Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Forfatter Arkiv

tirsdag

17

december 2024

4

KOMMENTARER

julekalenderen 2024, luk op for låge nr. 17 – små ruller med julefyld

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

.spidskål med julesmag

Spidskål er altid et hit. Og inden det helt store spiseorgie begynder, kan det være godt at optimere immunforsvaret med den sunde kål.

Spidskål er fin at stege på panden, men disse ruller er også lækre. Smagt til med julekrydderier er de en god servering i december.

.

med duft og smag af jul

Spidskålsrullerne har fyld af svampe og kogte ris smagt til med krydderier som kanel, stjerneanis og kardemomme. Simpelt hen smagen af dansk jul. Men ellers er rullerne med inspiration fra Mellemøsten med mynte og kerner af granatæble – og dip af sesampasta.

På nogle af rullerne har jeg bundet bånd af bladselleri. Det er lidt ekstra pynt, som man godt kan springe over.

.

med sovs af tahin

En dip eller sovs af tahin (sesampasta) passer fint til spidskålsrullerne.

Du kan også vælge en tomatsovs, se fx denne opskrift.

.

shiitakesvampe

Jeg har valgt friske shiitakesvampe som fyld sammen med risene.

Shiitakesvampe har i århundreder været brugt medicinsk i Kina og andre lande i det fjerne Østen. Og det er med god grund, for shiitake indeholder stoffet lentinan, som er et naturligt kræfthæmmende stof, der er godkendt i Japan til kræftbehandling.

Der foreligger megen forskning i shiitakesvampens egenskaber, bl.a. modvirker den også åreforkalkning og er gavnlig for kolesterolbalancen.

Generelt styrker shiitakesvampene immunforsvaret – og hvem har ikke brug for det i december?

Jeg har taget 5-6 friske svampe fra til pynt. Jeg har skåret et lille kryds i dem og dampet dem et par minutter i tamari tilsat lidt vand. Tamarien kan du efterfølgende bruge som smagsgiver i tahinsovsen.

Kan du ikke skaffe shiitakesvampe, kan du bruge andre svampe, både friske champignon og østershatte mv.

..

tørrede shiitakesvampe

I Kina er de ikke nærige med shiitakesvampe. Sækken med tørrede svampe har jeg fotograferet på et marked i Østen. Den siger noget om, at shiitake er en virkelig populær svamp på de kanter.

Hvis du vil nyde shiitake, også medicinsk, vil jeg anbefale, at du altid har en pakke tørrede shiitake liggende. Det er nemt at brække svampene i små stykker og koge dem med i en suppe eller sammenkogt ret (stokkene kasseres).

.

spidskålsruller med julefyld og sesamsovs

(4 personer)

10 g tørrede svampe (shiitake, karljohan, østershatte, kantareller etc.)

100 g ris (hvide eller brune)

50 g rosiner

50 g skalotteløg

100 g friske shiitakesvampe eller 250 g friske champignon

olivenolie

citronsaft

50 g mandler

8-10 cornichoner (kan erstattes af syltede agurker)

1 tsk stødt kardemomme

1-2 tsk stødte frø af stjerneanis

2 tsk stødt kanel

salt, friskkværnet peber

1 lille bdt mynte (evt. 1 spsk tørret)

16 blade af spidskål, evt. savoy- eller hvidkål

evt. kerner af granatæble

dip:

4 spsk tahin

1 fed hvidløg

tahin

.

Hæld kogende vand på de tørrede svampe og lad dem udbløde en times tid.

Kog risene. Hvide ris koges ca. 10 minutter, brune ris 35-40 minutter. Tilsæt rosinerne.

Afdryp og skær de udblødte svampe i små stykker.

Hak løget og de friske svampe og svits dem sammen med de udblødte svampe i 2 spsk olie 4-5 minutter. Tilsæt ca. 1 spsk citronsaft. Drys med lidt salt og peber.

Hak mandler og agurker og kom dem i den kogte ris sammen med svampene og krydderierne. Tilsæt et drys salt og peber.

