Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

festmadArkiv

fredag

21

maj 2021

2

KOMMENTARER

kikærteomeletter med asparges og nye kartofler

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

omelet uden æg – kan man det?

Ja, man kan faktisk godt lave omeletter uden æg. Disse er bagt af kikærtemel, og selvfølgelig bliver kikærteomeletterne lidt anderledes, knap så luftige, men lækre er de.

Når der tilsættes gærflager og sort salt (kala namak) får omeletterne en let æggeagtig smag. Hvis du ikke ønsker det, bruger du blot almindeligt salt.

Det er vigtigt at nyde omeletterne varme, straks de er bagt. Du skal derfor starte med at tilberede grøntsagerne og sovsen, så de er klar, når omeletterne er bagt.

Omeletterne er beregnet som en forret eller en frokostret.

.

med asparges og nye kartofler

Omeletterne kan serveres med et hvilket som helst slags fyld. Lige nu er det dog oplagt at vælge små nye kartofler og asparges.

Jeg foreslår en sovs til af yoghurt og mayo, smagt til med grov sennep.

.

med ramsløg og løgkarse

I denne tid er det også sæson for ramsløg og løgkarse. De to urter både smager og pynter på omeletterne. Men du kan også vælge krydderurter som basilikum, timian eller dild.

.

små nye gulerødder

Afhængig af, hvor mættende retten skal være, kan du også give letdampede nye gulerødder til. Friske ærter er også en mulighed.

Nye kartofler, nye gulerødder og asparges er indbegrebet af dansk forår og forsommer.

Rigtig glædelig pinse!

.

kikærteomeletter med asparges og nye kartofler

(4 personer)

omeletter:

50 g skalotteløg

1 fed hvidløg

100 g kikærtemel

½ dl gærflager (kan udelades)

½ tsk bagepulver

1 tsk gurkemeje

½ tsk sort salt (kala namak) eller alm. salt, friskkværnet peber

ca. 2 dl vand

olie til stegning

grøntsager:

12 små nye kartofler

12 asparges

evt. ramsløg og/eller løgkarse

sennepscreme:

1½ dl afdryppet planteyoghurt

½ dl mayo

2-3 tsk grov sennep

salt, friskkværnet peber, agavesirup eller rørsukker

.

Riv løg og hvidløg og rør det i kikærtemelet sammen med alle de tørre ingredienser.

Pisk vandet i lidt ad gangen, indtil dejen har konsistens som en tynd pandekagedej. Den må ikke være for tyk.

Bag fire små omeletter. Du kan bage dem gyldne på begge sider – eller lægge grøntsagerne på den ene halvdel og vippe den anden ind over fyldet.

Omeletterne skal serveres, når de er varme og nybagte.

Inden du bager omeletterne skal du derfor have kartofler, asparges og sovs klar.

Kog kartoflerne netop møre. Sluk i god tid og lad dem ligge i vandet, til de er netop bløde men stadig faste.

Skræl hvide asparges og læg dem i kogende vand. Kog dem 2 minutter og afdryp dem.

Rør yoghurt og mayo med sennep, et drys salt og peber samt en smule sirup eller sukker.

Smag sovsen godt til.

Servér omeletterne med tre kartofler og tre asparges på hver. Du kan også give små nye gulerødder til, enten rå eller dampede et par minutter sammen med aspargesene.

Pynt evt. med ramsløg og/eller løgkarse. Giv sovsen til separat.

.

.

Share

fredag

14

maj 2021

12

KOMMENTARER

steaks af blomkål med nøddepanering og karrysovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

steak på den skånsomme måde

Heldigvis er det ikke hugget i granit, at en steg eller bøf skal stamme fra et dyr. Et dyr der efter al sandsynlighed har haft et lidelsesfyldt liv.

Denne steak er lavet af blomkål, og det giver på alle måder mening. Trods vedvarende modstand fra mange mod at skifte kødet ud med planter, er der ingen vej udenom. Vi kan ikke etisk forsvare at behandle hverken dyrene, naturen eller klimaet, som vi gør. Og når en steak af blomkål smager vildt godt, er det jo bare med at komme i gang!

.

en steak der smager

Sådan en steak af blomkål ligger let i maven, og så kommer den med en masse smagsnuancer fra panering og karrysovs.

.

spis med hjertet

Når vi spiser med hjertet, tager vi hensyn til både dyr og klima. Samtidig spiser vi optimalt for vores eget hjerte. For at understrege det faktum, har jeg formet paneringen til steaks’ene som et hjerte.

.

nødde- og mandelpanering

En del af smagsoplevelsen kommer fra den panering, der hedder en panade. Jeg laver den med en blanding af forskellige nødder, mandler og kerner. Du kan vælge blot nødder eller mandler – eller en blanding som foreslået i opskriften.

Karrysovsen er med til at give blomkålsbøfferne endnu flere smagsnuancer.

.

Vælg et stort blomkålshoved, så du kan skære tykke skiver, der hænger sammen. Regn med 1-2 skiver pr. person afhængig af tykkelsen.

De fine grønne blade omkring kålen kan bruges i en suppe.

.

salat af perlebyg og linser 

Vælg gerne et tilbehør af bønner, linser og/eller korn, fx denne salat med linser og perlebyg. Der hører en ærtepuré til salaten, men til blomkålen kan du med fordel bruge en almindelig olie/eddikedressing smagt til med lidt presset hvidløg.

Se opskriften her.

