Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

rosenkålArkiv

tirsdag

13

februar 2018

8

KOMMENTARER

grillet græskar med rosenkål og bønnepuré

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

let og lynhurtigt i vinterferien

Rosenkålen har højsæson lige nu, så jeg fremturer med endnu en opskrift med rosenkål, i dag en hovedret.

Da det er vinterferie, tænker jeg, at det kan være på sin plads med en opskrift, der kan laves lynhurtigt.

De letdampede rosenkål får selskab af grillet græskar og en proteinrig bønnepuré. Nøddedrysset dukkah giver både smag og proteiner.

..

alle slags græskar kan anvendes

 

Du kan bruge de kendte orange hokkaidogræskar, men lige nu er der kommet mørkere, brun/grønne hokkaidogræskar i butikkerne. Du kan også vælge butternut squash.

.

lilla/grønne rosenkål

 

 

 

 

Disse små lilla kål”roser” er ikke alene powerfood, de er også smukke. Jeg har brugt både de kendte grønne rosenkål og de nyere grøn/lilla i retten. Du kan dog sagtens nøjes med den ene slags, men jo flere kulører, man vælger i sin mad, desto flere næringsstoffer får man.

Når de lilla rosenkål koges, skifter de farve til nærmest blå, som det ses på billederne.

.

grillet græskar med rosenkål og bønnepuré

(4 personer)

200 g sorte bønner (eller andre bønner som kidneybønner, borlittobønner, brune bønner etc.)

ca. 1/2 dl grøntsagsbouillon

1/2 spsk spidskommenfrø

1/2 spsk tørret timian

evt. lidt finthakket chili eller tørrede chiliflager

evt. olivenolie

2 spsk tamari

1 portion dukkah

1 græskar (ca. 1 kg)

1/2 kg rosenkål

frisk koriander og rød syre eller andre urter

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 40 minutter. Afdryp dem.

Purér bønnerne sammen med bouillon, spidskommen og timian. Tilsæt evt. 1-2 spsk olie. Smag til med tamari.

Lav nøddedrysset.

Skær græskarret i tynde skiver på et mandolinjern (det skal ikke skrælles).

Læg skiverne i en stor bageform og hæld 1-2 spsk olivenolie på. Drys med lidt salt og vend rundt i skiverne.

Sæt formen under grillen og grill, til kanterne er let gyldne.

Kog rosenkålen imens. Skær store kål igennem. Kog kålen 4-5 minutter. Afdryp dem. Gem vandet til en suppe eller drik det.

Servér græskar og rosenkål på et fad og drys med dukkah og friske krydderurter.

Giv bønnepureen til separat.

Du kan også servere løskogte ris til retten.

.

bønnepuré og nøddedrysset dukkah

Bønner, nødder, frø og kerner er klimakærlige proteiner.

.

Share

fredag

9

februar 2018

14

KOMMENTARER

rosenkål med ristede hasselnødder og dildsovs

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

nu må alle overgive sig til rosenkålen

Rosenkål som festmad??? Hmmm …. Rosenkål er så sandelig en stærkt omdiskuteret kål.

Der er stærkt delte meninger om de små grønne vitamin”piller”. Hvis du hører til dem, der ikke kan lide den lidt skarpe kål, eller du kender nogen, der har det sådan, så prøv denne lille forret eller frokostret. Jeg vil vædde på, at den kan omvende de fleste rosenkåls-hadere.

.

celleguf og powerfood

Hvis jeg skal være helt ærlig, spiser jeg ikke kun mad, fordi det er sundt. For mig er det enormt vigtigt, at mad også er en oplevelse, at mad smager SKØNT. Kan de to ting forenes, er det selvfølgelig rigtig dejligt. Her synes jeg, de formæles på smukkeste vis.

Men selv om smag er vigtig, vil jeg ikke undlade at nævne, at rosenkål indeholder en masse gavnlige stoffer, der er med til at forebygge en række velfærdssygdomme. Ligesom broccoli og grønkål indeholder de små “roser” mange antioxidanter og flavonoider. Stoffet sulforaphan styrker immunsystemet og aktiverer kroppens egne afgiftende enzymer.

De mange plantefibre gavner fordøjelsen – og så indeholder rosenkål også den vigtige Omega 3-fedtsyre. En fedtsyre som mange af os nemt får for lidt af.

.

når kål kommer i form

Hvis jeg bruger denne ret som gæstemad, presser jeg kålen sammen i en lille form og serverer retten portionsvis med en cremet dildsovs.

Du kan bruge alle slags forme, også runde eller firkantede. Eller du kan helt udelade formen, hvis du ikke lige har sådan én i køkkenberedskabet.

.

servér evt. rosenkålen som tilbehør

Har du ikke en lille metalform som på billederne, så servér rosenkålen i en skål som salat eller tilbehør.

Men da vi som bekendt også spiser med øjnene, er det værd at lade sund og lækker mad også tale til synet. En smuk servering indikerer også, at maden er lavet med omhu og serveret med kærlighed. Og så er det helt gratis at servere smuk mad

.

rosenkål med ristede hasselnødder og dildsovs

(4 personer)

50 g skalotteløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

400 g rosenkål

25 g tranebær

2 spsk hakkede kapers

2 spsk mayonnaise

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

evt. ahornsirup

50 g hasselnødder

sovs:

1 1/2 dl havre creme fraiche eller anden creme fraiche

1 spsk citronsaft

1 bdt dild

.

Hak løgene og svits dem et øjeblik i olien.

