tærte med broccoli”asparges”, karamelliserede skalotteløg og mandelcreme
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter, hovedretter
.
en slags fattigmandsasparges
Hvis du er lige så glad for asparges som jeg er, håber jeg, du har nydt forsommerens kongelige spise i rigelige mængder.
Nu har stilkene trukket sig tilbage til den mørke muld og stikker først hovederne frem igen til maj. Og så må man jo finde på noget andet!
Selv om det er skorzonerrod, der kaldes fattigmandsasparges, synes jeg godt, man kan omfatte stilkbroccolien af denne betegnelse.
Jeg synes i al fald, at de grønne stilke er en ganske god erstatning for grønne asparges, altså når aspargesene ikke er i sæson.
Hvis du ikke lige kan få fat i broccolistilkene, kan du sagtens bruge et helt broccolihoved i stedet. Så deler du blot broccolien i passende stykker, der passer til den valgte bageform.
Tærten er lidt atypisk, fordi bunden bages færdig, hvorefter fyldet lægges i. Det betyder, at den er nem at forberede i god tid. Det hele kan laves i forvejen og “samles” inden serveringen. Så skal tærten blot varmes op ovnen.
bananløg
De aflange bananløg passer fint til en smal aflang tærteform, men du kan bruge alle slags løg og alle slags tærteforme.
Når løg karamelliseres, trækkes endnu mere sødme frem i smagen, og den passer fint til den milde kålsmag og mandelcremen i bunden.
.
glutenfri tærtebund
Denne tærtebund er glutenfri, men du kan vælge en helt almindelig tærtebund med hvedemel, olie, vand og salt. Du kan fx bytte de glutenfri meltyper ud med ca. 200 g hvedemel og bruge olie, yoghurt og vand som i ingredienslisten nedenfor. Kom i givet fald væden i lidt ad gangen og tilsæt så meget, at dejen nemt kan samles.
den supersunde kål
Hvad er vigtigst: sundhed eller smag? Jeg synes, begge dele er lige vigtige. Hvad nytter det, at sund mad smager af ingenting? Så bliver den alligevel ikke spist.
I denne tærte går de to ting heldigvis hånd i hånd. Især broccoli er en slags naturens egen medicin og sprænger nærmest listen over powerfoods.
Broccoli indeholder masser af antioxidanter og anses som kræftforebyggende, ligesom hjerte, årer, knogler, øjne og meget mere styrkes af de mange gode stoffer i broccoli: vitaminer og mineraler, sekundære plantestoffer, Omega 3 fedtsyrer og masser af fibre, der gavner tarmfloraen. Listen er nærmest uendelig. Fantastisk at så meget godt kan være samlet i sådan et lille hoved!
.
tærte med broccoli”asparges”, karamelliserede skalotteløg og mandelcreme
(4 personer)
tærtebund:
100 g havremel
50 g boghvedemel
50 g havregryn, evt. glutenfrie
1/2 dl olivenolie
1/2 dl planteyoghurt
salt, friskkværnet peber
ca. 1/2 dl vand
mandelcreme:
75 g mandler
2 dl mandelfløde, havrefløde eller anden fløde
1-2 spsk maizenamel
2 spsk citronsaft
3 spsk gærflager, se evt. om gærflager her
tærtefyld:
300 g banan-skalotteløg
4 spsk olivenolie
4 spsk ahornsirup
250 g broccolistilke
25 g valnødder
.
Lav først mandelcremen (eller ”oste”sovsen): findel mandlerne i en blender. Tilsæt fløde, citronsaft, gærflager og et drys salt og peber. Kog fløden op i en gryde.
Rør maizenamelet ud i lidt fløde og tilsæt det. Lad sovsen jævne. Måske skal der bruges lidt mere maizenamel. Sovsen skal være temmelig tyk. Smag godt til.
Lad mandelcremen stå, mens du laver bunden:
Ælt de to slags mel og havregrynene med olie og yoghurt. Tilsæt et lille drys salt og peber og så meget vand, at dejen bliver tilpas blød til at kunne rulles ud. Lad dejen hvile en halv times tid.
Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Pres dejen op ad siderne og prik bunden med en gaffel.
Sæt formen i en 200 grader varm ovn og bag bunden helt færdig, til den er gylden og sprød, ca. 15 minutter.
Tilbered herefter fyldet: svits skalotteløgene i olie og sirup i en gryde. Lad løgene simre 15-20 minutter afhængig af størrelsen. Vend rundt i løgene engang imellem, så de bliver gyldne på alle sider.
Læg broccolistilkene i kogende vand 1 minut. Afdryp dem.
Bred mandelcremen ud i den bagte bund og læg broccoli og løg på tærten i et pænt mønster.
Varm den ”samlede” tærte i en 190 grader varm ovn 8-10 minutter. Drys med hakkede valnødder.
.
.
Blot til oplysning:
Før kaldtes broccoli, der ikke var så opulente som nu, for aspargeskål, og aspageserne har ikke trukket sig tilbage til mørken muld, men lige modsat står den nu 1½ m høj med flittergrønt på stilke, man kan sætte i buketter med årstidens farvestrålende blomster.
TAK FOR EN DEJLIG BLOG/SIDE MED LÆKKER INSPIRATION!!!
Kære Lene,
Mange tak for dine nyttige oplysninger. Jeg tror dog, at du har misforstået mine bemærkninger om asparges. Jeg kender godt de grønne høje stilke, man kan have glæde af i en vase. Dét jeg mente, var de stilke, der stikkes fra maj til omkring begyndelsen af juli. Dem får vi ikke at se før næste forsommer.
Det glæder mig, at du har glæde af mine opskrifter. Tusind tak.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Endnu en lækker opskrift, den skal prøves, tænkte jeg, læste opskriften igennem og ser, at du “rører maizenamel ud i lidt fløde”, men der står ikke noget om maizenamel i ingredienslisten. Bruges gærflagerne til at jævne med eller som jeg opfattede dit skriv, til at give ‘oste-umami’? Eller gør gærflagerne begge dele?
Må indrømme, at gærflager endnu ikke er kommet ind i mit køkken. Så jeg forsøger mig med maizena denne gang 🤗
Tak for mange lækre opskrifter i tidens løb ♥️
Kh Nina
Kære Nina,
Det glæder mig, at du synes om opskriften.
Og tak fordi du er så opmærksom. Det er simpelt hen svipset med det maizenamel! Det er pinligt, men nu har jeg tilføjet 1-2 spsk i opskriften. Du må prøve dig frem, om det er nok.
Gærflagerne tilfører umami-smag. Hvis du klikker på ordet i ingredienslisen, får du en udførlig forklaring på, hvad gærflager er og kan. Men du kan sagtens leve uden at bruge gærflager.
Og jeg siger selv tak – og god fornøjelse med tærten.
Kh Kirsten
Dejligt den er både vegansk og glutenfri. Lækker og ligetil at gå til.👍😊🦋
Kære Lillian,
Det glæder mig, at jeg kan bidrage med en brugbar opskrift. Jeg håber, du bliver glad for retten!
Kh Kirsten