Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Forfatter Arkiv

mandag

2

maj 2022

0

KOMMENTARER

grøn boostersuppe med chips og sprød grønkål – det grønnes!

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

grønt forår med løfterige nyheder

Så kom foråret. Masser af sol og blå himmel. Bøgeskoven står nyudsprunget i sin sarteste lysegrønne farve. Det bliver ikke smukkere.

Som bekendt er også håbets farve grøn. Og der skal meget grønt håb til, når det handler om den grønne omstilling og dyrevelfærd. Jeg synes, det går alt for langsomt. Men der sker alligevel små fremskridt, som vi ikke ville have forestillet os for bare 10 år siden, eller måske 5?

To af ugens nyheder af vanvittigt opløftende.

.

COOP skriver i en annonce 29. april under overskriften “Mere grønt på tallerkenen”:

“… Når vi siger mere grønt på tallerkenen er det dog ikke kun, fordi det er sundt for den enkelte. Det er også, fordi det at spise mindre kød er en helt naturlig udvikling for vores kunder i kampen mod klimaforandringerne. Det er vi helt med på, og derfor er det vores ansvar at gøre det nemt og inspirerende for vores kunder at lave måltider uden kød med masser af frisk frugt og grønt og nemt tilgængelige alternativer til kød …”

Meeen … hmmm … det er altså ikke den manglende dyrevelfærd, der bekymrer COOP. Det kommer sikkert i næste ombæring.

 

plantebaserede mælkeprodukter

Og i Frederiksborg Amts Avis kan man den 28. april læse, at den israelske virksomhed, Remilk, der er en af verdens største producenter af dyrefri mejeriprodukter, vil bygge en 72.000 kvadratmeter stor fabrik i Kalundborg. Det er meningen, at fabrikken skal producere ikke-animalsk mælkeprotein til produkter som ost, is og yoghurt.

Remilk regner med at skulle producere mælkeprotein i en skala, der svarer til, hvad 50.000 køer leverer om året.

Godt, at vi snart kan spare 50.000 køer og kalve fra den store lidelse det er, at kalven bliver fjernet fra moderen 12 timer efter fødslen. Det er simpelt hen så grusomt, at jeg næsten ikke kan skrive det. Og det sker kun, fordi vi vil have mælk i kaffen og fløde i sovsen.

Hvis du ikke er helt opdateret på, hvad dyr kan føle og mærke, så læs her om den nyeste forskning på området.

Jeg ved godt, at grådighed er en grim ting, men jeg ønsker at MANGE FLERE køer og kalve kan spares for den lidelse, de udsættes for. Og det ER vidunderligt, at der nu satses mere på plantebaserede “mælke”produkter. Men få lige lidt fart på, Folks!

Hvis du endnu ikke har byttet de animalske mælkeprodukter ud med plantebaserede, vil jeg sige, at du roligt kan gøre det, alene for smagens skyld. De plantebaserede mælkeprodukter er LANGT bedre til madlavning. Så det er endnu et argument for at skifte hormonvæsken mælk ud. Den er beregnet til kalve, ikke til mennesker.

Det eneste, der ikke fungerer så godt endnu, er de plantebaserede oste. Jeg tror, vi er mange, der ser frem til noget lækkert på den front.

Fra Remilk, der nu snart er på dansk jord, siger direktøren: ‘”At afslutte dyrs historiske rolle som leverandør af mad til menneskeheden er en af de mest kraftfulde foranstaltninger, vi kan tage for at beskytte kloden.” Jeg vil gerne tilføje: OG dyrene.

Meeeen, det tager nok lidt tid. ARLAs årsomsætning ligger på 11,2 milliarder – vel at mærke Euro!

.

jeg kan ikke få det grønt nok – heller ikke i suppen

Vi bliver i det grønne og glædelige: her er en rigtig boostersuppe. Den er fuld af vitaminer, mineraler, antioxidanter og antiinflammatoriske stoffer. Forbered også dine tarmbakterier på et festmåltid.

Det er lige sådan en suppe, vi har brug for til kroppens forårsrengøring. Er du måske oven i købet lidt forårstræt, får du et ordentligt skud energi her.

.

brug hvad du har af grønt

Du kan komme alle slags grønne blade og stængler i denne suppe. Jeg har valgt grønkål og ramsløg, men du kan tilsætte vilde urter som mælkebøtte, brændenælde, skvalderkål etc. Broccoli og palmekål kan også fint finde vej til suppen.

