Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

17

juli 2020

0

KOMMENTARER

orientalsk blomkålsret med rispasta/mangosalat

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

fremmed mad smager bedst

Sommeren er på vej tilbage, og mange af os holder ferie i Danmark. Men derfor kan man godt drømme sig til mere eksotiske egne af kloden med vajende palmer og kulørte parasoller i drinken.

Heldigvis koster det ikke meget at “rejse” på sin tallerken. Og i ferietiden skal maden være let og hurtig at lave. Det er denne orientalske anretning fra Det fjerne Østen. Den er med blomkål, som er en af mine yndlingskål. Krydringen er middel og pikant. Den tilhørende mangoslat tilfører mildhed og sødme.

.

koriander, jordnødder og tofu signalerer “pindemad”

Hvis du vil have din tofu rigtig sprødstegt, er det vigtigt, at alt vandet er presset ud. Det kan du gøre ved at lægge tofublokken i pres mellem to spækkebrætter et par timer og stille noget tungt ovenpå.

Du kan også købe et mere avanceret redskab, en ægte tofupresser (du kan se forskellige modeller her).

Tofu er stadig en omdiskuteret proteinkilde. Mange kan ikke lide tofu, men det er formentlig, fordi tofuen ikke har været behandlet rigtigt. Du kan læse mere om tofu her.

.

sødmefuld salat

Den milde mango passer perfekt sammen med stærke ting som chili og ingefær.

Jeg har her kombineret mangoen med rispasta, og hvis du vælger den løsning, kan du evt. udelade ris som tilbehør.

.

orientalsk blomkålsret med rispasta/mangosalat

(4 personer)

sovs:

1 dl sød chilisovs

1 dl tomatpuré

2-3 spsk tamari

2 spsk ristet sesamolie (evt. alm. sesamolie)

2 spsk citronsaft

frisk reven ingefær efter smag

2 tsk røget paprika

1 spsk agavesirup eller anden sirup

2 spsk maizenamel + 1 dl vand

 

1 blomkålshoved (ca. 700 g)

100 g løg

4 fed hvidløg

200 g tofu, gerne røget

50 g saltede jordnødder

frisk koriander

rispasta med mangofrugt:

125 g risnudler

1 stor mangofrugt

1 rød chili

1 kinesisk syltet agurk (fås i  orientalske butikker), evt. 4-5 cornichoner (kan udelades)

lidt fintsnittet rød spidskål (kan udelades)

5 spsk sesam- eller olivenolie

3 spsk riseddike eller anden eddike

frisk basilikum, gerne thailandsk, evt. mynte

 

Rør først alle ingredienserne til sovsen sammen. Smag godt til. Rør maizenamelet ud i vandet og rør jævningen i. Sæt sovsen til side.

Del blomkålen i små buketter. Skær stokken i terninger. Hak løg og hvidløg.

Varm 2 spsk olie op, fx i en wok, og tilsæt løgene. Svits et par minutter. Kom blomkålen i panden og svits grøntsagerne endnu et par minutter.

Hæld sovsen i wokken/på panden og bring den i kog. Lad retten simre endnu et par minutter. Smag godt til.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i skiver eller terninger.

Steg tofuen gylden i et par spsk olie.

Servér retten portionsvis og læg tofuskiverne på toppen.

Drys med hakkede jordnødder og koriander.

Servér evt. løskogte ris til og/eller en mangosalat.

mangosalat:

Læg risnudlerne i kogende vand og kog dem efter anvisningen på pakken. Afdryp og afkøl dem.

Skær mangofrugten i terninger.

Hak chilien og brug så meget, at du finder styrken passende.

Skær agurken i skiver og bland alle ingredienserne til salaten sammen.

Rør en dressing af olie og eddike. Smag godt til med salt, peber og sirup eller rørsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med basilikum eller mynte.

..

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.