Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

forretterArkiv

fredag

19

juni 2026

0

KOMMENTARER

festlig Sct. Hans: lækker afsked med aspargessæsonen

Skrevet af , Posted in festmad, forretter

.

farvel til aspargessæsonen Sct. Hans aften 

For mig er midsommer duften af hyld og vilde roser – og nydelsen af årets sidste asparges.

Asparges stikkes traditionelt indtil Sct.Hans, så planterne kan få et velfortjent hvil indtil næste forår. Det er dog som regel muligt at finde de skønne stængler indtil juli. Men så er det definitivt slut, og jeg begynder allerede at glæde mig til næste sæson.

Ligesom jordbær er asparges en udpræget sæsonspise, og det er en af de store glæder ved de to produkter: at man kan l æ n g e s … Vi er så vant til, at vi kan få alle frugter og grøntsager året rundt, men der er faktisk en stor glæde ved at spise produkterne, når de er i sæson.

.

to små retter til Sct. Hans-middagen

Jeg har lavet to små retter til årets længste aften: en med grønne asparges og den marokkanske mandelsovs, chermoula (se fotoet øverst), og en ret med hvide asparges og grapefrugt i en caviart-dressing (caviart er små tangkugler, der minder om caviar, se forhandlere på nettet).

De små retter kan serveres som forretter, som frokostretter – eller som dele af en større servering med flere små retter.

.

pikant mandeldressing

Denne mandeldressing – eller -dip, -sovs eller mandelpasta – betegnelsen afhænger af, hvor glat man purerer ingredienserne – stammer fra Marokko.

Chermoula spises hovedsagelig til fisk i Marokko, men “sovsen” er også fremragende til grøntsager, især asparges og grillede peberfrugter, auberginer og squash.

.

fik du en fødevarecheck? 

Så kom der hjælp til vi trængte forbrugere. Det er dog langt fra alle, der har modtaget fødevarechecken, der er særlig taknemmelige. Mange synes nemlig ikke, de har brug for en ekstra håndsrækning.

Når det er sagt, er der en hel del danskere, der har en stram økonomi, og hvor pengene uden tvivl falder på et tørt sted. Men bliver der mon købt sunde fødevarer for de gode penge?

Når jeg står i køen i supermarkedet, er der som regel god tid til at skanne de medhandlenes indkøb, og mange kurve er fyldt med tomme kalorier med overvægt af øl, sodavand, chips, frysepizzaer eller anden ultraforarbejdet mad i forhold til kartofler, gulerødder, selleri og bælgfrugter. Økologiske varer er ofte sørgeligt fraværende. Fra undersøgelser ved vi, at det ofte er de mindst bemidlede, der lever mest usundt.

Gad vide, om de mennesker, der ikke har så megen viden om og erfaring med sund mad, ikke ville have haft langt større gavn af en ugentlig måltidskasse leveret direkte til døren. En kasse bugnende med grøntsager og plantebaserede proteiner – sendt med kærlig hilsen fra regeringen sammen med nemme opskrifter på lækker, sanseberusende og sund mad. Mad med masser af smagsoplevelser og næring. Mad med krydderurter og krydderier, som måske aldrig har fået lov at sprede deres vidunderlige dufte i køkkenet før. En ny verden ville åbne sig …

Hvis hjælp til hjemmelavet mad med friske råvarer og bælgfrugter flyttede direkte ind i køkkenet, tror jeg på mere forandring end Fødevarestyrelsens anbefalinger og en check.

.

asparges og grape i caviartdressing

(4 personer)

4 hvide, lange mediumtykke asparges

1 lille rød grapefrugt

dressing:

½ dl hyldeblomstsaft

¼ dl olivenolie

citronsaft

1 spsk sort caviart

1 spsk rød caviart

1 spsk kapers

evt. 1 spsk grønne ramsløgfrø, evt. hyldeblomster

salt, friskkværnet peber

.

Skræl de hvide asparges og læg dem i kogende vand 2-3 minutter. Afdryp og afkøl dem. Skær dem i skrå stykker på et par cm. Du kan også bruge aspargesene rå.

Skær fileter af grapefrugten. Skær dem evt. i mindre stykker.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt og peber.

Vend asparges og grape i dressingen og servér den lille ret i små dybe skåle/tallerkener eller i en lille muslingeskal. Drys evt. med friske hyldeblomster eller en krydderurt.