Smag godt til med krydderierne samt salt og peber. Fyldet må gerne smage af jul. Du skal endelig ikke spare på krydderierne, risen “tager” en del smag.

Tilsæt de fleste af myntebladene (gem lidt til pynt) og rør 4 spsk olivenolie i risene. Pres fyldet lidt sammen med en spatel.

Den største udfordring ved retten er at få skilt kålbladene og samtidig bevare dem hele.

Læg kålbladene i kogende vand 3-4 minutter og afdryp dem. Skær det nederste af den grove ribbe væk (gem det til en suppe).

Fordel fyldet på kålbladene. Fold siderne ind og rul kålen stramt sammen.

Læg rullerne i en smurt ovnfast form og pensl dem med olie.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Tænd for grillen og lad rullerne blive let gyldne.

Servér kålrullerne med friske mynteblade og evt. kerner af granatæble.

.

sesamsovs

Hæld så meget kogende vand på tahinen, at den kan røres til en lind sovs. Tilsæt presset hvidløg. Rør også evt. saft fra granatæblet i sovsen.

Smag til med citronsaft, tamari og peber.

Hvis du synes, portionen er for lille, så rør lidt plantefløde i.

.

..

Share

mandag

16

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 16 – en skøn gæsteret til jul

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

en “bøf” af butternut til julens gæster 

Hvad giver man sine julegæster?

Græskar er blevet elsket vintermad. Fra stort set kun at blive syltet, er græskarret steget til gastronomiske højder. Især græskarsupper er blevet populære, men en butternutsquash kan også blive til lækker gæstemad. Jeg håber, den vil gøre en god figur som en juleservering.

.

butternutsquash

Disse store basser har beholdt deres engelske navn. Men de er et græskar og har et godt indhold af A-vitamin. I den tynde ende op mod stilkenden sidder frøkammeret.  Kernerne fjernes, før græskarret steges.

Butternutsquash er sågar blevet til elsket juleaftens-mad. Se min farserede hasselback-butternut.

.

“bøfferne” serveres på labneh

Labneh stammer fra Mellemøsten, og består af afdryppet yoghurt. Her er yoghurten smagt til med ingefær og sumak.

Sumak er et syrligt krydderi, som kommer fra det samme område. Har du ikke sumak, så smag i stedet yoghurten til med lidt citronsaft.

.

Se opskrift på labneh her.

.

med guf på toppen

Græskar har ikke meget smag i sig selv. Derfor serveres “bøffen” med marinerede skiver på toppen, som giver sød syrlighed. De stegte kålblade giver sprødhed, og de tamari-ristede græskarkerner tilfører den eftertragtede umamismag Hvis du synes, det er for mange elementer, kan du udelade de grønne blade.

.

butternut”bøffer” med labneh, marineret græskar og sprød kål

(4 personer)

1 butternutsquash

1/2 -1 spsk spidskommenfrø

4 spsk koncentreret hyldeblomstsaft eller mirin

1-2 spsk ris- eller frugteddike

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 portion labneh

frisk ingefær

sumak (kan evt. udelades)

25 g græskar- eller solsikkekerner

2 spsk tamari

olivenolie

små blade af palmekål eller grønkål

.

Skræl græskarret og høvl ca. 16 tynde skiver på et mandolinjern. De skal marineres og gerne laves nogle timer, eller dagen, før serveringen.

Marinaden: stød spidskommenfrøene i en morter og rist dem i en gryde, til de dufter.

Tilsæt hyldeblomstsaft, eddike og et drys salt og peber. Smag evt. til med en smule sukker.

Bring blandingen i kog og læg græskarskiverne i marinaden. Lad den koge op og tag gryden fra varmen. Lad skiverne afkøle i marinaden.

Lav en portion labneh. Smag den til med salt, peber, ingefær og sumak. Sæt labneh’en til side.

Varm sojaen op på en pande og tilsæt 1/2 spsk olivenolie. Rist solsikkekernerne, til de er helt tørre. Sæt dem til side.

