Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sesamfrøArkiv

fredag

22

april 2016

2

KOMMENTARER

za’atar – sesam- og urtedrys

Skrevet af , Posted in tilbehør

en duft og smag af Orienten

zaatar.2

Za’atar er et drys, der giver ekstra pift til salater og supper. Det kan også drysses på hummus eller yoghurt, og det kan bages med i brød.

Drysset består af tørrede krydderurter efter smag. Oprindeligt var det timian eller oregano, men man finder også za’atar med basilikum og/eller merian. Desuden er der sesamfrø og det mellemøstlige krydderi sumac i drysset. Spidskommen og fennikel tilsættes også ofte. Du kan altså fremstille din egen za’atar efter smag og behag.

Stort set hver familie i Mellemøsten og Centralasien har deres egen opskrift, der ofte holdes hemmelig og vogtes som den hellige gral!

Hvis du ikke kan finde det let syrlige krydderi, sumac, så tilsæt lidt reven citronskal eller rist 2 spsk frisk citrontimian sammen med frøene.

 

za’atar

2 spsk sesamfrø

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk tørret oregano og/eller timian

1/2 spsk sumac

salt, peber

 

zaatar.1

Rist sesamfrø og spidskommenfrø på en tør pande.

Stød den eller de valgte krydderurter og sumac i en morter.

Bland alle ingredienserne og smag godt til med salt og peber.

Opbevar drysset i et lufttæt glas.

 

zaatar

 

Share

mandag

11

januar 2016

14

KOMMENTARER

alliancefad med søde kartofler, spinat og ricotta

Skrevet af , Posted in hovedretter

17. januar 2016

.

en søndagstærte

løgtærte

Kan jeg friste med en søndags-tærte med  løg på en bund af gorgonzolacreme? Du finder opskriften her.

En evt. rest er fin til madpakken.

 

 


 

 

16. januar 2016

.

smagsprøver i SuperBrugsen

kirsten-SuperBrugsen

Foto: Dennis Baggers Laursen

I går havde jeg som annonceret fornøjelsen af at møde kunderne i SuperBrugsen i Brøndby for at præsentere min nye bog, “Powerfood revolutionen”. Det er altid interessant at snakke med dem, der er interesseret i mad og/eller gerne vil leve sundere.

Generelt var folk meget begejstrede for mine smagsprøver – “Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej” og “Grønkålssuppe med æbler og edamamebønner” (opskriften findes kun i “Powerfood revolutionen”).

Jeg var især glad for, at børnene tog for sig af retterne. Her var ingen spor af kræsenhed. De ville gerne have forældrene til at bytte den fede og usunde leverpostej ud med leve-postejen. Måske er der håb i de nye generationer?

En ældre overvægtig herre mente i al fald, at man skulle spise kød. For det havde man gjort siden stenalderen!

.


.

15. januar 2016

.

kig forbi SuperBrugsen

2683_Powerfood_Cover_LoRes

Hvis du befinder sig syd for København i dag, den 15. januar, så kig ind hos SuperBrugsen, Søndre Ringvej 45 A i Brøndby.

Her er jeg fra kl. 15 parat med smagsprøver fra min nye bog, “Powerfood revolutionen” og en snak om alle de ekstraordinært sunde produkter, som bogen handler om.

Du kan læse mere om bogen her.

 


 

13. januar 2016

 .

klassisk kål

kåldolmere

Det er længe siden, jeg har haft kåldolmere på programmet, så her kommer forslag til en rigtig vinterret, som jeg har hevet frem af arkivet.

Husk i øvrigt, hvis du mangler inspiration til middagen, frokosten eller madpakken, at kigge i mit arkiv. Der ligger omkring 1.000 opskrifter. Ved at gå ind under “Søg efter opskrift” i højre spalte her på siden, kan du finde masser af ideer. Skriv fx “Kartoffelfrikadeller”, “Grillede porrer”, “Jordskokkesuppe”, “Hummus” etc., så kommer samtlige opskrifter frem, der er på det pågældende søgeord.

Men i dag foreslår jeg en gang klassiske kåldolmere med sur/sødt fyld. Det er en skøn og velsmagende ret. Her serveres dolmerne med en sennepssovs. Og du kan yderligere servere ovnbagte rodfrugter til. Jeg garanterer: alle bliver glade!

 


 

12. januar 2016

.

dagens gode nyhed

10354584_10153395360736325_345081779758911166_n

I går kunne man i Børsen læse det gode budskab, at skuespilleren Ulrich Thomsen er blevet veganer.

Flere og flere vælger heldigvis den vej – ikke mindst mange unge. Aldrig har jorden haft mere brug for dét holdningsskifte. Hver eneste af os, der vælger at sige nej til animalske produkter, har betydning for vores forpinte jord.

 

 


 

 

11. januar 2016

.

lag-på-lag med søde kartofler
alliancefad-m-søde-kartofler

Her er en ret med masser af de vitaminer og mineraler, vi kan komme i underskud med her midt på vinteren.

Jeg kalder retten for alliancefad, men man kunne også kalde den grøntsagslasagne. I al fald er det en lag-på-lag ret, der tilsammen danner en alliance af sundhed og velsmag.

 

næringsindhold i søde kartofler

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men søde kartofler er fantastiske. De hører til den gruppe fødevarer, der med rette kaldes superfood eller powerfood – det vil sige grøntsager, der ikke blot er mad men også medicin, som jeg skriver om i min nye bog “Powerfood revolutionen”.

De orange rødder er rige på C-vitaminer og betacaroten (A-vitamin) samt B-vitaminer. Af mineraler indeholder de især mangan, jern, magnesium og kalium, som er regulerende for blodtrykket. De holder desuden blodsukkeret i balance og er kolesterolsænkende.

