Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sesamsovsArkiv

fredag

6

marts 2026

8

KOMMENTARER

hvidkåls”steak” med svampe, bønner og sesamsovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

et lyst hoved rækker langt

Kål kan ikke overvurderes. Vi bør spise masser af kål. Hver dag. Derfor skal der variationer til. Stuvet hvidkål, kåldolmere og hvidkålssupper er fine, men variation skærper appetitten. Derfor foreslår jeg i dag stegte skiver af hvidkål med to slags bønner, svampe og en “fed” sovs – med inspiration fra Japan, solens rige. Og nu hvor solen også stråler i mit køkken, vil jeg vise mit “arbejdsværelse”.

.

velkommen indenfor i mit forårskøkken

Omsider kom solen og de første løgplanter. Man får næsten lyst til noget lækkert gæstemad!

.

mit – næsten nye – værksted

Når man tilbringer mange af døgnets timer i sit køkken, er det dejligt at “laboratoriet” er funktionelt, lyst og venligt. Og når jeg her fra femte sal oven i købet har udsigt til Vejlesø, skal jeg ikke klage!

.

skåle fra hele verden 

Jeg har mange skåle og tallerkener hjembragt fra alverdens lande. Her blander nogle af dem sig med det klassiske danske musselmalede.

Billedet tv. af hvidløgsfed er af kunstneren Bettina Kofmann. Den midterste akvarel er omslaget til min første bog: “Vegetariske festmiddage” og er malet af kunstneren Annika Winther. Maleriet af citronen er af Elsa Øiestad.

Vitrinen er bygget af Møbelsnedkerfirmaet Klassiq.

Når tulipanerne “knitrer”, ved man, at det er forår.

.

Skålene er fra Marokko. Fadet er fra genbrug. Flisen th. er fra Iran. Alle kærlige tanker sendes i den retning!

.

Den antikke italienske skål er hjembragt fra Rom.

.

Citroner er smukke at kigge på, og så er de en uundværlig smagsgiver. Ikke mindst de saltsyltede.

.

Og som H.C. Andersen sagde: “En lille blomst må man ha'” – og selvfølgelig en kogebog eller to!

.

enkel og billig mad med smag af Japan

De stegte hvidkåls”bøffer” serveres med tørrede eller friske shiitakesvampe, edamamebønner, gråærter og en cremet gomasovs (sesamsovs), se nedenfor.

Den milde hvidkål får et japansk spark med krydderiblandingen chichimi, se nedenfor.

.

hvidkåls”steak” med svampe, bælgfrugter og gomasovs

(4 personer)

100 g gråærter (markærter) eller andre bælgfrugter

100 g frosne edamamebønner

3 spsk tamari

2 spsk mirin eller 1 spsk ahornsirup

1 spsk riseddike eller anden eddike

8 tørrede shiitakesvampe eller 100 g friske

1 portion gomasovs, se nedenfor

1 lille hvidkålshoved

olivenolie

½ -1 spsk chichimi (en blanding af chilipeber, sorte og hvide sesamfrø, yuzu citrusskal, ingefær, tang og japansk szechuanpeber – betyder syv smage) – kan udelades

.

 

Sæt gråærterne eller andre bælgfrugter i blød 6-8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 40 minutter, se kogetider her. Afdryp bælgfrugterne.

Tø edamamebønnerne op og bland dem med de kogte ærter/bønner.

Hæld kogende vand på tørrede svampe og lad dem udbløde nogle timer. Skær dem i skiver og fjern stokkene.

Rør en dressing af tamari, mirim og riseddike. Tilsæt 1 dl væde fra svampene. Læg svampene i dressingen og lad dem simre 8-10 minutter.

Tilsæt bønnerne til svampene og varm dem op. Tilsæt evt. lidt mere svampevæde og hold bønner og svampe varme.

Lav gomasovsen, se nedenfor.

Skær fire skiver i passende tykkelse af hvidkålshovedet. Skær sådan, at bladene sidder på stokken.

Steg hvidkålen gylden på begge sider. Hold så godt sammen på lagene som muligt. Steg ved svag varme og vær sikker på, at skiverne bliver gyldne og helt gennemstegte.

Servér hvidkålen med svampe og bønner på toppen. Drys med chichimi og giv sovsen til separat.

.

.

sesamsovs

En gomasovs er en rigtig god følgesvend til mange grøntsagsretter. Sovsen er lavet af knuste sesamfrø.

.

gomasovs

25 g sesamfrø

1 1/2 dl tofunaise eller anden form for mayo

2 spsk tamari

2 spsk citronsaft

1-2 spsk ahornsirup

1 spsk ristet sesamolie (evt. anden olie)

.

Rist sesamfrøene på en tør pande, til de er gyldne.

Knus frøene og rør dem i mayo’en sammen med tamari, citronsaft og sirup.