.

grønne asparges – måske med et drys af midsommer?

grønne asparges med chermoulasovs

(4 personer)

250 g tynde grønne asparges

evt. helt små og friske ærter

evt. hyldeblomster

mandelsovs:

75 g smuttede mandler

3 fed hvidløg

lidt økologisk citronskal + saft

2 spsk olivenolie

1 bdt frisk koriander

1 bdt persille

1 spsk ristede spidskommen- og korianderfrø

evt. et nip chiliflager

.

Blend mandler, hvidløg, citronskal, olie, koriander og persille med så meget vand, at det bliver en lind pasta. Du kan også vælge en lidt grovere konsistens.

Smag til med salt, peber og citronsaft. Knus krydderierne i en morter og tilsæt dem. Smag til igen.

Det anbefales tit at knække det nederste stykke af asparges. Det synes jeg giver alt for meget spild. Er det nederste af de grønne asparges lidt træet, så skræl dem på det nederste stykke.

Læg aspargesene i kogende vand 1-2 minutter. Afdryp og afkøl dem. Du kan også bruge aspargesene rå.

Arrangér aspargesene på et fad og læg mandelsovsen over. Drys evt. med lidt friske ærter og friske hyldeblomster.

.

.

Share

fredag

29

maj 2026

2

KOMMENTARER

kold aspargessuppe med nye kartofler og dild – sæson for kolde supper

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

hele forsommeren i én tallerken

Nu er alle de små vidundere ankommet: aspargesene, de små nye kartofler, ærterne og radiserne – og prikken over det hele: frisk duftende dild!

Så hvad er mere oplagt end at fejre forsommeren med alle de skønne produkter i en kold suppe.

Nederst i indlægget er der flere forslag til kolde supper.

.

.

sæson for kolde supper

Når solen skinner og temperaturen stiger, er det tid til let sommermad. Nye kartofler og asparges passer sammen som fod i hose. Og så er der faktisk mere smag i de kolde nye kartofler end i de varme.

Væden i suppen er grøntsagsbouillon og yoghurt, men du kan også vælge plantefløde.

Som protein har jeg valgt quinoa. Hvis du vil have suppen mere mættende, kan du fordoble mængden af quinoa.

.

kold aspargessuppe med nye kartofler og dild

(4 personer)

50 g quinoa

200 g meget små nye kartofler

250 g asparges

1 hvidt sommerløg

2 spsk olivenolie

3 dl grøntsagsbouillon/kogevand fra kartoflerne

50 g bælgede ærter

2-3 dl plantebaseret yoghurt eller plantefløde + citronsaft

1 fed hvidløg

masser af klippet dild

salt, friskkværnet peber

8 radiser

Kog quinoaen i vand der dækker, ca. 20 minutter. Hold øje med at frøene ikke koger tør, og tilsæt om nødvendigt mere vand. Afkøl quinoaen.

Kog kartoflerne lige netop møre. Det er vigtigt, at de ikke bliver kogt for meget. Hold øje med dem. Stik i dem ofte med en cocktailpind. Koger du meget små kartofler, er det ofte nok at lade dem koge op og derefter slukke for varmen. Kartoflerne kan så blive færdige ved eftervarmen.

Gem kogevandet og afkøl kartoflerne.

Skræl hvide asparges og skær dem i små stykker på skrå. Grønne asparges skal ikke skrælles.

Hak løget og svits det i olien 3-4 minutter.

Bring bouillonen i kog og tilsæt asparges og ærter. Kog ca. 1 minut og sluk for varmen. Afkøl bouillonen.

Rør yoghurten eller fløden i suppen, når den er afkølet. Tilsæt evt. mere bouillon og/eller yoghurt/fløde.

Tilsæt quinoaen og de kogte kartofler lige før serveringen.

Smag godt til med presset hvidløg, dild, salt og peber. Evt. også med citronsaft.

Servér suppen portionsvis og drys med tyndt skivede radiser og mere dild.

.

kold ærtesuppe med dildolie og ristet boghvede

Ærter og dild klæder hinanden. Den lækre suppe er toppet med knasende boghvedekerner.

Se opskriften her.