Skær rosenkålene i kvarte, hvis de er små, evt. i ottendedele hvis de er store.

Steg rosenkålen sammen med løgene på panden ved rask varme, indtil rosenkålen er mør og let ”brændt”.

Hak tranebærrene og tilsæt dem de sidste par minutter af stegetiden.

Afkøl kålene.

Tilsæt kapers, mayonnaise og citronsaft.

Smag godt til med salt og peber, evt. også en smule sirup.

Skær hasselnødderne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.

Del kålblandingen i fire portioner og pres dem sammen i en lille metalform.

Smag creme fraichen til med citronsaft, salt og pber, evt. også en smule sirup.

Klip dilden og rør den i sovsen.

Servér rosenkålene portionsvis med et par skefulde sovs på toppen. Drys med de ristede nødder.

Giv evt. et godt stykke brød til.

.

.

spis brød til

Det er en god idé med et stykke flute eller en bolle til rosenkålen. Her er det ciabattaboller bagt af æltefri dej (fra min bog: “Det æltefri grydebrød”).

Se opskriften her.

 

Share

fredag

2

december 2016

8

KOMMENTARER

bagt græskar med rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

tank cellerne op med spicy powerfood

graeskar-bagt-m-rosenkaal-1 

Her er en krydret ret til julemåneden. En ret med en masse sundhed, inden vi for alvor begynder at vælte os i den overdådige julemad.

Hvis du vil ruste dig til de kommende udfordringer, så styrk immunforsvaret med masser af gode stoffer fra rosenkål (læs her hvor sund rosenkål er) og græskar (se om det sunde græskar, der bl.a. styrker synet).

Tofu leverer proteinerne, og valnødderne kommer – ligesom rosenkål – med de essentielle Omega 3 fedtsyrer. Det er mad, der ikke mindst styrker hjernecellerne, men hele kroppen nyder godt af de mange gode stoffer.

.

lysende frugter

graeskar-og-dild

De gulorange hokkaidogræskar ligger stadig her i december og lyser op i vintermørket. Det er smukt at se på, men det smager sandelig også dejligt. Ikke mindst når græskarret bages med en dejlig krydret glasering. Græskar har ikke så meget smag i sig selv. Derfor er det altid en god idé at tilberede græskar med ingefær, hvidløg og krydderier.

 

rosenkål elsker frost

rosenkaal

Hvis man selv er heldig at have rosenkål i haven, kan den høstes hele vinteren. Rosenkål bliver oven i købet bedre af at få frost.

.

græskar i godt selskab med rosenkål og tofu

graeskar-bagt-m-rosenkaal-4

Den bagte græskar spises med letdampede rosenkål, sprød tofu, valnødder og ingefærsovs.

.

græskar så langt øjet rækker

graeskar-stengaarden

Græskar har i umindelige tider været uundværlig i USA til Halloween og til Thanksgiving. Ingen Halloween uden græskarmænd og græskarsuppe, og ingen Thanksgiving uden græskarmos og græskarpie.

Græskar har også holdt sit indtog i Danmark som “grøntsag”– måske allermest på grund af Halloween.

.

det grønnes i København – to nye restauranter

green-burger

green-burger-1

Efter at København i mange, mange år har været et ørkenområde, hvad angår vegetariske/veganske restauranter, er der lige dukket to nye, helt forskellige spisesteder op. Den ene er Green Burger på Frederiksborggade 26, lige overfor Torvehallerne. De har et flot udvalg af veganske burgere med lækkert tilbehør. Jeg anbefaler de fritterede søde kartofler frem for de almindelige pommes frites.

Ejeren af bl.a den thailandske restaurant KinKin (med Michelin-stjerne), Henrik Yde, har lige udvidet viften af spisesteder med en tjekket vegetarisk restaurant, VeVe. VeVe ligger på Dampfærgevej 7 på Østerbro. Jeg har endnu ikke besøgt stedet, bl.a. fordi restauranten er så stor en succes, at de først har ledige borde et stykke ind i januar. Hurra for det! Hvor ER det skønt. Jeg glæder mig til VeVe og skal nok komme tilbage og fortælle om oplevelsen, når der engang bliver et bord ledigt.

.

bagt hokkaido, rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

1 lille hokkaidogræskar

glasering:

2 spsk tamari

2 spsk agavesirup eller anden sirup

et nip chiliflager

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk tomatpuré

1 spsk citronsaft

1 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber

 

200 g tofu, røget eller marineret

2 spsk kokosolie

400 g rosenkål

50 g valnøddekerner

 

ingefærcreme:

2 dl sojayoghurt

2 spsk olivenolie

3-4 spsk vand eller sojamælk

1-2 spsk reven ingefær

1 fed presset hvidløg

1-2 tsk kanel

salt, friskkværnet peber

 

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det. Læg bådene i et lavt ovnfast fad.

Rør ingredienserne til glaseringen sammen. Smag blandingen til og smør glaseringen på græskarstykkerne.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter.

Rist imens tofuen: skær den i små terninger og steg den gylden og sprød i olien. Hold evt. tofuen varm i ovnen.

Læg rosenkålene i kogende vand og kog dem 6-7 minutter. Afdryp dem. Gem vandet til en bouillon eller suppe.

Rør alle ingredienserne til ingefærcremen sammen. Smag cremen godt til – også med salt og peber.

Servér retten samlet i et fad med græskar, rosenkål og tofu. Drys med grofthakkede valnødder og dryp med lidt af ingefærcremen. Servér resten til separat.

 

graeskar-bagt-m-rosenkaal-2

 

Share