Steg små stykker palmekål eller grønkål i lidt olie på en pande – eller pensl bladene med lidt olie, og bag dem i ovnen ved 180 grader nogle få minutter, til de er sprøde. Hold øje med dem. Sæt de grønne blade til side.

Skær resten af græskarret i ca. 2 cm tykke skiver. Fjern evt. kerner. Regn med ca. to skiver pr. person.

Steg skiverne gyldne på begge sider i olie.

Anret ”bøfferne” med labneh i bunden. Afdryp det marinerede græskar og læg en lille portion på hver ”bøf”. Pynt med de grønne blade og drys med græskarkernerne.

.

.

 

Share

søndag

15

december 2024

5

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 , luk op for låge nr. 15 – kikærter bagt med kartoffellåg og mandler

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad

.

kikærter og kartofler – a match made in heaven

Selv om december er en travl måned, skal vi alligevel have lækker mad fuld af gode næringsstoffer. Og her kommer både kikærter, kartofler og rosenkål ind som tre klare vindere. Og så er det oven i købet billig mad i en dyr måned.

Kikærterne i dagens ret er ikke ristede som dem på fotoet ovenfor. Jeg har taget de ristede med, fordi de er lækre som snack til et glas vin. Og så sætter man samtidig lidt ind på sin protein-“konto”. Sunde snacks hænger ikke på træerne – eller snarere: de ligger ikke i supermarkedet!

I stedet for kikærter kan du bruge de danskproducerede Ingridærter.

Se opskriften her.

.

superenkle produkter

Det er jo december, så jeg har drysset kartoflerne med mandler, men ellers koster hverken kikærter, rosenkål eller kartofler en formue.

Hertil kommer, at du kan lave retten på under 1/2 time, hvis du bruger kogte, frosne kikærter, som du måske har liggende i fryseren – eller vælger kikærter fra dåse/brik.

.

god kombination

Kartofler og kikærter er et match made in heaven. Ni ud af ti nisser elsker den kombination! De to produkter passer virkelig godt sammen.

Jeg spiser sjældent pasta, men når jeg gør det, er det ofte pasta med stegte terninger af kogte kartofler, kikærter, rigeligt med chili, hvidløg og persille i en rigtig god olivenolie eller en flødesovs. Det er hurtig, billig og ekstremt velsmagende mad. Har du en rest kogte kartofler, er retten lavet på under 20 minutter.

.

kikærter, rosenkål og spinat bagt med kartoffellåg

(4 personer)

200 g tørrede kikærter eller 2 dåser/brikker (kan byttes ud med alle slags bønner eller linser)

200 g rosenkål

2-2 ½ dl plantefløde

150 g frossen spinat eller 100 g afribbet frisk grønkål

1-2 spsk citronsaft

ca. 1 spsk dijonsennep

½ dl hakkede tørrede tomater i olie

½ dl hakkede kapers

salt, friskkværnet peber

ca. 300 g kartofler, evt. mere

olivenolie

25 g mandler

.

Læg tørrede kikærter i blød ca. 8 timer. Kog dem ca. 20 minutter i nyt vand og afdryp dem. Afdryp kikærter fra dåse eller brik.

Skær rosenkålene i kvarte.

Bring fløden i kog med lidt citronsaft. Tilsæt rosenkål og spinat eller finthakket grønkål. Lad spinaten tø op og fjern gryden fra varmen.

Smag til med sennep, tomater, kapers samt salt og peber.

Hæld kikærter, fløde og rosenkål i et ovnfast fad.

..

Høvl kartoflerne til tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern.

Hvor mange kartofler, du skal bruge, afhænger af, hvor stort dit fad er. Men hele retten skal være dækket af taglagte kartoffelskiver.

Pensl skiverne med olie og sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Skær mandlerne i flager og drys dem på kartoflerne efter de 15 minutter. Pensl med lidt olie igen og bag retten endnu 15-20 minutter.

Hvis du ønsker overfladen mere gylden, kan du sætte fadet under grillen et øjeblik.

.

.

Share