Nye kartofler som tilbehør er også et godt valg.

.

steak af blomkål med nøddepanering og karrysovs

(4 personer)

1 stort blomkålshoved

panering:

100 g blandede mandler, hasselnødder, valnødder, solsikkekerner, græskarkerner

1 spsk spidskommenfrø

½ spsk tørret timian og/eller oregano

4 fed hvidløg

4 spsk hakket persille eller snittet basilikum

4 spsk rasp

salt, friskkværnet peber

1 økologisk limefrugt eller citron

ca. 1 dl plantefløde

olivenolie

evt. kapers

karrysovs:

1-2 tsk karry

1 spsk olivenolie

50 g skalotteløg

2 1/2  dl havre- eller sojafløde

lime- eller citronsaft, tamari, rørsukker

.

Skær blomkålen i ca. 8 skiver. Sørg for at de hænger så godt sammen som muligt.

Kunsten er at skære skiverne så tilpas tykke, at de kun bliver netop bagte samtidig med at paneringen bliver gylden.

Hvis skiverne er for tynde, når de at blive meget bløde, før paneringen er færdigbagt.

Du kan evt. bage skiverne 8-10 minutter og derefter tænde for grillen for at give farve til paneringen.

.

Paneringen:

Blend de valgte nødder og frø sammen med spidskommen og krydderurter.

Pres hvidløgsfeddene og rør dem i blandingen sammen med persille og rasp. Smag til med salt og peber.

Tilsæt 1-2 spsk citrussaft samt 1 spsk reven skal.

Rør så meget fløde og olivenolie i paneringen, at den bliver sammenhængende som en tyk pasta. Smag til igen.

Læg blomkålsskiverne på bagepapir på en bageplade. Fordel paneringen på skiverne. Pres den godt ned i kålen.

Bag blomkålen i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, 10-15 minutter. Sæt evt. pladen under grillen lidt tidligere som foreslået ovenfor.

Sovsen:

”Brænd” karry efter smag af i olien. Hak løget og tilsæt det. Lad det simre 4-5 minutter.

Tilsæt fløden og to spsk citrussaft.

Lad sovsen tykne lidt og smag til med citrussaft og tamari, evt. også et nip sukker.

.

Drys evt. med lidt kapers og giv sovsen til separat.

..

Share

fredag

7

maj 2021

0

KOMMENTARER

asparges-lækkerier til weekenden

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

festlige asparges

Jeg har virkelig travlt i denne tid. Jeg vil gerne nyde de skønne asparges hver eneste dag og på alle mulige måder. Sæsonen er kort, så der er ingen tid at spilde. Her er to forslag til festlige serveringer.

Disse asparges er grillede, men de kan også koges 1-2 minutter.

.

vælg de tykke stængler

Hvis du vil servere asparges med topping, skal du vælge nogle tykke basser som på billedet. Aspargesene skal være så tykke, at de kan skæres igennem på langs.

Som forret skal du beregne en lang tyk asparges pr. person.

.

hele Europa elsker asparges

Indtil for nogle få år siden spiste vi i Danmark ikke særlig mange asparges. Det var faktisk svært at finde de hvide i butikkerne.

Derfor valfartede jeg hvert år i maj til Samsø eller til nogle af de store aspargesavlende lande sydpå. På billedet ovenfor bugner aspargesene på Viktualienmarkt i München.

Nedenfor er det en kæmpeplakat for asparges på markedet i Zagreb.

.

.

to lækre serveringer

Lige forude vinker flere af forårets helligdage, og mon ikke vi er mange, der vil fejre både aspargesene, foråret og det lidt mere oplukkede samfund sammen med vennerne. Her kommer de festklædte asparges ind i billedet.

.

grillede asparges med caviart, mayo og basilikum

Jeg har på den ene halvdel af en tyk grillet asparges pyntet med store basilikumblade fyldt med mayo og caviart (“kaviar” af tang – kan købes hos Føtex eller i nogle af COOPs butikker).

Når du griller aspargesene, skal de have fine brune grillstriber på hver side, men du skal ikke grille dem så længe, at de bliver for bløde. Det er vigtigt, at asparges bevarer deres sprødhed, hvadenten de er grillede eller kogte.

.

en lille blomst …

“En lille blomst må man have”, sagde H.C. Andersen. En lille blomst kan også sætte prikken over i’et i en i øvrigt smuk servering. Jeg har pyntet ekstra med et par blade af ramsløg.

.

grillede asparges med tomatsalsa

En anden mulighed for tilbehør til aspargesene er en tomatsalsa. Tomatsalsaen laves af hakkede kulørte tomater. Lækrest bliver salsaen, hvis du kan være heldig at finde nogle søde eksemplarer af de små tomater.

Vend tomaterne i en dressing af en god økologisk koldpresset olivenolie og en gammel, vellagret balsamico. Smag til med salt, peber og sukker, evt. også et halvt fed presset hvidløg.

Vend bladene af basilikum i tomaterne, gerne både grønne og røde.

Drys evt. med lidt sort salt.

.

.

supplér med marinerede squash

Du kan udvide den lille lækkerbid med tynde skiver af squash marineret en times tid i en marinade af olie/eddike smagt til med sukker, salt og peber.

.

asparges med tapenade

En anden variation er disse tynde asparges, som serveres med en tapenade og ristede mandler. Det kunne også være en ramsløg- eller basiikumpesto.

Jeg ønsker et rigtig dejligt asparges-forår!

.

Share