.

kold rødbedesuppe med kardemomme og peberrodsfløde

De nye rødbeder må vi vente lidt med, men har du gamle liggende i skuffen, går de også fint i denne suppe.

Ramsløgene er på det sidste, men det er endnu muligt at finde blomster, som gør suppen ekstra smuk.

Se opskriften her.

.

kold agurkesuppe med radiser og mynte

Agurkesupper er lynhurtige at lave – og skønne i sommervarmen.

Se opskriften her.

.

kold agurkesuppe med ramsløgolie

Denne agurkesuppe er kølende og pikant med urteolie på toppen.

Se opskriften her.

.

2 x gazpacho

Gazpacho er en klassisk italiensk, kold tomatsuppe. Her er den også i en udgave med agurk.

Se opskrifterne her.

.

Share

fredag

22

maj 2026

4

KOMMENTARER

gourmet til pinsefrokosten – hænger sygdom og dyreproduktion sammen?

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, småretter, smørrebrød

.

grøn er vårens hæk … kartoffelmadder til pinsefrokosten

Det er pinse, og nu er alt derude grønt. Så hvad er mere oplagt end også at fejre pinsen med masser af grønt på tallerkenerne.

Hvis du er den, der står for pinsefrokosten, er det netop nu sæsonen til både at ære de nye kartofler og aspargesene. Og hvem elsker ikke nye kartofler og asparges?

På denne mad dækkes nye kartofler af grønne asparges, kogt et par minutter og afkølet. På toppen er mayo og dild. Superenkelt, men med stor, stor smag af dansk sommer.

.

en lidt mere avanceret kartoffelmad

Dette stykke smørrebrød er lidt mere fyldigt. I bunden er kogte nye kartofler, derover mayo smagt til med trøffelolie (du kan også vælge dijonsennep), et stykke plante”bacon”, tynde strimler af squash marineret i en olie/eddikedressing, tyndt høvlede skiver af radiser samt en lille håndfuld kørvel (kan erstattes af bredbladet persille eller løvstikke).

Plantebacon kan laves af fx kinaradise eller af tang.

.

skift råt kød ud med asparges

Endnu en ret på pinsens frokostbord kan være en tatar. Tatar er ensbetydende med noget råt. Men i stedet for råt kød, har jeg valgt rå asparges, som serveres med fileter af grapefrugt, små oliven og hakkede pecannødder.

.

en frisk forret eller frokostret

Den lille servering egner sig som en forret eller som en af flere retter på pinsens frokostbord.

Jeg har drysset med bittesmå græske oliven, som jeg fandt hos købmanden i Jægersborggade i København: Nørrebro Kolonial, som er lidt af en Aladdins hule for gourmeter.

.

vi danskere er verdensmestre

I Danmark elsker vi at være førende i verden. Vi er et lille land med store tanker om os selv. Det er der god grund til på flere områder, men der er også et par, hvor det er skamfuldt at ligge på førstepladsen.

Nye undersøgelser viser, at vi er tæt på at være førende på antal kræfttilfælde i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med. På verdensplan har vi den tredjestørste forekomst af kræft, efter New Zealand og Australien (hvor hudkræft er en stor faktor). I Europa er vi førende!

Kræft kan have mange forskellige årsager: dårlig livsstil, rygning, for meget alkohol, overvægt, fejlernæring, arvelig disponering, psykisk belastning og meget mere.

Men kan man forestille sig, at endnu en årsag kan være det faktum, at vi er førende i verden på antal produktionsdyr pr. indbygger? Dette lille land med 6 millioner mennesker producerer langt over 200 millioner dyr om året.

Kan det tænkes, at den forurening og forgiftning, der følger med det absurd store antal dyr, vi opdrætter, kan sættes i forbindelse med kræft? Kan de mængder af efterladenskaber fra mere end 200 millioner dyr være så skadelig for jord, luft og vand, at det gør os syge? Før i tiden kunne vi glæde os over, at vi rigtig mange steder i Danmark fik havluft i lungerne, når vi trak vejret. I dag er det mere gylleinficeret luft, vi lukker ned i lungerne.

Den intensive dyrkning af foder til de mange dyr beslaglægger desuden det meste af vores landbrugsjord og medfører giftsprøjtning, der forurener vores grøntsager, korn og andre afgrøder, og forgifter vores grundvand. Der er nu sprøjterester i over halvdelen af alle vandboringer i Danmark. Vi ved ikke nok om, hvad det betyder for vores helbred. Men gift har aldrig været sundt.

