julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 17 – små ruller med julefyld
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in festmad, hovedretter, julemad
.
.spidskål med julesmag
Spidskål er altid et hit. Og inden det helt store spiseorgie begynder, kan det være godt at optimere immunforsvaret med den sunde kål.
Spidskål er fin at stege på panden, men disse ruller er også lækre. Smagt til med julekrydderier er de en god servering i december.
.
med duft og smag af jul
Spidskålsrullerne har fyld af svampe og kogte ris smagt til med krydderier som kanel, stjerneanis og kardemomme. Simpelt hen smagen af dansk jul. Men ellers er rullerne med inspiration fra Mellemøsten med mynte og kerner af granatæble – og dip af sesampasta.
På nogle af rullerne har jeg bundet bånd af bladselleri. Det er lidt ekstra pynt, som man godt kan springe over.
.
med sovs af tahin
En dip eller sovs af tahin (sesampasta) passer fint til spidskålsrullerne.
Du kan også vælge en tomatsovs, se fx denne opskrift.
.
shiitakesvampe
Jeg har valgt friske shiitakesvampe som fyld sammen med risene.
Shiitakesvampe har i århundreder været brugt medicinsk i Kina og andre lande i det fjerne Østen. Og det er med god grund, for shiitake indeholder stoffet lentinan, som er et naturligt kræfthæmmende stof, der er godkendt i Japan til kræftbehandling.
Der foreligger megen forskning i shiitakesvampens egenskaber, bl.a. modvirker den også åreforkalkning og er gavnlig for kolesterolbalancen.
Generelt styrker shiitakesvampene immunforsvaret – og hvem har ikke brug for det i december?
Jeg har taget 5-6 friske svampe fra til pynt. Jeg har skåret et lille kryds i dem og dampet dem et par minutter i tamari tilsat lidt vand. Tamarien kan du efterfølgende bruge som smagsgiver i tahinsovsen.
Kan du ikke skaffe shiitakesvampe, kan du bruge andre svampe, både friske champignon og østershatte mv.
..
tørrede shiitakesvampe

I Kina er de ikke nærige med shiitakesvampe. Sækken med tørrede svampe har jeg fotograferet på et marked i Østen. Den siger noget om, at shiitake er en virkelig populær svamp på de kanter.
Hvis du vil nyde shiitake, også medicinsk, vil jeg anbefale, at du altid har en pakke tørrede shiitake liggende. Det er nemt at brække svampene i små stykker og koge dem med i en suppe eller sammenkogt ret (stokkene kasseres).
spidskålsruller med julefyld og sesamsovs
(4 personer)
10 g tørrede svampe (shiitake, karljohan, østershatte, kantareller etc.)
100 g ris (hvide eller brune)
50 g rosiner
50 g skalotteløg
100 g friske shiitakesvampe eller 250 g friske champignon
olivenolie
citronsaft
50 g mandler
8-10 cornichoner (kan erstattes af syltede agurker)
1 tsk stødt kardemomme
1-2 tsk stødte frø af stjerneanis
2 tsk stødt kanel
salt, friskkværnet peber
1 lille bdt mynte (evt. 1 spsk tørret)
16 blade af spidskål, evt. savoy- eller hvidkål
evt. kerner af granatæble
dip:
4 spsk tahin
1 fed hvidløg
tahin
.
Hæld kogende vand på de tørrede svampe og lad dem udbløde en times tid.
Kog risene. Hvide ris koges ca. 10 minutter, brune ris 35-40 minutter. Tilsæt rosinerne.
Afdryp og skær de udblødte svampe i små stykker.
Hak løget og de friske svampe og svits dem sammen med de udblødte svampe i 2 spsk olie 4-5 minutter. Tilsæt ca. 1 spsk citronsaft. Drys med lidt salt og peber.
Hak mandler og agurker og kom dem i den kogte ris sammen med svampene og krydderierne. Tilsæt et drys salt og peber.
Smag godt til med krydderierne samt salt og peber. Fyldet må gerne smage af jul. Du skal endelig ikke spare på krydderierne, risen “tager” en del smag.
Tilsæt de fleste af myntebladene (gem lidt til pynt) og rør 4 spsk olivenolie i risene. Pres fyldet lidt sammen med en spatel.
Den største udfordring ved retten er at få skilt kålbladene og samtidig bevare dem hele.
