til med chilisovs eller frisk hakket chili.

Servér retten med to både bagt græskar pr. person. Læg fyldet ovenpå og drys med hakket koriander.

Servér yoghurten til separat.

.

.

 

Share

tirsdag

18

april 2017

4

KOMMENTARER

tyrkisk ovnret med græskar, linser og sprøde løg (sinkonta)

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

når tyrkisk er nemt og lækkert 

Sinkonta er en hurtig og lækker ret fra Tyrkiet. Det er dog på ingen måde for at “fejre” valget i Tyrkiet, at der er tyrkisk på menuen i dag. Men der ER gode ting at sige om Tyrkiet og især om tyrkerne. Jeg har rejst en del i landet, og sjældent har jeg mødt så mange venlige og gæstfrie mennesker. Og så har tyrkerne en masse velsmagende retter, som enten er uden animalske produkter eller som nemt kan forvandles til noget uden kød.

Sinkonta hedder denne ret, som egentlig er et klassisk tilbehør til hovedretter. Jeg har her lavet sinkonta’en om til en hovedret ved at tilføje linser (du kan også bruge kogte kidneybønner, kikærter eller lignende) og lidt mere tomat end i den oprindelige opskrift.

.

tyrkisk hverdagsmad

Sinkonta er en nem, hurtig og billig hverdagsret. Det kan der måske være behov for nu, hvor hverdagene igen melder sig efter påskens fridage. Hvis du har nydt lovlig mange gode påskefrokoster, vil du måske også sætte pris på en velsmagende men kalorielet ret som denne.

Græskar er hovedingrediens i retten, men er det ikke lige sæson for græskar, kan du nemt erstatte græskarret med søde kartofler.

Retten er lige så farverig som en tyrkisk kelim eller et ditto broderi.

.

hokkaido- eller butternutgræskar

Her er et fint udskåret hokkaidogræskar. Du kan bruge enten hokkaido- eller butternutgræskar i retten (eller søde kartofler).

Det kræver gode fingerkræfter at skrælle græskar, men bruger du hokkaido, behøver du ikke at skrælle det. Skrællen bliver blød, når græskarret bages (eller koges). Anderledes er det med butternut. Her er skallen så hård, at den skal fjernes.

.

tyrkisk ovnret med græskar, linser og sprøde løg (sinkonta)

(4 personer)

150 g belugalinser eller puy linser

1 kg græskar (kan erstattes af søde kartofler)

200 g løg

1/2 spsk fint salt

1 fed hvidløg

6 tørrede tomater i olie

1 dåse flåede tomater

1 spsk sumak (kan udelades)

evt. 1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

2 spsk + 1/2 dl olivenolie

frisk eller tørret chili efter smag

2 dl sojayoghurt

salt, friskkværnet peber

1 bdt mynte

.

Kog linserne møre i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær græskar eller søde kartofler i mundrette, ikke for tykke skiver. Hokkaidogræskar skal ikke skrælles. Læg græskar eller søde kartofler i et smurt, lavt ovnfast fad.

Skær løgene i ringe og gnid saltet ind i løgene. Lad dem trække ca. 10 minutter. Skyl saltet af og afdryp løgene.

Hak hvidløget og skær de tørrede tomater i små stykker. Bland begge dele med tomaterne + væde fra dåsen. Tilsæt sumak, et drys salt og friskkværnet peber. Smag til, evt. også med et nip sukker.

Fordel linserne over grøntsagerne i fadet og bred tomatmassen ud ovenpå. Læg løgene øverst og dryp med et par spsk olie.

Bag retten 30-35 minutter i en 200 grader varm ovn. Overfladen skal være gylden og løgene sprøde.

Hak den ønskede mængde chili meget fint og rør den i den resterende olie.

Smag yoghurten til med salt og peber. Dryp chiliolie og yoghurt på den færdige ret og drys med rigeligt frisk mynte. Servér resten af yoghurten til separat.

Giv fx en bulgursalat til sikonta’en, evt. også en grøn salat, fx med iceberg og hvidløgsdressing.

.

bulgursalat

Bulgursalaten med masser af persille og mynte stammer også fra det mellemøstlige område og passer fint til græskarretten.

.

.

og så er der supper på menuen torsdag

Hvis du bor i Københavns-området så kig forbi Café Sonja torsdag den 20. april kl. 17. Så er der lækre supper og min nye suppebog på programmet.

