Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

festmadArkiv

fredag

30

januar 2026

6

KOMMENTARER

bagte jordskokker og marineret selleri i sennepssovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

forkæl dine smagsløg i en kold tid

Når to gamle rødder som selleri og jordskokker går sammen, bliver det nemt til et lille festmåltid.

Og hvis der er noget, vi har brug for, er det lidt fest her i den kolde og mørke tid. Det blæser koldt fra både øst og vest. Men som bekendt: hjemme bedst. Når det stormer ude i verden, kan vi i al fald samles om et lækkert måltid mad. Lad os lave hverdagsmiddagen om til en fest. Verdensfreden starter faktisk på vores tallerken.

.

selleri i fettuccine-format

Jeg har sagt det før: Der er ingen ende på selleriens anvendelsesmuligheder. Her er roden blevet til tynde pasta-lignende strimler, som jeg har marineret i hyldeblomstsaft (det dufter da lidt af sommer!).

.

jordskokker – blodsukkerets bedste venner

Man kan roligt kalde jordskokker for “powerfood”. De knudrede knolde er geniale på flere punkter: Bl.a. indeholder de stoffet inulin, der er med til at holde blodsukkeret stabilt. Derfor er jordskokker især gode for folk med diabetes.

Men ikke nok med det. Inulin er ufordøjelige fibre med en præbiotisk effekt på vores tarmes mikrobiota (dvs. de stimulerer væksten af gavnlige bakterier) . Bakterierne er vilde med mad, der indeholder inulin, fordi de bruger inulinen som energikilde, og det styrker vores helbred.

.

når helt enkelt bliver temmelig festligt

.

grøn gæstemad

Hvis du slet ikke kan få nok af lækker, bæredygtig mad, kan du gøre et godt køb i disse dage.

Interntboghandlen Saxo.com har min bog, “Grøn gæstemad”, på tilbud med 40% rabat indtil den 11. februar.

Bogens normalpris er kr. 214,95, men kan nu erhverves til kr. 129,00.

Gå ind på Saxo.com. Her kan du bestille “Grøn gæstemad”.

.

bagte jordskokker og marineret selleri i sennepssovs

(4 personer)

50 g hasselnødder

300 g jordskokker

olivenolie

400 g selleri

1 dl hyldeblomstsaft

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

timian eller basilikum

sovs:

½ dl af kogelagen med hyldeblomst

2 dl plantefløde

ca. 1 spsk grov dijonsennep

.

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær jordskokkerne igennem på langs, og læg dem på en smurt bageplade med skærefladen nedad. Pensl overfladerne med olie.

Bag jordskokkerne i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter. Hold øje med, når skærefladerne er gyldne. Vend jordskokkerne, hvis de ikke er næsten gennembagte, og lad dem stå endnu nogle minutter i ovnen.

Du kan også stege jordskokkerne på en pande.

Hold jordskokkerne varme.

Skær sellerien i meget tynde skiver på et mandolinjern. Skær skiverne i strimler.

Bring hyldeblomst- og citronsaft i kog med et drys salt og peber.

Læg selleristrimlerne i væden og lad den koge op. Fjern gryden fra varmen og lad sellerien afkøle i væden.

Sovsen: Bland hyldeblomstsaft og fløde og bring det i kog. Kog sovsen lidt ind og smag til med sennep, salt og peber.

Kom selleristrimlerne i sovsen og varm dem igennem.

Servér retten med sovs og selleri i bunden, og arrangér de bagte jordskokker udenom.

Drys med timian eller basilikum og de ristede nødder.

 .

.

Share

mandag

29

december 2025

8

KOMMENTARER

glædeligt nytår – en festlig suppe til årets sidste aften

Skrevet af , Posted in festmad, nytårsmenu, supper

.

Med en lækker japansk inspireret suppe, ønsker jeg alle et rigtig godt nytår.

Det er mit håb, at 2026 bliver året, hvor mange flere får lyst til at spise mere plantebaseret. Jeg håber det både for planetens og vores eget helbreds skyld. Men mest af alt håber jeg det på vegne af milliarder af lidende produktionsdyr.

Bioetikeren Micky Gjerris bruger i sin nye bog, “Dyrenes bog – det begynder med os“, begrebet “villet blindhed”, når vi lukker øjnene for de lidelser, der er indlagret i det stykke kød, der ligger på vores tallerken.

