Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

14

marts 2025

5

KOMMENTARER

gourmettærte – tarte tatin med karamelliserede løg og porrer – lynhurtig gæstemad

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

hvad giver man uventede gæster?

De fleste kender det: Det ringer på døren, og udenfor står gode venner, som lige vil sige hej. Man vil gerne byde på noget lækkert, men kan ikke lige stable et måltid på benene. Og en kop kaffe er for lidt. Så griber man til denne tærte.

Tærten er bagt “på hovedet”.  Det er en tarte tatin, en tærte bagt med bunden øverst.

Til gengæld behøver man ikke selv at stå på hovedet, for tærten er lavet lynhurtigt. Det er en ret, man kan servere i løbet af en halv times tid, blot man har butterdej i fryseren og løg i grøntsagsskuffen.

Med påsken i sigte, er det også en ret, der kan bruges på påskens frokostbord. I øvrigt kommer der i de næste uger opskrifter på gæstemad, der vil gøre lykke i påsken – eller på andre festlige forårsdage.

Tærten passer som en del af en frokost, som udvidet snack – eller som forret.

.

løg og/eller porrer

Jeg har bagt tærten med både skalotteløg – de aflange bananløg – og porrer. Men der går fint kun at bruge bananløg. Du kan også vælge almindelige gule eller røde løg.

Der er den gene ved porrer, at de er svære at skære over på grund af deres kraftige fibre på den lange led. Derfor lykkes tærten bedre ved blot at bruge skalotteløg.

.

sødt, stærkt og sprødt

Løgene er dejligt både bløde og søde, når de er bagt. Dijoncremen giver et godt modspil til de sødlige toner.

.

karamelliseret porre/løg tarte tatin med dijoncreme

(4 personer – forret eller frokostret)

butterdej der dækker den valgte bageform, evt. alm. tærtedej eller glutenfri tærtedej

400 g porrer

300 g skalotteløg, gerne bananløg, evt. andre løg

timian eller salvie

25 g rørsukker

4 spsk smørbar

2 spsk balsamico

2 spsk citronsaft

dijoncreme:

1 dl afdryppet planteyoghurt

1 dl mayo

dijonsennep efter smag

salt, friskkværnet peber

.

Hvis du vælger at bruge både porrer og løg, så skær porrerne i så lange stykker, at der kan ligge to stykker overfor hinanden i den valgte form. Skær yderligere porrestykkerne igennem på langs, men sådan at de stadig hænger sammen. Åbn porrerne og læg dem med skærefladen nedad i en stor, rund smurt form.

Jeg har brugt en form, der måler 25 cm i diameter.

Skær bananløgene igennem på langs.

Læg løgene med skærefladen nedad i formen, skiftevis med porrerne. Eller brug alene løg.

Smelt sukkeret og rør smørret i. Smag til med balsamico og citronsaft. Pas på: Sukkermassen er meget varm!

Hæld sukkermassen over porrer og løg i formen. Drys med lidt salt og peber.

Rul den valgte dej ud og dæk porrer/løg med dejen. Pres dejen ind langs formens kanter.

Sæt tærten i en 200 grader varm ovn og bag den 20-25 minutter. Sluk for ovnen og lad tærten stå endnu ca. 10 minutter i ovnen.

Rør yoghurt og mayo sammen og smag godt til med sennep, salt, peber og evt. lidt citronsaft.

Vend tærten ud på et fad, så butterdejen kommer nederst. Servér den straks.

Servér tærten med cremen, og drys med timian eller salvie. Hvis du vælger salvieblade, kan du stege dem sprøde i lidt olie på panden.

En knasende frisk icebergsalat med hvidløgsdressing vil gøre  serveringen komplet.

.

.

Share

5 Kommentarer

  1. Annika Winther
  2. Mette Fuhr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.