Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

onsdag

25

oktober 2017

4

KOMMENTARER

spelt-”otto” med gule beder, “oste”creme og valnødder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

når korn er = med kærlighed til kloden

Jeg elsker risotto! Men retten behøver ikke nødvendigvis at laves med ris. Ikke fordi jeg har noget imod ris. Men ris er en meget vandkrævende plante, der dyrkes i områder af kloden, hvor vand ofte er en mangelvare. Derudover skal risen fragtes over lange afstande, hvilket belaster klimaet yderligere.

Derfor giver det god mening at bytte risen ud med korn, som er dyrket i Danmark. Her i landet putter vi 80% af vores korn i dyr, der senere bliver spist af mennesker. Det giver til gengæld ingen mening.

Hele korn er en fantastisk fødevare, der indeholder både proteiner, vitaminer og mineraler. Vil du være dækket helt ind med proteiner i en middag med spelt-“otto”, så servér en salat med bønner (udelad risene) eller linser som forret eller som tilbehør.

Jeg har brugt perlespelt til retten, men du kan også vælge perlebyg eller hel hvede.

En risotto eller spelt-“otto” er en ret, der er hurtigt lavet, så den er god at gribe til på en travl dag.

.

salat med bønner og masser af kerner og “krudt”

Servér fx denne salat med spidskål, edamamebønner,  græskarkerner, sesamfrø og gojibær til “otto”en (udelad risene).

.

valnødder og “oste”-sovs giver smag til “otto”en

Spelt-“ottoen” får smag af krydderurter, valnødder og “oste”-sovs. Lidt syrlighed i form af limefrugt er også en god idé.

.

beder i flere farver

Indtil for nogle år siden spiste vi mest beder som rødbede. Nu har vi også fået gule beder og de bolsjestribede.

Billedet er fra et marked i Malmø. Som det ses, kalder svenskerne de stribede rødbeder for polkabetor.

Jeg har valgt strimler af gul bede til “otto”en, men du kan også bruge de bolsjestribede. Du skal dog være opmærksom på, at de mister det meste af de smukke røde striber, når de varmes op. Bruger du rødbeder, bliver retten naturligvis rød.

.

gærflager til “oste”sovsen

Der skal ost – eller dét der ligner – til en spelt”otto”.  Da mange i disse år vælger at droppe mælkeprodukterne og dermed også osten, foreslår jeg, at man smager plantefløde eller plante-creme fraiche til med gærflager, der giver en lidt ostet smag. Flagerne giver smag men er også meget næringsrige. Læs mere om gærflager her. Flagerne købes i en helsekostbutik.

Hvis du spiser mælkeprodukter, kan du til sovs røre gorgonzolaost op med plantefløde eller anden fløde.

 .

Denne ”otto” kan laves mere eller mindre ”våd”. Nogle foretrækker den nærmest suppe-agtig. Jeg foreslår en mellemting, hvor der er lidt væde med, når retten serveres.

.

spelt-”otto” med gule beder, “oste”creme og valnødder

(4 personer)

400 g gul bede, kan erstattes af rødbeder, stribede beder etc.

salt

4 spsk citronsaft

75 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk oliven- eller rapsolie

300 g perlespelt (evt. ris), kan erstattes af hvede- eller rugkerner

6-8 dl grøntsagsbouillon

faste pærer

salt, friskkværnet peber

2 dl havre- eller sojafløde

4 spsk gærflager

50 g hakkede valnødder

50 g plantebaseret tør ost

friske krydderurter, fx brøndkarse og timian

evt. 4 skiver limefrugt

 

Skær beden i tændstikstore stykker (julienne). Drys med lidt salt og lad dem stå 5 minutter. Skyl saltet af og vend stykkerne i citronsaft.

Hak løg og hvidløg. Svits dem i olien, til de er let gyldne.

Tilsæt spelten og svits den med et øjeblik. Hæld bouillonen ved lidt ad gangen. Læg låg på gryden og lad spelten simre til den er ”bidefast”, ca. 15 minutter.

Lav imens “oste”sovsen: rør fløden med gærflagerne og 1 spsk citronsaft. Smag til med salt og peber.

Skær pærerne i små terninger og vend dem i spelten sammen med bederne lige inden serveringen, så de blot varmes igennem. De må ikke blive bløde.

Smag til med salt, peber og citronsaft.

Servér ”ottoen” portionsvis med sovsen på toppen (sovsen skal ikke varmes). Drys med valnødder, evt. reven ost og masser af krydderurter, gerne brøndkarse og timian. Læg evt. også en skive lime ved retten.

.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

4 Kommentarer

  1. Laila
  2. Anni Bertelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.