Micky Gjerris er en af Danmarks fornemste forkæmpere for dyrevelfærd. I anden sammenhæng har Micky sagt, at vi hver især må overveje hvilken slags menneske, vi vil være. På vej ind i et nyt år, er det værd at meditere lidt over dét spørgsmål.

Mit ønske for 2026 er, at det bliver året, hvor vi lukker op for medfølelse med vores følende og lidende medskabninger.

En meget stor tak for alle de kærlige tilkendegivelser jeg har modtaget i årets løb. Det er en sand fryd at levere opskrifter til så engageret et publikum. Det er meget inspirerende og meget motiverende.

Vi ses i det nye år – helt grønne i hovederne (og maven!)

.

smagfuld suppe til årets sidste aften

Japan er et land med stærke traditioner, også når det gælder mad. Til nytår spiser man fx en suppe med mange grøntsager og de lækre og opbyggende shiitakesvampe, der i årtusinder har været brugt medicinsk i Østen. I Japan kaldes svampene for ren livseliksir, og med god grund: Shiitakesvampe indeholder mange antioxidanter og virker antiinflammatorisk. Svampene skal helst varmebehandles (koges eller steges) for at næringsstofferne kan udnyttes fuldt ud.

En japansk nytårsuppe er en meget fin måde at gå ind i det nye år med.

Er du ikke vild med tofu, udelader du det blot.

.

japansk nytårssuppe

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe

100 g hvide eller brune ris

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

1-2 spsk reven ingefær

150 g gulerødder

100 g sukkerærter

200 g spidskål

100 g tofu, gerne røget, kan udelades

2-3 spsk tamari

1-2 spsk mirin (sød risvin), kan udelades

2-3 spsk sake (risvin) eller sherry

salt, friskkværnet peber, citronsaft, rørsukker

1 forårsløg

.

Sæt svampene i blød en times tid og fjern derefter stokkene (bruges ikke).

Kog risene og svampene i bouillonen. Kog hvide ris 10 minutter. Kog brune ris 20 minutter. Tilsæt ingefæren.

Skær gulerødderne i stave og kom dem i gryden. Kog suppen endnu 5 minutter.

Tilsæt ærterne og kog suppen 5 minutter mere.

Skær spidskål og tofu i små terninger og kom dem i suppen. Bring suppen i kog og sluk for varmen.

Tilsæt tamari, mirin, sake eller sherry og smag suppen til, også med salt, peber og citronsaft – og måske et nip sukker.

Snit forårsløgene.

Servér suppen i fire skåle og drys med de snittede forårsløg.

endnu en nytårssuppe

En anden meget lækker festsuppe er jordskokkesuppen med ristede mandler, chips og trøffelolie. Se opskriften her.

.

måske svaret på dine nytårsforsætter?

Mange af os har nytårsforsætter. Der er ting, vi ikke får gjort i en travl hverdag, men nu kommer det nye år, så nu skal det altså være. Måske har vi lyst til at få en sundere hverdag, måske er der kommet nogle ekstra kilo på sidebenene i løbet af julen, måske skal det være nu, at vi skærer ned på de animalske proteiner til fordel for de plantebaserede, måske skal der omsider masser af bønner på menuen.

Hvis du har et af disse eller andre sunde ønsker, kan jeg anbefale E-bogen: “Grønt på gaflen”, som jeg har skrevet i samarbejde med min kollega, ernæringsekspert, Anette Harbech Olesen.

Bogen fortæller, hvordan du kommer i gang med den plantebaserede sunde kost. Den indeholder masser af ideer til at smagsætte den grønne mad, og så er der selvfølgelig en lang række opskrifter, der vil få dig godt i gang i det grønne køkken.

E-bogen koster kr. 29,- og kan købes her.

.

Share

mandag

22

december 2025

2

KOMMENTARER

julekalenderen 2025, låge nr. 22: kartoffel/selleriterrine med rosenkål

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, julemad

.

en terrine med rødder fra den danske muld

Denne terrine er lavbudget-mad på flere planer: den er billig – og den tærer ikke meget på jordens ressourcer – eller på juleenergien.

Terrinen kan laves med kartofler alene – eller den kan laves med 3/4 kartofler og 1/4 selleri.

.

ovnbagt rosenkål

Tilbehøret er rosenkål. De supersunde kål er også bæredygtige. Jeg har brugt de lilla, som indeholder flere af de antiinflammatoriske antocyaniner end de grønne rosenkål – men begge slags kan bruges.