I stedet for en af de rødder, jeg anbefaler, kan du bruge kartofler.

Hvis du vil lave en lynhurtig suppe, kan du sagtens udelade de sprøde elementer: chips og grønkål, men de giver et dejligt knas som kontrast til den bløde suppe. Men det er jo ikke forbudt at bruge købte kartoffelchips eller andre rodfrugtchips.

.

grønkålschips

Du kan også riste grønkålsbladene i en 140 grader varm ovn nogle minutter. Hold hele tiden øje med dem. Pludselig kan de være blevet for mørke. Men jeg anbefaler stegning på en pande. Det er mere energivenligt.

Du kan se mere om chips her.

Brødene på fotoene er glutenfri kerneboller. Du finder opskriften her.

.

grøn boostersuppe med chips og sprød grønkål

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

125 g persillerod, pastinak eller gulerod

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

50 g ramsløg

100 g ribbet grønkål

2 tsk gurkemeje

½ tsk friskkværnet peber

ca. 1 spsk revet ingefær

2-3 spsk koncentreret hyldeblomstsaft

salt, citronsaft

1-2 dl planteyoghurt

evt. spiselige blomster

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Hvis du vil lave sprøde chips, så høvl 20-30 skiver af den valgte rodfrugt. Sæt dem til side.

Skær rodfrugten i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen. Lad suppen koge 6-8 minutter.

Snit ramsløg og grønkål (tag nogle stykker fra, hvis du vil lave sprød grønkål) og kom dem i gryden sammen med gurkemeje, peber og ingefær. Tilsæt et lille drys salt.

Kog suppen endnu ca. 5 minutter.

Purér suppen i en blender og hæld den tilbage i gryden.

Smag godt til med hyldeblomstsaft, salt og citronsaft.

Kom yoghurten i suppen og varm den op til kogepunktet.

Hvis du vil lave chips og sprød grønkål, så varm en spsk olie op på en pande og steg skiverne og kålen, til de er sprøde. Du kan også benytte ovnen, se ovenfor.

Servér suppen portionsvis og læg chips og sprød kål på toppen. Det skal gøres, lige inden suppen serveres, da de to ting ellers bliver bløde.

Du kan pynte med spiselige blomster og måske et lille dryp yoghurt.

 

 

.

Share

fredag

29

april 2022

4

KOMMENTARER

koreanske kartoffelfbøffer med peber/tomatsovs og kimchi

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser, tilbehør

.

lad en gammel kartoffel få nyt eksotisk liv

Hvis du også står og stamper i jorden af utålmodighed over at vente på de første nye kartofler, kan du give nyt liv til sæsonens sidste gamle gubber med disse kartoffelbøffer.

Jeg har hentet opskriften på den anden side af kloden, i Sydkorea, hvor disse gamjajeon er klassisk mad. Når de nydes med en nødde- og mandeloptimeret peber/tomatsovs (eller snarere puré) og den stærke kimchi, har du et virkelig skønt måltid.

Gamjajeon steges i Korea oftest som en lille tyk pandekage, men jeg foretrækker disse bøffer.

De klassiske kartoffelpandekager/bøffer indeholder kun kartofler og salt, men man kan tilsætte løg, squash, svampe, gulerødder etc.

.

mad for få penge

Efterhånden som priserne stiger mod himlen, og vi alle spænder livremmen ind, er det om at tænke konstruktivt. Heldigvis er plantemad den billigste form for mad, vi kan spise. Og når der, som her, er tale om kartofler, er vi i den virkelig lave ende af husholdningsbudgettet. Det er basismad, alle kan betale.

.

sovs eller puré

Til kartoflerne passer det fint med en spicy nødde/mandelsovs af grillet peberfrugt og tomater.

I Korea vil du højst sandsynligt som tilbehør få en dyppesovs af soja og riseddike. Og det kan du selvfølgelig også vælge. Det er hurtigere end at lave nødde/tomatsovsen.

.

det er nemt at lave sin egen kimchi

Hvis der er én ting, koreanerne ikke kan undvære, så er det den stærke, fermenterede kål, kimchi.

Da jeg for snart mange år siden rejste i Sydkorea, så jeg, hvordan enhver husstand med respekt for sig selv havde flere store trætønder stående i baghaven. Her gærer kålen, ofte i månedsvis, måske i årevis. Intet måltid i Korea uden kimchi!