Se mere nedenfor.

 

Share

fredag

28

oktober 2016

16

KOMMENTARER

græskarsuppe med æbler og kardemommefløde

Skrevet af , Posted in supper

 

28. oktober 2016

 

en uhyyyyyggelig hyggelig halloweensuppe

graeskarsuppe-2016-3

Halloween er lige om hjørnet, og denne nye tradition, der er kommet til os fra USA, kræver en græskarsuppe. Mindst – for halloween er meget mere end græskarsuppe.

Halloween er en ekstra fastelavn, der betyder udhulede græskar, græskarmænd og -kvinder med lys i øjnene, skramlende skeletter, spøgelser, skæg og udklædning – og børnenes insisteren på “slik eller ballade”.

Ikke alle synes om den nye tradition, men jeg tror, vi kan blive enige om, at en varm og krydret græskarsuppe hører efteråret til.

.

graeskarcartoon

 

den store græskarkone er kommet

kirsten-græskar-Sakskøbing

Jeg har sat mig på et større parti græskar på Torvet i Sakskøbing. Interessen for græskar, både som græskarlygter og som mad er eksploderet i de seneste par år. Især græskarsuppe er blevet en yndet ret. Jeg har tidligere år lagt opskrifter på græskarsupper på bloggen. Kig fx på denne her:

 

græskarsuppe med knas og kerner

græskarsuppe.1

 

et supersundt bær

græskar.-Stubbek

Græskar er slet ikke en grøntsag men et bær. Somme tider et gigantisk bær! Verdens største græskar vejer 900 kg og er dyrket i Californien. I Danmark er vi “kun” oppe på godt 300 kg.

Mindre kan sagtens gøre det, og cirka et halvt græskar er nok til denne spicy suppe. Græskar er kalorielet og super-sund. Se om næringsstofferne i græskar her. På samme side finder du opskriften på et græskarbrød, der passer fint til suppen. Det er et æltefrit grydebrød bagt i gryde, så det er nemt at bage dette sprøde brød med en luftig krumme.

 

halloweenbrød

græskarbrød.1

 

en græskarsuppe med æbler

graeskarsuppe-2016-1

I år bugner det med æbler, så hvorfor et komme et par stykker i græskarsuppen? Det giver en frisk og let syrlig smag.

Man fornærmer næppe det sunde græskar ved at sige, at det ikke leverer alverdens smagsnuancer. Derfor kommer æblerne til hjælp med flere smagsnuancer, men ikke mindst chili, ingefær og kardemomme sætter deres smagsmæssige stempel på suppen.

 

efterårets bedste suppe

graeskarsuppe-2016

Du kan pynte suppen med kardemommefløde og græskarkerner – eller som her med rød skovsyre og græskarkerner. Rør i så fald ekstra kardemomme i suppen.

.

græskarsuppe med æbler og kardemommefløde

100 g løg

4 fed hvidløg

1 chili eller et nip chiliflager

2 spsk kokos- eller olivenolie

800 g græskar, fx hokkaido

2 søde æbler, ca. 300 g

8 dl grøntsagsbouillon

1 økologisk citron

2 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

2-3 spsk reven ingefær

2 dl kokosmælk

1-2 spsk agavesirup

1 tsk stødte kardemommefrø

3-4 spsk græskarkerner

 

Hak løg, hvidløg og evt. chili. Svits de tre ting i olien, til løgene er bløde.

Skær græskar og æbler i terninger og kom dem i gryden. Hverken æbler eller græskar skal skrælles, men fjern kerner og kernehuse.

Tilsæt bouillon, 2 spsk citronsaft, gurkemeje og peber. Læg låg på gryden og lad suppen simre 8-10 minutter. Fjern gryden fra varmen og lad suppen afkøle lidt.

Purér suppen i blenderen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt reven ingefær og godt 1 dl kokosmælk. Hvis suppen er for tyk, tilsættes lidt mere bouillon.

Smag suppen til med salt, peber, citronsaft og agavesirup, evt. også mere ingefær.

Skær 2 spsk tynde strimler af citronskallen.

Smag ca. 1/2 dl kokosmælk til med lidt salt og stødte kardemommefrø.

Varm suppen igennem og servér den i fire tallerkener eller små skåle. Sæt lidt kokosfløde på suppen med en ske og drys med lidt mere kardemomme, citronstrimler og græskarkerner.

.

graeskarsuppe-2016-2

Share