let mad i sommerhuset – artiskoktærte med filodej og grillede gulerødder
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, frokostretter
.
nem sommermad
De lykkelige ejere af et sommerhus ved, at man ikke skal lade maden tage magten fra én, når man slapper af i landhuset og nyder sommeren. Men de fleste ved også, at gæster er en del af hyggen og glæden ved sommeren, og så er det rart at kunne fremtrylle lækker mad på kort tid.
Denne tærte er lynhurtigt lavet med færdig filodej og artiskokhjerter på glas. To ting man altid kan have på lager.
I stedet for artiskokker, kan der bruges grønne asparges, som stadig fås, eller skiver af squash og/eller nye kartofler.
velkommen i sommerhuset
I sommerhalvåret udarbejder jeg de nye opskrifter i mit sommerhus ved Roskilde Fjord. Huset ligger højt hævet over omgivelserne med udsigt til fjorden. Men kom med indenfor.
her læses mange kogebøger og madblade
Den naturalistiske kattedame er malet af kunstneren Aino Møller. Jeg fandt det for adskillige år siden i et galleri på Vestkysten.
Pastellen er malet af kunstneren Grethe Kielberg.
Når man arbejder med mad nærmest døgnet rundt, er der brug for mange skåle. Heldigvis en af mine lidenskaber!
bamse passer på hynderne når det regner
og så til det allerhelligste
Her er det alkymistiske værksted. Husets vigtigste sted. Her forvandler jeg masser af råvarer til mange forskellige retter. Faktisk bliver det til flere hundrede om året.
Køkkenet vender ud mod en lille skov. I disse dage leger en lille ræveunge i krattet, og rådyrene kigger forbi, når tusmørket sænker sig. Så bliver man vist ikke mere priviligeret!
I “værkstedet” har jeg mængder af krydderier, olier, eddiker og forskellige smagsgivere. Man behøver bestemt ikke at have så stor en samling for at lave god mad. Men det er dejligt altid at have gode eddiker og olier at trylle med.
.
når solen sænker sig over fjorden, er det tid til tærte
.
nem tærte til en dag i sommerhuset
Supermarkederne har filodej i store plader, som er langt lettere at håndtere end frossen filodej i ruller. Dejen købes i kartonen på billedet tv. Overskydende dej kan opbevares i lang tid i køleskabet.
artiskoktærte med filodej
(4 personer)
3 tsk tørret timian (brug frisk dild, hvis du vælger kartofler/squash)
salt, friskkværnet peber
4 ark filodej
olivenolie
1 glas grillede artiskokker i olie (ca. 300 g)
50 g sorte oliven
frisk mynte eller dild
Lav først cashew-cremen, se opskriften her. Rør den tørrede timian (eller frisk dild) i og smag godt til med salt og peber.
Klip filodejen til, så den passer til en ovnfast form, der måler ca. 25 cm i diameter.
Pensl dejstykkerne med olie og læg dem lagvis i formen, til al dejen er opbrugt. Lad dejen gå op over kanterne på formen.
Forbag bunden i en 190 grader varm ovn ca. 5 minutter.
Afdryp artiskokkerne og læg dem i et pænt mønster i den forbagte bund. Læg de sorte oliven ind imellem.
Hæld cashewcremen over artiskokkerne og sæt tærten i ovnen, til overfladen er gylden, 15-20 minutter.
Drys med frisk mynte eller dild.
servér fx grillede gulerødder tll tærten
Nye gulerødder med nøddedrysset dukkah udgør et fint tilbehør til tærten.
Se opskriften her.
.
vær med til at afskaffe pelsdyrenes lidelser
Der er næppe nogen, der er i tvivl om den mishandling, de små pelsdyr er udsat for, når de henslæber deres korte liv i små bure uden nogen mulighed for at udleve deres naturlige instinkter.
Heldigvis er minkavlen sat på pause, og vi kan håbe på, at det bliver permanent. Men der produceres mange andre pelsdyr på hjerteskærende måde, bl.a. ræve og chinchillaer. Det er på høje tid at al pelsdyravl i Danmark forbydes. Hvis der er noget, vi ikke har brug for i 2022 er det andre dyrs beklædninger.
Hvis du er enig, så skriv under på et borgerforslag mod pelsdyravl i Danmark her.
.
Kære Kirsten.
Hold da op, hvor er det SMUKT og LÆKKERT Alt, hvad du sender ud lige fra opskrifter anretninger ALT simpelthen. EN STOR FORNØJELSE for ØJET. Giver så meget GLÆDE. TAKKKK
Kære Vera,
Mange tak for sin søde hilsen. Den glæder mig meget, og det er dejligt at høre, at du synes om både mit hus tog mine opskrifter. Det er dejligt at kunne glæde. Hjertelig TAK!
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Endnu en fantastisk lækker opskrift fra dig. Jeg vil glæde mig til at lave den.
Og sikke en taknemmelighed du deler med dit smukke sommerhus.
Taknemmeligheden styrer 😁
Hav en dejlig weekend
Kærligst Susanne
Kære Susanne,
Mange tak. Jeg håber, du får succes med tærten.
Dejligt at du kan lide billederne fra mit sommerhus. Det er dejligt at høre.
Hav selv en fin søndag – og hjertelig tak for din søde hilsen.
Kh Kirsten