Kimchi er supernemt at lave selv, og kålen passer fint til de milde kartoffelbøffer.

.

koreanske kartoffelbøffer

(8-10 flade bøffer)

600 g kartofler

100 g løg

evt. 4 fed hvidløg

1 bdt purløg (i sæsonen en håndfuld ramsløg)

salt, friskkværnet peber

evt. havregryn

olie til stegning

Riv løget. Hvis du ikke bruger ramsløg, så riv eller blend også hvidløgene.

Riv kartoflerne fint (du kan også blende dem sammen med løget) og læg dem i en fintmasket sigte (eller beklæd en sigte med et klæde) sammen med de revne løg.

Lad kartoflerne afdryppe en halv times tid. Pres så meget væde ud som muligt. Gem væden.

Lad stivelsen synke til bunds. Hæld forsigtigt vandet fra og rør stivelsen i kartoflerne. Hvis du synes, farsen er for lind eller usammenhængende, så tilsæt lidt havregryn og lad farsen hvile lidt.

Snit purløg eller ramsløg fint og kom dem i kartoffelfarsen sammen med et drys salt og peber. Smag godt til.

Form 8-10 flade bøffer og steg dem gyldne i godt varm olie, ca. 3 minutter på hver side.

 .

 

.

skøn dyppelse

peberfrugt- og tomatsovs

1 rød peberfrugt

2 skiver lyst brød uden skorpe

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

250 g tomater (evt. 1 dåse afdryppede tomater)

25 g hasselnødder

25 g mandler

2 tsk røget paprika

et nip cayennepeber

salt, friskkværnet peber, citronsaft, rørsukker

.

Sovsen kan laves dagen før, den skal serveres.

Skær peberfrugten igennem og fjern kerner og frøstol. Grill peberfrugten i ovnen, til skindet bobler op og får sorte pletter. Læg stykkerne i en plasticpose og lad dem afkøle. Hvis du ikke vil bruge energi på ovnen, så hak peberfrugten fint.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er klare.

Hak peberfrugten (du kan beholde det brændte skind på peberfrugten. Det giver en lidt røget smag. Hak også tomaterne fint (afdryp tomater i dåse og gem væden) og kom peberfrugter og tomater i gryden med løgene.

Hak nødder og mandler og tilsæt dem sammen med cayennepeber og ½ dl vand eller tomatvæde.

Læg låg på gryden og lad sovsen simre svagt ca. 10 minutter. Tilsæt mere vand eller tomatvæde, hvis sovsen koger for meget ind.

Kom sovsen i en blender sammen med brødet. Blend til konsistensen er ensartet. Hvis du bruger tomater fra dåse, kan du tilsætte lidt af væden, hvis sovsen stadig er for tyk. Ellers kan du bruge lidt bouillon.

Smag godt til med paprika, cayenne, salt, peber, citronsaft og sukker.

.

fermenteret kål

kimchi

400 g snittet kål: hvidkål, rød eller grøn spidskål

10 g salt

10 g chiliflager – eller efter smag

1 snittet forårsløg eller en håndfuld ramsløg

4 fed pressede hvidløg

4 spsk fintrevet ingefær

Bland alle ingredienserne og lad dem stå en halv times tid.

Massér kålen, så du kan presse så meget væde som muligt ud. Gem væden.

Lad kålen stå en halv times tid og gentag processen. Gem væden.

Læg kålen i et glas og pres den så meget sammen som overhovedet muligt. Hæld den gemte væde over.

Væden skal dække kålen helt, da der ellers kan dannes mug.

Hvis der ikke er væde nok, så lad kålen stå en times tid og pres den sammen igen.

Bind et klæde over glasset og lad det stå i stuetemperatur 5-6 dage.

Når du synes, kålen er syrlig nok, så luk glasset til med låg og opbevar det i køleskabet.

Kimchi kan holde sig næsten i det uendelige.

.

en grøn gave til mors dag?

Min nye bog “Grønt smøtrrebrød” er en oplagt gave til mors dag. Som de siger hos internetboghandlen Saxo: “En bog er en buket, der aldrig visner”!

Frem til udgivelsen af “Grønt smørrebrød” den 17. maj har du mulighed for at forudbestille bogen med 20% rabat. Det betyder, at du kan nå at bestille den som en sund og bæredygtig gave til mors dag – godt nok med lidt forsinket levering. Hvis du har lyst til at bruge bogen som gave, kan du evt. printe forsiden ud og bruge som gavekort.