Når vi ved, at en af vores mest spiste fødemidler, kartoflen, sprøjtes helt op til 18 gange i sæsonen med forskellige former for gift, er der grund til at råbe vagt i gevær.

Er der nogen, der forsker i den eventuelle sammenhæng mellem vores forvoksede dyreproduktion, giftsprøjtningen af vores fødemidler og befolkningens sundhedstilstand? Denne produktion af andre levende væsener slår livet ihjel i jorden såvel som i havet. Hvad med os mennesker?

Kan vores syge natur undgå at hænge sammen med vores egen (mangel på) sundhed?

En opløftende ting er, at det danske sundhedsvæsen er blandt de dygtigste til at helbrede kræft. Men hvorfor ikke forebygge i stedet for at helbrede?

Sidste år brugte vi i Danmark 133 milliarder kroner alene på de danske hospitaler, heraf en stor del til kræftområdet. Vores samlede sundhedsudgifter beløber sig til næsten 300 milliarder årligt.

Hos Kræftens Bekæmpelse siger man: “Spiste vi eksempelvis som sundhedsapostlene prædiker – mindre kød, mere grønt – ville 3.100 nye kræfttilfælde i Danmark kunne undgås. Hvis ingen var overvægtige, kunne 1.900 kræfttilfælde undgås, og hvis ingen drak alkohol, var der 1.350 færre kræfttilfælde hvert år.” Foreningen tilføjer, at 6.500 nye kræfttilfælde kunne undgås, hvis vi ikke røg – eller havde røget.

Ethvert menneske kan få kræft – også selv om man lever supersundt – men hvis vi hver eneste dag styrker vores immunforsvar med plantebaserede økologiske råvarer, kan vi forebygge mange former for velfærdssygdomme. Vil man passe bedst muligt på sin sundhed og sit helbred, skal man spise økologiske produkter, masser af farvestrålende grøntsager, kerner, nødder og frø, sunde olier, overvejende plantebaserede proteiner – og undgå ultraforarbejdet mad. Og så skal vi forlange af vores politikere, at al gift fjernes fra vores mad og vores vand.

Det er meget sjovere at være i køkkenet end på hospitalet!

.

tatar kan også være med asparges

aspargestatar med grapefrugt

(4 personer)

400 g hvide og/eller grønne asparges

1 lille rød grapefrugt

1 dl plantebaseret cremefraiche eller silketofu

2 spsk fintsnittet estragon eller dild

1-2 tsk dijonsennep

2 spsk hakkede cornichoner

salt, friskkværnet peber

4 spsk hakkede pecannødder eller andre nødder + ekstra til drys

4 spsk hakkede sorte oliven + ekstra til drys

urteolie eller olivenolie

.

Skræl hvide asparges – skræl evt. grønne nederst på stilken.

Skær papirtynde skiver af aspargesene. Brug evt. et mandolinjern. Tag hovederne fra. Hæld kogende vand over hovederne og lad dem afkøle i vandet.

Skær 8 fileter af grapefrugten. Sørg for, at der ikke kommer hinder med.

Smag cremefraichen eller silketofuen godt til med estragon, sennep, agurker, salt og peber. Tilsæt nødder og oliven. Smag til igen. Smagene må ikke tage magten fra de sarte asparges, men samtidig skal cremen også smage af noget.

Du kan tilberede retten hertil i forvejen.

For at undgå for megen væde på tallerkenerne, anbefaler jeg, at man rører cremen og aspargesene sammen lige inden serveringen.

Fordel tataren i metalringe på fire tallerkener. Pres det godt sammen. Skær aspargeshovederne igennem og læg dem på tatarerne. Drys med hakkede nødder og oliven. Dryp med lidt urteolie eller olivenolie.

Små spiselige blomster giver retten et ekstra pift.

.

..

tip

Du kan også vælge at tilsætte tataren små nye grønne ærter og fejre sæsonens sidste ramsløg i tataren.

I så fald rører du ærterne i cremen – og du kan evt. dække tataren med blomster af ramsløg og pynte med et ærteskud.

.

Du kan udelade blomsterne og i stedet drysse med hakkede, ristede hasselnødder.

.

Share