Desværre er det svært at finde økologiske danske rosenkål, med mindre man bor i nærheden af en gårdbutik. Jeg har dog for nylig set økologiske rosenkål i Kvickly, og jeg hører, at flere af COOPs butikker har økorosenkål.

.

terrinen og kålen bages samtidig i ovnen

Selv om el er blevet billigere, er der stadig god grund til at spare på energien – for klodens skyld. Derfor er både terrine og rosenkål bagt samtidig i ovnen.

.

proteiner fra bønner og nødder

Terrinen er velegnet som en del af de kommende julefrokoster – men den kan også serveres som frokost- eller hovedret når som helst. I så fald kan det anbefales at supplere med en bønnesalat. Det kan blot være afdryppede bønner fra brik/dåse, vendt i en olie-eddikedressing smagt til med presset hvidløg, finthakket skalotteløg og evt. lidt persille.

Terrinen kan med fordel bages, dagen før den skal serveres.

.

bagt rosenkål som tilbehør

De bagte rosenkål med cremefraiche-dressing, kapers og nødder er også fine som tilbehør.

Terrinen kan bages enten i en aflang form eller i små portionsforme, som på fotoet ovenfor.

.

vælg mellem to slags sovs

Du kan også servere skiver af terrinen blot med en grøn salat. Og du kan desuden vælge en sovs. På serveringen ovenfor er det en cremefraiche-sovs med caviart (tangkaviar – fås ofte i Føtex).

En anden mulighed er en “røget” tahincreme, se opskrifterne nedenfor.

.

kartoffel-selleriterrine med rosenpeber

(4 personer)

ca. 800 g kartofler/selleri (fx 600 g kartofler og 200 g selleri)

ca. 5 spsk kikærtemel

1 spsk rosenpeber (kan udelades)

friske eller tørrede krydderurter: timian, oregano, basilikum, estragon, brøndkarse etc.

salt, friskkværnet peber

olivenolie

”røget” tahincreme:

4 spsk tahin

1 dl havre cremefraiche

2 spsk ristet sesamolie

1 fed hvidløg

et nip chiliflager

1 økologisk citron

cremefraiche med caviart:

2 dl havre cremefraiche

3 spsk caviart

.

Høvl kartoflerne (og evt. sellerien) til tynde skiver på et mandolinjern.

Rør kikærtemelet ud i vand til en tyk jævning.

Stød rosenpeberen i en morter.

Læg lagvis af kartofler/selleri i en bageform (jeg har brugt en form, der måler 9×22 cm) vekslende med rosenpeber, krydderurter, lidt kikærte-jævning og et drys salt og peber.

Læg bagepapir eller pergament i den valgte form – ellers kan terrinen hænge fast i bunden.

Pres kartofler og selleri godt sammen og bag terrinen i en 200 grader varm ovn 40-45 minutter. Sluk for varmen og lad terrinen stå i ovnen endnu 10-15 minutter.

Afkøl terrinen og lad den gerne stå nogle timer eller til næste dag.

Du kan servere enten en tahincreme eller en caviartcreme til terrinen.

Tahincreme: Rør tahinen glat med varmt vand. Tilsæt cremefraiche, sesamolie, presset hvidløg, chili, lidt citronsaft og lidt reven skal.

Smag godt til med salt og peber.

Caviartcreme: Smag cremefraichen til med citronsaft, reven skal, salt og peber.

Rør caviarten i.

.

bagte rosenkål med hasselnødder

(4 personer)

50 g hasselnødder

250 g rosenkål

3 spsk olivenolie

½ dl mayo

½ dl havre cremefraiche eller -yoghurt

1 fed hvidløg

2 tsk tørret timian

2 spsk kapers

salt, friskkværnet peber

.

Skær nødderne i flager og bred dem ud i en bageform.

Del små rosenkål. Skær store rosenkål i kvarte.

Massér olien ind i kålen og læg den i en bageform.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn sammen med nødderne.

Hold øje med nødderne. De bliver hurtigt gyldne.

Bag rosenkålen 10-15 minutter afhængig af størrelsen. Afkøl kålen.

Rør mayo og cremefraiche sammen og tilsæt presset hvidløg, timian og hakkede kapers.

Smag til med salt og peber.

Vend den afkølede kål og nødderne i cremen.

.

.

Share