Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

4

marts 2022

0

KOMMENTARER

grillet blomkål og peberfrugt med sesam/trøffelsovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

weekend-maden er grillet og med nødde- og røgsmag

Kål indgår næsten altid i min daglige mad. Især blomkål og broccoli. Derfor opstår opskrifter med kål nærmest af sig selv. I denne ret er blomkål grillet sammen med peberfrugter. Når blomkål grilles, får den en let nøddeagtig smag, og den let brændte peberfrugt får en røget nuance. Sammen med en sovs smagt til med trøffelolie, burde weekend-maden være hjemme!

Har du ikke har grill i din ovn, så bag grøntsagerne i en 200 grader varm ovn, til de er gyldne.

.

brug hovedet!

.

rødt, hvidt og sort er en god kombi

De grillede grøntsager serveres på en bund af sorte linser, quinoa eller vilde ris. De behøver dog ikke nødvendigvis at være sorte. Jeg synes bare, at det ser smukkest ud.

Men du kan også vælge andre proteinkilder som brune eller sorte bønner, kikærter, brune ris etc.

.

en sovs der smager af luksus

Sovsen er lige så enkel som den er lækker. Det er simpelt hen tahin og yoghurt smagt til med trøffelolie. Smagen af trøffel kan hæve enhver ret adskillige grader på luksusbarometret.

Men har du ikke trøffelolie (eller trøffelpasta/sovs som også kan bruges) stående, så smag til med ristet sesamolie i stedet – eller med presset hvidløg og/eller revet ingefær.

..

grillet blomkål og peberfrugt med sesam/trøffelsovs

(4 personer)

200 g sorte linser, sort quinoa eller vilde ris (sorte)

olivenolie

salt, friskkværnet peber

1 økologisk citron

1 blomkålshoved, ca. ¾ kg

3-4 røde peberfrugter

purløg og/eller persille

sesamsovs:

1/2 dl tahin

1 dl planteyoghurt

ca. ½ spsk trøffelolie (kan erstattes af trøffelpasta/sovs eller ristet sesamolie)

.

Kog linser, quinoa eller vilde ris møre i vand, der dækker. Linser og quinoa koges ca. 20 minutter. Vilde ris koges 35-40 minutter. Afdryp linser eller korn.

Rør 2 spsk olivenolie med 1 spsk citronsaft og et par teskefulde reven citronskal. Smag til med salt og peber. Vend linser eller korn i dressingen og læg dem i et ovnfast fad.

Del blomkålen i små buketter. Bred dem ud på en bageplade og vend dem i ca. 1/2 dl olie. Drys med lidt salt og peber.

Sæt pladen under grillen, til blomkålen er let gylden. Eller bag dem ved 200 grader.

Del peberfrugterne i kvarte og fjern frø og frøstole. Pensl frugterne med lidt olie og sæt dem under grillen. Grill dem, til skindet er mørkt og bobler op. Du kan evt. grille peberfrugterne samtidig med blomkålen, hvis der er plads på pladen.

Du kan enten flå peberfrugterne eller bevare skindet på. Hvis du vil flå frugterne, så læg dem i en plasticpose og lad dem afkøle lidt, inden du flår skindet af. Hvis du beholder det mørkt grillede skind på nogle af frugterne, får du en lidt røget smag.

Du kan bevare peberfrugterne i kvarte – eller du kan skære nogle af dem i små terninger.

Læg blomkål og peberfrugter ovenpå linser/korn.

Du kan tilberede retten hertil i god tid, evt. dagen før, den skal serveres.

Når retten skal serveres: sæt fadet i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter eller til retten er gennemvarm.

Drys med den valgte krydderurt.

Sovsen: rør tahinen med ca. ½ dl meget varmt vand. Måske skal der tilsættes lidt mere, før tahinen bliver lind.

Rør yoghurten i og smag til med citronsaft, trøffelolie (eller sesamolie), salt og peber.

Servér sovsen til blomkålsretten separat.

.

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.