Smag godt til med tamari og ristet sesamolie.

.

Share

tirsdag

17

december 2024

4

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 17 – små ruller med julefyld

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

.spidskål med julesmag

Spidskål er altid et hit. Og inden det helt store spiseorgie begynder, kan det være godt at optimere immunforsvaret med den sunde kål.

Spidskål er fin at stege på panden, men disse ruller er også lækre. Smagt til med julekrydderier er de en god servering i december.

.

med duft og smag af jul

Spidskålsrullerne har fyld af svampe og kogte ris smagt til med krydderier som kanel, stjerneanis og kardemomme. Simpelt hen smagen af dansk jul. Men ellers er rullerne med inspiration fra Mellemøsten med mynte og kerner af granatæble – og dip af sesampasta.

På nogle af rullerne har jeg bundet bånd af bladselleri. Det er lidt ekstra pynt, som man godt kan springe over.

.

med sovs af tahin

En dip eller sovs af tahin (sesampasta) passer fint til spidskålsrullerne.

Du kan også vælge en tomatsovs, se fx denne opskrift.

.

shiitakesvampe

Jeg har valgt friske shiitakesvampe som fyld sammen med risene.

Shiitakesvampe har i århundreder været brugt medicinsk i Kina og andre lande i det fjerne Østen. Og det er med god grund, for shiitake indeholder stoffet lentinan, som er et naturligt kræfthæmmende stof, der er godkendt i Japan til kræftbehandling.

Der foreligger megen forskning i shiitakesvampens egenskaber, bl.a. modvirker den også åreforkalkning og er gavnlig for kolesterolbalancen.

Generelt styrker shiitakesvampene immunforsvaret – og hvem har ikke brug for det i december?

Jeg har taget 5-6 friske svampe fra til pynt. Jeg har skåret et lille kryds i dem og dampet dem et par minutter i tamari tilsat lidt vand. Tamarien kan du efterfølgende bruge som smagsgiver i tahinsovsen.

Kan du ikke skaffe shiitakesvampe, kan du bruge andre svampe, både friske champignon og østershatte mv.

..

tørrede shiitakesvampe

I Kina er de ikke nærige med shiitakesvampe. Sækken med tørrede svampe har jeg fotograferet på et marked i Østen. Den siger noget om, at shiitake er en virkelig populær svamp på de kanter.

Hvis du vil nyde shiitake, også medicinsk, vil jeg anbefale, at du altid har en pakke tørrede shiitake liggende. Det er nemt at brække svampene i små stykker og koge dem med i en suppe eller sammenkogt ret (stokkene kasseres).

.

spidskålsruller med julefyld og sesamsovs

(4 personer)

10 g tørrede svampe (shiitake, karljohan, østershatte, kantareller etc.)

100 g ris (hvide eller brune)

50 g rosiner

50 g skalotteløg

100 g friske shiitakesvampe eller 250 g friske champignon

olivenolie

citronsaft

50 g mandler

8-10 cornichoner (kan erstattes af syltede agurker)

1 tsk stødt kardemomme

1-2 tsk stødte frø af stjerneanis

2 tsk stødt kanel

salt, friskkværnet peber

1 lille bdt mynte (evt. 1 spsk tørret)

16 blade af spidskål, evt. savoy- eller hvidkål

evt. kerner af granatæble

dip:

4 spsk tahin

1 fed hvidløg

tahin

.

Hæld kogende vand på de tørrede svampe og lad dem udbløde en times tid.

Kog risene. Hvide ris koges ca. 10 minutter, brune ris 35-40 minutter. Tilsæt rosinerne.

Afdryp og skær de udblødte svampe i små stykker.

Hak løget og de friske svampe og svits dem sammen med de udblødte svampe i 2 spsk olie 4-5 minutter. Tilsæt ca. 1 spsk citronsaft. Drys med lidt salt og peber.

Hak mandler og agurker og kom dem i den kogte ris sammen med svampene og krydderierne. Tilsæt et drys salt og peber.

Smag godt til med krydderierne samt salt og peber. Fyldet må gerne smage af jul. Du skal endelig ikke spare på krydderierne, risen “tager” en del smag.

Tilsæt de fleste af myntebladene (gem lidt til pynt) og rør 4 spsk olivenolie i risene. Pres fyldet lidt sammen med en spatel.

Den største udfordring ved retten er at få skilt kålbladene og samtidig bevare dem hele.

Læg kålbladene i kogende vand 3-4 minutter og afdryp dem. Skær det nederste af den grove ribbe væk (gem det til en suppe).

Fordel fyldet på kålbladene. Fold siderne ind og rul kålen stramt sammen.

Læg rullerne i en smurt ovnfast form og pensl dem med olie.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Tænd for grillen og lad rullerne blive let gyldne.