Bogen leveres på udgivelsesdagen den 17. maj.

“Grønt smørrebrød” er indbundet og på 250 sider. Den koster kr. 224,95. Forlaget Alpha. Bogen kan forudbestilles med 20% rabat hos SAXO:

https://www.saxo.com/dk/groent-smoerrebroed_bog_9788772391052

Rabatkoden er KIRSTEN20 – koden skal først opgives, når du kommer frem til betaling.

Rabatkoden gælder ikke, hvis man i forvejen får Saxo Premium-fordelspris, og giver ikke automatisk fri fragt.

.

Share

mandag

25

april 2022

4

KOMMENTARER

grillet broccolistok med avocado og mangosalsa

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, småretter

.

stop madspild

Hvis du synes, der er meget at tænke på i disse år, har du helt ret. Vi skal spare på energien, vi skal spise plantebaseret for at redde vores sårbare klode – og vi skal mindske madspild. Heldigvis er mindre madspild ensbetydende med mindre CO2 udledning, så her slår vi to fluer med ét smæk (tre hvis vi spiser plantebaseret).

Denne lille anretning er beregnet som forret eller frokostret.

.

næsten alt på en grøntsag kan spises

Jeg har set mennesker, der har kasseret stokke fra både blomkål og broccoli. Det er jo nærmest kriminelt! Der er akkurat lige må meget mad og lige så meget næring i stokkene, som der er i resten af kålen.

Har du ikke har lyst til at grille stokkene som her, skæres de i terninger eller skiver og bruges i den ret, du er i gang med: en suppe, en sammenkogt ret, en tærte eller andet.

Du kan også bruge skiverne rå. Så skal du slet ikke bruge en varmekilde.

.

eksotiske frugter

Du kan med god ret bebrejde mig, at jeg bruger både mango og avocado i denne lille ret.

Begge dele er importerede, men bør holdes op imod, hvad du ellers belaster kloden med. Spiser du plantebaseret, er du allerede i gang med at begrænse CO2 udledningen, og så kan du måske godt tillade dig en mango og en avocado engang imellem?

Hvis man laver sit eget lille regnestykke, kan man sagtens spise forsvarligt, selv om der kommer en eksotisk frugt på tallerknen engang imellem. Sammenligner du plantemaden med animalsk mad, er du allerede lysår forud på point.

Men så er der jo også lige det med avocado og vandforbruget (3-4.000 l pr. kg). Der ER nogle steder, hvor træerne skal vandes, men andre steder behøver de stort set ikke kunstig vanding.

Og igen: sammenlign vandforbruget med dét, de fleste mennesker spiser: kød.  Produktion af kød kræver gennemsnitligt 15.000 l vand pr. kg plus rydning af regnskov til dyrefoder, store CO2 udledninger, dyremishandling, forurening af grundvandet og havene etc.

Vil du ikke belaste kloden med importerede produkter, hvilket er det bedste valg, kan jeg anbefale broccoliskiverne som del af en salat – eller serveret som tilbehør til postejer, bøffer eller frikadeller.

.

grillet broccolistok med avocado og mangosalsa

(forret eller frokostret til 4 personer)

2-3 tykke stokke af broccoli

1 mangofrugt

1 rød chili, styrke efter smag

1 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

1 limefrugt

1 spsk reven ingefær

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 bdt koriander

2 avocadoer

evt. ramsløg eller andre grønne blade

 

Skræl broccolistokkene og skær dem i knap 2-3 mm tynde skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.

Grill skiverne på en grillpande, til de har brune striber. Afkøl dem.

Du kan også bruge skiverne rå. Marinér dem i så fald i lidt olie/limedressing.

Skær mangofrugten i små terninger. Skær chilien i tynde ringe. Fjern kernerne.

Pres hvidløget og rør det i olien sammen med 2-3 spsk limesaft og ingefær. Smag godt til med ingefær, salt, peber og sukker.

Hak korianderen og rør den i dressingen sammen med mangoen og chilien.

Del avocadoerne og skær dem i tynde skiver.

Arrangér avocadoerne og den grillede broccoli på fire tallerkner. Læg mangosalsaen ovenpå og pynt evt. mere flere grønne blade, fx ramsløg.

.

.

Share