små indiske kålfrikadeller i tomatsovs med mandelris fra Kashmir
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
en lille madgave til jer med god tid
Her er en skønt krydret eksotisk ret til dem, der prioriterer lækker, sund mad og hyggeligt samvær i køkkenet.
Det er nogen tid siden, jeg lavede denne indiske ret. Som de fleste indiske retter er også denne en smule tidskrævende. Så jeg har været lidt tilbageholdende med at udgive den, fordi jeg ofte får klager, hvis opskrifterne er for omfattende.
Men nu er mange af os med ét hug blevet slået hjem. Det er på en tragisk baggrund, men derfor kan man jo godt nyde al den ekstra tid til bl.a. at lave mad – og måske filosofere over den “pest”, der har ramt os. Madlavning, eftertanke og fordybelse er tre ting, der passer sammen som fod i hose. Her næres både sjæl og krop.
Disse uger og måneder er også tiden, hvor man – hvis man ikke allerede er i gang – bør sætte alt ind på at spise sundt og immunstyrkende. Hvis man ikke har prioriteret opbyggende mad før, er det på høje tid NU. Lad de stakkels dyr være og nyd naturens egne frembringelser. Dét, der vokser op af jorden.
De allerfleste retter på bloggen er immunstyrkende og opbyggende for både kroppen og klimaet.
Så hvis du står med en eller flere grøntsager og mangler ideer, så kig i søgefunktionen th. Så får du masser af forslag til retter med fx rødbeder, selleri, jordskokker, kartofler, kål, ramsløg etc. Der ligger mindst 1500 opskrifter på bloggen.
.
masser af varme krydderier
I Indien laver de “frikadellerne” i denne ret som små kugler eller boller, lidt større end en valnød. Vælger man den udgave, bliver retten en slags boller i tomatsovs.
I Indien frituresteges “bollerne”, men jeg har valgt almindelig stegning, da jeg ikke er vild med for meget olie. Jeg har også lavet kuglerne eller bollerne lidt større, nærmest som en lille frikadelle.
.
ris fra Kashmir
I den nordlige, indiske delstat, Kashmir, har de tradition for at spise ris med forskellige slags tilsætninger. Det kan være ærter, mandler eller cashewnødder – og som regel også krydderier som kanel, gurkemeje, kardemomme etc.
Ris passer godt til frikadelle-retten, men du kan også blot vælge almindelige løskogte ris. Men der er en idé med at drysse med krydderier og mandler eller nødder: ekstra mange gode næringsstoffer!
.
små indiske kålfrikadeller i tomatsovs
(4 personer)
200 g blomkål
200 g hvidkål eller spidskål
50 g løg
2 spsk kokosolie + ekstra til stegning
1 chili, styrke efter smag, evt. tørrede chiliflager
2 tsk spidskommenfrø
1 tsk frø af kardemomme
2 tsk gurkemeje
2-3 tsk garam masala, se evt. nedenfor (kan evt. udelades eller erstattes af curry)
salt, friskkværnet peber
1 stor tomat
1/2 dl hakket frisk koriander
salt, friskkværnet peber
100 g kikærtemel
evt. lidt hvedemel eller rismel
Tag ca. 50 g blomkål fra og findel resten af blomkålen samt hvidkålen i en food processor. Kom kålen i en skål.
Skær de resterende 50 g blomkål i meget små buketter.
Hak løg og chili fint og svits dem i olien et par minutter. Tilsæt knuste spidskommen- og kardemommefrø. Rist dem indtil de dufter. Rør gurkemeje og garam masala i.
Bland de svitsede ting og de små blomkålsbuketter i skålen med de to slags kål.
Hak tomaten fint og rør den i farsen sammen med hakket koriander.
Tilsæt et drys salt og peber.
Rør kikærtemelet i blandingen og smag til. Tilsæt evt. flere krydderier og/eller chili. Farsen skal have markant smag af krydderier.
Pres farsen sammen i skålen og lad den stå en times tid.
Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere mel i.
Form små “kugler” på størrelse med en stor valnød. Der bliver 26-28 stk. af denne portion.
Jeg har valgt at stege farsen mere i retning af en lille dansk frikadelle. Så bliver der ca. 12.
Varm rigeligt olie op på en pande og steg kuglerne/frikadellerne gyldne på begge sider. Pas på: de kan blive bitre, hvis de steges for hårdt.
I Indien frituresteges kålkuglerne, men jeg synes det bliver for fedt.
Servér de små kugler/frikadeller i en tomatsovs, se nedenfor, og drys med frisk koriander. Giv gerne ris til.
tip
Garam masala er et indisk blandingskrydderi. Næsten enhver husholdning har sin egen blanding, som der vogtes over, som var det den hellige gral.