Servér kålrullerne med friske mynteblade og evt. kerner af granatæble.

.

sesamsovs

Hæld så meget kogende vand på tahinen, at den kan røres til en lind sovs. Tilsæt presset hvidløg. Rør også evt. saft fra granatæblet i sovsen.

Smag til med citronsaft, tamari og peber.

Hvis du synes, portionen er for lille, så rør lidt plantefløde i.

.

..

Share

fredag

31

marts 2023

0

KOMMENTARER

tarte tatin med valnøddefarserede svampe og sesamsovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en omvendt tærte

En tærte er altid velkommen. Helt sikkert også på påskebordet.

Her er en tærte bagt på hovedet. Det er den franske tærte, tarte tatin, der klassisk laves med æbler eller ferskner, men fremgangsmåden fungerer også fint i det salte køkken.

Ifølge myten skulle tærten være opfundet af søstrene Tatin. Den ene søster skulle ved en fejltagelse være kommet til at bage en tærte med dejen øverst. Den blev populær og blev så fornem, at den også kom på menuen hos Maxin’s i Paris.

.

vælg selv dejen

Tarte tatin bages ofte med butterdej. Og det er da også det allernemmeste, hvis du køber dejen frossen.

Jeg har brugt en dej, kun med fedtstof fra smørbar. Det gav en alt for smuldrende dej, som du kan se på fotoene. Derfor gik jeg over til en velafprøvet opskrift, som er den, du får nedenfor.

Du kan selvfølgelig også bage tærten som en helt almindelig tærte med bunden nederst. Endelig kan du bage svampene separat og nyde dem med forskelligt tilbehør som bagte eller stegte kartofler, salater med hele korn og/eller bønner etc.

.

danmark atter med i førerfeltet

I disse dage sidst i marts har vi i Danmark opbrugt, hvad vi kan tillade os at forbruge af klodens ressourcer i et helt år. De resterende 9 måneder stjæler vi mere fra jorden, end den kan nå at genoprette.

Vi danskere kan jo godt lide at være nr. 1 til det meste. Det er vi ikke helt her. I år lander vi som nr. 15 blandt verdens mest grådige lande. Hvis alle på kloden opførte sig som os, ville vi behøve 4 1/2 jordklode.

Danmark er et lille land, men uanset et lands størrelse, har vi alle på denne klode et enormt ansvar for, at jorden kan fortsætte med at være vores hjem. Hvert eneste dyre- og klimamæssigt tiltag batter. Hver gang, vi tager en bid mad i munden, har det effekt – også på den anden side af kloden, i vores tilfælde negativ effekt!

Hvis det var muligt, burde alle verdensborgere have en slags klima-klippekort. Så kunne vi selv vælge vores points til flyrejser, valg af fødevarer, transport etc. Det ville være totalt retfærdigt for både rig og fattig.

I øjeblikket forbruger selv vækstlande som fx Indien, Brasilien og Nigeria mindre end en jordklode om året. Det betyder, at de tilfører mere til jordens helbred end de tager.

Den indiske vismand Gandhi sagde engang: “Den rige mands ko spiser den fattige mands mad.”

.

tarte tatin med valnøddefarserede svampe

(4 personer)

tærtedej:

3 plader butterdej

eller

125 g hvedemel

100 g grahamsmel

50 g smørbar eller andet fedtstof

½ tsk salt

1-1 ½ dl plantefløde

fyld:

100 g løg + 100 g til tærten

4 fed hvidløg

350 g store svampe

2 spsk olivenolie

1 spsk tørret timian

1 økologisk citron

75 g valnødder

3-4 spsk rasp

evt. 2-3 spsk plantefløde

salt, friskkværnet peber

evt. sesam(tahin)sovs, se opskriften her.

 

Hvis du ikke bruger butterdej så ælt ingredienserne til bunden sammen. Sæt dejen koldt, mens fyldet laves.

Hak løg og hvidløg. Tag stokkene ud af svampene og hak dem også.

Svits de tre ting i olien 4-5 minutter sammen med den tørrede timian.

Tilsæt 1 spsk citronsaft og lidt reven skal.

Hak valnødderne fint og rør dem i løgene sammen med rasp og evt. lidt fløde.  Farsen skal hænge sammen.

Smag til med citronsaft, salt og peber.

Pres farsen godt sammen i svampene og sæt dem i en smurt bageform.

Skær de sidste løg i både og sæt dem mellem svampene.

.

Rul dejen ud og læg den over svampene. Pres den fast langs formens sider.

Bag tærten i en 200 grader varm ovn 35-40 minutter eller til overfladen er gylden.

Vend tærten ud på et fad, når den er bagt.

Servér sovsen til separat.

.

Glædelig påske!

Du kan finde ideer til påskens frokostbord her og her.

.

Share