asparges med granatæblekerner og sauce verte af ramsløg
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter
der produceres omega 3
På de bakkede marker ned mod Arresø har rapsen i øjeblikket bredt sine solgule tæpper ud. Det er ikke blot smukt at se på, det viser også, at der snart bliver produceret frisk forsyning den gode rapsolie.
Rapsolie en en monoumættet olie, der indeholder den essentielle fedtsyre, omega 3 (alfa-linolensyre), som vi ofte får for lidt af i modsætning til omega 6 (linolsyre), som findes i mange fødevarer.
Foruden i rapsolie finder man omega 3 i hørfrø og hørfrøolie, valnødder og valnøddeolie, tang, sojabønner og sojaolie samt chiafrø.
.
til fest med dronningen af maj
I denne ret er der C-vitaminer i rå mængder, og granatæblet supplerer med mange polyfenoler. Polyfenoler er en gruppe antioxidanter, der bl.a. beskytter kroppens celler mod skader og hæmmer betændelsestilstande i kroppen.
Det fantastiske ved at spise grøn mad er at man, samtidig med de store smagsoplevelser, fodrer kroppen med de optimale næringsstoffer.
sådan fjerner du kerner fra et granatæble
Det eneste dårlige man kan sige om granatæblet er, at køkkenet bliver oversprøjtet med rød saft, hvis man ikke ved, hvordan man skal banke kernerne ud. Men det er ganske simpelt. Gør sådan:
Skær æblet over, vend bunden i vejret på den halve frugt, hold den ned over en skål og bank på den hårde skal med fx. en grydeske. Så drypper kernerne nemt ned i skålen.
Du kan også komme det halve granatæble i en plasticpose, inden du banker. Du er så helt fri for røde stænk i køkkenet.
Endnu en mulighed er at dele frugten i kvarte og nærmest krænge kernerne ud. Det kan stadig foregå med hænderne nede i en plasticpose.
Får du granatæblekerner til overs så drys dem på morgengrøden eller salaten. Evt. resterende kerner kan fryses.
asparges med granatæblekerner og sauce verte af ramsløg
600 g asparges
1 portion sauce verte af ramsløg (kan erstattes af basilikum)
4 spsk kerner fra granatæble
evt. friske ramsløgblade
Skræl aspargesene og skær enderne af.
Kog aspargesene ca. 3 minutter i vand tilsat 2 tsk sukker.
Hæld koldt vand over aspargesene og lad dem afkøle.
Lav den grønne sovs.
Arrangér aspargesene på fire tallerkener. Bind evt. et par friske ramsløgblade om hver portion.
Servér aspargesene med den grønne sovs og drys med kernerne.
Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på share/save nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.
Ja, det er utrolig smukt med de mange rapsmarker, der blomstrer lige nu – jeg bor på landet i en lille landsby på Midtsjælland, så jeg er omgivet af både skinnende gule rapsmarker og skov, der er ved at grønnes. Det kan ikke være smukkere. 🙂
Måske det er en forglemmelse, men bør chiafrø ikke komme med på listen over omega-3-rige fødevarer? Det er små taknemmelige frø, som er lette at passe ind i mange retter.
Hvor er aspargesretten med granatæblekerner og sauce verte en smuk og indbydende ret – så simpelt og så virkningsfuldt kan det gøres – det er virkelig inspirerende, tak! 🙂 Og mht at få kernerne ud af granatæblet uden at køkkenet stænkes til med røde stænk, så bruger jeg at holde det halverede granatæble inde i en frysepose, mens jeg banker kernerne ud med en grydeske. Og nu kan man få frosne granatæblekerner (økologiske), så man kan have en pose i fryseren til de dage, hvor man sådan lige kommer i tanke om, at granatæblekerne ville klæde den ret, man lige står og er i gang med. 🙂
Mange hilsener
fra
Merete.
Kære Merete,
Mange tak for din hilsen. Og jo, det er selvfølgelig en forglemmelse at chiafrøene ikke er kommet med. De er virkelig værdifulde og kan med fornøjelse spises som morgengrød, hvis de sættes i blød natten over i mandel- eller kokosmælk og spises med en god portion frisk frugt.
Tusind tak fordi du gjorde mig opmærksom på smutteren. Og tak også for oplysningen om de frosne granatæblekerner. Dem er jeg ikke selv stødt på. Og også for ideen med at komme frugterne i en plasticpose. Så er man i al fald helt sikker på at undgå de røde stænk i hele køkkenet.
Tak også for din smukke ros – og mange hilsener fra
Kirsten