Du kan købe garam masala som en færdig krydderiblanding, men du kan også selv blande krydderierne.
Garam masala er på ingen måde brændende som de thailandske currypastaer.
I modsætning til den ”våde” currypasta, der bruges meget i thailandske retter, skal den indiske ”tørre” krydderiblanding først i retten, når den er næsten færdig.
Det er muligt at købe færdigblandet garam masalapulver, men man kan nemt lave sine egen blanding.
Min blanding består af lige dele tørret knust kanal, paprika, ingefær, peber, fennikel, chili, nelliker, kardemomme, spidskommen, laurbærblad og gurkemeje.
Bland alle krydderierne godt.
Garam masala-blandingen opbevares i et lufttæt glas.
.
Meeras masalablanding
Da jeg for en del år siden var på kokkeskole hos Meera i Cochin i Indien, fik jeg lov til at bringe hendes opskrift på garam masala:
friskmalet peber
stødt kanel
stødte nelliker
stødte kardemommefrø
stødte fennikelfrø
stødte frø af stjerneanis
Bland samme mængde af hvert krydderi og opbevar masalaen i et tætsluttende glas.
Stød fx 1 spsk af hvert krydderi ad gangen, da masalaen er bedst, når den er nogenlunde frisk.
indisk tomatsovs
(4 personer)
100 g løg
6 fed hvidløg
1 chili
2 tsk sorte sennepsfrø
2 tsk spidskommenfrø
4 spsk kokosolie
400 g tomater
1-2 dl grøntsagsbouillon
2 tsk gurkemeje
1-2 spsk reven ingefær
25 g rosiner
1 spsk riseddike eller anden eddike
rørsukker, salt, friskkværnet peber
Hak løg, hvidløg og chili efter smag. Kom dem i en gryde med krydderierne og olien.
Svits løg og krydderier til løgene er let gyldne.
Skær tomaterne i terninger og tilsæt dem sammen med 1 dl bouillon, gurkemeje, ingefær og rosiner.
Læg låg på gryden og lad sovsen simre for svag varme 15-20 minutter.
Tilsæt eddiken og smag til med krydderier, sukker, salt og peber.
.
Kashmir-ris
(4 personer)
2 spsk kokosolie
2 laurbærblade
50 g løg
200 g basmatiris
3 1/2 dl vand
1 stang kanel
4 hele nelliker
salt
gurkemeje
25 g mandler
Varm olien op og svits laurbærbladene et par minutter.
Hak løget og tilsæt det. Svits et par minutter. Tilsæt ris, vand, kanel, nelliker og et drys salt.
Lad risen simre under låg 12-14 minutter. Alt vandet skal være kogt væk. Lad risen stå 5-6 minutter.
Fjern kanel og nelliker fra risen og servér den med et lille drys gurkemeje og halve mandler. Du kan evt. riste mandlerne.
.
De opskrifter ser lækre ud, skal afprøves her i weekenden. Vi spiser en del indisk mad, da der er så mange super indiske vegan/vegetar retter man kan lave. Linser, for eks, kan blive helt forvandlet med gode krydderier. Indtil videre har vi brugt en god købe garam masala, men det kan da være vi skal lave vores egen.
Igen mange tak for din store inspiration og vedholdenhed. KH Kirsten A
Kære Kirsten,
Det lyder godt. Jeg håber, retten bliver en succes!
Og ja, inderne har virkelig mange lækre vegetariske/veganske retter. Millioner af dem har jo spist plantebaseret i hundredvis af år, så de ved, hvordan man lokker velsmag ud af linser og bønner.
Kh Kirsten
Det skal vi prøve i aften. Kan man bage dellerne i stedet for at stege dem?
Kære Liv,
Jeg har ikke selv prøvet af bage frikadellerne i ovnen, men det burde være O.K. Måske får de ikke den gyldne stegeskorpe, men prøv af pensle med olie – og måske sætte dem et øjeblik under grillen, når de er næsten færdigbagt.
God fornøjelse!
Kh Kirsten
Kære Kirsten.
Jeg er stor beundrer, en flittig bruger af dine kogebøger og glad for dine nyhedsbreve. Jeg forsøgte at lave dine rødbede bøffer efter opskriften fra Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer og postejer. Jeg fulgte opskriften dog uden løg, som jeg havde glemt at købe. Alt gik godt indtil de efter de sidste 15 minutter skulle ud af ovnen. De var alle fladet fuldstændig ud og lå på pladen, som en stor flad masse.