Læg kålbladene i kogende vand 3-4 minutter og afdryp dem. Skær det nederste af den grove ribbe væk (gem det til en suppe).
Fordel fyldet på kålbladene. Fold siderne ind og rul kålen stramt sammen.
Læg rullerne i en smurt ovnfast form og pensl dem med olie.
Sæt formen i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Tænd for grillen og lad rullerne blive let gyldne.
Servér kålrullerne med friske mynteblade og evt. kerner af granatæble.
.
sesamsovs
Hæld så meget kogende vand på tahinen, at den kan røres til en lind sovs. Tilsæt presset hvidløg. Rør også evt. saft fra granatæblet i sovsen.
Smag til med citronsaft, tamari og peber.
Hvis du synes, portionen er for lille, så rør lidt plantefløde i.
.
..
Hej Kirsten
Kan man gøre rullerne klar den ene dag og stege dem den næste, så de kan serveres lune?
TAK for alle dine inspirerende opskrifter🙏🎄
Julelig hilsen fra Johanne
Hi Johanne,
Ja, det kan du sagtens. Du dækker blot fadet og sætter det i køleskabet til næsten dag.
Selv tak – og rigtig glædelig jul til dig.
Kh Kirsten
Hej Kirsten,
efterhånden er det blevet en tradition at “besøge” din Hjemmeside til jul!. Min ældste søn elskede makrelsalat og sild
og et år faldt jeg over din opskrifter :-). De to ældste sønner og jeg lever vegan siden 2013. I år flyttede jeg tilbage til DK efter 36 år i Tyskland og selvom jeg selvfølgelig har været på ferie i DK er jeg dog chokeret over hvor lidt plantebaseret mad der findes i DK og hvor kødfixserede danskeren generelt er! Og det er ikke kun Kødet, men også hvor svært det er at finde et ordentlig udbud af lokale grøntsager, der IKKE er pakket i Plastik! I Udlandet oplever man tit hvor rost DK er for deres bæredygtige tiltag, men når jeg ser hvad færdigmad bliver tilbudt i – Staniolbakker – pakket i sølvpapir! Uhhhhh…
og grøntsager og frugt uden forpakning er sørme svært at opdrive i hele regionen! Faktisk er jeg lidt flov over at være dybt lykkelig over nærheden af Flensborg, hvor der både Fredag og Lørdag er Markedsdage med stort udvalg af regionale økologisk dyrkede grøntsager og efter sæson også frugt. Og et hvert supermarked / discounter har et godt udbud af plantebaserede madvarer. Måske er jeg bare forvænt efter alle de år i Tyskland! Der er kampen om markedsandelen omkring vegane madvarer og produkter længst i fuldt udbrud! Dvs. Udbuddet er langt større end efterspørgslen,
Til trods for at jeg absolut ikke er tilhænger af alle disse ofte smækfyldt med mærkelige tilsætningsstoffer og foretrækker at lave alt selv, så er det rart i det mindste at kunne finde ein kokosjogurt uden tilsat sukker i supermarkedet om hjørnet.
At leve vegansk i Tyskland er efterhånden helt normalt, man kan få plantemælk i sin kaffee stort set overalt, selv i småbyer!
Faktisk ville jeg bare takke dig for dine dejlige opskrifter og arbejde for at sætte fokus på plantebaseret mad.
Herhjemme kan man næsten blive lidt fanatisk – og missionerende – bare for at provokere lidt! 🙂 Vi glæder os til “sildemaden”
Jeg ønsker dig en rigtig glædelig Jul og tusind Tak.
Ann
Kære Ann,
Mange tak for din hilsen. Det er dejligt at høre, at du kan bruge mine ideer.
Jeg ville ønske, at jeg ikke er nødt til at give dig ret: Danmark er et U-land, når det drejer sig om sunde fødevarer – af alle slags. Men værst er det med de plantebaserede produkter. Ligesom dig laver jeg selv det hele fra bunden, men jeg ville gerne, at begyndere i det grønne køkken kunne få et bedre udvalg af halv- eller helfabrikata.
Det er lykkedes Danmark at fortælle omverdenen, at vi er forud med alt – også det klimamæssige og dyrevelfærd. Desværre er det meste tom snak.
Salget af økologiske varer er også faldende, så somme tider er det svært at holde modet oppe.
Men alligevel: det skal nok gå, bare vi er mange nok, der viser vejen.
Rigtig glædelig jul og godt og GRØNT nytår til dig.
Kh Kirsten