Søde kartofler er også en grøntsag, der virker muskelafslappende og nervestyrkende. Og mange undersøgelser peger på, at kartoflerne beskytter mod flere forskellige former for kræft, bl.a. prostata- og brystkræft.

.

søde-kartofler-m-papir

Søde kartofler er letfordøjelige og derfor også gode ved maveproblemer. De indeholder et stof, der hedder phytochelatin, som binder tungmetaller og andre giftstoffer i fordøjelseskanalen, således at disse går direkte gennem tarmsystemet uden at optages i kroppen.

Rødderne er meget fiberrige (mere end den almindelige kartoffel) og giver derfor en god mæthedsfornemmelse.

Den søde kartoffel er en knold eller rod og slet ikke nogen kartoffel, som den hvide, vi kender, og som tilhører natskyggefamilien. Den søde kartoffel hører til snerlefamilien og er ældgammel. Den har været spist i Sydamerika i mere end 10.000 år. Nu er det på tide, at vi for alvor tager den til os i Danmark.

Søde kartofler både smager og opbygger. Får du smag for flere søde kartofler så prøv også fyldte søde kartofler.

 

alliancefad-m-søde-kartofler.1

alliancefad med søde kartofler, spinat og ricotta

1 spsk spidskommenfrø

200 g løg

4 fed hvidløg

chili efter smag

2 tsk kanel

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g champignon

2 tsk tørret timian

400 g frossen spinat eller 800 g frisk (kan erstattes af grønkål)

2 spsk citronsaft

600 g søde kartofler

250 g ricottaost eller tilsvarende blød vegansk ost

1 dl mandelmælk, sojamælk eller -fløde

olivenolie

4 spsk sesamfrø

4 spsk græskarkerner

 

alliancefad-m-søde-kartofler.3

Rist spidskommenfrøene på en tør pande, til de dufter.

Hak løg, hvidløg og chili.

Kom olien på panden og tilsæt løg, chili og kanel. Svits et par minutter.

Skær svampene i skiver og tilsæt dem sammen med timian og et drys salt. Svits løg og svampe endnu 3-4 minutter.

Tilsæt spinaten. Lad frossen spinat tø op. Frisk spinat skal blot falde sammen.

Tilsæt citronsaften og smag til med salt, peber (evt. chili) og citronsaft.

Høvl de søde kartofler til meget tynde skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.

Rør osten blød med den valgte plantemælk og smag til med salt og peber.

 

alliancefad-m-søde-kartofler.5

alliancefad-m-søde-kartofler.4

Smør et lavt ovnfast fad med olie og læg først et lag søde kartofler. Læg et lag løg/svampe/spinatblanding og fordel lidt ost ovenpå.

Fortsæt på denne måde, til alle ingredienserne er brugt op.

Pensl det øverste lag med olivenolie og sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Tag fadet ud af ovnen og pensl overfladen med olie igen. Drys med sesamfrø og græskarkerner og bag retten færdig, endnu ca. 15 minutter.

 

alliancefad-m-søde-kartofler.2

Servér gerne en salat til alliancefadet, fx  en med broccoli og blomkål.

 

broccoli-blomkålssalat med nicoisedressing

broccoli-blomkc3a5lssalat

 

Share

tirsdag

29

december 2015

4

KOMMENTARER

squashi – grøntsagssushi

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, nytår

.

små grøntsagsruller – sushi på dansk
squashi.2

Jeg kalder de små risfyldte ruller for squashi, fordi de er et alternativ til sushi med tang. Og du kan da også sagtens bruge tang i stedet for grøntsager.

Det kræver lidt fingerfærdighed og tid at få rullerne samlet pænt. Men giv ikke op – brug det som meditation!

Servér rullerne som en mellemret i en hel nytårsmenu. Giv fx en jordskokkesuppe som forret og en lidt større ret, se forslag her.

 

squashi

squashi – små grøntsagsruller med ris

4 tørrede shiitakesvampe

2 spsk tamari (soja)

100 g sushiris

1 1/2 dl vand

1/2 dl riseddike

2 spsk rørsukker

1/2 tsk salt

1 lang, tyk squash

1 lang tyk gulerod

1 stængel bladselleri

1 avocado

marineret ingefær (fås i orientalske butikker)

en håndfuld friske mynteblade

purløg

caviart (tangkaviar) i forskellige farver

evt. sesamfrø

squashi.4

Hæld kogende vand på svampene og lad dem stå et par timer. Fjern stokkene og skær hattene i tynde skiver. Damp dem i lidt vand med tamari 5-6 minutter. Afdryp dem.

Kog risen efter anvisningen på pakken. Rør eddiken med sukker og salt og varm den op. Lad sukkeret smelte. Smag til. Eddiken skal være tilpas sur-sød.

Vend eddiken i de færdigkogte ris. Lad risen afkøle.

Skær meget tynde skiver på langs af squash og gulerod. Brug et mandolinjern.

Skær bladsellerien i små pinde. Skær avocadoen i små stykker.

Læg et par tsk ris i den ene ende af hver grøntsagsskive. Læg lidt bladselleri, avocado, svampe, ingefær og mynte ovenpå.

Rul forsigtigt strimlerne sammen og bind et purløgs”bånd” omkring.

Sæt evt. en tsk tangkaviar på toppen og drys evt. med ristede sesamfrø.

 

tip

Servér overskydende ris til separat.

Du kan erstatte purløgene som ”bånd” med tynde strimler af bladselleri eller letdampet forårsløg.

Servér tamari som dip til rullerne. Evt. også et dip rørt af tahin (sesampasta), tamari, vand, citronsaft, presset hvidløg og chiliflager.

 

squashi.3

 

Share