Jeg skar det så i firkanter, og spiste så nogle af dem med stor fornøjelse hvorefter jeg frøs resten. Smagen var rigtig god. Hvad har jeg gjort forkert og har du været ud for det samme? Kærligste hilsner Rufina
Kære Rufina,
Mange tak for alle roserne. De glæder mig rigtig meget.
Men jeg er ked af at høre om dine mislykkede rødbedebøffer. Det er virkelig ærgerligt at stå med en portion fars, som så til sidst smuldrer.
Manglen på løg burde ikke betyde noget. Dog kan det være, at den væde løgene tilfører er med til at gøre fasten blød nok. Det er nemlig ofte for tør fars, der er skyld i, at frikadeller/bøffer smuldrer. Det er derfor vigtigt at vurdere farsen, inden stegning. Det er lidt af en øvelsessag at fornemme, hvornår farsen er tilpas, hverken er for blød eller fast.
Hvis du har mod på at prøve igen, så steg bøfferne på en pande i godt varmt fedtstof. De bør se ud som på billedet i bogen.
HVIS du igen skulle stå med en bagt/smuldret fars (hvilket jeg IKKE håber!), kan du røre lidt jævning af kikærtemel eller majsmel i “smulderne” og presse farsen sammen i en form og bage den som postej.
Kh Kirsten
Hej Kirsten,
Kastede mig ud i projektet her, også selvom det betød en ekstra tur til min lokale indiske købmand og en pakket brugsforening for proviant. Men altså, jeg er helt lamslået over rettens dybe og komplekse smagsnuancer, og den himmelske samklang af komplekse noter, der udfolder sig i munden i denne ret.
Jeg har det ofte med at mangle lidt krydderier eller kraftigere smage i indiske opskrifter fra danske hjemmesider, og så er de som oftest lettere misforståede og frygter at bruge større mængder hvidløg og ingefær, eller drukner det hele i fløde. Dette efterlod dog absolut intet at savne; så skulle det da lige være, man havde lavet en dobbeltportion til dagen efter… Jeg lod tomatsovsen simre i 45 mins., mens dejen til ‘dellerne hvilede i køleskabet, og den smage umanerligt godt!
Tak for opskriften, og al den tid du investerer i dit virke – det er folk som dig, der tager plantebaseret kost alvorligt, der er med til at vægte skålene den rigtige vej.
Og som sidenote er jeg slået tilbage over, hvor mange forskellige køkkener du navigerer autentisk i. Dét er nemlig foruden koge-, sin helt egen kunst.
KH. J
Kære J,
Rigtig hjertelig tak for din dejlige hilsen. Hvor ER jeg glad for, at du kunne lide den indiske ret – og tusind tak for alle roserne. Som jeg skriver, tager det nogen tid at tilberede retten, men så kommer belønningen også. Det er SÅ dejligt, at du sætter pris på det.
Jeg er virkelig bevæget over alle dine smukke ord. Det jeg gør er såmænd bare fordi jeg ikke kan lade være. Og så har jeg haft det store privilegium, at jeg har haft lejlighed til at rejse meget rundt i verden og studere forskellige køkkener. Og så er det intet bedre end at dele dem med andre.
Tak igen – og
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Ny bog om dansk nationalklenodie
Klimakærlige opskrifter med plantefars
Supper & Co.– superfood supper
powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi – netop solgt til udgivelse i Tyskland
det æltefri grydebrød
den lille grønne for madpakkespisere
Supper
Text 0
Text 0
Text 1
Text 0
Text 0
Salater
Hovedretter
Brød
Text 0
Text 1
Text 2
Text 3
gulerodsbøffer
indisk curry med auberginer og cashewnødder
bagt blomkål m quinoa og svampe
simregryde med svampe, æbler og rosmarin
ovnbagt rodfrugtmos med linser
majsbøffer med svampe
spidskålsruller med linsefyld og sennepssovs
squash- og tomattærte med jordnøddebund
burgerbøffer af squash m kantareller
grillet polenta m kulørte tomater og “oste”sovs
spidskålssalat med mango og blåbær
grønt-i-grønt squash-lasagne
sommerens hit: hot “chicken” wings – BBQ på den kloge måde!
romerske broccolikarbonader
spidskålssalat med fersken og dild
romersk bønnesalat
gulerods- og bønnepaté
mandelfrikadeller
porrepaté med valnødder
valnøddefalafler i tomatsovs
nøddefrikadeller med lilla spidskålssalat
boller i karry anno 2016
squashfrikadeller med tilbehør
indisk curry med kokosbrød
spidskålssalat med brombær og valnødder
kartoffelsalat med valnødder og dild
tagine med fennikel, oliven og dukkah
glutenfri kerne-knækbrød
spinatlasagne med svampe
Tilmeld
To find out more, including how to control cookies, see here: Cookie Policy